Gård til borg

Den formodede gravhøj blev i slutningen af 1960'erne undersøgt af Nationalmuseet, og det viste sig overraskende, at den slet ikke var fra oldtiden, men opført i middelalder og ikke over nogen afdød person. Det nærliggende voldsted kom også i søgelyset. Nationalmuseet ønskede en undersøgelse, Roskilde amtskommune og Solrød kommune søgte beskæftigelse til deres unge arbejdsløse. De to synspunkter lod sig forene, Fortidsmindeforvaltningen og Køge museum ydede støtte, og udgravningen kom igang. Den har - periodevis - stået på gennem tre år med resultater, der i hvert fald i én henseende må siges at være ret opsigtsvækkende.

En række søgegrøfter, som indledningsvis blev gravet, tjente det formål at få oversigt over bebyggelsens udstrækning, der ikke uden videre fremgik af luftfotografiet. (Fig. 1). De tre anlæg - kirken, højen og voldstedet - ligger på et »næs«, som mod syd omsluttes af Møllebækken, mens nordsiden er landfast. Vandløbet må sin ringe størrelse til trods have haft forsvarsmæssig betydning, i hvert fald har man suppleret det ved nord om borgen, fra bakkens østside til dens vestside, at anlægge en ydre voldgrav, der ganske vist også var af beskedent format, nærmest kun et system af grøfter mellem forskellige sumpede lavninger, men som i hvert fald har forvandlet halvøen til en slags ø. (Fig. 2). Dennes størrelse var 32.000 m2, og heraf optog den egentlige borg med voldgrav og vold ca en femtedel. Højen, som har ligget i randen af hovedborgen, viste sig ved nærmere eftersyn også at være omgivet af en voldgrav, og der kan herefter ikke være tvivl om, at den må tolkes som en »motte«, et separat forsvarsværk med tårn, beregnet på tilbagetrækning i nødsituationer. Lige syd for hovedborgen, i det område, vi nu må betegne som forborgen, lå så kirken med kirkegård tæt ud til bækløbet.

Hovedborgen var som nævnt stærkt nedpløjet, og da yderligere kirkegården gennem senere udvidelser har skåret kraftigt ind i den, vil man forstå, at udgravningens vilkår kunne have været bedre. Det viste sig, at der ikke (som ved den tidligere undersøgelse) var bevaret egentlige murrester, men dog fundamenter for dem, og dertil kom - som noget nyt i et middelalderanlæg - stolpehuller fra bygninger af lighed med de huse, der i de senere år er udgravet fra sen vikingetid. Alle disse bygningsfund blev gjort i samme område, men i forskelligt niveau. Tilsyneladende drejer det sig om ét stort hus, nærmest en hal, der er blevet nedrevet og atter genopført tre-fire gange - ikke helt på samme plads, en vis forskydning har fundet sted, men længderetningen er uændret og omtrent som den nuværende kirkes. (Fig. 3). Nedgravede vægstolper og lergulve kendetegner de to ældre faser, men derefter er man gået over til at bygge på fundamentsten. Skillerum blev iagttaget et par gange og i øverste fase et ildsted. De nøjagtige dimensioner kan ikke angives, da udgravningen ikke var fuldstændig, men bredden varierede fra 5 til 7 meter, og længden var for stolpehusenes vedkommende mindst 20 meter, for stenhusenes mindst 15. Vi ser her bort fra et kvadratisk fundament, 7 x 7 meter, hvis betydning ikke er klarlagt.

Der har utvivlsomt ligget flere huse inden for hovedvolden, men kirkegårdens indhug forhindrede os i at finde dem, derimod fremkom et antal affaldsgruber og en dyb, skaktformet brønd. Den ca 2,5 meter dybe voldgrav havde på et sted omtrent ud for langhuset rester af palisadesætning, måske fordi der har været en broovergang. Af volden var kun foden tilbage, men da den naturligvis har været bygget af fylden fra voldgraven, kan man nogenlunde bedømme formatet; den har, skønt ikke ubetydelig, langtfra været på størrelse med motten, der af uransagelige grunde har fået lov at blive liggende som et enligt minde om det i øvrigt sløjfede kompleks. Den firkantet afrundede banke, opført af næsten rent undergrundsler, har afbrudt hovedvolden, men de to anlægs voldgrave har utvivlsomt løbet sammen. Forborgen, som har omgivet det hele, blev ikke egentligt udgravet, men kun afsøgt med grøfter. Der fandtes stolpehuller og gruber, hvoraf nogle sikkert hører middelalderbebyggelsen til, mens andre ser ud til at være ældre. At der har boet mennesker på pladsen tidligere, viser resterne af et oldtidsanlæg, vistnok et hus, som udgravningen også afslørede.

