Gravens traditioner

Gasledninger ynder lige linjer, de skærer gennem bopladser og grave, men også synlige fortidsminder må undertiden ofres på energiens alter. Ved Løsning mellem Vejle og Horsens lå en aflang høj i vejen og måtte udgraves før sløjfningen. Den var 20x30 meter i omfang, men overpløjet og kun ca 1 meter i højden. Udjævningen er sket i ny tid, ældre mennesker kan huske højen som to sammenstødende, græsklædte toppe, der under ét benævntes Tvillinghøj. Undersøgelsen viste, at dette fortidsminde har været i funktion som gravsted fra dolktiden (bondestenalderens slutningsafsnit) til sen bronzealder, altså gennem et fuldt årtusinde. Under udgravningen kom naturligvis de yngste grave til syne først, de ældste sidst, men vi vil i det følgende beskrive dem i omvendt orden, nemlig den, hvori de er blevet til.

Den ældste grav, den det hele begyndte med, røbede sig som et fyldskifte i undergrunden; den døde er i sin tid blevet nedgravet i den flade mark og højen opført over ham. Det er ikke så ualmindeligt, det mærkelige var fyldskiftets størrelse, 5,35 x 3,24 meter, helt usædvanligt for en grav. Ved tømningen afdækkedes rester af et husformet gravkammer, så det var altså forklaringen. »Dødehuse« er ganske vist sjældne, men forekommer dog af og til i stenalderen, og netop Sydjylland har leveret flere mærkelige eksemplarer (se Skalk 1980:5 og 1981:3). Det er i det hele taget karakteristisk for disse anlæg, at de er meget forskellige. I det foreliggende tilfælde var formen grubehusets. (Fig. 1).

Tømmeret, man har anvendt i bygningen, har været svedet på overfladen - sikkert for at gøre det modstandsdygtigt mod råd - og det er et held, da det ellers i sin formuldede tilstand kunne have været svært at påvise under udgravningen. Den store grube fortsatte i dybden til godt og vel én meter under oprindelig markflade. Midt i den fandtes graven, som har været med plankebygget kiste på en brolægning af udkløvede granitfliser, hvis noget ujævne overflade er planeret med et lag ler. Kisten havde den for ligkister naturlige størrelse og udfyldte slet ikke det store rum, som tydeligvis er anlagt med henblik på huset. I hver ende af det langstrakte bassin var gravet et dybt hul ned i bunden; her har åbenbart de tagbærende stolper stået. Den sydlige langvæg var væltet ind i kammeret, og så meget var bevaret, at man kunne se, dens oprindelige højde har været omkring et par meter, heraf ca 90 cm over oprindeligt terræn. Denne væg har været stavbygget, altså med lodrette planker, og det samme gælder utvivlsomt gavlene, men derimod ikke den anden - den nordlige - langvæg, hvor tømmeret synes at have ligget vandret, i hvert fald fra bunden og op til jordoverfladen. Noget kunne tyde på, at nordvæggens øvre del simpelthen har manglet - at der her var et hul, som gav fri adgang til kammeret, dog måske lukket med skind eller lignende. Også taget blev der fundet rester af, således en større sammenhængende flage. Det har været med brede, langsgående planker, og det ser ud til, at hver taghalvdel har haft en bredde på henved én meter. (Fig. 2), (Fig. 3).

Skeletrester blev ikke fundet, de var for længst gået til grunde, men gravgods forekom i form af flintsager, nemlig syv hjerteformede pilespidser og to dolke af lidt forskellig type og formentlig fra lidt forskellig tid, altså rimeligvis hørende til hver sit lig. Formodningen om den åbne, let tilgængelige grav får således en slags bekræftelse: kammeret har været brugt to gange med nogen tids mellemrum - ja måske flere, da en gravlægning jo ikke nødvendigvis behøver at omfatte sager, der trodser årtusinder. Gravhuset må altså antages at have ligget udækket en tid med sit gabende hul i siden, men det betyder ikke, at der var offentlig adgang, det forhindredes af hele to hegn, et indre med spredte, men tydeligt kredsdannende, stolper og et ydre, der nu sås som en ringgrøft, hvilket vist blot betyder, at stolperne har stået tæt. (Fig. 4). Mærkelig nok lå anlæggene ikke koncentrisk, huset stod noget til siden i den indre stolpekreds, som igen lå skævt i den ydre. Kan det skyldes, at man derved har fået bedre plads til de ceremonier, der ledsagede begravelsen, og som kan antages at have udspillet sig inden for det ydre hegn?

Hvor længe dødehuset har ligget frit, er svært at sige, men på et tidspunkt er det blevet opgivet, og man har opført en lav høj over det efter først at have trukket de svære gavlstolper op. Et stenforet stolpehul oven i det jævnede gravhus kan være resterne af en form for mindestøtte. Ligeledes oven i huset er på et senere tidspunkt blevet anlagt en ny grav. Den var enkel i udformning, uden stensætning af nogen art, men med spor af stammekiste, 29 x 166 cm, altså ret lille, hvilket svarer godt til indholdet: skeletrester af et mindre barn. (Fig. 5). Knoglerne var brændt og derved bevaret, men de var omhyggeligt renset efter bålfærden, og det er tydeligt, man har prøvet at anbringe dem i anatomisk orden med hovedet mod vest. Efter at graven var tilkastet, er højen bygget større. Der var intet gravgods, så dateringen volder vanskelighed, men den omstændighed, at barnekisten er anbragt lige over dødehusgraven og i samme retning som denne, tyder ikke på stor tidsafstand. Vi gætter på, at også barnet hører hjemme i stenalderens slutningsafsnit.

