Gældebro

Herr Peder gilled hin liden Kirsten. »Og vil I være allerkæresten min?«

»Gerne vil jeg trolove dig, vidste jeg, du ville ikke svige mig«.

»Svige ham Christ hin rige, hinanden agter at svige«.

»Svige ham Christ over Giellebroe, hinanden agter at svige i tro«.

Altså: gid Christus må svigte den på Giellebroe, som agter at svigte en anden i tro.

Den anden vise er langt mere berømt. Personerne hedder denne gang Aslag Tordsøn og Skøn Valborg, af Oehlenschläger kaldet Axel og Valborg i tragedien af samme navn. Som det vil huskes, har kongesønnen Hakon taget Valborg fra Aslag, hans trofaste mand. Men Aslag bærer ikke nag. Da Hakon falder i kampen, hævner han ham, men bliver selv dødeligt såret. Han sender en sidste hilsen til Valborg:

I siger stolten Valborg gode nat,
Sankt Oluf skal for os råde,
når vi findes på Gieldebro, så glade da findes vi både (begge).

I siger stolten Valborg gode nat,
Sankt Oluf skal for os råde,
når vi findes glad i Himmerig, der må vi (skal vi være) tilsammen både.

Det er jo ikke meget, vi gennem de to viser får at vide om denne bro. Dog fremgår det klart, at når man kommer til den, er det på et afgørende punkt af tilværelsen. Det er godt at have Sankt Oluf eller Christus som støtte, når man skal over.

Om Axel og Valborg visen er der skrevet meget. Mange har ment, at den oprindelig er norsk, eller at den er digtet af en dansker med stærke norske forbindelser - eventuelt en, der har boet i Norge, som den danske folkemindeforsker Axel Olrik formodede det. Et af de elementer i visen, man i den forbindelse har peget på, er netop Gældebroen. Det er nemlig velkendt, at der i norsk-islandsk tradition har levet forestillinger om en sådan bro.

I den del af Snorres Edda, som kaldes Gylfaginning, findes den smukke myte om Balder den Godes endeligt. Da onde drømme havde varslet Balders forestående død, fik Odins kone Frigg alle ting til at aflægge ed på, at de ikke ville skade ham: ild, vand, jern, sten, jorden, træerne, sygdomme, dyr, fugle, gift, slanger, alle ting undtagen misteltenen. Aserne morede sig med at skyde på den nu usårlige Balder, men til sidst blev han ramt af misteltenen, afskudt af den blinde Høder på den onde Lokes foranledning, og den gav ham banesår. Så stor var gudernes fortvivlelse, at de besluttede at sende en mand til dødsriget for om muligt at overtale dødsgudinden, Hel, til at lade Balder vende tilbage til Asgård. Det blev Odins søn Hermod, der drog afsted på hesten Sleipner (fig. 1).

»Hermod red ni nætter gennem mørke og dybe dale, intet kunne han se, førend han kom til åen Gjoll. Der red han ud på Gjallarbroen, den er belagt med lysende guld. Modgudr hedder den mø, som vogter broen. Hun spurgte Hermod om hans navn og æt og sagde, at fem fylker af døde mænd var redet over broen forrige dag. »Men broen dundrer ikke mindre under dig, selv om du er alene. Du har ikke døde mænds hudfarve. Hvorfor rider du her på vejen til Hel?« Han sagde: »Jeg skal ride til Hel for at opsøge Balder, har du set ham her på vejen til Hel?« Hun sagde, at Balder var redet over Gjallarbro, nedad og nordpå går vejen til Hel. Da red Hermod, indtil han kom til Helslågen. Der steg han af hesten og spændte sadelgjorden fast, steg til hest og gav den af sporerne, så at den sprang så højt over lågen, at den overhovedet ikke kom den nær« (fig. 2).

Hel stiller den betingelse for at give Balder tilbage, at alle, levende og døde, skal græde over ham. Men Loke, der har omskabt sig til gygen Tok, vil ikke græde Balder ud af Hel. Hun græder som bekendt tørre tårer (fig. 3).