I det henved 60 cm tykke kulturlag, som dækkede området, fremkom en del småfund: kamme, hestesko, bidsel, lyseholdere, forskellige redskaber foruden almindeligt køkkenaffald - alt sammen sager fra ældre middelalder og højmiddelalder. Af særlig dateringsmæssig betydning er keramikken, der varierede fra råt, hårdtbrændt lertøj med fureornamentik (såkaldt Østersøkeramik) i de nederste huse til enkelte skår af glaserede kander i de øverste, mens brønden, der åbenbart har været i brug gennem lang tid, indeholdt skår af begge typer foruden rester af stentøjskander. (Fig. 4). I gruberne fremkom et par mønter, en dansk fra 1220'erne, altså slået under Valdemar Sejr, og en engelsk af nogenlunde samme alder. Alt taget i betragtning må vi gå ud fra, at bebyggelsen er opstået i 1100-årene og nedlagt i 1300-tallet, sandsynligvis efter en brand. Det var en skæbne, der overgik adskillige borge i de urolige år omkring Valdemar Atterdag.

Som Karlstrup-anlægget nu, efter udgravningen, tegner sig, består det af tre hovedelementer: en stormandsgård, et forsvarsværk med tilhørende motte og kirken - den sidste bemærkelsesværdig derved, at den stadig eksisterer i fuldt omfang og tilmed er i brug. Det interessante i denne treenighed er den indbyrdes datering. Lad os tage delene hver for sig.

Det fundne langhus har i sine tidligste skikkelser sikkert været i bindingsværk
med stråtag, mens efterfølgerne med deres stensyld antyder en mere avanceret konstruktion. Om netop dette hus er herskabsbygningen, tillader den ufuldstændige udgravning os ikke at afgøre, men alene dets placering inden for hovedvolden sætter det i en vis klasse; forborgen har vel været de tjenendes domæne. Som nævnt antyder fundene anlæggelse i 1100-årene. Det er en tidsfæstelse, som må vække til eftertanke.

Nogen sikker datering af fæstningsværkerne har vi ikke, men hvis de virkelig er jævngamle med gården, vil det være noget af en sensation. Intet tyder på, at anlægget var kongeligt, der må være tale om en privatborg, og som sådan skulle den - efter alt foreliggende sammenligningsmateriale - ikke kunne være anlagt meget tidligere end 1300-årene. Dette at en ubefæstet storgård på et tidspunkt har fået volde og grave, er på den anden side også et for os næsten ukendt fænomen og kan i hvert fald ikke have været almindeligt. Overgangen fra gård til borg har normalt medført flytning til et mere egnet sted. Når det ikke er sket her, kan det skyldes, at næsset i Møllebæks bugtning fra naturens hånd var ganske passende til formålet, og at beliggenheden i øvrigt var gunstig set fra datidens synspunkt. (Fig. 5).

Det højtliggende morænelandskab ved Karlstrup byder på meget frugtbar landbrugsjord. Bækken var med sin ringe størrelse og sit stærke fald ned mod kysten uegnet til sejlads, men ved opstemning har man kunnet øge vandmængden i buen omkring næsset og samtidig fylde de kunstigt anlagte grave. I tilgift fik man mulighed for at drive mølleri, måske det, som har givet bækken navn. Kun halvanden kilometer fra borgen lå en af områdets få naturhavne, en vig i Køgebugten (nu Karlstrup mose), der åbnede vejen til Øresundssildens herligheder. Den vigtige vejrute, som langs Sjællands østkyst førte nordpå mod den gamle residensstad Roskilde og det opblomstrende København, har vel heller ikke været uden betydning. Alt dette kan være baggrunden for, at man, da gården skulle befæstes, fastholdt den oprindelige placering, og måske - hvem ved - også for, at borgen senere blev opgivet; de økonomiske betingelser kan i et sådant system let have ændret sig. Selve sognet, der strækker sig helt ud til bugten, har muligvis hørt under kongsgården i Roskilde, borgens ejere kan for den sags skyld også have haft tilknytning her, men alt dette er som nævnt yderst dunkelt. Stedet nævnes ikke i Kong Valdemars jordebog.

Kirken, der er senromansk og af kalksten, må være opført i begyndelsen af 1200- årene. Bygherren var, må man formode, gårdens daværende ejer, og det vil være naturligt, hvis hans specielle behov har præget indretningen. Tænker man sig de senere tilbygninger, tårn og våbenhus, bort, bliver tilbage en ganske lille bygning, men højden er betydelig, og en spindeltrappe i koret kunne tyde på, at en slags overetage har været planlagt, måske til magasinrum eller i beskyttelsesøjemed, som det kendes fra købmands- og forsvarskirker på Bornholm, Øland og Gotland. Kombinationen storgård-kirke er ikke ukendt, en række eksempler kunne nævnes, og der ville sikkert være flere, om ikke landsbybebyggelser havde grebet forstyrrende ind. Til de kendteste tilfælde hører Hvidernes gård ved den tvetårnede kirke i Fjenneslev.

Som altid efterlader udgravningen en række spørgsmål. Hvor var for eksempel indgangen til borgområdet? Hvornår blev hovedvolden anlagt? Har kirken haft en forgænger svarende til de ældste gårdhuse? Herom kan foreløbig kun gættes. Sikkert er det, at en gennem århundreder vedligeholdt storgård på et tidspunkt blev befæstet, og at denne nyetablerede borg relativt hurtigt blev opgivet og nedlagt. I sin velmagt har den været et anseligt anlæg. Borgherren kunne fra mottens tårn - som vi fra det nuværende kirketårn - skue ud over det åbne sjællandske landskab, der vel for en del var hans ejendom, og følge sejlerne på deres vej over den blå bugt i horisonten.