Gåsepennen

De mange gæs blev holdt for at spises, men også for at skaffe fjer og dun til dyner og puder. Pastor L. M. Wedel skrev 1793: »Gåsen er næsten uundværlig for os danske, især for dens fjer til sengeklæder. Når man regner 48-50 pund fjer til en opredt seng, så kræves dertil 200 gæs - «. Fjerene havde dog også andre anvendelsesmuligheder. Man brugte dem som tandstikkere og piberensere og som pensel, når brødene skulle bestryges med olie, før de sattes i ovnen. De lange stive svingfjer kunne samles til en støvekost, og de ribbede skafter var, når de blev snøret i bundter, velegnede som kar- og grydeskrubber.

De store vingefjer havde gennem århundreder haft en helt speciel anvendelse, nemlig som skriveredskaber. Bedst egnede var venstre sides nr 2, 3 og 4, men andre svingfjer, gæssene tabte på marken om sommeren, kunne også bruges. Med en særlig pennekniv skar man enden af fjerskaftet skråt af (Fig. 1).

Spidsen blev ikke slidset op - ville man gøre stregen tykkere, skete det ikke ved at trykke hårdere, men ved at give fjeren en drejning, så at blækket flød bredere ud.

I flere landsdele var det gårdmændenes pligt at levere egnede gåsefjer til sognets skole; drengene i Givskud skulle således hvert år have mindst tolv med til degnen. Det var slet ikke så let at skaffe dem, for der blev ikke holdt mange gæs dér på egnen, men hen på sommeren kom de store gåsedrifter gennem sognet, og så fik børnene travlt. Skolepennene blev skåret til af læreren, men spidsen mistede snart sin elasticitet, og så måtte der et nyt snit til. - Pennefjer var i øvrigt en eksportvare. 1776 blev der udført for 180 rigsdaler fra Fanø.

Gåsepennen var et fortrinligt skriveredskab, det viser de gamle dokumenter med deres initialer i flotte snørkler og sving. Dens historie kan følges tilbage til 400-årene, hvor den fortrængte de penne af tyndt metal (kobber eller bronze), som allerede romerne kendte. Fra Middelhavslandene bredte den sig efterhånden over hele Europa. Til Norden kom den sammen med den latinske skrift og pergamentet.

Stålpennen med slids blev opfundet i slutningen af 1700-årene, men først masseproduceret fra omkring 1830. Det skete i Birmingham og udviklede sig til en god forretning for den driftige fabrikant - fjerpennen blev i løbet af få årtier næsten udkonkurreret, og 1880 var produktionen vokset til 15 millioner stålpenne - om ugen (Fig. 2)!

Fjerpennen måtte vige, men endnu for hundrede år siden kunne man hist og her se det gamle redskab liggende ved et skrivetøj. Sproghistorisk skriver vi for resten stadig med gåsepen. Ordet »pen« stammer fra latinsk »penna«, der betyder fjer (Fig. 3).