Gravskibet

Kernen i denne for os væsentlige del af ibn Fadlans værk er skildringen af en vikingehøvdings bålfærd, som det faldt i hans lod at overvære. Han fortæller, hvordan liget straks efter dødsfaldet lægges i en foreløbig grav, mens ligklæder skæres, og andre forberedelser bliver gjort. En slavinde tilbyder sig til ofring - dog ikke straks, der tilkommer hende først nogle glade dage.

Da tiden er inde, bliver et skib trukket på land og opklodset. Liget tages frem, klædes på og anbringes i et telt på fartøjet, støttet af puder og med mad, drikke og våben inden for rækkevidde. I skibet lægges dræbte dyr: hund, heste og køer, en hane og en høne. Den udvalgte trælkvinde medvirker i forskellige ritualer, og efter at den afdøde høvdings mænd har gjort flittig brug af hendes krop - til formodet glæde for den kære hedengangne - løftes hun op i skibet, drikkes fra sans og samling for sluttelig at aflives af en gammel kvinde, kaldet »dødens engel«. Så antændes skibet, og da alt er blevet til aske, rejses på stedet »noget, der ligner en rund høj«. I dens midte sættes en stolpe, hvorpå de skriver navnet på den døde og på deres konge.
Sådan lyder i ultrakort referat den eneste øjenvidneskildring, vi har, af en nordisk vikings ligfærd. Hvordan harmonerer den med jordfundene, som der til gengæld er en del af? Godt må man sige. Der er væsentlige overensstemmelser på så at sige alle punkter, hvor det er muligt at øve kontrol. Vikingetidens gravskik var meget varieret, men brændt skib under høj er fundet et antal gange i Norge og Sverige samt i enkelte tilfælde ved de store russiske floder.

Til alt held var ligbrænding ikke enerådende, også ubrændt gravskib forekommer som bekendt, og her - i Oseberg, Gokstad, Ladby og en række andre storfund - har vi de bedste muligheder for at afprøve ibn Fadlans troværdighed. Vi ser, at skibe faktisk er blevet trukket på land og opstillet på kølen med den døde anbragt i et særligt indrettet gravkammer - om ikke netop et telt så dog en teltlignende trækonstruktion. Omkring liget finder man våben og andet gravgods, herunder fødevarer, samt dun, som må stamme fra puder, mens bådrummet længere væk kan være fyldt med dyreskeletter - alle de af araberen nævnte arter forekommer. Menneskeknogler ud over gravejerens er fundet flere gange, og det er da nærliggende at tænke på medgivne trælle. Klarest oplysning om den makabre skik giver dog et par danske gravfund uden skibsudstyr. De ofrede er her mænd og drabsmåden halshugning.

Den runde høj, ibn Fadlan omtaler, kan kun være den spæde begyndelse til mindesmærket; det store jordværk opførtes naturligvis ikke på en eftermiddag. Interessant er midtstolpen. Sådanne kendes fra flere af jernalderens storhøje, bedst bevaret i Jelling, men desværre uden indskrift.

Det væld af tanker og ritualer, man aner bag oldtidens uendelighed af gravfund, kommer her for første og eneste gang klart frem i lyset. Om ibn Fadlan og hans værk har Wormianum udsendt en bog - den trækker de historiske linjer, refererer rejsens forløb og fremlægger i fuldstændig oversættelse de afsnit, der har med vikingerne at gøre. Det er i øvrigt første gang, de foreligger omsat til dansk direkte fra den arabiske tekst.

Jørgen Simonsens Vikingerne ved Volga er på 64 sider. Den indbundne og illustrerede bog koster 57 kr i boghandelen, 49 kr for abonnenter.