Glashus

For Skjern-Egvad Museum er det blevet en vigtig opgave at udrede disse forhold, og ikke mindst bopladserne interesserer, da det var dér, det hele foregik. Dem er der mange af i egnen, og det ser ud til, at selve den nuværende landsby, Dejbjerg Kirkeby, ligger på en boplads, der ikke blot er usædvanligt stor, men også har været i brug usædvanligt længe. Det har nu nok sin lidt specielle forklaring: Jernalderens landsbyer »vandrede«. Når de havde ligget nogen tid - et århundrede eller to - på ét sted, flyttede de til en ny plads i nærheden, senere til endnu en ny og så fremdeles, men man kunne let under en sådan rundtur komme til at træde i sine egne spor - det må være det, der er sket i Dejbjerg. I hvert fald fordeler de på området fundne genstande sig over mange hundrede år.

Det var en stor mundfuld at gå i gang med, men sidste år blev skridtet taget, og tidspunktet synes velvalgt. Som bekendt var 1992 et tørkeår, katastrofalt for landbruget, men usædvanlig gunstigt for arkæologiske iagttagelser. To tomter af langhuse blev afdækket, den ene fra tiden omkring Kristi fødsel, den anden vel et århundrede yngre, men vi vil ikke opholde os ved dem. Noget andet havde nemlig i mellemtiden fanget udgravernes opmærksomhed.

Mens arbejdet stod på, var kornet modnet på marken lige ved siden af udgravningsfeltet, og her tegnede sig omridset af en tredje hustomt, så tydeligt, at man ikke behøvede at gå i luften for at se den. Som bekendt opstår den slags billeder derved, at korn, der vokser lige over gamle nedgravninger såsom brønde, stolpehuller eller vægriller, trives bedre og holder sig længere grønt end de tvangsmodnede afgrøder uden for sådanne anlæg. Den husplan, vi så, stod så klart, at vi forsigtigt - ud fra størrelsen og formen - anslog den til at være fra tiden kort før Kristi fødsel, men der tog vi nu grundigt fejl. Tomten viste sig, da den i sommer blev afdækket, at være et halvt årtusinde yngre, nemlig fra tidlig germanertid. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)

Huset har været 16,5 meter langt og indtil 6 meter bredt, med rette gavle og let buede langvægge funderet i en grøft. Fritstående stolper inde i rummet har båret taget, og der var to døre anbragt over for hinanden. Bygningen har haft en eller flere forgængere på næsten samme sted, men til sidst gik det galt, en voldsom brand ødelagde alt. Igen er der anledning til at glæde sig over andres ulykke: uden ildens hjælp havde der næppe været noget tilbage af det, som befandt sig i huset.

Hvad vi fandt var noget højst uventet, nemlig glasskår - glasskår i stor mængde, mere end 150 stykker. En foreløbig gennemgang af materialet viser, at der er rester af i hvert fald 15 glaskar og sandsynligvis flere. De har været opbevaret - formodentlig på hylder - i husets centrale del, men er ved branden faldet ned og skårene spredt over lergulvet; mange blev fundet i stolpehullerne, hvor de må være havnet, efter at brandtomten var ryddet og de forkullede pæleender trukket op. Mens nogle af skårene er smeltet ud af form, er andre usædvanlig velbevarede, klare og gennemsigtige, som om de lige havde forladt glasmageren.

Skårenes tykkelse varierer fra én til fire- fem millimeter og farven fra lysegrøn til gulliggrøn; en enkelt skål har haft en indsmeltet hvid tråd. En del skår lader sig sætte sammen til flager, men ikke til fuldstændige kar; meget er vel knust til pulver under branden, andet ødelagt ved senere tiders pløjning. Alligevel kan vi danne os et ganske godt indtryk af formerne, som jo for de flestes vedkommende er kendt fra andre fund. Der er kræmmerhusagtige bægre, bægre med standflade og drikkehorn, alle med påsmeltede, vandrette og lodrette glastråde. Endvidere bægre med påsmeltede glasklumper, flasker eller kander og skåle. Kræmmerhusbægre og drikkehorn kan ikke stå af sig selv, de må enten være tømt i ét drag, eller anbragt i en form for holder. Nogen sådan er imidlertid ikke fundet.

Der var andet end glas i huset og blandt dette andet flere sjældne stykker og ting, man kun undtagelsesvis finder på bopladser. I et stolpehul lå en hel lille samling af sådanne sager: et 10 cm langt stykke af en sværdklinge, et i Danmark enestående bronzesmykke med gennembrudt mønster og en muligvis dertil hørende rund skive, samt dele af en bronzehalsring med støbte fortykkelser. En del fund fremkom i pløje- laget over huset, først og fremmest naturligvis mange af glasskårene, men også andre ting, således brudstykket af en lansespids, et spænde og to sølvstykker. Kun ca 10 meter fra brandtomten blev for et års tid siden fundet et lanse-brudstykke og en sværdfæsteknap af nogenlunde samme alder som huset. Alt dette virker temmelig krigerisk, og der har også været meget at forsvare. Alene glassene må have repræsenteret en formue. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6, fig. 7, fig. 8, fig. 9)

Så meget glas ville man aldrig finde i et almindeligt jernalderhjem. Huset må have tilhørt en handelsmand og glasset være hans varelager - eller vel rettere en del af det. Fundet giver et godt indtryk af, hvilke glastyper, der var yndede blandt bedre folk i 400-årenes Vestjylland. Glas har været en sjælden og eftertragtet vare, det blev jo ikke fremstillet i Danmark, men har måttet hentes udenlands. Fra andre fund ved vi, at de hjemlige pottemagere eftergjorde glassenes former i ler; en sådan glasbægerkopi er for eksempel fundet i Dejbjergs nabosogn Veiling. Der kendes også tilfælde, hvor skåret fra et knust glasbæger er indsat som et vindue i bund eller side på et lerkar (se Skalk 1962:3). På den måde har man skaffet sig en slags erstatning for klenodiet, der var gået i stykker. Man kan forestille sig fortvivlelsen, da det skete.