Der gik lang tid, før anlægget igen udvidedes, og da det omsider skete, blev det ikke i højden, men til siden. En ny grav anlagdes 7-8 meter uden for højfoden, og et nyt hegn rejstes omkring den i en jævn bue udgående fra højens ringgrøft. Så nøjagtigt er dette sammenstød, at man næsten skulle tro, ringgrøftens stolpesætning havde været holdt ved lige i de mange mellemliggende år, men det er nu næppe tilfældet. Buehegnet havde kraftige stolper anbragt med en indbyrdes afstand på 2,5-3 meter. Et par indtrukne pælehuller i vestsiden antyder en indgang, så formodentlig har stolpemellemrummene været lukkede, for eksempel med vandrette planker.

Den nye grav var - i modsætning til den gamle - ikke neddybet i undergrunden, men anlagt på den flade mark: en rektangulær stenlægning med en trugformet sænkning i midten, hvor der har stået en nu næsten formuldet stammekiste, 2,80 meter lang og 0,70 meter bred. Et stort stolpehul for hver ende antyder, at også denne grav har haft en husformet overbygning, en slags grubehus uden grube. Det har været af en simplere konstruktion end forgængeren, måske blot et på jorden støttet sadeltag, og bortset fra gavlstolperne har det ikke sat sig spor i jorden, men røbede dog sin tilstedeværelse gennem et lag af organisk materiale over stenlægningen. Skelettet var forsvundet bortset fra lidt tandemalje i vestenden af stentruget, men et usædvanligt rigt udstyr lader ane, at den døde var en mand og en mand af betydning. (Fig. 6). En dolk i træskede og en våbenøkse (såkaldt pålstav), begge smukt ornamenteret, har ligget ved hans venstre side, og om højre håndled har han båret to guldringe. Datering: første halvdel af ældre bronzealder.

Denne grav er ikke, som stenaldergraven, blevet genbrugt, men det ser alligevel ud, som om dødehuset har ligget frit nogen tid - ellers ville man vel næppe have indhegnet det så kraftigt. Har det haft en fortid som kulthus, eller er der, efter at liget var anbragt, alligevel gået en periode, før man byggede høj nr 2, der dækkede huset og skabte Tvillinghøjen? (Fig. 7). Det sidste er måske det sandsynligste, men så forfærdelig langt kan dette tidsrum ikke have været, for i højfylden over graven sås spor af en kraftig sammensynkning, som vel må betyde, at højen er kastet op over det stående, velbevarede hus, som først efter nogen tid er rådnet og brudt sammen. De store gavlstolper synes dog, også her, at have været trukket op på forhånd, men taget har vel kunnet holde sig oprejst uden dem.

Med opførelsen af høj nr 2 var anlægget færdigt, det blev ikke senere udbygget, men dog fortsat brugt til begravelse. I den nordlige høj, stenalderhøjen, fandtes flere urner, som må være nedsat i bronzealderens sidste tid.

De to husgrave har, trods den store aldersmæssige afstand, så mange fællestræk, at det næsten kun kan forklares ved lighed i gravritualer og dermed i de religiøse forestillinger, hvori så disse har bestået. Det er kendt fra historisk tid, at man tænkte sig den dødes første uger eller måneder i graven som en tilvænningsperiode - jordelivet var endnu ikke helt forladt, først efter nogen tid skete den endelige løsrivelse fra menneskenes verden. Skulle det være forklaringen på dødehusene? For en person af stand og med overklassens vaner har det ikke været let at tilpasse sig kistens snævre forhold, og man forstår, hvis familien har ønsket at mildne ham overgangen ved at gøre opholdet lidt mere komfortabelt. Huset må i perioden efter, at det var taget i brug, have været belagt med stærke tabuer, for stolpehegnet alene kan næppe have ydet tilstrækkelig beskyttelse mod folk, der ønskede at berige sig på den dødes bekostning. I hvert fald stenalderhuset må have ligget udækket en tid, men de to gravlægninger kan naturligvis være fulgt ret tæt efter hinanden. Hvor længe, der normalt er gået mellem dødsfaldet og gravens endelige forsegling gennem den dækkende høj, ved vi ikke, ejheller hvorfor man forinden fjernede de tagbærende stolper. Der må have ligget noget væsentligt i dette, siden skikken har holdt sig gennem de henved 500 år, der skiller de to anlæg.

Det er nærliggende at tro, det er den samme stamme, der har holdt til på egnen gennem hele det lange tidsrum. Den kontinuitet, som afspejler sig i gravformen, må vel have sin rod i folket selv. Tidens politiske historie kendes ikke, men man aner en rolig udvikling på den åndelige front.