Gensyn
I sidste halvdel af forrige århundrede blev alle dengang erkendte fortidsminder i Danmark registreret og deres plads indtegnet på generalstabens kort. Det lyder måske ikke af så meget, men museumskapaciteten var betydeligt mindre dengang, og med det mandskab, der stod til rådighed, var gennemførelsen ikke så lidt af en bedrift. I løbet af få årtier blev hvert eneste sogn i landet besøgt af en medarbejder ved Nationalmuseet, dysser, jættestuer og gravhøje målt og beskrevet. Registeret findes stadig i museet og har, alderen taget i betragtning, næppe sit sidestykke i noget andet land.
Af Flemming Kaul
Til »sognebeskrivelserne« hører et omfattende billedmateriale. Samtidig med registreringen sendte man nemlig et korps af dygtige kunstnere i marken for at forevige de smukkeste og mest interessante mindesmærker i pennetegning eller akvarel - det var jo før fotografien for alvor var taget i brug. En del af de således afbildede oldtidsminder eksisterer nu ikke mere, men mange findes, og vi kan med billederne i hånden studere, hvordan de har klaret sig gennem en periode på henved hundrede år. Da undertegnede i anden anledning beskæftigede sig med dysser og jættestuer i Hornsherred på Sjælland, faldt det naturligt at foretage denne sammenligning. Nogle eksempler er vist herunder - først tegningen, derefter et nutidigt fotografi taget fra omtrent samme synsvinkel. (Fig. 1), (Fig. 2), (Fig. 3), (Fig. 4), (Fig. 5), (Fig. 6).
Fig. 1: Den smukke Ladagerdysse ved Ferslev, som A. P. Madsen gengav i akvarel 1890, ligger stadig dominerende i landskabet, men det lille træ har vokset sig stort og græs og brombær bredt sig, så at man skal helt hen til højen for at få øje på stenene. Det fine helhedsbillede er gået tabt.
Fig. 2: En anden dysse ved Ferslev har klaret sig lidt bedre, siden J. B. Løffler tegnede den 1874, for selv om også den har bevoksningsproblemer, kan man dog stadig øjne overliggeren bag buskene og det stride græs. De smukke gravhøje i baggrunden har sommerhuse og graner for længst lukket ude af billedet.
Fig. 3: Jættestuen ved Krogstrup kirke, som A. P. Madsen oplevede så smuk ved besøget 1890, er simpelthen forsvundet i buskads. Besøgende til en nærliggende rideskole parkerer deres biler lige uden for krattet, men aner næppe oldtidsmindets eksistens.
Fig. 4: Samme kunstner malede for præcis 100 år siden dette dyssekammer ved Kulhuse, og her kan vi dog kende motivet, ganske vist med tab af udsigten: de åbne marker, Isefjorden og konturen af den lille ø Alholm. Nå, sommerhusene, der har lagt sig imellem med deres beplantninger, skal jo også være et sted.
Fig. 5: Hvis gæssene, som A. P. Madsen fik med, da han - ligeledes 1882 - gengav Kulhuse-jættestuen, havde været der i dag, ville de nok have holdt bevoksningen nede, men de er for længst gået i gryden, og græsset breder sig hæmningsløst. Oldtidsmindet ligger lige op ad en vej, men skjult bag haver og krat, så at kun få har glæde af det.
Fig. 6: Dette mindesmærke mellem Ferslev og Venslev er ingen dysse, men en af de sjældne skibssætninger fra jernalderen. Også her er græsset et problem, men træer og buske har holdt sig borte fra højningen, der ligger smukt og frit, som da Løffler i 1870'erne malede sin akvarel.
I ingen af de nævnte eksempler har oldtidsmindet lidt direkte skade, det svarer godt til den gamle beskrivelse, men alligevel er der i næsten alle tilfælde sket en ændring til det værre. At de omgivende landskaber har skiftet karakter, kan der næppe siges noget til, det skyldes blandt andet, at vi er blevet flere, men hvorfor drukner fortidsminderne, der før lå smukt og rent, nu i træer, buske og brændenælder? Jo, tidligere havde folk deres dyr gående til græsning på højene, de holdt bevoksningen nede, men det er ikke velset af vore dages fredningsmyndigheder, der ligefrem forlanger anlæggene indhegnede, hvor der er løsgående kreaturer, som kan trampe jorden op og vælte stenene ved at gnubbe sig op ad dem. Til gengæld får græsset altså lov at vokse vildt, så det skjuler mindesmærket, og træerne gror op med rødder, der vel til syvende og sidst har flere væltede randsten på samvittigheden end køer og får.
Nu har driftsformerne jo ændret sig siden 1800-årene, og vore dages landmænd er vel i mange tilfælde slet ikke interesseret i at have dyr græssende på høje og dysser. Hvad så? De knudrede anlæg egner sig ikke for plæneklippere, og hvem skulle i givet fald have pligten til at køre dem?
I Storstrøms amt har Fredningsstyrelsen foretaget en systematisk undersøgelse af de fredede oldtidsminders tilstand, og resultatet er blevet det samme, som fremgår af ovenstående pletvise gennemgang: anlæggene er sjældent skadede, men i mange tilfælde må man lede efter dem, skjult som de er under brombær og andet vildnis. Som bekendt stander landet i våde, så en løsning er næppe lige om hjørnet, men det skader ikke at få planerne til den lagt.
