Gennembrud

Stormflodsåret 1825 blev skelsættende for fjordegnens beboere: livet efter kom til at forme sig væsentligt anderledes end livet før. Området, der tidligere havde været en lille verden for sig, hvor kun storkøbstaden Ålborg drev forretninger ud over det lokale, oplevede nu en florissant epoke med handel, søfart og vækst.

Ålborg »trykker de øvrige mindre købstæder ved Limfjorden«, påpeger Gregers Begtrup 1812, altså ved slutningen af den statiske periode. Tilsvarende udsagn finder man i næsten alle tidens topografiske værker. Sådan havde det været i århundreder: Limfjordsbyerne udgjorde et hierarki, hvor Ålborg, Limfjordens magtfulde stabelstad, i kraft af sin beliggenhed ved den lukkede fjords smalle løb mod øst dominerede al ind- og udgående handel. Den var alene på toppen, under den kom småkøbstæderne Thisted, Nykøbing, Skive, Lemvig og fra 1727 Nibe, mens Vestlimfjordens såkaldte ladepladser rangerede lavest; her var Løgstør, Hjarbæk og Struer de mest betydningsfulde. Styrkeforholdet internt i hierarkiet svarede nogenlunde til byernes indbyggerantal. Ålborg havde 1769 med sine 4000 indbyggere en større befolkning end alle småkøbstæder og ladepladser tilsammen.

Lad os se lidt nærmere på Struer for ad den vej at tegne handelsmønstret for den vestlige Limfjordsegn før gennembruddet. Den lille ladeplads lå, dengang som nu, lunt i den fjordkrog, der kaldes Struer Bugt, og ved indløbet til den lille vig Kilen. Landskabet var frugtbart, men fuldstændig nøgent; det sidste træ var blevet hugget om af svenskekongens lejesvende. Bebyggelsen, som lå helt ned til stranden, bestod af i alt fjorten huse samt en større og en mindre gård - det hele samlet om et fællesareal betegnet Struer gade. Indbyggerantallet var på knap 100 mennesker.

Man må forestille sig fællesarealet fyldt med fiskernes garn og grej samt, ved de to gårde, forskellige landbrugsredskaber. I et par af småhusene blev der drevet håndværk, gæstgiveri og lidt krejleri (det lokale ord for prangervirksomhed) med varer til og fra købmændene i Ålborg. Ud mod strandkanten var der oplag af tømmer for salg til omegnens bønder, og på den grusede strandbred lå fiskernes og krejlernes fladbundede kåge. Fra tid til anden kunne man ude på Struerbugten se en tømmerskude, der via Ålborg bragte bygningstømmer ind fra Norge. Det indkom allerede ved midten af 1600-årene regelmæssigt til Struer, »hvor den største del af Hardsyssels indbyggere det købe«, som det hedder i et værk fra 1656.

Først fra 1700-årene foreligger der mere udførlige oplysninger om handelsforholdene i Struer. Således fortæller Holstebros byfoged 1743 i en indberetning, at der herfra udførtes såvel korn som fedevarer; de fragtedes til Ålborg på små fartøjer og solgtes dér, hvis de da ikke blev omladet til andre skibe og sendt videre til København eller Norge. De små fragtfartøjer, der ejedes af Ålborgkøbmænd, returnerede til »Struer Huse« med varer som »norsk fyrretømmer, tjære, stål, hør, hamp, salt med videre«, som afsattes dér i egnen.

En serie topografiske indberetninger fra egnens sognepræster til biskoppen viser, at Struers handelsområde strakte sig ganske vidt - fra Nissum fjord, et godt stykke syd om Holstebro og langt i retning af Skive. Det fremgår, at der fra landdistrikterne leveredes korn til Holstebro og til Struer, hvorfra det gik videre til Ålborg. Præsten i Vejrum lidt syd for Struer giver 1769 denne lidt mere udførlige skildring: »Hvad som ellers kan sælges, afsættes bedst til Ålborg og føres til Struer, et lidet ladested, hvorfra det transporteres videre ved skibsfart langs med Limfjorden til Ålborg. Ellers er nærmeste købstad Holstebro, men dertil afsættes kun lidet, da de fleste der selv haver avling - Fyrretømmer fås fra Ålborg, hvorfra det med skib bringes til førom meldte ladeplads Struer, hvor - eller og i Holstebro - det af købmændene eller tømmerhandlerne kan fås at købe«. Struer var officielt ladeplads for Holstebro, og en stor del af de varer, der blev handlet ved Struer, havde da også købstaden inde i landet som endemål. (Fig. 2, fig. 3)

De resterende varer - og det var slet ikke så få - blev imidlertid forhandlet videre af struerboerne selv til egnens befolkning. Herved brød man i princippet loven, idet den lille ladeplads ikke havde rettigheder som købstad. Men ét er lov, et andet praksis, og det ser stærkt ud til, at Vestlimfjordens legitime købstæder ikke formåede at håndhæve deres monopol på handel, og hvad dertil hører. Vi ved, at flere struerboere drev selvstændig handel som kommissionærer for købmænd i Ålborg og - ifølge en landstingsdom fra 1735 - havde handlet på denne måde »længere end nogen mands mindetid«. Andre struerboere holdt kro og drev brændevinshandel, og selv om det ikke var lovligt, er der noget, der tyder på, det var med myndighedernes velsignelse. I hvert fald tog Amtsstuen i Ringkøbing gennem mange år uden at gøre ophævelser mod skatter og krigsstyr fra denne virksomhed.

