Gravhusenes problem

De ældste enkeltgrave er mandslange, som regel øst-vestvendte, nedgravninger med kister af løst sammenstillede planker, der i nogle tilfælde er stenstøttede på ydersiden. Liget er almindeligvis nedlagt på siden med let optrukne ben og ansigtet mod syd, men sådan, at mændene har hovedet i vestenden, kvinderne i østenden. Det må her indskydes, at på grund af de særlige jordbundsforhold er hverken kister eller skeletter bevaret, men de har ikke sjældent efterladt mørke spor, som giver oplysninger om disse ting. (Fig. 1) Over graven er bygget en lav høj, og ved senere gravlægninger er man gået ned fra toppen af denne, hvorefter ny jord er tilført. En gennem længere tid benyttet enkeltgravshøj kommer på denne måde til at indeholde »undergrav«, »bundgrav« og en eller flere »overgrave«.

Ovenstående normalbillede har naturligvis mange varianter, men dækker dog hovedparten af enkeltgravsfundene. Ensartetheden er påfaldende, man får indtryk af et samfund uden store standsforskelle. Af og til sker der dog brud på denne regel; grave fremkommer, som adskiller sig markant fra flertallet. Her skal fremføres et par eksempler fra de seneste år.

I Sjørup plantage mellem Viborg og Holstebro, ved nordgrænsen for de midt- og vestjyske hedesletter, som indvandrerne foretrak, udgravede Nationalmuseet for fire-fem år siden et par småhøje fra enkeltgravskulturens ældste tid. Den første var stenomkranset, men blev af praktiske grunde blot undersøgt i området omkring højmidten. (Fig. 2) Der fandtes kun én grav, og den var helt traditionel: forsænket henved én meter i undergrunden med aftegning af stor plankebygget kiste og svage skeletspor. (Fig. 3) Den døde har ligget i den sædvanlige sovestilling, på siden med optrukne ben, ansigtet i syd, hovedet mod vest. En mand altså, hvad da også gravgodset - stridsøkse og flintkniv - bekræfter.

Den anden høj, der var 8 meter i tværmål og ganske lav, blev undersøgt i sin helhed, men indeholdt ligeledes kun én grav, også denne antagelig mandlig. Udstyret var særdeles beskedent, en flintkniv, men selve anlægget i høj grad af format. Den sædvanlige godt mandslange nedgravning i undergrunden var nemlig her erstattet af et cirkelrundt bassin, mere end 4 meter i tværmål med næsten lodrette sider og fladt tragtformet bund; største dybde 1,3 meter under oprindelig markflade. I bunden, langs med sidevæggen, var gravet en kredsrund grøft af ca 20 centimeters dybde, og midt i bassinet, på dybeste sted, har man anbragt kisten, der var kendelig som en mørk ramme omkring skeletsporets gråsorte skygge. Det er udgraverens opfattelse, at der i kredsgrøften har stået en væg af lodrette stolper, en slags bygning om og over graven, og at denne på et tidspunkt er blevet brændt af. I grubens fyld, under den nedsunkne højtørv, sås nemlig rødbrændte flager med indhold af trækul, og disse flager samlede sig mod væggen til runde eller aflange pletter, der nedefter blev mindre trækulholdige, men til gengæld antog stolpehulskarakter. At ilden har flammet omkring graven, er i hvert fald sikkert, og det må være sket, før højen blev bygget.

Anlægget er sjældent, men ikke enestående; cirkelgrave som denne er påtruffet flere steder i Jylland (jvf. Skalk 1965:1). Den bedste parallel til vort fund er dog fremkommet syd for grænsen, ved Warringsholz i Holsten, og selv om det er en gammel historie - fra 1888 - er den værd at drage lære af. (Fig. 4) Her fandtes betydelige forkullede rester af lodrette planker, som har afstivet cirkelgrubens væg. At sådanne gravbygninger har eksisteret, er altså uimodsigeligt. (Fig. 5) (Fig. 6)

Vi forlader Sjørup og begiver os til Hjordkær ved Åbenrå, der tidligere har bidraget med usædvanlige stenaldergrave (se Skalk 1980:5). Igen har vi to enkeltgravsanlæg i søgelyset, et normalt og et højst usædvanligt. Det første var en høj, lille og lav som dem, vi lige har hørt om - og iøvrigt genbrugt i bronzealderen, men det vil vi se bort fra her. Af enkeltgrave var der to, den nederste og ældste en typisk undergrav med spor efter plankebygget kiste, men desværre uden skeletspor og gravgaver, den øvre en lige så typisk overgrav med rester af ild-udhulet stammekiste og mandlige gravgaver (strids- og flintøkse), men atter uden skeletspor. Et i alle henseender traditionelt fund.

