Går i dybden og løsner problemer

Det turde være unødvendigt at fortælle dette blads læsere, hvilken rolle jordfundene spiller i kulturhistoriens store bygningsværk; der ville, hvis man tog dem væk, ikke blive meget andet end tagetagen tilbage. De enkelte jordfund kan hver for sig være af stor interesse, men virkelig betydning får de først, når de betragtes under ét. Sammenstykket som en mosaik danner de et billede - nej en række billeder - af svundne tiders samfund og dermed af grundlaget for vor egen kultur. Huse og byer, samfærdselsmidler og samfærdselsårer, håndværk, jordbrug, handel, billedkunst, religion kan iagttages, eller i hvert fald anes, gennem ting, som er tabt eller gemt i jorden, gennem stensætninger og bålrester, fyldskifter og stolpehuller og forskelligtfarvede jordlag aflejret, hvor mennesker har færdedes. Jordfundene kommer man ikke uden om, hvis man da overhovedet betragter fortiden som noget væsentligt, noget os vedkommende. Men hvordan er det egentlig fat med dem? Hvor mange er der tilbage? Hvornår slipper de op?

Lad os straks gøre os klart, at det er ved overfladen, ikke i dybden, fundene gøres. Alle de menneskelige efterladenskaber, som aldrig er gravet ned, men blot tabt eller henkastet direkte på jordoverfladen, må naturligvis nu søges tæt under denne; langt de fleste fund gøres i dybder under en halv meter. Urnegrave er tit anlagt meget overfladisk, jordfæstegrave i reglen dybere, men de færreste dybere end een meter. Over to meters dybde vil der kun i sjældne tilfælde være noget at hente, kun meget dybe gravanlæg eller brønde er nået herned. Materialet ligger med andre ord yderst udsat; der skal ikke megen gravning til, før man støder på det. En særstilling indtager de sager, der skjuler sig i de synlige, oven på jorden anlagte, fortidsminder; de er på én gang lette at angribe og lette at forsvare.

Således er der da dækket op, og der er mange, som har taget for sig af retterne. Det øverste og vigtigste lag kan man helt se bort fra, det har ploven gennem århundreder endevendt. Grusgravning og byggeri har gjort svære indhug. Ved anlæg af veje og jernbaner i slutningen af forrige århundrede blev store mængder af dysser og jættestuer ødelagt, og landbrugets intensivering har kostet os mere end 50.000 gravhøje, men det må ganske vist tilføjes, at mangen en overpløjet højrest endnu kan rumme værdifulde fund. Af alt det, som således adsplittedes, blev en del underkastet en - mere eller mindre omhyggelig - arkæologisk undersøgelse; resultatet heraf indgik i museernes samlinger, men det er ubestrideligt, at den del, som blev reddet, er forsvindende i forhold til den, som gik tabt. Hvor meget der, trods alle indgreb, endnu er tilbage i jorden, kan vi af gode grunde ikke vide, men at mængden er betydelig modtages dagligt beviser på.

Det forholdsvis lille antal synlige fortidsminder, som undgik ploven, blev sikret i 1937 gennem indførelsen af en fredningslov, men nok så mange udvidelser af denne lov vil aldrig kunne værne det materiale, som endnu ligger tilbage i jorden, ukendt af markernes ejere. Det vil fremdeles blive gravet frem på mere eller mindre heldig måde, men i stigende omfang og under medvirken af lidet følsomme maskiner. Arkæologien er interesseret i, at fundene bliver gjort, thi først da kan materialet komme til nytte, men den kunne ønske sig, at det skete i et langsommere tempo, og den foruroliges over automatikkens hårdhændethed. Dog, som sagerne står, prøver den ikke at bremse udviklingen, men stræber efter at kunne følge med, så at mest muligt kan blive reddet - ikke blot nødtørftigt bjærget, men udgravet, fotograferet, tegnet, registreret og konserveret efter tidssvarende arkæologiske metoder. Indtil for en snes år siden plagedes dansk arkæologi af en utålelig armod, som lammede alt initiativ; den alvorligste følge heraf indtraf i fyrrerne, hvor alt for lidt blev reddet af de fundmængder, som krigstidens forcerede tørveskæring bragte for dagen. I årene siden er der imidlertid i vide kredse fremvokset en forståelse for disse tings betydning; faget har fået væsentligt bedre kår og skulle således stå nogenlunde rustet til at tage imod fremtiden, forudsat at denne former sig - om man så må sige - normalt. Det vil den, som allerede antydet, næppe gøre.

