Gammel-ældre-ældst

Omkring århundredskiftet opdagedes ved Mullerup i Vestsjælland et par bopladser, der gennem nogle år var regnet for landets ældste. 1936 overtog den midtjyske Klosterlund-plads værdigheden, som den beholdt til 1944, hvor amatørarkæologen Erik Westerby fandt bopladsen ved Bromme nær Sorø. Man var efterhånden kommet mere end 11.000 år tilbage i tiden, og der endte turen foreløbig, men det blev ikke ved det ene fund, samtidige pladser ligefrem skød op af jorden, nu hvor det var blevet klart, hvad man skulle se efter, nemlig specielle typer af pile og skrabere. Skønt rensdyret har været vigtigste jagtvildt på Brommekulturens tid, ses det kun lidt i fundmaterialet, her er flinten forholdsvis enerådende, men som løsfund kendes dog efterhånden et antal rentak-slagvåben og nogle stortandede benharpuner, der vel må tilskrives Bromme-folket eller måske et yngre jægersamfund på nogenlunde samme kulturtrin. Indimellem er der også gjort fund, som peger i ældre retning, men en egentlig boplads af væsentlig større alder end den i Bromme foreligger først nu. Inden vi går over til en nærmere beskrivelse, kan der imidlertid være grund til at se lidt på forholdene syd for den danske grænse. Det var jo herfra de ældste danskere rykkede ind i takt med isens tilbagetrækning.

Det store navn i nordtysk renjægerforskning er Alfred Rust, manden der i 30'erne foretog de første epokegørende undersøgelser på Hamburgegnen, nærmere betegnet i Ahrensburg-tunneldalen. Han var oprindelig elektriker, men erhvervede sig, dels ved selvstudium, dels gennem aftenundervisning, et dybtgående kendskab til arkæologi og forhistorie. Legendariske er hans gentagne cykelture fra Hamburg til Syrien, hvor han foretog udgravninger. Hjemkommet derfra kastede han sig med nærmest ufattelig energi og åndskraft over udforskningen af hjemegnens stenalderbopladser. Han fandt rensdyrjægernes våben og redskaber - ikke blot af flint, men også i knogle og tak, ypperligt bevaret i dybe søaflejringer ud for bopladserne. (Fig. 1) Selv jægernes telte kunne han påvise spor efter. Navne som Meiendorf og Stellmoor blev milepæle i nordeuropæisk stenalderforskning. Det billede, geologerne har tegnet af landet under den lange »optøningsperiode«, som fulgte efter istiden, er gennem de store bogværker, Rust fremlagde om sine undersøgelser, blevet befolket med mennesker. Mere er senere kommet til, så hovedtrækkene nu kan opridses således:

Da sidste istid nåede sit højdepunkt, lå isranden ned gennem Jylland, hvis vestlige del undgik bræerne og altså teoretisk set kan have været beboet eller dog lejlighedsvis besøgt, hvad der imidlertid endnu savnes bevis for. Efter isens tilbagetrækning fulgte en lang kølig periode, som gav landet karakter af tundra, men ind i den skød sig et par mildere tidsrum, hvor trævækst af birk, røn og efterhånden også fyr bredte sig for derefter atter at vige, da kulden igen tog magten. Gennem Rusts undersøgelser afdækkedes to kulturgrupper, der med to-tre tusinde års mellemrum har behersket området, en ældre, som fik navnet Hamburg Kultur, og en yngre, Ahrensburg kulturen, den sidste i tundraens slutningsafsnit, århundrederne før skoven endeligt tog landet i besiddelse. Ind mellem de to skyder sig den danske Brommekultur, der fortrinsvis falder i den sidste og længste mildningsfase, af geologerne kaldet Allerødtid. Ahrensburgfolkene er endnu ikke afgørende påvist i Danmark, men spredte fund af deres redskaber kendes, så der er næppe tvivl om, de vil dukke op. Hamburgkulturen, som med sin alder af omkring 13.000 år repræsenterer den ældste menneskelige fremtrængen i efteristidens Nordeuropa, har efterhånden fået en betydelig bredde, dens bopladser er påtruffet over dele af Nordtyskland, Holland, Frankrig, ja så langt borte som i Polen (se Skalk 1974:3). I Danmark har den indtil for nylig glimret ved sin fraværelse - eller rettere: den var kun repræsenteret ved ganske enkelte løsfund.