Udgravningen blev foretaget af Haderslev Museum på et areal, der af Rødekro kommune var udset til idrætsplads. (Fig. 7) Det andet fund kom 15 meter fra højen, men var selv uden højning, så det skyldes udelukkende amatørarkæologen Thøge Jensen, at nogle sten, gravemaskinen stødte på, blev erkendt som et oldtidsanlæg. (Fig. 8) Med stor velvilje fra kommuneingeniør Hans Toft og entreprenørfirmaet Marius Petersen blev arbejdet standset og et par dage afsat til undersøgelsen - hvilket ikke slog til, så en tredje blev tilføjet. Fristen var kort, men alle kræfter blev sat ind, først amatørens, dernæst museets repræsenteret ved Holger Lausen, Sønderjyllands mest erfarne udgraver. Behøver det siges, at 11-timersreglen blev overtrådt på det groveste?

Det, gravemaskinen havde afdækket i undergrunden, var seks meterbrede pletter af mørkegrå farve og med indhold af sten; tilsammen dannede de en slags firkant, og inden for denne lå et aflangt fyldskifte, 2x4 meter i omfang, altså vel stort til at være en grav. Det var det nu alligevel - en undergrav ville vi kalde det, hvis omstændighederne havde været mere normale. Ved oprensningen fremkom en 25-30 cm dyb grube, hvori en - efter al sandsynlighed plankebygget - kiste har stået. Den har udvendig været støttet med sten, der dog kun var bevaret på de to sider, men som oprindelig må have fortsat hele vejen rundt. Skeletspor var der ingen af, men gravgodset - to stridsøkser, tre lerkar samt økse og pilespids af flint - antyder, at to personer af mandkøn har hvilet her. Pilen kunne for så vidt have siddet i kroppen på en af de afdøde, men dens placering i graven tyder dog på, at den må opfattes som medgivet udstyr, og det betyder formodentlig, at der også har været en bue, der dog ligesom kisten forlængst var opløst. Graven er i sig selv bemærkelsesværdig, blandt andet på grund af størrelsen og en sjælden kombination af lerkartyper, men det, der især gør den usædvanlig, er de stenfyldte pletter i omgivelserne.

Da undersøgelsen måtte gennemføres på rekordtid, er det indlysende, at der ikke kunne gøres mange detailstudier, i særdeleshed med hensyn til udenværkerne. (Fig. 9) At de mørke pletter, der ved udgravningen kunne følges godt en halv meter i dybden, må opfattes som stolpehuller, kan der imidlertid ikke være tvivl om; selve stolperne var ganske vist forsvundet, men stenene, der har været brokket ned omkring dem, tegnede deres omrids. (Fig. 10) Som nævnt dannede pletterne en firkant omkring graven, men den var ikke fuldstændig, en privat vej, som gik tæt forbi stedet, skar et hjørne af. Et par år senere, i 1979, kunne der imidlertid ved ejerens velvilje rådes bod på denne mangel gennem afdækningen af to resterende stolpehuller. Af det ene stod kun bunden tilbage, men det andet var intakt og blev undersøgt efter alle kunstens regler. Gruben, der målte 1,20 meter i diameter og 0,65 meter fra bund til vejbelægningens underside, var pakket med sten, men et område i midten var frit, og her må stolpen, der har været omkring en halv meter i tværmål, have stået. Vi fik med denne efterundersøgelse bekræftet og dokumenteret den hurtige udgravnings resultater.