Den truende situation, som nu er opstået, skyldes landbrugets ønske om at afbøde uheldige følger af dets egen mekanisering. Brugen af traktorer og andre tunge maskiner på markerne har vist sig at have en bivirkning, den nemlig, at jorden under pløjelaget sammenpresses; der dannes en såkaldt trafiksål, som planternes rødder har svært ved at bryde igennem, og som forhindrer vandet i at trænge ned, hvorved udbyttet af jorden mindskes. For at imødegå dette har man skabt et instrument, en slags plov bestående af en flad stålstang, som trækkes gennem jorden, og som rækker ned til ca 70 centimeters dybde, det vil sige henved en halv meter under nuværende pløjedybde. Redskabet vender ikke jorden, intet bringes op, men jorden løftes og løsnes i betydelig bredde. Furerne lægges med 1-12 meters mellemrum, og man regner med, at behandlingen skal gentages hvert tredje eller fjerde år, for at virkningen skal holde sig. Undergrundsløsnerens pris er så beskeden, at næsten ethvert landbrug vil kunne overkomme anskaffelsen, og trækkraften, som behøves, er af en størrelse, som mange gårde råder over. Redskabet er endnu på forsøgsstadiet, og i landbrugsfaglige kredse diskuteres dets anvendelighed, men fem-seks danske plovfabrikker har allerede startet en produktion, hvad man næppe ville gøre, hvis man ikke var nogenlunde sikker på fremtiden. Hvis forsøgene med undergrundsløsneren - eller »grubberen«, som den også kaldes - falder heldigt ud, er det sandsynligt, at anvendelsen af den vil brede sig med eksplosiv hast. Det er næppe urealistisk at tro, at det meste af Danmarks landbrugsjord om 20-25 år vil være behandlet med grubber.

Hvad det vil betyde for den kulturhistoriske forskning, er ikke svært at forestille sig, og selv om hele sagen som sagt endnu er på forsøgsstadiet, er der god grund for fagets folk til allerede nu at tænke sig om. Grubberens farlighed ligger i to ting: den foruroligende arbejdsdybde, der dækker størsteparten af den kostbare førstemeter, og det, at den ikke, som ploven gør det, bringer tingene frem, men ødelægger dem i det skjulte.

Det nytter ikke at appellere til landmanden om at anmelde fund, for sådanne gøres ikke. Der er i det hele taget ingen anledning til optimisme, ingen forsonende træk. Det må virkelig forudses, at størsteparten af de tilbageværende danske jordfund vil blive ødelagt i de kommende år. Grubberen »går i dybden og løsner problemer«, som det hedder i annoncen.

Kan der da ikke gøres noget? Jo, og meningen med denne artikel er at opfordre - så kraftigt som muligt - til at gøre det og gøre det nu. Det slag, som skal slås, er så stort og så betydningsfuldt, at det må forberedes grundigt, og det vil være spild af kostbar tid at vente, til ødelæggelsesværket for alvor er kommet i gang. Opgaven må være at udgrave alt, hvad udgraves kan, på de grubbertruede jorder. Museerne og specielt Nationalmuseet har siden slutningen af forrige århundrede gennemført en systematisk registrering og kortlægning af fortidsfund - undersøgte såvel som uundersøgte. Af de sidste er der mange; til de overpløjede højes hærskare kan lægges talrige store bo- og gravpladser, og dertil kan føjes endnu en stor mængde bopladser som i de senere år er blevet påvist gennem luftfotografering. Det materiale, som man således har kendskab til og en teoretisk mulighed for at undersøge, er utvivlsomt kun en lille del af, hvad jorden i virkeligheden gemmer, men derved er intet at gøre. For arkæologiens ansvarshavende må det være en klar pligt at søge i hvert fald dette reddet gennem systematiske udgravninger, foretaget af trænede folk med muligheder bag sig for materialets registrering og laboratoriemæssige behandling. At løse denne opgave vil kræve en betydelig udvidelse af bestående arbejdsstabe eller - bedre - oprettelse af et eller flere helt nye udgravningscentre, som mere uhæmmet vil kunne gå ind for sagen, og som lettere, når værket til sin tid er fuldført, vil kunne opløses igen. Det er klart, at der ikke i museernes nuværende bevillinger er økonomisk dækning for dette store program. Der må altså skaffes penge, og her glider afgørelse og ansvar over på andre hænder. En mulighed, om andet glipper, vil være, at udenlandske museer og forskningsinstitutioner indbydes til at foretage udgravninger i Danmark. At udbyttet af sådanne undersøgelser går i fremmede lommer vil, set fra dansk synspunkt, være uheldigt, men bør foretrækkes under de givne vilkår. (Fig. 1)

Den situation, som grubberen bringer arkæologien i, er påtvunget og i høj grad uønsket. Der er nok af opgaver, som er mere fristende, de må i givet fald skubbes til side til fordel for en redningsaktion, hvis forskningsmæssige udbytte først kommende generationer vil få mulighed for at høste. Arkæologerne arbejder ikke som deres kolleger inden for naturfagene med et kildemateriale, der aldrig slipper op. Det findes i en bestemt, begrænset mængde, som der allerede er ødslet skammeligt med, og man kan ikke med hovedet i busken lade størstedelen af det, som endnu er tilbage, gå tabt. (Fig. 2)