Gravhøj mellem grave

Det gjorde de. Allerede året efter indløb brev fra lærer P. Faurholt, Ølstrup skole:
» — Jeg kan da oplyse, at da vi forleden på højen gravede en grav til en gammel kone, stødte graveren i gravens nordøstre hjørne på overliggeren til et gravkammer. At det var et gravkammer, kan jeg ikke tvivle på, da graveren efter at have stødt hjørnet af overliggeren i stykker med en jernstang stak denne ned i hjørnet af det formodede gravkammer (Fig. 1). Stangen gled af sig selv ned i en dybde af to alen —. Jordsmonnet i højen er fuldt af flintspåner, og i højens vestre side har jeg i et par grave observeret et lag aske. Et par af de fundne flintspåner vedlægges — «.

På Nationalmuseet må man have læst brevet med interesse, men begravelsen havde jo fundet sted, så det var nytteløst at sende en medarbejder. Man nøjedes med at takke lærer Faurholt for oplysningerne, men fik dog også plads til en lille reprimande:
»De to indsendte små flintstykker - en lille flække og en tværægget pilespids - er desværre på grund af utilstrækkelig indpakning blevet knuste ved postvæsenets stempling af brevet. I den beskadigede stand, hvori de er fremkomne, er de uden betydning for museet og følger derfor hermed tilbage«. (Fig. 2, Fig, 3)

Det omtalte gravsted (Maren Tokkesdal. 1829-1913) eksisterer stadig, og vi kan ud fra det nogenlunde bestemme stenkammerets beliggenhed. Med lærer Faurholts brev fulgte en lille skitse, som han henviser til med følgende ord: »Da gravens østre ende støder op til gangen, og da det var det med x betegnede hjørne, at overliggeren med stensætning under fandtes, må gravkammeret jo nødvendigvis gå ind under gangen«. Det vil sige, at når vi i dag står på gangen og kigger på gravstenen, befinder vi os lige over stenkammeret.

Omtrent 50 år senere sker der igen noget. En formiddag i 1962 var graveren (dog ikke den samme som sidste gang) i virksomhed på et sted lidt fra det ovenfor omtalte. Til sin fortvivlelse - begravelsen skulle være om eftermiddagen - stødte han på to meget store sten, der ikke lod sig rokke. Man overvejede at sprænge dem, men veg tilbage for en så drastisk forstyrrelse af gravfreden. Til alt held var arkæologen, professor C. J. Becker netop beskæftiget med undersøgelser i nabosognet. Han blev tilkaldt, og selv om der ikke var levnet ham megen plads til iagttagelser, kom der alligevel noget ud af den lille undersøgelse.

De omtalte sten var opretstående, ca halvanden meter høje, og mellem dem var der ifølge graveren stablet flade stenfliser, såkaldt tørmur, som kun findes ved dysser og jættestuer. Hvordan sten og stenkammer hører sammen, er ikke helt klart, men det hele må være fra et og samme oldtidsminde. Over dette lå flyvesand - ikke ualmindeligt på denne egn - men derover igen fulgte et lag, som tydeligvis var dannet ved stabling af store græstørv. Den tilføgne stengrav er altså blevet overbygget med en græstørvshøj - måske i ældre bronzealder, hvor denne byggemåde blev almindelig. At en ældre høj indgår i en yngre, er der intet mærkeligt i. Man ønskede jo mindesmærket så imponerende som muligt og sparede derved en del arbejde.

Højen på Ølstrup kirkegård afspejler altså i sig selv et længere tidsforløb, men allerede før den byggedes, har der boet mennesker her på stedet; derpå tyder pilespidserne, flækkerne og flintaffaldet. Stenalderfolkene slog sig forståeligt nok ofte ned ved vandløb, og et sådant, om end ikke af de største, strømmer netop her forbi (Fig. 4). Bygningen af dyssen eller jættestuen må have fundet sted for omkring 5000 år siden. Frit som den lå, er den efterhånden blevet dækket med flyvesand, men det har ikke generet de mennesker, der i bronzealderen(?) valgte den som gravsted for en af deres ledere og byggede den over med græstørv. Den nye grav kan ligge over eller ved siden af det gamle stenkammer, men der er også den mulighed, at man, som det undertiden skete, har valgt at åbne dette og stille kisten ind i det mere eller mindre jordfri rum. Atter gik der lang tid, men i middelalderen opførtes så kirken tæt op ad det gamle gravsted, og kirkegården anlagdes. Højen, som lå i udkanten af området, er sikkert længe forblevet urørt, men efterhånden blev der også nedsat kister her; efter hvad gamle folk har fortalt, var den forbeholdt »Ølstrups store karle«, det vil vel sige præster, velstående gårdmænd og lignende standspersoner. Omkring århundredskiftet blev højen jævnet noget ud, så at det blev lettere at anbringe gravene. Som den ligger i dag, virker den nærmest som en naturlig bakke.

Oldtidshøje på kirkegårde er ikke særligt sjældne - de fleste skyldes sikkert bronzealderfolkene, der ligesom middelalderens kirkebyggere foretrak højtliggende steder til deres anlægsvirksomhed. At højene indeholdt hedenske grave, har de kristne formodentlig vidst, men det har man altså kunnet leve med - hvis man overhovedet har skænket det en tanke. Erkendelige storstensgrave er sjældne eller måske snarere helt ukendte på kirkegårde; de store sten har vel fristet kirkebyggerne, som de fristede senere tiders stenbrugere helt op til vore dage, hvor fredningsloven satte bom for udskejelserne (Fig. 5). Stengraven i Ølstrup undgik sin skæbne, den lå, da kirken blev bygget, forsvarligt indkapslet i den yngre høj. Måske er den i virkeligheden den eneste af sin art, der er bevaret på en dansk kirkegård.

Det forholdsvis stenfattige Vestjylland har aldrig haft overflod af dysser og jættestuer; i det gamle Ringkøbing amt har man således kun oplysninger om ca 80, hvoraf blot 23 er tilbage - i mere eller mindre ødelagt stand. Ølstrup-stengraven er formodentlig den bedst bevarede af dem alle, så egentlig burde den frilægges ved lejlighed. Det kunne blive en attraktion i klasse med Noldes alterbillede inde i kirken.