Der blev fundet en del trækul både i graven og i den sidst undersøgte grube, men det er ret almindeligt, og fordelingen tyder ikke - som i Sjørup - på, at trækonstruktionen er blevet brændt af. Når der i stolpehullet forekom trækulpartikler ikke blot øverst, men helt til bunds og fortrinsvis lige inden for stenforingen, kan det snarere betyde, at træet har været svedet på overfladen, en slags præparering mod råd. Måske giver trækulsfordelingen i hullet også en anden oplysning. Man får nærmest det indtryk, at stolpen på et tidspunkt er blevet trukket op og området dækket med tilført jord. (Fig. 11)

Stridsøkserne i dobbeltgraven ligger typemæssigt meget nær den, som blev fundet i nabohøjen, så der kan ikke være nogen større tidsforskel, men ikke des mindre er altså anlæggene højst forskellige, det ene traditionelt under høj, det andet overbygget med et »hus« af en art, som aldrig før er fundet i denne forbindelse. Helt udelukke, at der har været høj også ved sidstnævnte, kan man vel ikke - den er i så fald sløjfet usædvanlig grundigt - men bygningen var uden tvivl det væsentlige og må med sin grundflade på 5 x 6 meter og sit kolossale tømmer have markeret sig stærkt i landskabet. Måske vil man indvende, at bygning og grav kan være fra forskellig tid og helt tilfældigt har fundet sammen, men stolpernes regelmæssige placering omkring gravstedet gør tanken lidet sandsynlig. Når man sammenligner enkeltgravsfolkets lidt kluntede og mangelfuldt slebne flintøkser med jættestuebyggernes perfekte redskaber, har man ellers svært ved at forestille sig netop disse mennesker som eksperter i tømrerhåndværket, men hænderne, der førte værktøjet, har også spillet en rolle, og en præstation som gravhusets opførelse har altså ligget inden for deres formåen. Den kraftige fundamentering med stenpakning i en ellers stabil undergrund finder man ikke ved almindelige oldtidshuse, den kan antagelig kun forklares ved, at bygningen har været af betydelig højde, ja vel nærmest tårnagtig. Det hele minder ikke så lidt om middelalderens »motteanlæg«, og ligheden ville forstærkes yderligere med et palisadehegn omkring »tårnet«, hvad man ikke kan udelukke, der har været; det blev ikke eftersøgt, men kendes fra flere enkeltgravshøje. At bygningen i lighed med motterne skulle have haft en forsvarsmæssig funktion, ville dog være at drive sammenligningen for vidt. En afdød bueskytte har næppe været nogen fyldestgørende besætning, så trods den næsten groteske sammenstilling af det uhyre hus og den forholdsvis beskedne grav nødes vi til at antage, at det første alligevel på en eller anden måde har tjent de dødes interesser. Til en kortvarig ceremoni på selve begravelsesdagen virker det dog alt for solidt. Vi må tro, det har haft en videregående - kultisk? - anvendelse.

For ikke så forfærdelig mange år siden var bondestenalderens gravformer en simpel sag: først kom dysserne, så jættestuerne, der igen afløstes af hellekisterne, og sideordnet optrådte enkeltgravene, som ganske vist var helt anderledes, men til gengæld uden sidespring. De senere års undersøgelser har unægtelig gjort billedet mere indviklet. Dysserne har fået mærkelige forløbere af afvigende konstruktion, stendyngegravene - de dødes rækkehuse - er dukket op, enkeltgravskulturen har præsteret gådefulde særformer, som vi netop har set, og det samme gælder dolktiden, stenalderens slutningsafsnit; tænk blot på »stenhjulet«, som blev omtalt her i bladet for mindre end et år siden. (Fig. 12) Fælles for alle disse nyfund er, at huse eller huslignende konstruktioner indgår i dem. Fænomenet er nok mere udbredt, end man umiddelbart får indtryk af - i ældre tid koncentrerede man udgravningen om højmidten, hvor gravene lå, og der blev ikke lejlighed til videregående iagttagelser - men specielt for enkeltgravskulturens vedkommende er der dog ingen tvivl om, at huset var undtagelsen, ikke reglen. Det hele står endnu uklart, og vi ved ikke præcist, hvordan de nye anlæg skal tolkes, men det må være rimeligt, at de har spillet en rolle i gravkulten, og at menneskene, som fik dem tildelt, har haft en særstilling i samfundet.

For Sjørup-anlægget gælder disse lidt løse betragtninger uden forbehold, for Hjordkær-bygningen måske ikke helt. Dets massive vælde sætter det i en særklasse. Den guddommelige verden, de døde gik ind til, stillede sine krav, men en præstation som den, der her er udført, virker mere håndfast og virkelighedsnær, end vi er vant til på disse luftige enemærker.