Griffenfelds gave

Peder Griffenfeld (forhen Peder Schumacher) stod da på sin magts højde. Under Frederik 3. havde han haft betydelig fremgang, og efter dennes død i 1670 gik vejen ret mod tinderne. Den nye konge, Christian 5., gjorde en stor mand af ham, men bestemt ikke langsomt, som faderen skal have tilrådet. Maj 1671 blev han udnævnt til geheimeråd med 3.000 rigsdaler i løn samt excellencetitel, og samme år fik han ved mageskifte med sin hustrus arvelod kronens skøde på Tønsberg provstis gods og Sem Kongsgård; den fik nu adelige rettigheder og blev kaldt Griffenfeld, hvilket navn han derefter selv antog. Stadig samme år, i oktober, fødtes en kongesøn (den senere Frederik 4.), i hvilken anledning Griffenfeld ophøjedes til ridder af den nye orden »Danebroge«, hvis navn og insignier i nationale farver vistnok skyldes ham. April 1673 gav kongen ham amtmandsembedet i Tønsberg med 500 rigsdaler i indtægt, og i november, da han til majestætens tilfredshed havde afsluttet forhandlingerne med den kejserlige gesandt, udnævntes han til rigskansler og tillagdes 6.000 rigsdaler i gage. (Fig. 2). Samtidig ophøjedes hans med krongods udvidede norske ejendom til et grevskab, hvilket medførte yderligere omkring 3.000 rigsdaler i årlig indtægt, og han blev ridder af elefanten.

Endelig, juli 1674, løb målet fuldt. Ved Peder Reedtz' død udnævntes han til dennes efterfølger med titel af kongelig rigskansler og »fuldkommen direktion« over begge kancelliers inden- og udenrigspolitiske sager. Ingen mulighed for at stige højere!

»For at lade glansen af sin storhed falde på sin fødeby København«, siger historikeren Bøggild-Andersen, gennemførte han indlemmelsen af bydelen Christianshavn i hovedstaden. Samtidig skænkede han til Københavns rådhus 102 portrætter af danske konger og et sølvbeslået drikkehorn.

Det horn, vi nu skal betragte i detaljer, er altså ikke nogen helt almindelig museumsgenstand. Det er symbolet på en lynkarriere, hvis banes stejlhed understreges af det endnu brattere fald to år senere. Drikkehorn havde i middelalderen været i flittig brug hos adelen, men i 1600-årene var det hovedsagelig norske bønder, som endnu svang dem i festligt lag. Hos finere folk var de blevet slægtsklenodier. At de også kunne bruges som repræsentationsgaver, viser det foreliggende eksempel.

Hornet, som i ret linje fra spids til munding måler 43 cm, er rigt udstyret med sølvbeslag i barokstil. Mundingsbeslaget er særskilt ornamenteret med frugtklaser og fabeldyr adskilt med masker, mens de tre andre ringe er prydet med en blad- og blomsterranke. Finest er ringen, hvortil skjoldet er fæstet, grovest den mindste, nederste ring. Fodstykkets udsmykning bestående af masker indrammet af et ornament er meget groft udført. Låget derimod er ganske fint; det afsluttes lige som duppen på hornets spids i vindrueblade og en kuglerund frugt. Skønt der ikke er stempler, antages det alligevel, at alle beslag er udført på samme værksted, blot af forskellige svende.

Skjoldet bærer Griffenfelds våben med hjelm, krone og grif samt en indskrift sålydende: »Sacrae Reg. Maiest. Dan. et Norw. Magnus Regni Cancellarius Comes de Griffenfeld«. Hvilket frit oversat betyder: »Hans højhellige Majestæt kongen af Danmark og Norges rigskansler greve af Griffenfeld«.

Af Københavns kæmnerregnskab for 1674 har nu afdøde stadsarkivar Villads Christensen fremdraget følgende udgiftspost: »Efter ordre betalt Jørgen Stilcke guldsmed for det horn med sølv at beslå, som Hans Høj-grevelige Exellentz Hr. Kansler Griffenfeld til rådstuen forærede --- 10 rdl. 2 mark«. Det kunne lyde, som om det var hele hornets sølvudsmykning, Jørgen Stilcke havde lavet, men Griffenfeld kan næppe tænkes at have foræret byen et ubeslået horn. Det fulde udstyr ville da heller ikke kunne leveres for så ringe en sum. Det må være den store sølvplade med indskriften og rigskanslerens våben, der er tale om.

I Valkendorfs bog om Københavns mærkværdigheder fra 1675, omtales hornet som »et stort sort islandsk horn med sølvbeslag og Hans Højgrevelige Exellentzes våben og navn påsat«. Endnu på den tid har man altså skønnet på gaven. Desværre var det ikke så længe, man rigtig kunne glæde sig over den. Efter giverens fald og fornedrelse er det tænkeligt, at den er rykket tilbage på en mindre fremtrædende plads.

(Fig. 3).