Som så mange andre elementer i den nordiske mytologi har Gjallarbroen,
som Hermod skal over, kontinentale forudsætninger. Denne forestilling om en bro mellem de levendes verden og de dødes rige er ikke opstået i Norden, den har dybe rødder i europæisk og nærorientalsk tankegang. I sin vigtigste traditionstype, der er velkendt fra den såkaldte visionslitteratur, og som nævnes tidligst i Gregor den Stores dialoger fra o. 600, har broen funktion som en dommens bro. Her bliver sjælene prøvet. De gode og retfærdige har let ved at passere, selv om broen er både smal og glat, de onde falder ned i den sorte stinkende eller flammende flod og har kun få chancer for at nå de fagre enge på den anden side.

I den irsk-engelske tradition får broen i højere grad karakter af en straffens bro. Her er den forsynet med skarpe pigge, og der møder sjælen adskillige vanskeligheder undervejs: tunge byrder skal bæres, hunde bider, slanger hugger osv.

Det var en sådan Gjallarbro, Olav Åsteson oplevede i drømme, som han fortæller i den berømte norske folkevise Draumkvædet. Juleaften er han faldet i en dyb søvn, som han først vågner af helligtrekongersdag, da folk går til kirke. Han sadler sin hest, rider til kirken, sætter sig i kirkedøren og beretter om sine drømmeoplevelser. Han har været oppe i skyen og nede på havets bund, han har set det hede helvede og en del af himmerige.

Vejen til dødsriget skildrer han med mange dystre detaljer, den går over en tornebevokset slette, hvor han ikke alene får sin skarlagenskappe flået i laser, men også neglene revet af fødder og hænder. Og så når han frem til Gjallarbro, som er både stejl og uvenlig.

Kommer jeg mig til Gjallarbro,
den hænger så højt i vind,
den er helt med guld beslået
og med søm på hver eneste tind.

Ormen hugger, og hunden bider,
og studen står midt på vejen.
Der er tre vætter på Gjallarbro,
og alle er grumme og vrede.

Hunden bider, og ormen stikker,
og studen står og stanger,
de slipper ingen over Gjallarbro,
som fælder dommene vrange.

Olav Åsteson når dødsriget og ser sjælenes forskellige veje dertil: over bjerge, langs strande, over dødsfloden. Han får også et glimt af paradiset. På Guds moders befaling begiver han sig til et sted, som kaldes Brokksvalin, og her overværer han de gode og de onde magters kamp om sjælene. Denne mægtige dommedagsskildring, hvor to hære anført af Grutte Gråskæg (dvs. djævlen) og ærkeenglen Mikael mødes fra nord og syd, er højdepunktet i norsk middelalderlitteratur. Digtet ender med en lovprisning af de gode gerninger, og her nævnes atter Gjallarbroen:

Lykkelig den,
som i denne verden
giver den fattige en ko,
han behøver ikke at svimle,
når han går over Gjallarbro.

Lykkelig den, som i denne verden
giver den fattige korn,
han ræddes ikke på Gjallarbro
for studens spidse horn.

Draumkvædet er formodentlig blevet til omkring 1300, men det blev først fundet i midten af 1800-årene, da norske folkemindeforskere hørte det sunget i Telemarken. Det havde da levet i mundtlig tradition i 5-600 år.

I den norsk-islandske tradition får vi altså en hel del at vide om den mytologiske bro og dens funktioner, men tilhører denne Gjallarbro også dansk forestillingsverden? Som nævnt kan Axel og Valborg visen ikke godt tages som bevis, da den enten er oprindelig norsk eller i al fald norskpåvirket. Men visen om troskabseden da? Den har faktisk et gammelt præg, og der er hverken i emne eller i sprog noget, der peger væk fra Danmark. Der er ingen begrundeIse for at regne den. for norsk eller norskinspireret. Den Giellebro, der nævnes her, må da være et vidnesbyrd om, at broen har eksisteret også i danske folkelige forestillinger (fig. 4).

Men herr Peders ønske om, at Christus skal svige ham på Giellebro, hvis han svigter Liden Kirsten, kan være så dansk det vil, man kommer dog ikke uden om, at det er en enlig svale, og dem skal man som bekendt ikke tillægge for megen vægt. Med andre ord: materialet er så spinkelt, at det var rart, om det kunne suppleres. I en sådan situation kan man undertiden hente hjælp i vore stednavne, de måske mest trofaste vidner om svundne tiders åndelige kultur.

