Gipsens arkæologi

På vej ned gennem højen, der tydeligvis var bygget af - nu formuldede - græstørv, foretoges jævnlig vandrette afskovlinger med det formål at finde gravenes fyldskifter og således være forberedt, når selve anlæggene senere dukkede frem. Under en sådan fladeafrensning blev vi opmærksom på nogle runde pletter, ca fem centimeter i diameter, med løs jord omgivet af en brunlig ring. En besøgende foreslog med sand videnskabelig skepsis, at det var muldvarpegange, men i så fald har Lusehøjs muldvarpe været mere end almindelig veldresserede, pletterne lå nemlig på række. For at studere fænomenet nærmere blev en støvsuger taget til hjælp, den løse jord blev suget op, og nu fremkom huller skråt ned i jorden, men med et ret forløb, ikke bugtede som dyregange. Iveren greb os, alle mistænkelige pletter kom under behandling med vor gamle Nilfisk, og inden længe tegnede der sig et system: tre hulrækker, som inden for en vinkel på ca 35° strålede nogenlunde regelmæssigt ud fra et punkt, der kan antages at have været centrum i den oprindelige høj. En ejendommelighed ved højens græstørvsmønster fik samtidig en slags forklaring. Det sås tydeligt, at tørvene var lagt fra hver side op mod den midterste hulrække.

Hvad nu! Skulle vi fortsætte med at høvle højen bort i tynde vandrette lag og samtidig tegne kort over hullerne med senere sammenstykning for øje (Fig. 2, Fig. 3)? Ihukommende Sir Leonard Woolleys resultater under udgravningerne i Ur valgte vi en anden fremgangsmåde, nemlig at fylde hullerne ud med gips. Der måtte hentes nye forsyninger flere gange, så hurtigt forsvandt den. Da størkningen var overstået, blev der lagt grøfter langs to af hulrækkerne (den midterste fik lov at blive liggende) og udstøbningerne gravet ud. Nu forstod vi bedre, hvor gipsen var blevet af, den havde ikke blot udfyldt skråhullerne, men var fortsat ud i vandrette gange og kanaler. Det hele hulsystem var tydeligt nok opstået ved bortrådningen af et mærkeligt pindeværk: rækker af rafter med fletværk imellem. Opløsningen af stokke og vidjer var næsten total - kun hist og her var lidt bark tilbage - og det skyldes udelukkende aldannelser omkring træet, at hulrummene har undgået sammentrykning. Den hårde, rustrøde skal stod tilbage som en perfekt form, netop egnet til udstøbning.

Stavene til de tre gærder (nu kan vi kalde tingene ved deres rette navn) er rammet ned i den oprindelige, lerede markflade og har naturligvis stået lodret, det er jordtrykket, der har bragt dem i skråstilling. Vidjefletningerne er anbragt for oven og for neden, altså ikke hele vejen op som ved et normalt risgærde af den type, som endnu i mands minde har været brugt til at holde f.eks. får uden for kornmarker. Den nuværende højde på omkring 1,20 meter behøver ikke at være lig med den oprindelige. Nedsivende regnvand og senere højens overpløjning kan meget vel have skåret toppen af anlægget (Fig. 4).

Stumper af endnu et gærde blev fundet andetsteds i højen, og der kan have været flere - i så fald har vi overset dem, hvilket dog må anses for ret usandsynligt. En fjerdedel af højen blev iøvrigt efterladt uudgravet, hvad der her skjuler sig, må det blive fremtidens sag at opklare.

Som altid, når noget mærkeligt dukker op af fortidsdybet, retter vi blikket udad for det tilfælde, at andre skulle være stødt på noget lignende. Det viser sig straks at være tilfældet, et næsten identisk anlæg blev fundet 1941 ved udgravning af den sydlige Jellinghøj. Som hos os var der tre pælerækker, udstrålende fra centrum, samt rester af lignende andetsteds i højen. Der var intet fletværk, til gengæld et utal af krogkæppe, der ligesom forankrede stokkene i jordmassen, samt nogle tværgående vidjereb, der tydeligvis har haft til opgave at spænde siderne sammen. I modsætning til vort anlæg eksisterede dette. Træet var bevaret. Ingen brug for gips.

