Germanertidsgrave

Mærkelig nok er de arkæologiske spor fra datiden temmelig beskedne - det gælder især for periodens senere del. Bopladsfundene er kun få, skønt landet på ingen måde kan have været folketomt, og det samme gælder, når man ser bort fra enkelte landsdele som Bornholm og Vendsyssel, gravfundene. Dette sidste kan måske hænge sammen med, at brandgravskikken var om ikke enerådende så dog ret dominerende. Resterne fra et ligbål syner nu engang mindre end en jordfæstegrav og kan let gå tabt i skyndingen.

Et antal grave fra yngre germanertid i en egn, hvor sådanne er yderst sjældne, påkalder sig derfor interesse. Efter fattig evne belyser de skikke og traditioner, som vi kender meget lidt til.

Fundet blev gjort på gården Søndervangs mark lidt syd for herredsbyen Bjerre ved Horsens. På en omfangsrig bakke lå her en kuplet forhøjning, ikke ulig en overpløjet gravhøj, hvad en prøvegravning viste, at det rent faktisk var. En undersøgelse blev derefter iværksat af Horsens Museum. Den er endnu ikke helt afsluttet.

Den omtalte højning lå ikke på bakketoppen, men lidt nede ad skråningen. Det var ikke muligt at afgøre, hvorvidt det drejer sig om én enkelt høj - i så fald en langhøj - eller om flere mindre, som pløjningen har fået til at smelte sammen. Det sidste er nok det sandsynligste, for gravene, som fyldjorden dækkede, er lagt så præcist i forhold til hinanden, at man må tro, de på en eller anden måde har været synliggjort på overfladen. Begravelserne har jo næppe fundet sted helt på samme tid.

I alt fandtes tolv grave. Syv af dem dannede en påfaldende regelmæssig, øst- vestgående række, mens fire, som var noget mindre, grupperede sig i lidt spredt fægtning omkring denne rækkes østende. Mens alle disse grave indeholdt brændte ben, var den tolvte og sidste en jordfæstegrav. Den var anlagt ind i en af rækkens grave og brød altså afgørende med den på stedet herskende skik.

De syv rækkegrave var meget ensartet opbygget, men to af dem, de østligste, skilte sig ud ved at være lidt større end resten. Nederst - for nu at begynde fra bunden - lå et markant brandlag med meget trækul, undertiden i form af store forkullede grenstykker; det var lagt på eller lidt nedgravet i undergrunden, som i alle tilfælde bar spor af rødbrænding. Over dette bålsted bredte sig et dækkende stenlag af varierende tykkelse. Stenene, hvoraf de fleste viste tegn på at have været i berøring med ild, var af ret forskellig størrelse, fra helt små til ca. hovedstore. Mellem dem var der ler blandet muld med lidt trækul, brændte knoglestumper (dog i påfaldende ringe mængde) og gravgods. Dette sidste var som regel yderst beskedent, nogle få skår og måske en jernstump, men de to store grave mod øst bød dog, som man måske kunne vente, på mere omfattende udstyr. I den ene fandtes 31 glasperler, to ravperler, en jernkniv, dele af jernnåle og skår af fem-seks lerkar (fig. 1). Og i den anden: 32 glasperler, en bronzebroche, en kniv, en fin snoet jerntråd og et par lerkarskår (fig. 2).

Af de fire mindre grave omkring gravrækkens østende havde de tre stenlægninger, men intet brandlag i bunden. Den fjerde var helt stenfri, den bestod alene af en benhob, der vel oprindelig har ligget i en beholder af træ eller andet forgængeligt stof, men som nu var uden tilbehør af nogen art og uden oldsager. Jordfæstegraven endelig havde karakter af en mandslang nedgravning, men skelet var der intet af (det må for længst være gået i opløsning), og nogle få skår, som blev fundet, kan være fra brandgraven, den var gravet ind i. Denne grav kan altså ikke dateres. Det samme gælder benhoben, der dog slutter sig nær til hovedkomplekset og formodentlig er samtidig med dette.

To ting falder i øjnene, når man skal belyse dette fund. For det første den ringe knoglemængde, som gravene indeholdt; alene benhoben var rigeligt forsynet. For det andet, at kun ganske få af oldsagerne bar spor af ildpåvirkning. Glasperlerne for eksempel ville være smeltet til ukendelighed, hvis de havde været med på ligbålet. De to træk kendes andetstedsfra, men er i hvert fald ikke typiske for dansk brandgravskik (fig. 3).

Brandlagene nederst i gravene er med sikkerhed afsat af bål, der har flammet på stedet - det viser rødbrændingen af undergrunden - men de døde kan ikke have været på disse bål, så havde der været mange flere knogler. Man må forestille sig, at ligbrændingen er foregået andetsteds, og at benstumperne senere, efter en ikke alt for grundig opsamling, er ført til den nye bålplads, hvor de er anbragt sammen med de ubrændte gravgaver og dækket med sten. Ilden har været slukket på det tidspunkt, men hvorfor har den overhovedet været tændt? Kan der være tale om en slags indvielse eller renselse af graven? Åbenbart var det ikke alle, man gjorde så megen stads af; ved de små grave uden for rækken mangler jo det underliggende ildsted.

De få og små knoglerester gav ingen mulighed for køns- eller aldersbestemmelse, men to af de gravlagte, nemlig dem med perlerne og brochen, må efter al sandsynlighed have været kvinder, og måske var de andre det også, i hvert fald kan vi notere os, at der i intet tilfælde er fundet typiske mandssager. På jernalderens gravpladser, især de ældre af dem, er undertiden iagttaget en slags kønsadskillelse (jfr. Skalk 1985:6), så det kunne vel tænkes, at der et eller andet sted på bakken ligger en tilsvarende mandlig gravrække. Smykkesættenes bærere må have været damer af en vis betydning, de andre med det usle gravgods vel af ringere stand. Smågravene uden for rækken virker nærmest som tilbehør til de to hovedpersoner; de kan have rummet trælle eller børn, så at vi på den måde får hele samfundets rangstige repræsenteret. Det sluttede kompleks, som brandgravene danner, må være blevet til inden for et kort åremål. Om jordfæstegraven hører med, er mere usikkert.

Dateringen til yngre germanertid bygger på oldsagsformerne, især brochen, men også lerkarrene og perlerne. De to perlesamlinger viser en karakteristisk forskel: der er perler i mange kulører, men i det ene sæt er grønt dominerende, i det andet orange. De smykker, som perlerne indgik i, har vist heller ikke været ens. Mens det grønne sæt synes at have hørt til én kæde, måske med de største perler i midten, fandt vi det andet sæt fordelt på to grupper af nogenlunde samme farvesammensætning og med brochen liggende midt imellem. Om perlerne er indførte eller af hjemlig oprindelse, kan ikke siges sikkert, men det sidste er en mulighed. Et perlemagerværksted er kendt fra 700-årenes Ribe, og i Sverige kan denne gren af glasmagerkunsten føres endnu længere tilbage.

Germanertiden er en periode, hvor store ting var i støbeskeen, men det afspejler sig ikke i dens gravminder. De små jordhøje ved Søndervang har ikke synet af meget, men selve pladsen kan dog muligvis have været markeret på en måde, så den ikke var til at overse. Lidt nord for gravrækken og lige på toppen af bakken fandt vi en stor langagtig sten, som man på et tidspunkt har undergravet og sænket, sikkert fordi den generede dyrkningen. En bautasten formoder vi! Ved sin massive vælde har den trods alt forlenet stedet med nogen værdighed.