Lad os begynde på Fyn. Midtvejs mellem Odense og Middelfart, i Fjelsted sogn, ligger Gildebromølle, en gammel vandmølle navngivet efter Gildebroen, som fører over møllebækken. Navnet er blevet forklaret som »broen over åen Gæld (den golde, fiskefattige)«, og hermed stemmer den gamle stavemåde Gieldbro og udtalen, som havde æ for i. Vokalskiftet er en naturlig udvikling. Kilde hed i det gamle sprog kælde, at gilde (kastrere) hed gælde, killing hed kælling osv. Tolkningen er altså for så vidt i orden.

Samme navn, eller i hvert fald et meget lignende, finder vi på Als, hvor hovedvejen til Nordborg mellem Himmark og Hagenbjerg passerer over en bro. Den kaldes Gildbro, men i dette tilfælde har man fundet det mere rimeligt, at Gilder det sønderjyske ord gilde, der betyder en sammenslutning af mennesker, som ved pengeindskud og på anden måde støtter hinanden og holder gilder. Det er dog ikke nemt at se, hvordan et gilde af denne art kan have motiveret bronavnet.

Foretager vi nu en mere intensiv jagt på navnet Gildebro/Gældebro i Danmark, viser det sig, at det er temmelig almindeligt; det kan findes spredt overalt på det gammeldanske område. Foruden de allerede nævnte er der tre i Skåne, fire på Sjælland, et på Lolland og tre i Midt- og Østjylland. Og så er det endda slet ikke umuligt, at en mere systematisk
gennemgang ville afsløre endnu flere.

Med denne viden kan vi roligt afvise den tidligere forklaring af navnet. Det kan nemlig ikke tænkes, at der er så mange eksemplarer af et navn med et så specielt indhold som »broen over åen Gæld«, og det er bedst at kunne forklare alle navne på samme måde.

Skulle det være vor mytologiske Gjallarbro, som er blevet navngiver til mindst 13 virkelige broer i Danmark? Det er sikkert tilfældet, og herigennem er leveret det bedste bevis for, at denne gammelnordiske forestilling også er dansk, tilmed almen dansk, at dømme efter navnets udbredelse.

Dermed er naturligvis ikke sagt, at alle mytedannelserne omkring Gjallarbroen har været kendt herhjemme. F.eks. er sagnet om Balders død ikke overleveret fra Danmark; hvad Saxo har at berette om Balders endeligt, har en ganske anden karakter. Men en forestilling om Gjallarbroen som en farlig bro, vanskelig at passere, med mange forhindringer, må have eksisteret, og det har været naturligt at kalde broer, som havde ry for at kunne berede de vejfarende vanskeligheder, for Gældebro. Særlig smalle var de måske eller tit udsat for at blive overskyllet af åens vand, ikke sjældent skete der ulykker her (fig. 5).

Stednavnene er tavse vidner. De kan ikke direkte fortælle os, i hvilken situation, under hvilke omstændigheder de blev udformet, hvad navngiverne tænkte, da de skabte dem. Vi har dem ikke i den tekstlige sammenhæng, som ellers letter os forståelsen af de gamle ord, f.eks. i en gammeldansk landskabslov i en krønike eller i en salme af Kingo. Men de har til gengæld to aktiver, som de historiske videnskaber har lært sig at vurdere højt: De er stedfaste, lader sig almindeligvis lokalisere med sikkerhed, og er dermed pålidelige udtryk for et historisk fænomens geografiske udbredelse. Og de er stabile, ændrer sig sjældent i takt med den almindelige kulturudvikling, der lader forestillinger dø og opstå og de tilhørende ord med dem. Det er grunden til, at der i stednavnene gemmer sig så meget kulturgods, som vi må søge forgæves efter i andre historiske kilder (kilde 6).

Litteratur: Dag Strömbäck i Arv 1946. - John Kousgård Sørensen: Danske sø- og ånavne II. 1973.