Glas

Fra ældre bronzealder stammer nogle af vore rigeste gravfund. Egtvedpigen er vel det mest berømte medlem af »højfolket«, som P. V. Glob har kaldt vore datidige landsmænd på grund af deres forkærlighed for store kuplede gravhøje anbragt dominerende i landskabet. Her hviler de i deres egekister med våben og smykker og i deres gode tøj, som garvesyren i egetræet undertiden har bevaret. (Fig. 1). (Fig. 2). Under tidligere tiders mangelfulde fredning måtte talrige af disse storhøje udgraves, fordi de var truet af sløjfning. Nu har loven taget dem under sine vinger, og færre undersøges, men de, som fra gammel tid er overpløjede, er stadig i farezonen, og selv om egekisterne her er bortrådnet, fordi det beskyttende allag er brudt, kan de godt give gode fund. Højen ved Ry var 25 meter i diameter og omsat med et meterhøjt stengærde. Den må i sin velmagt have været ganske imponerende.

Centralgraven, der lykkeligvis var bevaret, kunne, som allerede antydet, dateres til ældre bronzealder - nærmest midt i denne periode. Udstyret var yderst præsentabelt: bronzesværd med skede (den døde var altså en mand) og to runde, hvælvede prydplader fra et ikke bevaret bandoler. Endvidere to store smykkenåle, der har holdt kappen sammen, og et perlearmbånd. Det er dette sidste, vi skal beskæftige os med. Mellem 23 rav- og bronzeperler sad nemlig nok så nydeligt en lille blå glasperle. Det er om ikke det ældste så dog et af de ældste vidnesbyrd om dette materiales anvendelse her i landet.

(Fig. 3).

Det tidligste glas, som kendes, er fra 4. årtusinde før Kristus og fremstillet i Ægypten, hvor man rådede over de nødvendige råstoffer: sand og soda. Glasmassen blev i første omgang kun anvendt til overtræk på lerkar og lignende genstande, men rigtige glasting som amuletter og perler dukker efterhånden op - ikke alene i Ægypten, men også i Mesopotamien. Da europæerne langt senere lærte kunsten, var det også perler, man først fremstillede. De var af blågrøn farve, rørformede og ligesom leddelte. En sådan perle optræder i et dansk oldtidsfund, lidt usikkert dateret til alleryngste stenalder.

Fra den tid, som Ry-fundet tilhører, kendes danske glasperler - blå som vor - i beskedent antal, ikke over ti. Går vi syd for grænsen, vokser mængden af fund, og vover vi os helt ned i Centraleuropa, hvor et af bronzealderens kraftcentre, den såkaldte højgravskultur, florerede, bliver det nogenlunde klart, at her må ophavsstedet være. Det fremgår ikke alene af fundmængden, men også af perlernes sammensætning; kemiske analyser har vist, at de indeholder lokale mineraler. En tilsvarende analyse af de danske perler ville antagelig bekræfte, at de er af centraleuropæisk oprindelse. Bronzealderens danskere havde på mange områder nær kontakt med højgravskulturen, så det er der ikke noget mærkeligt i.

I stenalderen pyntede man sig med ravperler i et helt overdådigt omfang. Sådan var det ikke i bronzealderen, men perlesmykker forekommer altså, og ikke blot hos kvinder, men også hos mænd. I kvindegrave kan antallet af perler være op til femten, i mandsgrave ikke over fem - bortset altså fra Ry-graven. Med sine 24 perler, hvorimellem glasperlen, hører dette fund til de meget usædvanlige - perlemæssigt set.

Den arm, som har båret perlesmykket, var ligesom resten af personen for længst forsvundet i Midtjyllands jord, men rækkefølgen af perlerne var forholdsvis klar, som det fremgår af billedet, og som det i dag kan ses på Silkeborg Museum, hvor dyngen er udstillet som præparat. Fire perler af spiralsnoet bronzetråd har delt kæden i et tilsvarende antal sektioner, hver med fem perler; den blå indtog midterpladsen i den ene. Flere af ravperlerne minder formmæssigt meget om glasperlen og er sandsynligvis efterligninger af den. Den må have været sin ejermands stolthed og var da også i graven placeret øverst, oven på håndleddet. Et beskedent statussymbol skulle man synes, men datiden så vel anderledes på sagen end vi.

Efterskrift: Man kunne have ventet, at mængden af dansk oldtidsglas var tiltaget i de følgende perioder: yngre bronzealder og keltisk jernalder, men det er ikke tilfældet. Først i tiden efter Kristi fødsel kommer der for alvor gang i importen, som omfatter perler, men nu også drikkeglas. Se herom følgende artikel.

(Fig. 4).
(Fig. 5).