Gensyn

I 1862 var jernbanen over Fyn under anlæggelse, men Mariesminde-mosen lå endnu dengang afsides, hvad den ikke gør i dag, hvor motorvejstrafikken raser lige forbi. Den heldige finder var husmand Rasmus Pedersen fra Lavindsgårde. Han var født 1801 og blev konfirmeret fjorten år gammel efter at have vist »god opførsel og temmelig god kundskab«. Som andre gode borgere giftede han sig og fik børn, som alle var voksne, da dét indtraf, som må have været hans livs store begivenhed, skønt det ikke er omtalt i kirkebogen. 1873 døde han i en efter datidens målestok høj alder. Et ganske almindeligt livsløb, når man ser bort fra den 29. juni 1862.

Ejeren af Mariesminde havde givet »denne fattige mand tilladelse til at grave sig lidt tørv på det sted« (Fig. 1). Det gjorde Rasmus Pedersen så, hjulpet af to af sønnerne, men arbejdet blev brat afbrudt gennem fundet af de elleve guldskåle, som var »nedsatte med hankene nedadvendte, fyldte med jord i en stor metalkrukke«. Over krukken var der et låg, vistnok af ler, men det faldt i støv ved berøringen. Også tre af hankene gik tabt under den formodentlig lidt voldsomme udgravning.

En jernbanearbejder tilbød 20 rigsdaler for sagerne, »men finderen svarede, at det skulle leveres til præsten og indsendes efter kongens befaling«. Det må man respektere Rasmus Pedersen for, og samtidig kan man sende en venlig tanke til Frederik 7., hvis interesse for oldtiden altså muligvis er skyld i, at det sjældne fund blev reddet. Pastor Hundrup, som nu fik sagerne overdraget, sendte dem videre til C. J. Thomsen, chefen for Det oldnordiske Museum. I et ledsagende brev skriver han: »Skulle det være uden metalværdi, nærer jeg det håb, at den omsorg, Rasmus Pedersen har vist for at bevare det, ikke vil blive ubelønnet, ikke alene for den trængende mands skyld, men og for at det mere vil blive bekendt, hvad pris der sættes på, at oldsager bliver bevaret«. Arkæologien var ung på den tid, og præsten havde ingen mulighed for at vide, »hvad tid fundet må henregnes til, og hvilken den sandsynlige bestemmelse er, det har haft«.

I København tog man nådigt mod sagerne - blot fem dage efter afsendelsen fra Rønninge kunne man i Berlingske Tidende læse en udførlig beskrivelse leveret af museets trofaste protokolfører, arkæologen C. F. Herbst. Hans datering af skålene til bronzealder og fremhævelse af deres værdi og betydning kan vi fuldt ud tilslutte os, men man vil i dag lægge større vægt på bronzevasen, der er et sjældent, ja enestående supplement til et fund af denne art. Det må undre, at museet ikke sendte nogen over for at eftergrave findestedet, det ville man have ventet på Frederik 7.s tid. På grund af finderens adresse troede man i mange år, at fundet stammede fra Lavindsgårde. Først 1885 fik en herredsberejser rettet fejlen.

Statsguardejn Groth anslår, at »metalværdien efter de sidste hamburger kursforhold vil andrage den for finderen betydelige sum af 1100 rigsdaler«. Ja Rasmus Pedersen kunne være tilfreds, han var, ifølge præsten, »en meget stræbsom og agtværdig, men yderst fattig mand«, og beløbet må for ham have svaret til flere års indtægt. Der har været glæde i husmandshjemmet.

Bronzealderen var en guldrig periode. Det ædle metal optræder i mange fund, men Mariesminde overgår, hvad mængden angår, dem alle, og hertil kommer så emballagen, den store bronzevase. De elleve guldkar er ikke alle ens, men synes for de ottes vedkommende at høre sammen to og to; de resterende tre er umage. Rumindholdet svinger mellem 280 og 400 kubikcentimeter.

