Glædelijul

Stykket indkom 1915 til museet »Falsters Minder« i Nykøbing F, men om dets herkomst oplyser museumsprotokollen kun yderst lidt, nemlig at det er fundet i et tørveskur på en gård i Lundby, Nordfalster. Der siges intet om, hvordan og hvornår det er kommet til gården, eller hvor det iøvrigt stammer fra, men det skyldes vel, at man ikke har vidst det. Af bevaringstilstanden og malingens friskhed kan vi slutte, at det næppe er fremstillet mange år før fundet.

Der kan ikke være tvivl om, at genstanden er ment som en »julekrybbe« - det er jo det navn, man har givet folkekunstens naive fremstillinger af begivenhederne julenat i Betlehem. Spørgsmålet er nu: Hvem har lavet den? Dansk ser den ikke ud, vi kender ikke noget tilsvarende herfra; på den anden side betjener den i blokken indskårne tekst sig dog af vort modersmål. Kan ophavsmanden være en udlænding med mangeårig bosættelse her i landet? Tanken falder straks på de polske landarbejdere, der i årene før og efter århundredeskiftet rejste til Danmark - de fleste netop til Lolland-Falster, hvor mange af dem efterhånden blev bosiddende. Da en polsk kulturdelegation med flere specialister i folkekunst for en halv snes år siden var i Danmark, fik den stykket forelagt, men afviste, at det skulle have tilknytning til Polen.

Det er nu nok at være lidt for kategorisk, men det er rigtigt, at der i Polen så vel som i Danmark savnes julekrybber af denne type. De polske krybber er mangfoldige og rigt varierede, men for de udskårne gælder som en hovedregel, at de har karakter af »bygninger« med fritstående figurer, thi de brugtes ofte, men ikke altid, som en slags dukketeater. Sådan er vor julekrybbe jo ikke, men ideverdenen er dog i behold; den kendte de polske indvandrere iøvrigt ikke blot fra krybberne, men også fra de hellige billeder, som polske bønder havde hængende på væggen. Hvad skulle der egentlig være til hinder for, at en udlænding, der i længere tid har opholdt sig i Danmark, forsøger at lave en juleting - som gave eller måske bare til fremvisning – og at resultatet kommer til at ligne en mellemting mellem et dansk julekort og en af hans hjemlands julekrybber? (Fig. 2).

Hovedmotivet på træklodsen er barnet liggende svøbt med dyrene som tilskuere; det er anbragt midt på forsiden, lige over indskriften. Til venstre ses en knælende kvinde, Maria, et yndet motiv for polske træskærere. Uvilkårligt venter man, at figuren til højre skal være Josef, men han ligner nærmest en dansk julenisse - eller den polske Krasnoludek, en eventyrfigur, der er dværgagtig og har tophue, men ikke træsko; de brugtes ikke i de egne, hvorfra størsteparten af de polske fremmedarbejdere kom. I billedets rammeværk er der fugle (ikke ulig dem, som kendes fra polsk folkekunst) og et par figurer med løftede arme, måske svævende engle.

På klodsens bagside ses en engel talende til en mand, som har stav i hånden og en påklædning, der godt kunne minde om en egnsdragt fra Slask, det polske Schlesien. Mellem de to står et træ, som i modsætning til den øvrige skæring er temmelig sjusket udført. Bag manden ses igen stalden med dyrene. Hvad dette skal forestille, er ikke helt klart; måske er det englen, der åbenbarer sig for Josef som beskrevet i Matthæusevangeliets første kapitel. Træet kan være livets træ eller måske simpelthen et juletræ, som i så fald må være dansk inspireret; i de egne, som indvandrerne kom fra, var »juletræet« en grangren eller en uro af halm, der hang ned fra loftet.

Udskæringerne på den smalle, skrå tagflade over englescenen domineres af tre runde felter. Det ene er tomt, antagelig fordi skæringen her er mislykket, i det andet ses nogle uforståelige tegn, mens det tredje udfyldes af en slags blomst med en stjerne (julestjernen vel sagtens) i midten og en hane ved siden af; det sidste forekommer lidt mærkeligt, da hanen som symbol jo ellers hører hjemme i lidelseshistorien. Også klodsens endeflader er dekoreret, men tilsyneladende uden særlig julesymbolik, vist blot for at udfylde pladsen. En tretårnet kirke er et af motiverne (Fig. 3).