Der tegner sig her billedet af et lukket handelsområde, hvor Ålborg var det centrum, der sugede alt til sig. De små købstæder og ladepladser fungerede nærmest som en slags filialer for købmændene i Ålborg, og som noget specielt for området ses det, at ladepladserne med deres krejlere og småhandlende i praksis - men ikke officielt - havde ret til en vis selvstændig handel, hvilket normalt var forbeholdt købstæderne. (Fig. 4)

Med stormflodsåret 1825 blev der vendt op og ned på alting, og det var slut med stilstanden. Den opståede passage mellem hav og fjord var ganske vist ikke særlig stor, men i de følgende år udvidede strømmen det nye løb så kraftigt, at det første skib i 1831 kunne passere gennem »Aggerkanalen«. Otte år senere - i 1839 - blev besejlingsforholdene yderligere forbedret, da en stormflod uddybede hullet i tangen. For fiskerne var gennembruddet - i hvert fald i første omgang - en katastrofe, Vestlimfjordens brakvand fik nu pludselig havets saltholdighed og dermed ny fiskebestand, som krævede nye fangstmetoder og -redskaber (se Skalk 1966:5). Men købmænd, kræmmere og krejlere vejrede morgenluft. Med åbningen mod vest var der opstået en situation, hvor lokalt initiativ for alvor begyndte at kunne betale sig.

Det gamle handelsmønster, hvor Ålborg var centrum, blev i de følgende år afløst af et nyt. Vestlimfjordens købmænd sejlede nu direkte ud i Vesterhavet og videre til de handelsforbindelser i Norge og Sverige, som tidligere var gået over Ålborg. Og ikke blot det: vejen lå nu åben til England, Slesvig-Holsten, Nordtyskland og Holland. Antallet af skibe, der årligt passerede Aggerkanalen, nåede i 1840 op på 400, men ti år senere var det godt og vel tredoblet, og i 1855 toppede det med 1800 skibe. Ålborg måtte sejle sin egen sø.

En bølge af vækst og opdrift skyllede ind over vestfjordens ladepladser og småbyer. Købstædernes købmænd fik egne skibe, og i tiden omkring midten af århundredet begyndte man at bygge anløbsbroer og egentlige havneanlæg. Den århundredgamle skudehandel fra vestkysten af Thy til Norge flyttede indenfjords, og der opstod en række nye ladepladser, hvor initiativrige folk etablerede sig med en til tider meget indbringende handel - inden for Thisted tolddistrikt således ved Krik, Oddesund, Tambohuse, Hindsels, Gravgård, Doverodde, Visby å, Gudnæs strand, Vilsund, Hovsør og Øsløs. Den voldsomme vækst skabte panik hos toldvæsenet, og i årsberetningen for 1854 fra det nørrejyske overtoldinspektorat mente man ikke længere at kunne »føre vedbørlig kontrol med de mange til dels meget omfattende handelspladser«. (Fig. 5)

Lad os atter kaste blikket på udviklingen i Struer, der sammen med Løgstør er ene blandt de mange ladepladser om at have bidt sig fast efter den første store vækst i midten af 1800-årene. Allerede i 30’erne begyndte den så småt at få vind i sejlene, men det var en mand fra Holstebro, købmand og konsul H. P. Rygaard, der blev den egentlige fødselshjælper for Struer som handelsby. Han så de store muligheder, og i første halvdel af 1840’erne flyttede han sine aktiviteter fra indlandsbyen ud til fjordbyen. Her voksede hans i forvejen store virksomhed sig endnu større, og ved midten af århundredet omfattede den - foruden et betydeligt landbrug - to teglværker, tømmerplads og købmandshandel. Med sine tolv skibe i søen formåede Rygaard at gøre Struer til et handelscentrum med direkte forbindelse til Slesvig-Holsten, England, Norge og København. (Fig. 6)

»Struer var dengang kun en lille landsby med ca 400 indvånere«, erindrer konsulens søn Oscar Rygaard. »Størstedelen var fiskere, sømænd og arbejdere, hvis små huse sammen med et par mindre gårde lå spredt langs med sydsiden af bugten. Det var fattige og nøjsomme folk, hvoraf størstedelen direkte eller indirekte havde sin fortjeneste gennem faders forretning, efterhånden som denne og dermed skibsfarten på Struer udviklede sig«.