Under overskriften »Ældste pil« fremlagde professor C. J. Becker 1969 her i bladet fundet af en pilespids, der efter sin form må tilskrives Hamburgkulturen. Den var opsamlet på Bjerlev hede nordvest for Vejle. Nogen samtidig boplads har det ikke været muligt at lokalisere dér, så der kan være tale om et fejlskud fra en omstrejfende jæger. »Men pilen har vi«, skriver professor Becker, »den viser, at Hamburgjægerne har været her, og det skulle gå mærkeligt til, om ikke deres bosteder en dag dukkede op. - Hvem bliver den heldige - ?«

Det blev amatørarkæologen, lærer Jørn Fynbo, Skodborg, og faktisk havde han gjort sit fund, da C. J. Becker bragte den omtalte efterlysning. Under en markafsøgning 1968 på en højt hævet sandterrasse ved Jels-søerne stødte han på nogle flintredskaber, som samvittighedsfuldt blev nummereret og puttet i en medbragt plasticpose. En ny boplads, en ny prik på kortet. Snart efter blev marken tilplantet med graner, som hindrede fortsat eftersøgning.

Det gør ingen skår i Jørn Fynbos finderære, at han ikke erkendte sit funds betydning - vi skal helt frem til 1980, før folk fra Haderslev Museum under et besøg hos ham studsede over stenene, som de syntes på besnærende måde mindede om Hamburgkulturens redskaber. Jo mere de så, desto sikrere blev de i deres sag; der måtte ligge en Hamburg-boplads ved Jels-søerne. Men hvor præcis? Jørn Fynbo pegede ind mellem de nu velvoksne graner: Der! Det var med lidt bange anelser om et større skovrydningsarbejde, man sensommeren 1981 gik igang med prøvegravningen. Ejeren havde givet lov.

Det blev et pletskud. Allerede i det første søgehul fremkom bearbejdet flint, deriblandt en skraber af typisk Hamburg form. Ved at udlægge flere huller lykkedes det at indkredse og afgrænse bopladsen, og nye fund af karakteristiske redskaber skabte efterhånden vished for, at den virkelig var af den eftersøgte art. Men vinteren stundede til, og vi indså, at en egentlig udgravning måtte vente til næste år. Rigeligt forsynet med juletræer søgte vi indendørs og hengav os til drømme om velbevarede telttomter, indridsninger af dyrefigurer i sten og rav, rensdyrgevirer - ja hele skeletter af ofrede rensdyr, nedsænket i den nærliggende sø med store sten lagt i brysthulen. (Fig. 2) Alt det havde man fundet i Nordtyskland, så hvorfor ikke... (Fig. 3)

Sommeren 1982 blev der så taget fat i den store stil - Haderslev Museum satsede størstedelen af årets gravebudget på sagen, Statens humanistiske Forskningsråd ydede støtte og Sønderjyllands Amts Naturforvaltning stillede en del af arbejdskraften til rådighed. Bopladsen ligger syd for en af de tre småsøer i Jels-tunneldalen. Terrænet er ganske svagt skrånende, men falder derefter brat ned mod engen i dalbunden. Hen på efteråret var hele den egentlige boplads, i alt 150 kvadratmeter, færdigundersøgt. Al jord er blevet sigtet gennem et fintmasket net, hvorved det skulle være sikret, at end ikke den mindste flintspån er gået tabt. Det samlede fundmateriale består i skrivende stund af nogle tusinde flintstykker, hvoraf dog kun omkring 100 er tildannet som redskaber. Flertallet af disse er fremkommet inden for et lille område, ca 6x6 meter, midt på pladsen, mens affaldsflinten, flækker og spåner, havde en større spredning, hvad man vel også skulle vente.

En del af redskaberne er som typer betragtet nærmest tidløse, de har været brugt gennem årtusindlange perioder uden i nævneværdig grad at skifte form, men nogle få er Hamburg-folkenes specielle design og har alene været at finde i deres værktøjsposer. Disse sidste - ledetyperne - er naturligvis mest interessante i denne forbindelse, så dem vil vi beskrive nærmere. De er tre i tal: en særlig slags skraber, en lige så særpræget pilespids (kærvspids kaldet efter det tyske »Kerbspitz«) og endelig et mærkeligt lille redskab, der kan minde lidt om en dåseåbner og går under navnet »zinken«; her har man i mangel af bedre simpelthen overtaget den tyske betegnelse.