I den anden, nordlige, Jellinghøj er fundet antydninger af noget lignende, men dermed synes emnet foreløbig udtømt på dansk grund (Fig. 5). I sydtyske høje fra Hallstatt-kulturen, det vil sige tidligste jernalder, genfinder vi imidlertid fænomenet, tydeligst i storhøjen Magdalenenberg fra vinlandet Württemberg. Her udgravedes i 1890 et stort træbygget gravkammer, men pælerækkerne blev ikke fundet ved den lejlighed, det skete ved en efterundersøgelse i begyndelsen af 1970'erne. Der var kun to gærder, højere og kraftigere end de danske, men som disse udstrålende fra højmidten. Som i Jelling var pælene forankret med krogkæppe ind i højmassen, og langs dem lå vandrette granrafter, omtrent hvor vi havde vort fletværk. Årringsundersøgelser har godtgjort, at pæleværket er rejst fem år efter gravkammeret. Det er sket på en lav kunstig højning, begyndelsen til gravhøjen.

Lusehøjs pæleanlæg er fra omkring 800 før Kristus, Magdalenenbergs to-tre hundrede år yngre og Jellinghøjens fra vikingetid - hvordan forklare denne vældige spredning i tid og rum? Det forekommer mærkeligt, at en så særpræget konstruktion har holdt sig næsten uændret i brug gennem det meste af et par årtusinder og over et meget betydeligt landområde.

At man ved opførelsen af en storhøj har villet markere centrum, er naturligt, men det kunne gøres med en stok og kan næppe alene forklare pæleværket - og slet ikke, at man har ladet det blive stående under højbyggeriet, hvor man skulle synes, det må have været slemt i vejen (Fig. 6). Hvad har man brugt disse anlæg til? Arkæologiens mystikere vil formodentlig mene, at pælerækkerne er sigtelinjer for astronomiske observationer, og ellers er der jo kulten at falde tilbage på. Forklaringer af den art kan ikke uden videre afvises, men her synes de at strande på den lange brugstid; det forekommer usandsynligt, at åndslivet i den grad skulle have stået stille. Det er nok bedre at søge en praktisk forklaring, som Harald Andersen har gjort det i forbindelse med pindeværket i Jelling (se Skalk 1972:6). Han tænker sig rummet inden for pælerækkerne udmuret med græstørv helt til tops - en færdig sektor af højen, rejst før det egentlige byggeri begyndte. Størrelse og profil var dermed fastlagt, hvorefter arbejderne havde sig at rette. Lusehøj er som Jellinghøjen tørvebygget, og gærderne må ses i sammenhæng med netop dette materiale. Konstruktionen bragte plan i arbejdet, man vidste, hvor højt man kunne gå, og hvilken form man skulle tilstræbe. Måske har den samtidig tjent som en slags inddeling, skillelinjen mellem forskellige sjak.

Moden skifter som bekendt, og det samme gør sæd og skik, levevis, religion, gravform og meget andet - men håndværkertraditioner består, gennem århundreder, ja årtusinder. De redskaber jernaldersmeden brugte ligner til forveksling hans nutidige kollegas, og muring af et hus i middelalderen foregik stort set som idag. Når en metode først er fundet praktisk, opgives den nødigt. Der blev bygget gravhøje i Danmark gennem 5000 år.

Til småhøje har man næppe brugt byggeskabeloner, de var til de virkeligt store jordværker. Skønt vi kender dem så fåtalligt, har de næppe været sjældne. At påvise dem kræver fine bevaringsforhold eller - som i vort tilfælde - mere end almindeligt held.