Endnu mangler vi at omtale forsidens indskrift, som skulle synes særlig egnet til at opklare træskærerens nationalitet. Man bemærker straks, at der mangler et g, at J'et er spejlvendt, og at det sidste l står på hovedet. Når dertil kommer, at det hele er skrevet sammen i et ord, kan man vist roligt fastslå, at nogen trænet skribent var den skærende ikke. De polske indvandrere havde fået en dårligere skolegang end danskerne, det kunne pege mod en af dem; på den anden side kan man indvende, at bogstavet æ ikke forekommer i det polske alfabet. Nu er det et spørgsmål, om ikke træskæreren simpelthen uden dybere forståelse har overført et ordbillede fra papir til træ, i så fald betyder sprog og bogstavformer mindre, mens selve fremgangsmåden siger en del om ophavsmandens boglige kunnen.

Arbejder af typen folkekunst er svære at placere stilhistorisk; således også her - dog synes jugendstilen, der florerede i begyndelsen af dette århundrede, at stikke hovedet frem. Noget nærliggende forbillede kan der ikke peges på, men måske kan man opfatte vort kunstværk som en slags grov efterligning af de papirsjulekrybber, man endnu i vor tid hjemmefremstillede af kulørte udklipsark. Sådanne kunne købes i de polske byer (se forsidebilledet) og har også været at få herhjemme. For udklipsmagerne synes det at have været et problem, om de skulle lade fødselsscenen foregå i en klippegrotte eller i en faldefærdig staldbygning; resultatet er som regel blevet et kompromis. Vor julekrybbe hælder nærmest til det grotteagtige.

Vi har under vor gennemgang af stykkets enkeltheder intet fundet, der talte imod en polsk ophavsmand. Det må nu være på tide at spørge: Er der ikke noget, der klart og tydeligt taler for? Jo der er selve fremstillingsteknikken. I det danske landsbysamfund år 1900-1915 var der ingen tradition for træskæring; man har meget svært ved at forestille sig, hvem der skulle have givet sig i kast med en sådan opgave. Helt anderledes i det polske. Her var det omkring århundredeskiftet intet særsyn, at en bonde gav sig til at skære billeder i træ, det skete i hver eneste landsby, og traditionen var så stærk, at den mange steder har holdt sig helt til idag. En fingernem person kunne tjene lidt ekstra ved at sælge legetøj, smør- og osteforme og andre træting på det lokale marked. Til opstilling i kirker og vejkapeller skar han hellige figurer. Selvfølgelig havde ikke alle evnerne, men det var i hvert fald en helt naturlig ting at forsøge sig i den retning. Alt taget i betragtning synes det velbegrundet at antage, at vor krybbe er skåret af en polsk landarbejder, der har opholdt sig endda nogle år i Danmark, og som har haft kendskab til datidens danske julekort og illustrerede ugeblade.

Og dog, helt sikre kan vi ikke være. Også Sverige sendte arbejdere til Lolland-Falster, efter at sukkerroedyrkningen ved slutningen af forrige århundrede havde taget sit store opsving. Spørgsmålet, om en af dem kan være ophavsmanden, kræver i virkeligheden en ny tur i gyngen: for og imod. Men lad det hvile i denne omgang, for nu kommer det mest drilske i hele historien. Kig igen på figurerne i den skrå tagflade over bagsidens engel: en hane og ved siden af den en stjerne i en roset, der nærmest ligner en stor strålende sol. Minder netop denne kombination ikke på en eller anden måde om julen? Jo, pludselig står det der - skåret i træet: »Og ret som midnatshanen gol, blev Jakobs stjerne til en sol«. Er det denne strofe, der har inspireret kunstneren? I så fald tyder det unægtelig på, at vi skal søge ham blandt Grundtvigs landsmænd.

Vor bestemmelse af krybben som en polsk indvandrers arbejde står altså ikke uantastet. Døre må holdes åbne i forskellige retninger. Glædeli jul.

Lit: Nationalmuseets Arbejdsmark 1968.