Gris på graveskeen

En dag i sommeren 1977 mødte salgskonsulent Ingolf Nielsen op på en af Nationalmuseets udgravninger. Han medbragte en del skår, som alle lod sig datere til århundredet før Kristi fødsel, og kunne oplyse, at de stammede fra nogle gruber, som var fundet ved anlægsarbejde i Erritsø nær Fredericia. Stedet blev besigtiget, og det aftaltes, at Ingolf Nielsen fortsat skulle holde øje med gravearbejdet for det tilfælde, at der skulle komme mere frem (Fig. 2). Det gjorde der og denne gang ikke blot skår, men et helt lerkar - ikke stort, men til gengæld højst usædvanligt. Det var formet som en gris med tryne, øjne, øjenbryn og fire små ben, kun en krølle på halen manglede, men sådan en havde den aldrig haft. Kort sagt, vi stod over for en af de mest naturalistiske dyrefigurer, som kendes fra oldtiden.

Figuren, der er en halv snes centimeter lang, har åbning i ryggen som en sparegris, men betydelig større og af en noget anden form. Rundt om kroppen er der før brændingen skåret en ganske tynd rille, der foroven ved åbningen udmunder i to små hak. Det eneste anatomisk ukorrekte er mundens placering oppe i trynen og så den manglende hale, ellers er det bare en gris. Den er lavet af magret ler fuldstændig som de andre lerkar i fundet, så der er ingen tvivl om, den er af hjemlig oprindelse.

Grisen blev fundet i bunden af en kun halvmeterdyb grube, hvor den lå på ryggen med benene i vejret under et lag håndstore sten. Der var kun få skår i gruben, og det er umuligt at sige, om den er havnet der tilfældigt eller bevidst nedlagt.

Dyreformede småkar fra jernalderen er langtfra almindelige, men kendes dog i nogle eksemplarer. På den store sydjyske tuegravplads ved Årupgård (se Skalk 1971:2) var en fuglefigur nedlagt i en urne, men ellers er det kun i Vendsyssel, vi møder disse snurrepiberier. Denne landsdel producerede i århundrederne lige efter Kristi fødsel landets bedste keramik, og her henhører småkarrene, som er seks i tal og af størrelse omtrent som Erritsø-grisen. At det er dyr, de skal forestille, er man ikke i tvivl om, de har hoved, undertiden også ben og hale, men en nærmere zoologisk bestemmelse kræver god vilje. En anvendelse som lamper har været foreslået og prøvet med svinefedt som brændstof, hvilket gav et godt resultat. Også de større Vendsysselkar kan i enkelte tilfælde have plastiske dyre- og menneskehoveder, men atter her kniber det med naturalismen.

Jernalderens husdyr møder vi på bopladserne i form af knogler. Almindeligst og af størst betydning var køerne og fårene, derefter kom svinene. Hest og hund har som i nutiden indtaget en særstilling. Svinene har været meget små. På nogle bopladser er der kun få knogler af gamle dyr, formodentlig avlsdyr, de andre ses at være slagtet i 6-10 måneders alderen, sidst på året, når kulden nærmede sig. Andetsteds, hvor man åbenbart lagde mere vægt på kvantiteten end på kvaliteten, har slagtealderen været omkring et par år. Regelmæssig fodring fandt næppe sted, i hvert fald ikke i større udstrækning. Svinene blev vel - som vi kender det senere i historien - drevet til skoven, hvis olden leverede dem føden. Er det denne tingenes tilstand, der har fremkaldt det lidt bekymrede udtryk, vi finder hos vor gris?

(Fig. 3)

Erritsø-grisen kan være en talentfuld pottemagers påhit, men der kan måske også stikke andet under. Den omløbende rille og de tilsvarende hak i kanten kunne tyde på, at den - som en marcipangris - har haft et bånd om maven. Romerne havde en fast offerfest, hvor et husdyr af hver slags - ko, svin, får - måtte lade livet til ære for guderne. På billeder ser vi, at dyrene, når de føres frem til ceremonien, netop har mavebælter, åbenbart som led i ritualet. Var det også nordisk sæd og skik? I vore moser er fundet ofrede dyr, men her er grisene rigtignok i mindretal.

I modsætning til køer og får var svinene kun kødproducenter, og her har de haft deres store betydning. Med mange røgede skinker under bjælkerne var man vel rustet til vinteren. At grisen senere, da naturaløkonomien gled over i pengeøkonomi, blev sparsommelighedens symbol, er egentlig ret naturligt. Vort fund kan minde om en sparegris, så på en måde har den gamle pottemager foregrebet begivenhederne.