Fælles for de senglaciale renjægeres skrabere er, at de har en meget omhyggeligt og elegant tildannet bueæg, men hertil har Hamburgfolkene føjet et særligt træk, nemlig en behugning langs længdekanterne, som gør netop deres eksemplarer let genkendelige. Af sådanne stykker har Jels-bopladsen foreløbig givet omkring 15. På lignende måde skiller pilene sig ud, deres karakteristiske træk er, at skafttungens behugning går længere op i den ene side end i den anden. Nogen overflod af disse kærvspidser har vor boplads ikke præsteret, kun to, men lagt til den ene, vi havde i forvejen, bliver der dog tale om en væsentlig forøgelse. De er af højst forskellig størrelse, den ene ganske lille, kun godt tre centimeter lang, den anden til gengæld usædvanlig stor, otte centimeter, og tilmed særdeles elegant. Begge er fremstillet af regelmæssige flækker og med fin tilhugning i såvel skaft ende som od. Den tredje ledetype, zinken, optræder til gengæld talrigt, ca 25 eksemplarer er foreløbig fundet, og det er heldigt, da den er eneren i selskabet. (fig. 4) Skrabere og pile findes også i andre kulturer, omend i afvigende udformning, men zinken synes helt forbeholdt Hamburgfolket. Der er tale om korte flækker med et krumt næb i den ene eller i begge ender. Lægger man et sådant stykke på fladen med næbbet opad, peger dette altid mod højre, hvilket næppe er en tilfældighed. Om anvendelsen kan kun gisnes. Man har foreslået, de kunne være en slags brækstænger til frigørelse af de lange bensplinter, som blev skåret ud af rentakkerne til brug for benodde, nåle og lignende, men teorien står foreløbig ubevist. Måske vil undersøgelser af slidspor, ridser og afsprængninger, der er fremkommet under brugen, kunne bidrage til sagens opklaring. Den moderne teknologi kan her komme til nytte, og vi har tænkt os at tage den i brug.

Det er disse tre redskabsformer, suppleret med andre af mere traditionel art og med mængder af affaldsflint, der tegner bopladsen. Som den nordligste regulære repræsentant for Hamburgkulturen og den ældste danske boplads overhovedet er den sikret en fremtrædende plads i arkæologien, og det bliver af mindre betydning, at den i virkeligheden er af ret beskeden størrelse. Opholdet på stedet har sikkert været ganske kortvarigt - måske har det kun strakt sig over nogle få uger - og egentlige bygninger har næppe været rejst på det sandede plateau, formodentlig blot et renskindstelt. Det ganske lille areal, hvor flertallet af redskaberne blev fundet, betegner vel stedet, hvor det har stået. Man har gjort sig livet så behageligt som muligt, men er snart draget videre i hælene på de vandrende rensdyrflokke.

Pladsen var i øvrigt velvalgt. Som omtalt befinder vi os på kanten af en tunneldal, der dengang sikkert har været vandfyldt, men som netop her snævrer ind, så at renerne har haft mulighed for at passere. Jægerne har kendt de veksler, dyreflokkene benyttede år efter år, og de har lagt deres lejrplads sådan, at de fik godt udblik over landskabet og ideelle jagtmuligheder

I dag ligger Jels-søerne tilbage som et minde om fortidens mere sammenhængende vandbassin, men dalen ud for bopladsen er grøn eng. Her i den fugtige dalbund vil vi grave til sommer. Fra andre fundlokaliteter - således Meiendorf og Stellmoor - ved vi, at hvor mennesker boede i nærheden af vand, havnede kasserede sager ofte i det våde element, hvor chancen for bevaring er bedre. (Fig. 5) Flint er udmærket, men de sjældnere sager af organisk materiale giver et meget værdifuldt supplement, som bringer os menneskene nærmere. Også her kan der ligge ting af træ, ben og tak, ja måske de omtalte hele rensdyrskeletter, der spiller en så fremtrædende rolle i de tyske fund.

Nok herom, det eneste, vi foreløbig er sikre på, er, at der forestår et større entreprenørarbejde. Boringer lader ane, at mindst tre meter jord skal fjernes, før vi når de oldsagsførende lag. Mange kræfter skal sættes ind, men det er umagen værd.