Grubehuse

Husene var små og, som navnet siger, nedgravet i jorden, et træk, der gør dem lette at påvise, også hvor overfladen er forstyrret af eftertiden. I reglen vil der tillige være spor af en tagbærende stolpe ved hver gavl, men ildsted findes kun undtagelsesvis, selvom de meget forskelligartede fund godtgør, at rummene i mange tilfælde har været i brug som værkstedslokaler. Potteskår er påfaldende sparsomme i vikingetidens grubehuse og kommer fra et fåtal af krukker. Lertøj var åbenbart ikke noget, man normalt havde brug for her. Derimod er håndtene en hyppig foreteelse, næsten altid små til fremstilling af fin tråd, og vævevægte er heller ikke ualmindelige.

Ud fra grundplaner og fund kan vi altså nogenlunde forestille os, hvordan husene har set ud, og hvad der er foregået i dem. Men faktisk har vi også et par illustrationer, der viser dem i funktion. Den ene en fremstilling fra ældre middelalder, den anden et trykt billede i en bog fra forrige århundrede.

På den berømte portal fra Hylestad stavkirke i Norge viser billedskæreren os blandt andet arbejdet i en smedje, fremstillet som et kredsrundt felt omslynget af akantusranker. Så snævre kunne pladsforholdene være i grubehuset, så mon det ikke er det, han har villet afbilde? Det kan naturligvis ikke afgøres med sikkerhed, men billedet er suggestivt.

I et skrift af en engelsk officer, der i anden halvdel af 1800-tallet var på farten i flere verdensdele som jæger, opdagelsesrejsende og eventyrer, finder vi blandt meget andet følgende nyttige erfaring videregivet: »Jeg bringer her en skitse af et yderst komfortabelt telt - min egen opfindelse - især nyttigt, når bagagen skal være mindst mulig. Det er vand- og vindtæt, godt ventileret og nemt at transportere. Denne wigwam huser med lethed to personer med bagage og kan om fornødent anvendes som sovetelt for fire. Når teltets indre graves ned, er der rigelig opholdsplads til fire mand, hvordan vejret end tér sig. Man må dog sørge for en rende omkring teltet til at lede regnvandet væk og en jordvold indvendig til at holde vind og støv ude. Efterlader man under udgravningen en jordbænk langs siden, forlænger midterstolpen og anskaffer en ovn, har man en virkelig bekvem bolig«.

Både i størrelse og udseende svarer officerens selvkomponerede hus godt til de arkæologiske grubehuse, selv om der naturligvis er forskelligheder. De sterile lag, man på tomterne kan iagttage ind imellem kulturlagene, viser, at gruberne lejlighedsvis har stået åbne for vind og vejr - med andre ord, at taget var af lettere art og i givne situationer kunne fjernes. Vandtæt teltdug, hvis det var det, man brugte, har altid været kostbar, så naturligt nok har man sparet på den. På grubehusenes tid har man haft hørlærred og klæde vævet af nældefibre eller gedehår til rådighed. Gedehårstæpper er langt de bedste som teltdug, de kan væves meget åbne og lette, men udsat for fugt svulmer trådene og gør stoffet vandtæt - som forfatteren kan bevidne efter ophold i Kurdistans nomadetelte.

En islandsk parallel har vi i boderne på Thingvellir sletten, omtalt blandt andet i sagaerne. De brugtes hvert år, når tinget holdtes, og folk kom langvejsfra for at blive i dage eller uger. Byggematerialerne var sten og græstørv, men klippen lå nær overfladen, så det måtte altså blive en slags overjordiske grubehuse. Af beretningerne fremgår, at de stod åbne størstedelen af året og kun i tingperioden blev overdækket med teltdug.

Det beviser vel ikke, at vore grubehuse altid var teltdækkede; man kunne for eksempel tænke sig et let halmtag, måske ikke ulig de halmbarakker, der så sent som 1800-tallet anvendtes på svenske militærøvelsespladser. Sådanne billige tage kan være forklaringen på, at man i Skanör regelmæssigt brændte boderne, når efterårsmarkedet sluttede.

Det er sandsynligt, at de fleste grubehuse har været boder anvendt på markeder eller ved anden sæsonbestemt virksomhed, men nogle har givet været til helårsbrug. Egentlig skulle man synes, de uden ildsted var ret uegnede til ophold i vinterkulden, men fedtlamper i lighed med dem, der kendes fra det middelalderlige Lund, kan have tjent som varmekilder, og iøvrigt må man jo ikke glemme, at disse huse på grund af nedgravningen er usædvanlig lune. Det sidste var romeren Tacitus inde på, da han for to tusind år siden som den første beskrev grubehuse: »De plejer også at grave huler under jorden, som de dynger til med en stor mængde gødning. Disse tjener som tilflugtssted for vinteren og gemmested for afgrøden, for sådanne rum mildner den strenge vinterkulde«. Ensartetheden i temperatur og luftfugtighed, som rådede i grubehusene, har gjort dem velegnede for specielle håndværk som spinding og vævning.

De kældre og kælderhuse, som efterhånden kendes i ret stort tal netop fra Tacitus' tidsalder, var for det meste større end vikingetidens, og mange har sikkert været til helårsbrug. Stolpekonstruktionen viser, at taget vejede til; om det ligefrem, som romeren siger, var tækket med gødning, skulle kunne afgøres ved fosfatanalyse. Nogen egentlig forbindelse mellem de tagtunge kælderhuse og senere tiders lette grubehuse synes der ikke at være, men det er muligt, at de første har sat sig spor i sproget. Gødning hedder på svensk dynga og kommer af det ældre dyngia, der har to betydninger: en høj (dansk: dynge) eller et rum, hvor kvinder holdt til med vævning og lignende sysler (Fig. 2, Fig. 3).