Gæster på Rygen

Med den danske erobring af Rygen indledtes kristningen af øens indbyggere, de hedenske raner af slavisk herkomst. Dette foretagende blev overladt Roskilde bispestol, der lod indrette en curia principalis, altså et hovedsæde, hvorfra landprovsten som bispens stedfortræder kunne styre de kirkelige anliggender. Som hjemsted for denne provstegård valgtes Ralswiek, der ligger ved en lille vig i Jasmunder bugten, som nordfra skærer sig dybt ind i øen. I dag er det en landsby, hvis store fortid i middelalderen ikke skinner igennem ved første blik. En firkantet bygning med tykke mure og dybe kælderhvælvinger, der går under navnet det »gamle slot«, er ikke den oprindelige provstegård, men indeholder vistnok rester af en efterfølger fra det 14. - 15. århundrede på samme sted, og hertil slutter sig en bygning opført af den svenske feltmarskal Wrangel, der var Rygens guvernør efter trediveårskrigen. Skriftlige kilder oplyser intet om, hvorfor den alt andet end verdensfjerne biskop Absalon foretrak netop dette sted som centrum for øens kirkelige administration, men det var næppe i første række på grund af dets idylliske beliggenhed, nok snarere fordi det netop var et midtpunkt. Herfra kunne man hurtigt enten til lands eller vands nå alle dele af den fligede ø - ikke uvæsentligt, når de kirkelige afgifter skulle inddrives - og herfra fragtedes da også »biskopsrugen« pr skib til Danmark. (Fig. 1). Men noget kunne tyde på, at stedet kun genopstod efter en Tornerosesøvn, og at det tidligere havde spillet en ikke ringe økonomisk rolle.

Gennem udgravninger, der har været i gang i Ralswiek siden 1965, tegner sig billedet af en betydelig handelsplads, der er opstået omkring 800 og ser ud til at have været øens økonomiske tyngdepunkt gennem godt et par århundreder. Den blev anlagt på en strandvold omgivet af åbent vand inden for det område, der dækkes af den nuværende landsby. På begge sider af en gade lå handelsherrernes mere omfangsrige bygninger, bagved gemte sig håndværkernes og tyendets mindre boliger foruden pakhuse, staldbygninger og brønde. Uden for dette naturligt beskyttede område opstod der noget senere - efter år 1000 - en hel lille koloni, hvor husenes solide stenfundamenter har gode paralleller i Skandinavien. Langs stranden kan endnu påvises sejlrender og anløbspladser fra den ældste bebyggelse, og fundet af fire velbevarede fartøjer viser os tidens handelsskibe, som de byggedes på den sydlige Østersøkyst: 10-13 meter lange og holdt sammen af trænagler efter god slavisk skik. (Fig. 2).

Om den livlige handelsvirksomhed på stedet fortæller talrige småfund, og det fremgår, at den skandinaviske andel har været meget betydelig. Uden tvivl knyttedes mange slægtsbånd tværs over Østersøen, men også mindre venskabelige besøg hørte til tidens orden, og i så fald kunne man trække sig tilbage til en tilflugtsborg på en klippetop to-tre kilometer væk. Det er formodentlig ved en sådan lejlighed, en af købmændene omkring 850 i al hast har måttet skjule udbyttet fra en heldig handelsfærd: Indpakket i en riskurv blev kostbarhederne gravet ned ved siden af ildstedet inde i huset, hvorefter ejeren har søgt at bringe sig selv i sikkerhed. Men så vel gik det ikke, i hvert fald fik han aldrig skatten hentet frem igen, og den var ikke af en størrelsesorden, der tillod uden videre at glemme eller afskrive den. Kurven indeholdt næsten tre kilo sassanidiske og arabiske sølvmønter, som fra kaliffens rige ad Volga-vejen må være nået til Nordeuropa - en itubrudt sølvarmring af den såkaldte permiske type, velkendt i det indre Rusland, fandtes blandt mønterne og tør nok tages som en bekræftelse på den østlige handelsrute. (Fig. 3). Sølvskatten er blandt de største fra den tidlige vikingetid, der er fremkommet i Østersøområdet, nok til i samtidens handelshovedstad Prag at købe korn, der ville brødføde tusind mennesker i en måned.