Taget som type er vore guldkar ikke enestående. Tilsvarende optræder i flere fund fra Fyn, men i øvrigt fra hele Danmark og vore nærmeste nabolande, nemlig Sydsverige og Nordtyskland; længere borte findes nok guldkar, men af andre former. Med den helt præcise datering ligger det lidt tungt, for langt de fleste kar er fundet nedgravet i mark eller mose og uden ledsagende genstande. Undtagelserne er fra en nordtysk grav og altså fra mosen ved Mariesminde. Det store bronzekar i Rasmus Pedersens fund er med sikkerhed af mellemeuropæisk herkomst og sammen med hankenes hestehoveder, der kendes fra periodens rageknive, daterer det skålene til yngre bronzealders allertidligste del (Fig. 2, Fig. 3). Af de andre fund kan nogle være lidt ældre, andre lidt yngre, men alt i alt må man nok regne med en sluttet gruppe omkring midten af vor gyldne oldtidsperiode. Om selve skålenes oprindelse er meningerne lidt delte, men sandsynligvis er de, ligesom bronzekarret, kommet til os udefra - dog uden hankene, som må være påsat her. Blandt de danske fund må ved siden af Mariesminde fremhæves dem fra Boeslunde ved Skælskør (se Skalk 1983:2). Her - i banken Borgbjerg - er der hele to gange fundet nedgravede guldkar af fornemste slags.

Til bronzealderens smykkeverden hører de såkaldte edsringe, svære guldarmbånd, som har været båret af mænd (se Skalk 1969:5). Man må vist have lov at gå ud fra, at de pågældende ikke hørte til samfundets fattigste; at eje guld har dengang som senere givet magt, og det er vel den, ringene har skullet understrege. Guldskålene kan på lignende måde have været overklassens statussymboler, men der er en anden mulighed, som forekommer nok så sandsynlig, nemlig at de har tjent et religiøst formål ligesom vor kristne kirkes hellige kar. Den omtalte tilbøjelighed til pardannelser, som kendetegner mange af skålfundene, skal måske ses i denne sammenhæng - også andre af bronzealderens mere specielle sager, for eksempel lurerne og de store processionsøkser, optræder ofte parvis, og det synes nærliggende at tænke sig dem brugt ved kultiske optrin, for til slut, efter lang tids tjeneste, at blive ofret til de guder (det gudepar?), som de var skabt til ære for. Vor førende bronzealderforsker for en menneskealder siden, H. C. Broholm, var tilhænger af kultteorien, men han mente, at grunden til guldkarrenes nedgravning kunne være et religionsskifte, indtrådt ved overgangen til jernalderen. Ret beset er der dog ikke meget, som tyder på, at en sådan åndelig omvæltning har fundet sted på det tidspunkt. Gravskikken, der er stærkt bundet til religionen, ændrer ikke karakter så lidt som offerskikken, selv om mængden af typiske »votivsager« nu er noget aftagende. Og selv om en tempelskat sikkert har fungeret længe, er det svært at forestille sig den i brug gennem næsten et halvt årtusinde. Skålene må være lagt i jorden længe før jernets tid, måske under pressede omstændigheder, hvor man i høj grad har haft brug for guddommelig bistand.

Lad os til slut erindre om et andet fund fra Rønninge sogn, dateret - på flere måder - til samme tid som guldskålene. Det drejer sig om ca 1500 kogegruber (eller jordovne, som man også kalder dem) lagt pænt og ordentligt i 17 rækker. At de har været brugt til kødstegning, er formentlig indiskutabelt, men noget helt almindeligt gilde kan der jo ikke være tale om, det må være noget meget større: en folkeforsamling - nej vel snarere flere, afholdt med mellemrum på samme sted. Om de har noget med guldskålene at gøre, er aldeles uvist, men lad det være fremført som en teori.