Garnisonslivets vandbærere

Få år efter - under treårskrigen - begyndte virkeligheden at hale ind på fantasien. Med en kongelig resolution af 14. december 1848 blev der indført en ny bombastisk klingende militær grad: Overkommandersergent. Heller ikke denne titel var der mange der fik, for den var tænkt »for enkelte, fortrinlige underofficerer, hvilke man ikke tror i deres egen velforståede interesse at burde avancere til officerer«.

I Aalborg var der en sådan enkelt, som nu ligger begravet på Almenkirkegården, og hvis afskedsgave ved hans pensionering er bevaret i byens museum. Om overkommandersergent Leonard Lorentzen skal berettes lidt i det følgende, også fordi han faktisk mere end en gang gjorde sig fortjent til og fik tilbudt officersrang, men sagde nej tak af solidaritet med den underofficersklasse, han var havnet i, da han lod sig hverve 1804, og hvor han forblev til sin pensionering 1852.

Det var Napoleonskrigene, der indirekte - omend ikke mod hans tilbøjelighed - gjorde ham til soldat. Egentlig skulle han have været præst, men på grund af krigen mistede hans forældre i Altona de økonomiske muligheder for at holde ham til bogen, og femten år gammel lod han sig hverve som korporal ved 3. jyske infanteriregiment i Aalborg. Derved kom Leonard Lorentzen til at opleve slutningen af den proces, hvorved den danske hær i løbet af en enkelt generation fra at bestå af hvervede tyskere blev til en egentlig dansk hær baseret på værnepligt. Samtidig blev han medlem af en nu næsten forsvunden klasse, der prægede hele forrige århundredes garnisonsbyer mere end noget andet militært element: de faste underofficerer.

Mens det værnepligtige mandskab kom og gik, og officererne blev forfremmet fra afdeling til afdeling - og derved fra by til by - så forblev underofficererne, hvor de var, og dannede forbindelsen mellem by og garnison. Det gjorde de blandt andet i kraft af de bierhverv, det var deres ret at opretholde, eftersom deres aflønning var fastsat udfra den betragtning, at de skulle have ekstraindtægter for at eksistere med en familie. Mange af dem udmærkede sig i læsning og skrivning - endog særdeles smukt - fordi de som små havde gået i regimentets skole for de professionelle soldaters børn, og denne kunnen kom dem til nytte i fritiden som bogholdere og kontormedhjælpere (Fig. 1).

De gymnastiske færdigheder, de havde erhvervet på den i 1804 oprettede gymnastikskole for hæren, kunne udmøntes som deltidslærere ved byens skoler - eller de havde privatelever i ridning, kørsel med hestevogn eller fægtning blandt civile borgere. Kort sagt, underofficererne var tit det mest iøjnefaldende militære indslag i den garnisonsby, hvor de tilbragte hele deres erhvervsaktive periode, deltog i byens foreningsliv og kom i familie med håndværkere og urtekræmmere ved at gifte sig med deres døtre. På det sidste punkt var Leonard Lorentzen en undtagelse - han giftede sig aldrig. Men da han havde fået hæderstegnet for seksten års tjeneste, blev han i 1820 optaget på regimentets liste over underofficerer med ret til civil stilling, og den faderlige og kollegiale hædersmand nåede at blive en velkendt og elsket skikkelse i byen i de 68 år han levede der, under femten forskellige garnisonskommandanter.

Ved to lejligheder var han dog væk fra byen for at deltage i krigsbegivenheder. Første gang i 1813, hvor regimentet var udlånt til franskmændene og kæmpede i Nordtyskland (Fig. 2, Fig. 3). Den 25-årige »Fourer« udmærkede sig og blev tilbudt løjtnantsbestalling, men undslog sig, idet han gav udtryk for, at han ønskede at fortsætte som underofficer. Den anden gang var i treårskrigen, hvor den nu 60-årige kommandersergent igen gjorde sig fortjent til og fik tilbudt officersrang, men undslog sig, hvorefter han blev udnævnt til overkommandersergent. Dannebrogskorset havde han forlængst fået tildelt.

Da han som 64-årig efter endnu et par års fredelig garnisonstjeneste blev pensioneret, kan det ikke undre, at hans kolleger - garnisonens øvrige underofficerer - skænkede ham en »smuk, med emblemer forsynet sølvpokal«. Mere bemærkelsesværdigt er det, at datidens ellers meget kortfattede Aalborg Stiftstidende den 26. juli 1852 ofrede en hel spalte på at berette om Leonard Lorentzen og hans fortjenester - samt udtrykke redaktionens forargelse over, at der ikke fra »krigsbestyrelsen« var bleven ham større hæder til del i forbindelse med hans pensionering. I avisartiklen får vi også at vide, at officerskorpset har skænket ham den her viste »smukt forarbejdede sølvtobakskasse, på hvis låg findes følgende af premierleutenant Povelsen forfattede strofer:

Et halvt århundred
så dig som soldat,
det så i fred og krig
dit navn uplettet.
Med stolthed nævne vi dig
kammerat
og har med venskabshånd
din laure flettet«.

Leonard Lorentzen levede herefter i 20 år som pensionist i Aalborg, men endnu engang skulle den gamle overkommandersergent opleve sig hædret, nemlig da han i 1857 modtog den franske St. Helenamedalje som erindring om sin deltagelse i felttoget 1813. Hermed var ringen sluttet tilbage til de Napoleonskrige, der i sin tid ruinerede hans familie i Altona og standsede hans gejstlige løbebane.

Og når han stoppede sin pibe fra den fornemme dåse, kunne hans blik falde på de martialske dekorationer med korslagte geværer, faner, sabler, piber og trommer, som netop var et stilistisk levn fra hans ungdom, hvor den napoleonske krigsbegejstring blandt andet foldede sig ud på denne måde. Måske mindedes han også de franskes kampråb: Vive l'empereur (leve kejseren) og sine jyske krigskammeraters forvanskning heraf til: Piv'-mæ-langt-rør.

(Fig. 4)