Den eneste parallel, vi kender, til glasfundet i Dejbjerg Kirkeby er fra en udgravning ved Dankirke syd for Ribe. Her blev der, i en brandtomt fra omtrent samme tid som vor, fundet overvældende mængder af glas, så også dette hus har efter al sandsynlighed tilhørt en glashandler. Interessant er det, at begge huses grundplaner afviger fra tidens almindelige landbrugsbygninger, som var af betydelig længde og med opdeling i bolig og stald; vi kender dem navnlig fra de store landsbyudgravninger i Vorbasse og Nørre Snede (om førstnævnte se Skalk 1984:3). Også her blev der fundet småbygninger af samme form som Dejbjergs glashus, men vi ved kun lidt om deres anvendelse. Det var trods alt de færreste oldtidshuse, der gik under i ild.

Hvor stammer glassene fra, og hvordan er de kommet til Vestjylland? Sikkert ad vandvejen, direkte fra produktionsområdet i Frankerriget, det vil sige egnene omkring det nuværende Køln og Rhinens neddre løb. Glashandleren (eller hans udsending) har sejlet ned langs den jyske vestkyst til de Frisiske Øer og videre op ad Rhinen til sine forretningsforbindelser. Men hvad med hjemkomsten, hvor lagde han til? Det nys udgravede hus ligger højt, på kanten af Skovbjerg Bakkeø, og med en storslået udsigt over Ringkøbing Fjord. Denne antages i jernalderen at have været et åbent og forholdsvis lettilgængeligt farvand, hvilket vil sige, at et skib kunne komme ganske tæt på vort handelshus. Vi må formode, at der har eksisteret en nærliggende ladeplads.

Ser man på topografien er der to muligheder for placeringen af en sådan. Den ene er et å-udløb, som i 1700-tallets slutning bar navnet Bækmunde; det ligger i skellet mellem Stavning og Veiling sogne. Vil vi efterprøve forslaget, kommer vi imidlertid på arbejde, for vandløbet er i dag reguleret og området dækket af klitter, fyrrebevoksning, sommerhuse og rørskov. Den anden mulighed er også en åmunding, men beliggende noget sydligere, lidt nord for landsbyen Stavning. Her blev for et års tid siden fra luften opdaget en jernalderlandsby af Dejbjergvognenes alder.

Brugbare sejlruter krævede tydelige pejlemærker på land. Dejbjerg selv ligger som nævnt højt, fulde 25 meter hævet over Ringkøbing Fjord, så byen har ikke været vanskelig at få øje på fra søsiden. Stavning befinder sig nærmere kysten; navnets forled skal ifølge eksperterne betegne noget fremskydende (som stavnen på et skib), men terrænet her er lavt, så måske skal man snarere fæstne sig ved det beslægtede »Staunsbierg« (eller »Stausbierg«), som nævnes 1688, og som må søges i baglandet oven for Stavning, hvor terrænet når op til 30 meter over fjorden, og hvor man godt kunne tænke sig et sømærke placeret. Stednavnet »Kors Toffte«, som har hjemme under Østerby, lidt nord for Stavning, kan måske også have relation til et sømærke, i så fald dog nok fra kristen tid. Alt dette er temmelig hypotetisk, men at der har været pejlemærker står fast. De har været af den største betydning for datidens søfart.

Vort glashus er i sig selv en beskeden bygning, men da det ikke er enhver givet at styre en omfattende importvirksomhed, må vi gå ud fra, det har tilhørt en fremstående mand. Varerne har han vel afsat til storfolk rundt om i Vestjylland. At eje glas har givet anseelse, og de skrøbelige, men dekorative kar var velegnede til gaver mellem ligemænd. En del af lageret kan i øvrigt udmærket være tænkt videreeksporteret til Sydvestnorge, hvor glas stod højt i kurs; det optræder ret hyppigt i tidens grave, hvilket langtfra er tilfældet i Danmark. (Fig. 10, fig. 11)

Dejbjerg har med glasfundet endnu en gang bekræftet sin fremtrædende position i jernalderens Danmark. Hvad baggrunden for denne var, er svært at sige, dog har den lette adgang til havet utvivlsomt spillet ind. Men herligheden varede ikke ved, i middelalderen synes byens stjerne at være dalet, det blev Ringkøbing, som nu tog føringen. Den gav fjorden navn, men på gamle kort kan man se betegnelsen Stavning Fjord, som vel er den oprindelige. Måske kan navneskiftet tages som vidnesbyrd om, at fjordegnens kulturelle tyngdepunkt engang lå længere mod syd, end det gør i dag. (Fig. 12)