»Det første skib, hjemmehørende i Struer, var en hollandsk tjalk, som fader købte og fik gjort sejlklar, efter at den var strandet på vestkysten. Siden købte fader flere skibe og ejede til sidst en halv snes, mest jagter og galeaser samt en enkelt skonnert. Alle lidet dybtgående, da deres rejseruter næsten altid gik gennem den meget grundede Aggerkanal, hvad enten rejsen gjaldt Hamborg (hjemlast: vin og kolonialvarer) eller især England med korn og kul i retur. Trælast fik fader fra Norge med små norske skibe, der så fik korn som returlast«.

»Da Struer dengang ikke havde nogen havn, foregik al varetransport mellem skibene og land ved hjælp af store fladbundede pramme (kaldet kåge), der stagedes frem ved hjælp af seks-otte alen lange stager og førtes så nær til stranden, at vandet ikke var dybere, end at hestene kunne bunde og vognene komme op på siden af dem for at modtage eller afgive last. Bjælker og andet tømmer blev ligefrem kastet over bord og halet op på land, efterhånden som de drev ind på stranden. Da foruden ovennævnte varer en mængde mursten fra teglværkerne blev transporteret pr skib, var det sjældent, at der om sommeren var tomt for skibe i bugten«. (Fig. 7)

»Ja det var dengang, hin lykkelige tid«, slutter konsulens søn, »da et skib på bugten, hilst af et mægtigt Dannebrog fra den høje flagstang ved Torngård, var en begivenhed, der bragte liv og røre i hele Struer«.

Den frodige udvikling, som Oscar Rygaard beskriver i sin minderune, kulminerede i 1850’erne, og når man betænker den spæde begyndelse, var der virkelig noget at prale af. I 1851 var der i Struer hjemmehørende fjorten fartøjer med i alt 260 kommerce-læsters tonnage, hvilket det år placerer den som tredjestørste søfartsby ved Limfjorden, kun overgået af Ålborg og Thisted. Samme år, oplyser toldvæsenets arkiver, blev Struer anløbet af 152 skibe fra udenlandske havne, heraf 95 fra Norge, 36 fra England og 13 fra Altona. Fra indenlandske havne uden for Limfjorden havde byen 46 anløb, heraf 34 fra København.

Men herligheden varede ikke ved; fra omkring 1860 begyndte handelsforholdene atter at ændre sig og konturerne af det gamle handelsmønster så småt at tone frem igen. En væsentlig årsag var, at Aggerkanalen sandede stadig mere til. Antallet af gennemsejlende skibe sank fra 1800 i 1855 til 93 i 1864.I 1867 slap kun 28 skibe igennem.

Samtidig med dette skete der en markant forbedring af søfartsforholdene mod øst i Limfjorden. Her havde Løgstør Grunde gennem århundreder ligget som en barriere, der gjorde det umuligt for større skibe at passere gennem fjorden fra øst til vest. Nu gravede man »Frederik 7.s Kanal« uden om Grundene; den åbnede 1861, hvorefter ikke blot større sejlskibe, men også dampere kunne sejle direkte fra Ålborg til byerne i vestfjorden. 1881 indsatte DFDS dampskibet »Limfjorden« mellem Ålborg og havnene i det vestlige; det overtog snart en væsentlig del af såvel passager- som godstrafikken på fjorden. Gennem alt dette genvandt Ålborg sin gamle nøgleposition for så vidt angår den indenlandske handel og søfart.

I udenrigshandelen formåede Nykøbing Mors og Thisted af fastholde deres stilling som væsentlige søfartsbyer endnu nogle år. Det skyldtes etableringen af Thyborønkanalen; den opstod i 1867, samtidig med at Aggerkanalen sandede helt til. Via denne nye passage mellem fjord og hav kunne de to købstæder fortsat drive handel på England og Norge, men i årtierne omkring århundredskiftet døde også dette ud. Da var Limfjordens øvrige havne for længst holdt op at fungere med selvstændig søfart og de små ladepladser sygnet hen. (Fig. 8)

I Struer lagde skibene op, men i stedet kom jernbanen som vækstfaktor, og efterhånden voksede byen sig så stor, at den i 1917 kunne ophøjes til købstad. Helt slut med søfarten var det dog ikke. I lighed med Vestlimfjordens øvrige byer havde Struer fortsat en mindre hjemmeflåde af ældre, nedtaklede træskibe, hvis hovednæring bestod i at forsyne byer og handelspladser med cement, gødning og foderstoffer fra fjordens storby Ålborg.

Et florissant intermezzo var til ende, og Limfjordens gamle stabelstad Ålborg var atter hovedbyen, som stort set hele områdets søfart drejede sig om. (Fig. 9)