Den tilhørende gravplads lå ud mod bugten lige over for bebyggelsen. I dag erkendes den som et stort højområde, hvor der oprindelig har været mindst 500 mindesmærker. (Fig. 4), (Fig. 5). Ligbrænding var den fremherskende gravskik, så kun sørgelige rester er bevaret af de sager, der er medgivet som gravgaver. Pladsen for brændingsceremonien kendes ikke, kun stedet, hvortil bålresterne - eller måske blot en del af dem - bragtes, og hvor derefter højen blev rejst. Vi kan således højst regne med at påvise en ringe del af gravudstyret, men mange af de fundne stykker - således et lille hængsel af guld, rester af et drikkehornsbeslag og af flere bronzeskåle, vægtlodder, mønter og perler - giver et indblik i de afdødes rigdom, der må have ligget langt over gennemsnittet for den almindelige bondebefolkning på øen. Brandgravene er som sagt i overvægt, men de er ikke enerådende, ved siden af dem findes jordfæstegrave, somme tider endda rent bogstaveligt side om side under samme høj. Nogle af jordfæstegravene er orienteret nøjagtig øst-vest under små beskedne høje, hvilket tyder på kristen indflydelse, længe før danskerne styrtede Svantevit 1168. Der er i det hele en broget mangfoldighed i gravanlæggene, som sikkert afspejler mangeartede religiøse forestillinger hos beboerne - et ikke ukendt fænomen på en handelsplads.

Som det kunne ventes, gør den skandinaviske indflydelse sig også gældende i gravene, men præcist hvorfra den er udgået, er det ikke muligt at afgøre, dertil er materialet endnu for svagt. (Fig. 6). For eksempel fandt man i et par jordfæstegrave i stedet for den sædvanlige slaviske keramik af god kvalitet nogle skår af umiskendelig lighed med de dårligt brændte lerkar, den tids nordiske pottemagere fremstillede, men uden at man nærmere kan angive deres hjemsted. Det stærkeste bevis for skandinavers ophold i byen kommer fra et gravanlæg under en lille uanselig høj. Her var en mand blevet brændt sammen med sit skib og højen derefter opkastet på selve bålpladsen, lige i kanten af gravområdet. I modsætning til de ovenfor omtalte både af slavisk konstruktion med trænagler har denne været boltet sammen med jern, der fandtes omkring 1000 nagler og søm af dette metal - et sikkert bevis for skibets nordiske herkomst. Det eneste spor af gravgaver er et lille stykke sølvtråd - dog er frempræpareringen af de stærkt sammenrustede jerndele, der var spredt over et større område, knap nok afsluttet, så mere kan dukke op. Gevinsten er hjemme endda. Skibsgravenes antal er begrænset, selv i Norden, og dette fund er det hidtil eneste af slagsen inden for det vestslaviske område mellem Weisel og den danske grænse. (Fig. 7). Oven i købet har skibet, efter naglernes antal, været af anselig størrelse.

Hvad skete der nu med den travle og velfunderede vikingetids handelsplads? Kilderne tier, men vi efterlades med det bestemte indtryk, at der ved tiden for den danske erobring kun var en svag afglans, om nogen, af tidligere herlighed. Åbenbart er byen efter årtusindskiftet gradvis bukket under i konkurrencen med købmændene fra andre handelspladser og i striden med den lokale Rygen-fyrste, der krævede sin del af indtægterne. Selv navnet er forlist. Det nuværende Ralswiek synes at være af dansk oprindelse og stammer vel fra den tid, Roskildebispen byggede sit hus på vigens stenede bred. Måske klang ranernes navn for deres by lovlig hedensk i de nye magthaveres øren.