Gravens vellugt

Kirken måtte give sig, og det gik hverken værre eller bedre, end at gejstligheden, der havde ydet modstanden, var først til at bryde reglen. Ikke alene tilkendte den sig selv gravsteder inde i kirkerne, men præsterne kunne tillige jordes i det udstyr, som hørte til deres rang, ofte endda med kalk og disk, som det for eksempel blev ærkebiskop Absalon til del. Snart måtte privilegierne dog udstrækkes til fornemme verdslige, frem for alt kongelige personer, der herefter kunne gravlægges i fuldt skrud, og mod slutningen af middelalderen er der eksempler på, at stormænd har fået deres sværd med i graven. Men alt dette var altså kun for de udvalgte, det store flertal af middelalderens mennesker er kommet i jorden uden udstyr, ja måske endda uden kiste, blot med et svøb eller i nogle tilfælde deres dagligtøj. Enkelte gange kunne en rosenkrans snige sig ind, måske som udtryk for personlig fromhed.

Til det alleralmindeligste udstyr i oldtidens grave hører lerkar, der formodentlig har indeholdt mad eller andre livsfornødenheder - altså et oplagt hedensk træk. De i hvert fald måtte vel forsvinde med kristendommen? Det gjorde de ikke. Et af de tidligste og tillige bedst oplyste fund fremkom 1823 under jordarbejde i Roskilde domkirke. Man traf her på en uforstyrret muret grav af typen med smal fodende og tag af munkesten. I kisten lå et skelet med smuldrende rester af dragten tilbage og ved skulderen kalk og disk - en præst altså. Af lerkar var der ikke mindre end fire, anbragt i hver sin niche i gravens fire sider og dækket med teglsten. Et var fladbundet, de andre trebenede »kuglepotter« med hank, godt pottemagerarbejde i rødbrændt ler med en tynd, klar blyglasur. Alle var fyldt med trækul.

Siden er der dukket adskilligt flere af den slags grave op; man har nu kendskab til omkring 75 med i alt ca 180 »gravpotter« (som man kalder dem, skønt nogle faktisk er kander). (Fig. 1), (Fig. 2). Over to tredjedele af gravene er fra Lund og Roskilde, men selv om ikke alle hører hjemme ved domkirker eller klostre, kan vi nok gå ud fra, de har været benyttet af standspersoner, herpå tyder ikke alene beliggenheden, men tillige gravformen; der er ofte tale om murede grave. I de få tilfælde, hvor vi ved noget om den gravlagte, drejer det sig da også om folk fra samfundets top, som vi straks skal se.

Den ældste af disse identificerbare grave er fra Øm klosterkirkes højkor og har efter alt at dømme rummet bisp Peder Elafsen af Århus, død 1246. Den næste i rækken er Christoffer den Førstes grav, han døde i Ribe 1259 og hviler i domkirkens kor, hvor hans sandstenssarkofag henstilledes med en gravpotte ovenpå. At skikken også gjaldt kvinder, ser vi i Ringsted Skt Bendt, hvor to dronningegrave har lerkar i nicher. Den ene rummer Erik Menveds mor, dronning Agnes, død 1304, den anden hans dronning Ingeborg, død 1319. (Fig. 3). Kong Erik selv - den i livet så pragtglade - der døde få måneder efter hustruen, er tilsyneladende gravlagt uden særligt udstyr, altså også uden gravpotter. Endelig kendes to ærkebispegrave i Lunds domkirke fra henholdsvis 1334 og 1390, hver med et lerkar.

For tidsfæstelsen af skikken er disse seks daterbare grave af stor betydning. Naturligvis kan man ikke regne med, at de præcist dækker dens levetid, men tager man tillige hensyn til karrenes form, kan tidsrummet nogenlunde sikkert begrænses til små to hundrede år, fra et stykke ind i 1200-tallet til begyndelsen af 1400-årene.

