Grydestenens veje

Vort ord »gryde« antages at gå tilbage på et gammelnorsk ord »grjot«, der egentlig er et fællesord for sten. Man formoder, at dette ord er blevet anvendt som betegnelse for klæberstensgryderne, vikingetidens yndede kogekar, som, skønt af norsk oprindelse, også vandt udbredelse i Danmark. Metalgryder var dengang endnu ikke særlig almindelige, og lertøjet var af ringe kvalitet. Stenkarrene måtte derfor blive meget værdsatte, og de kendes da også i hundredvis fra norske vikingetidsgrave, mens de her i landet i hovedsagen forekommer på bopladserne. I Danmark forsvandt de helt efter vikingetidens ophør, men ordet gryde blev altså hængende.

Klæberstenen har på grund af sit store indhold af talk og klorit en ringe hårdhedsgrad; man kan skære i den, og den lader sig derfor forholdsvis let forme til ildfaste kar. I Danmark måtte de eftertragtede gryder som nævnt importeres fra Norge, der er det nærmeste sted, hvor klæbersten forekommer i naturen. Bag ordet gryde åbner der sig hermed perspektiver, som rækker langt ud over køkkenildstedernes snævre horisont. Klæberstenskarrene indgår som et vigtigt led i et stykke dansk-norsk handelshistorie udspillet i den sene oldtid; de var genstand for en omfattende aktivitet, der strakte sig fra stenbruddene i Norge, hvor man tog stenen ud af fjeldet - over lange handelsfærder til søs - til de endestationer, hvor varen blev aftaget. Vigtige afsætningssteder i Danmark var de byer,
som netop i denne tid opstod her. De var måske ligefrem en forudsætning for den organiserede virksomhed, man mere end aner bag fragterne af blot denne ene vare i handelsskibenes ladninger.

At der i vikingetiden trafikalt og handelsmæssigt bestod samkvem mellem Danmark og Norge bevidnes af flere litterære kilder. Adam af Bremen, som levede i anden halvdel af 1000-tallet, og hvis indsats i Nordens historieskrivning er indgående behandlet andetsteds i nærværende blad, fortæller om byen Århus, at »fra den sejler man til Fyn eller Sjælland eller helt op til Norge«. Et par hundrede år tidligere, i slutningen af 800-tallet, beskrev en norsk købmand, Ottar, hvordan han på fem dage sejlede fra Skiringssal i Syd-norge til Hedeby, som, skønt beliggende ved landets sydgrænse, var det merkantile centrum i vikingetidens danske samfund. Det første stykke vej fulgte han Hallandskysten, fortæller han, men på rejsens to sidste dage havde han de øer, der hører til Danmark, på bagbordssiden, og til styrbord havde han Jylland; Ottars skib har med andre ord forladt svenskekysten, er drejet af mod vest og stået ned gennem Lillebælt. Det havde været meget interessant, om Ottar også havde nævnt den østjyske havneby ved åmundingen, men måske var han forhindret deri af den simple grund, at Århus på hans tid endnu ikke eksisterede.

Nu har datidens lave, lastede handelsskuder næppe befundet sig særlig godt i rum sø. Det skulle da synes meget nærliggende for nordfra kommende fartøjer at søge læ for vestenvinden ved straks at lægge sig ind under Jyllands østkyst og følge denne sydpå; at man faktisk har gjort det afsløres på en i denne forbindelse særlig bemærkelsesværdig måde gennem en række ilanddrevne eller opfiskede klæberstenskar: to ved Hals Barre ud for Limfjorden og fire ved Djurslands østkyst - suppleret med endnu to, nemlig det nyopdukkede grydepar. Når man erindrer den utrolige mængde af strandinger, som er bevidnet fra nyere tid, kan det ikke undre, at også et betragteligt antal af vikingetidens handelsfartøjer er gået ned med deres tunge last. Af disse skibe og deres udstyr er der nu næppe meget tilbage, men klæberstenskar tager ingen skade af ophold i vand - snarere tværtimod. Netop på grund af sin eminente bevaringstilstand anses pragtstykket blandt alle klæberstenskar, kummen til døbefonten i Ørslev kirke på Østfyn, for at være strandingsgods fra Lillebælt, der engang i en uvis fortid er bragt til kirken (Fig. 2).

