Gemt og glemt

Det, der her skal omtales, hører ikke til småtingsafdelingen og er aldrig blevet kasseret. Det har i samtiden repræsenteret en værdi, der var værd at bevare - ikke mindst i tider, hvor krig gjorde tilværelsen vanskelig og farlig.

Egentlig var vi kommet lidt på afveje. Det, der interesserede os, var gode uforstyrrede middelalderlag, så vi havde på forhånd, ved at studere brandtaksationer og nyere byggesager, prøvet at undgå steder, hvor der har været kældre; de plejer nemlig at være gravet gennem affaldslagene, helt ned i urørt jord. Den grund, vi sommeren 1984 satte skovlen i, skulle efter alle beregninger være aldeles kælderfri, men det var den ikke: der, hvor der ifølge vore undersøgelser skulle være urørt kulturjord, viste sig et stensat og brolagt rum fyldt med murbrokker og andet af mindre interesse. Brandtaksationerne i Kolding er bevaret fra engang i 1700-årene, så kælderen måtte være ældre end den tid, men vi antog, at den var rømmet før tilfyldningen og ventede ikke de store fund. Tømningen lod vi af økonomiske grunde udføre med gravemaskine. (Fig. 1)

På et tidspunkt fik grabben fat i noget, der føltes anderledes end jord og sten, så den tilstedeværende museumsmand hoppede ned i hullet for at se nærmere på sagen. Det påtrufne viste sig til hans store forbløffelse at være vinduer. Gravemaskinen havde kun nået at lette lidt på dem, så skaderne var af begrænset omfang. Nu blev de forsigtigt gravet fri, en plade blev lempet ind under dem og det hele i triumf båret op til Vejle Amts Konserveringsanstalt på Staldgården ved Koldinghus. Her foregik den endelige udgravning og restaurering.

Der var rester af fire vinduer, og heraf lod to sig genskabe i deres helhed. De er, som det hørte sig til i 1600-årene, med små kunstfærdigt tilskårne ruder sammenholdt af blysprosser og stivet af med vandrette »vindjern«; blyet alene var ikke nok til at modstå de påvirkninger, et vindue kan tomme ud for. Det lange ophold på det fugtige kældergulv har imidlertid bekommet netop jernet mindre godt; det var næsten bortrustet og har måttet udskiftes ved rekonstruktionen. De små glasbrikker er sindrigt sammensat i mønstre, der kan genfindes i en fra datiden bevaret glarmesterbog. Den grønlige farve, som nogle af ruderne har, er næppe tilsigtet, men skyldes, at der er brugt jernholdigt sand ved fremstillingen. Om 1600-årenes glarmesterhåndværk har der nylig været skrevet i Skalk (1991:4), så den side af sagen vil vi lade ligge her og i stedet prøve at besvare et spørgsmål, som læseren for længst må have stillet sig selv: Hvorfor har man taget sine vinduer ud og lagt dem ned i kælderen? (Fig. 2)

Omkring vinduerne blev der fundet rester af strå, de er tydeligvis blevet pakket ind i halm før anbringelsen på det stenbrolagte gulv. Der er altså ikke tale om noget kasseret, men om brugbare sager, som, hvis det var gået efter beregningen, skulle være hentet frem igen. Man har villet sikre vinduerne, og det sandsynlige er nok, at det var mod fjendtlige soldaters overgreb. Datidens hære skulle holde sig selv med kugler, og krigsmændene var derfor altid på udkig efter bly. Hvis tropper rykkede ind i en by, kunne borgerne være sikre på at få deres ruder slået ind og blyet, glasset var indfattet i, anvendt til kuglestøbning. Vinduer var kostbare, så det er fuldt forståeligt, at Koldingborgeren, de tilhørte, har løftet dem af og gemt dem, inden han selv flygtede med de mere transportable værdier.

1500-årene havde, bortset fra Grevefejden, været en fredelig og fremgangsrig tid for Kolding. Frederik 2.s Ditmarskertog, der udgik fra Koldinghus i sommeren 1559, betød med den øgede omsætning, det bragte, kun yderligere rigdom for håndværkere og købmænd, og selv om Syvårskrigen 1563-70 kostede dyrt i ekstraskatter og udskrivninger, gav hoffets nære tilknytning til byen alligevel et handelsliv, som andre købstæder kunne misunde den. Kolding voksede og trivedes under en hidtil uset højkonjunktur. (Fig. 3)

Med 1600-årenes krige var de gyldne år definitivt forbi. Christian 4.s nederlag i Kejserkrigen førte til tysk besættelse af Jylland 1626-29, og under Torstenssonkrigen 1644-45 blev halvøen igen invaderet, denne gang af svenskerne. På Koldinghus gik den vilde jagt efter skjulte skatte. Skorstene og bageovne blev nedbrudt, gulvfliser brækket op, der var omfattende ødelæggelser i slotskirken, og riddersalens vinduer blev slået ud. Kæmpetårnets tagdækning, der var af bly, blev flået af, vindebroen ødelagt og ladegården jævnet med jorden. Da fjenderne omsider fortrak, lignede slottet og dets omgivelser en slagmark, ja selv de store træer i dyrehaven, den nærmestliggende del af det kongelige jagtterræn, var hugget om. Hvordan by og omegn så ud, kender vi mindre til, men meget bedre var det sikkert ikke. (Fig. 4)

Langsomt kom byen til kræfter, men 1657 var svenskerne der igen, og her var ingen Gøngehøvding til at klare ærterne. I vinteren 1657-58 slog selve svenskekongen, Karl Gustav, sig ned på Koldinghus, og her samlede han den mægtige hær, der i februar gik over isen fra Hejls til Fyn og videre over Langeland, Lolland og Falster til Sjælland, hvor Frederik 3. ved panikfreden i Roskilde afstod alt land øst for Øresund samt Bohus og Trondhjems len i Norge til svenskerne.