Om lerkarrenes funktion i hedenske grave er der, som nævnt, ingen særlig tvivl, men hvilken rolle kan de have spillet i de kristne? En gennemgang af gravpotterne viser, at de er brugskar, de fleste må henregnes til dagligt lertøj, adskillige bærer spor af slid, og nogle viser tegn på fejlbrænding, altså sikkert billige sekundavarer fra lokale pottemagere. Det må derfor være indholdet, vor opmærksomhed skal rettes imod. I Roskildepotterne var der, som vi har hørt, trækul, og det er langt fra enestående - ja faktisk er der trækul i alle de gravpotter, hvis indhold er os bekendt. I denne serie af ret ensartede gravkar skiller et enkelt, fra en barnegrav på Smørum kirkegård, sig ud ved at være - ikke af ler, men af metal: et støbt røgelseskar i lighed med dem, der blev brugt i kirkerne, atter med indhold af trækul. Og nu nærmer vi os sagens kerne, for røgelseskornene blev jo netop lagt på glødende trækul, det var betingelsen for, at de kunne udsende deres vellugt. Med andre ord, gravpotterne er røgelseskar, en yderst kristelig rekvisit, blottet for hedenske tendenser.

En nærmere belysning af emnet finder vi uden for landets grænser. Siden 1800-årene har franske arkæologer undersøgt et meget stort antal grave, der i tid og indhold svarer til de danske, og her møder vi igen gravpotterne repræsenteret ved dagligdagens keramik, blot er der i mange tilfælde slået huller i karrene for at skaffe luft til brændingen. Hvad mere er: talrige afbildninger viser brugen af røgelse ved begravelser, og på mange gravsten optræder engle, der svinger røgelseskar over den afdødes hoved. Lerpotter som røgelsesbeholdere ses dog kun på to fremstillinger, men de dokumenterer til gengæld anvendelsen både under ligtoget og ved ceremonierne i kirken. At de også fungerede under selve gravlæggelsen og i graven, fremgår ikke af billederne, men her kommer en skriftlig kilde til hjælp; den vil vi straks vende tilbage til. De arkæologiske fund er altså ikke ene om at bevidne den mærkelige gravskik, omend det ikke direkte fremgår, at potterne blev efterladt i graven. (Fig. 4), (Fig. 5).

Trods alt er fundene så tilfældige, at det ikke kan udelukkes, skikken har haft en større udbredelse, end man umiddelbart får indtryk af, men det ser i hvert fald ud til, at tyngdepunkterne har ligget i Frankrig og Danmark. Det er mærkeligt, for ganske vist var der livlig forbindelse mellem de to lande fra 1100-årenes slutning og gennem de to følgende århundreder, men på den tid søgtes Frankrig, Paris især, af studerende fra hele Europa, så påvirkninger derfra udgik i alle retninger, også sådanne, som var af langt større omfang og betydning end detaljer i gravskikken. Men Danmark fik altså sin del af disse kulturstrømninger. Danske kirkefolk studerede i Paris, og opførelsen af Roskilde domkirke blev afgørende præget af moderne franske stilidealer. En franskmand, Vilhelm, som var skolet i et af de parisiske klostre, hvor der er fundet gravpotter, kom hertil og opnåede efter et dådfuldt liv at blive kanoniseret som dansk helgen. Æbelholt kloster, hvor han residerede som abbed, er udgravet, men - mærkeligt nok - ingen gravpotter blev fundet ved undersøgelsen af kirke og kirkegård.

En specialist i middelalderkirkens ritualer og deres symbolindhold, den franske biskop Durandus, udsendte i slutningen af 1200-tallet et værk om begrundelserne for de hellige tjenester. Om jordefærden oplyser han, at der i graven, når liget anbringes, på forskellige steder skal hensættes vievand og glødende trækul med røgelse, det sidste »for at fjerne ligstanken, enten for at den døde kan synes at have bragt sin skaber en velbehagelig duft af gode gerninger, eller for at vise, at bønners hjælp gavner den døde«. En from, symbolsk, udlægning af noget, som åbenbart var en rent praktisk foranstaltning. Selv ligger Durandus begravet i Rom under et pragtgravmæle udformet efter tidens mest moderne, romerske smag og uden mindste spor af gravpotter.

Man fristes til at tro, at dette særlige udstyr kun er medgivet, hvor den døde selv eller de efterladte har udtrykt et personligt ønske om det, dog naturligvis efter kirkelige forskrifter. For os i dag har den fromme gestus en særlig betydning. De fundne gravpotter udgør - selv om en del i tidens løb er gået tabt - vel nok den største gruppe af nogenlunde hel middelalderkeramik, vi ejer herhjemme. Et værdifuldt supplement til byudgravningernes oceaner af skår.