Det Hedeby, som Ottar beskriver som målet for sin rejse, var virkelig en endestation for klæberstenshandelen. Der er fundet langt over eet tusinde skår ved udgravningerne i denne by, hvorimod det ikke ser ud til, at klæberstensprodukter er spredt videre til andre bopladser i det nordtyske område. Hedeby har altså ikke i første række været et omsætningssted for denne vare, men et afsætningssted; forbruget var stort, men handelen har åbenbart været i stand til at tilfredsstille efterspørgslen. Også fra det egentlige Danmark er der klæberstensfund, og de er karakteristiske nok, men endnu næppe tilstrækkelig talrige til på overbevisende måde at dokumentere denne handelsvares betydning for landet. De knytter sig som nævnt til bopladserne - også, og endda i særlig grad, til de mere specielle som Trelleborg og de andre vikingelejre fra Svend Tveskægs tid. Noget pålideligt billede af situationen har vi imidlertid ikke, for undersøgelsen af vikingetidslagene under vore ældste egentlige byer er endnu et temmelig uopdyrket felt, og det er i særdeleshed der, man kan vente at gøre fundene. En antydning om, hvad fremtiden måske vil bringe, har vi fået gennem den udgravning, som for få år siden fandt sted i Århus, og som har været omtalt i flere artikler her i bladet (1964:2 og 1965:2). Dybt begravet under det nuværende domkirkekvarter skjulte sig i et mørkt, ca 0,5 meter tykt, sandlag resterne af vikingetidens Aros. I det undersøgte område, som skønnes at udgøre et uhyre lille udsnit af det areal, som vikingebyen dækkede, og som tilmed ligger i dennes udkant, fandtes ca 70 skår af klæberstenskar, og dertil slutter sig et par næsten hele eksemplarer, som er fremkommet på mere tilfældig måde ved tidligere gravninger. I skårmaterialet synes at være større og mindre dele af mere end tyve forskellige gryder, og man går næppe fejl, når man antager, at vikingebyens samlede forbrug har været på mange gange dette antal (Fig. 3).

Nogle af Århusskårene har kunnet sammensættes tilstrækkeligt til at give et indtryk af karrenes udseende. De er traditionelt halvkugleformede, ganske store og med en vægtykkelse på ca I.5 cm. Soliditeten er åbenbar, men på grund af de hyppige opvarmninger har holdbarheden alligevel været begrænset, og revnede kar er i stort omfang blevet klinket med svær jerntråd for at kunne bruges videre. Hvis man tør slutte ud fra den omhu, der er lagt i reparationerne, må karrene have været ganske pebrede i pris - i hvert fald målt med menigmands alen, og det er den, man må anvende, for efter alt at dømme har det været den jævne byalmue, som beboede det undersøgte kvarter.

Det vidner også om materialets kostbarhed, at man åbenbart har haft svært ved at slippe de helt udtjente kar. Mange af skårene er skåret til, brudfladerne er blevet jævnet ud og fremtræder nu som fint afglattede nye randpartier, der ikke har noget at gøre med karranden i det originale kar. Det er ikke umiddelbart klart, hvad disse efterbehandlede skår har været brugt til; en mulighed er, at de har tjent som sænkesten for det garnfiskeri, som kan spores i andre af udgravningens fund (Fig. 4). Et skår er blevet til en lille firkantet brik (en spillebrik?), og i et enkelt tilfælde er bunden af et kar blevet omdannet til en cirkelrund skive, knap 10 cm i diameter, svagt buet og med en gennemboring på midten, måske for at bruges som »svinghjul« til et bor. Til et andet af vikingetidens redskaber, nemlig håndtenen, anvendtes også svinghjul omend i mindre format; de danske spindehjul var almindeligvis af brændt ler, men kunne være af klæbersten, hvad Århus også viser et eksempel på (Fig. 5). Klæberstens-spindehjul blev fremstillet i Norge som et biprodukt, der eksporteredes sammen med karrene, så i dette tilfælde er der næppe tale om et efterbehandlet skår.

I Århusudgravningens middelalderlag er der ingen klæberstensskår; importen ophørte med udgangen af vikingetid, og det skete nogenlunde samtidig med fremkomsten af et stærkt forbedret lertøj, som måske direkte gjorde de gamle gryder øverflødige. I hjemlandet Norge derimod fortsætter klæberstenskarrene, omend i andre former, gennem hele middelalderen, og her udstrækkes brugen af stenarten til nye formål, for eksempel anvendelse som bygningsmateriale. Nidaroskatedralen - domkirken i Trondhjem - er en klæberstensbygning.

Et klæberstensforbrug af et omfang som i vikingetiden kræver en betydelig erhvervsmæssig organisation, ikke blot de handelsmæssige forudsætninger må være i orden, men naturligvis først og fremmest selve den tilgrundliggende fremstilling af kar i store mængder. Undersøgelser i Norge, som har stået på siden forrige århundrede, har kunnet påvise mange gamle klæberstensbrud i fjeldet, og det ses, at produktionen har hvilet på en regulær bjergværksdrift. Et sagn fortæller, at et stenbrud i værdi blev ligestillet med en storgård. Givet er det, at der var store økonomiske interesser knyttet til klæberstensproduktionen, som ikke bare var en højtudviklet husflid, men en virkelig industri. Herom vidner også karrenes høje tekniske standard og professionelle præg.

Djurslandsfundet - for nu at vende tilbage til dette - får således sin naturlige plads i vikingetidens store organisatoriske billede, omend det repræsenterer en hændelse, som ikke har været efter programmet. På vej sydpå, til Århus eller Hedeby, er en skude kommet for nær det jyske forbjerg, og der er den gået ned med sin dyre last, den hvoraf en lille del nu er bjærget. Finderen - en Grenåskipper - har ladet karrene komme til Djurslands Museum, hvis publicerende reaktion man nu ser hen til. Ovenstående er ment som en kortfattet orientering - mens vi venter.