Også denne gang var det gået hårdt ud over Kolding og egnen deromkring; sporene ses i form af den tætteste koncentration af nedgravede sølvskatte, som kendes fra Danmark. Men svenskerne skal nu ikke have hele skylden. Polakkerne, som skulle være vore venner, eftersom de var den danske konges allierede, for lige så hårdt frem, da de opholdt sig på egnen i 1658. Johannes Rüde, præst i Dalby og Vonsild umiddelbart syd for Kolding, fortæller blandt meget andet om en flok polske soldater, som mistænkte skrædderen Niels Christensen for at have gemt nogle ham tilhørende sølvskeer. For at han kunne få munden på gled og røbe gemmestedet, strøede polakkerne krudt i ansigtet på ham og antændte det. Han fik grimme brandsår, og da man manglede lægemidler, gik der koldbrand i dem, »så at han blev et elendigt menneske«. Og det er kun én af pastor Rüdes beretninger om skæbner fra krigsårene.

Da Kolding-vinduerne tilhører 1600-tallet, er det naturligt at knytte dem til en af dette århundredes krige, og et heldigt tilfælde gør det muligt at bestemme hvilken. På kældergulvet fandtes en mønt, og da den næppe kan være kommet der efter vinduesnedlæggelsen, må vi gå ud fra, at denne fandt sted efter 1652, det årstal, som står på pengestykket. Der må altså være tale om krigen 1657-60, og det må være for svenskerne eller polakkerne, koldingenseren gemte sine vinduer. Om han nåede at flygte, ved vi ikke, men sin gård så han næppe igen. Han kan være død under krigshandlinger, men mere sandsynligt af en af de voldsomme epidemier, der fulgte i krigens spor, og som næsten lagde egnen øde. Huset blev sandsynligvis jævnet med jorden. Ellers var vinduerne vel ikke blevet liggende på kældergulvet. (Fig. 5)

Sølvfundene optræder rigeligt på Kolding-egnen og kendes over hele landet, men man kan sige sig selv, at også andre værdier end dem af ædelmetal blev gemt bort på samme måde. Fund af den art er dog langt mindre almindelige; ja vinduerne på kældergulvet er et vistnok ret enestående eksempel. Ting af forgængeligt stof forsvandt simpelt hen, og andre mere robuste sager er måske slet ikke af finderne erkendt som »skatte«. Der var meget, man kunne ønske at sikre: klæder, madvarer, bøger, husgeråd, værktøj og så videre. Vil vi vide mere om dette, må vi søge nærmere vor egen tid, hvor kilderne rinder rigeligere, for eksempel til »Slavekrigen« i 1848, den der blev en slags optakt til Treårskrigen. Rygtet ville vide, at de slesvig-holstenske oprørere havde sluppet slaverne (fangerne) fra fængslet i Rendsborg løs, og at de nu i stort tal (der nævnes helt op mod 1000) drog hærgende og plyndrende op gennem Jylland. Krigen - den rigtige krig - stod jo for døren, og rygtesmedene havde gode dage. Signe Godskesen, der var lærerinde for præstens børn i Kollerup ved Vejle, fortæller: »Jeg samlede mit bedste tøj og mine få smykker sammen i en stor bylt, som jeg med besvær bar over i skoven og puttede rigtig godt ind i rævegraven — «. I Lindeballe gravede Jørgen Udesen en jernbeslået kiste med sølvtøj i jorden, og bødkerens kone dækkede sine sengeklæder til i sognefogedens sandgrav. Thomas Christensen i Lilfrost gravede 300 daler ned i en skov, og da han nogle dage senere ville hente dem igen, kunne han ikke finde dem. Per Madsens kone i Tøsby, der havde bagt den formiddag, meldingen indløb, gemte brødene i ovnen (!), hvorefter hun løb op i byen til de andre koner. Men det hele var altså blind alarm, et rygte uden bund i virkeligheden.

I 1848 og igen 1864 og 1940 var fjenden i landet, men om plyndring i gammeldags forstand blev der ikke tale; soldaterne var anderledes veldisciplinerede end deres forgængere i 1600-tallet. Folk behøvede ikke at gemme hverken sølvtøj, vinduer eller andre ejendele væk for deres skyld. Blev en soldat taget på gale veje, straffedes han af sine egne. Ikke at nutidens krige er mildere end fortidens, men de har skiftet stil - i hvert fald i vor del af verden. (Fig. 6)