Gåden om Gorm

Om Sydhøjens datering har der tidligere været skrevet her i bladet (1985:3), men der er arbejdet videre med sagen og foreligger nu så mange holdepunkter, at det med rimelig sikkerhed kan siges, højen har været under opførelse i 960-erne, og at fuldendelsen snarest falder omkring 970. Nordhøjen har leveret et enkelt fuldt bevaret stammestykke, som ses at være fældet vinterhalvåret 958-59, og det er sandsynligt, at denne datering også dækker det i højen værende gravkammer, der ikke selv har kunnet bidrage med noget helt præcist årstal. Begge høje er således en del yngre, end man havde regnet med. Dateringerne er udført på Nationalmuseets dendrolaboratorium, men på grund af sagens vigtighed efterprøvet hos Wormianum. Samme resultat!

Ifølge traditionen skal højene være bygget for vikingekongeparret Gorm og Thyre, og noget er der nok om det, eftersom sønnen Harald Blåtand selv på den store Jellingrunesten fortæller, at han »bød gøre disse kumler« efter sine forældre. Folkemindet har knyttet Gorm til Sydhøjen, men i denne er der, trods omfattende undersøgelser, endnu ikke påvist nogen grav. I Nordhøjen, »Thyres høj«, var man heldigere, her fandtes det førnævnte gravkammer, bygget af træ og meget stort. Fundhistorien er velkendt, men skal alligevel, af hensyn til det følgende, kort genfortælles her.

I højtoppen havde fra gammel tid været en lille dam, hvis vand mentes at være sundhedsbefordrende. 1820 tørrede den imidlertid ud, så Jellingboerne begyndte at grave for at åbne den genstridige vandåre. Efter nogen tid stødte de på store sten, som blev hejset op, hvilket førte til fundet af gravkammeret. Besværet med at hugge sig gennem loftsbjælkerne blev man sparet for, det var allerede gjort af folk, som tidligere havde været nede i højstuen; dammen var det synlige minde om dette gamle indbrud. En af datidens oldforskere, Finn Magnusen, som netop var i nærheden, kom til stede, og fra ham foreligger en beskrivelse af fundet på dette tidlige stadium.

Tømningen af det delvis jordfyldte kammer lagdes i hænderne på en kaptajn Bloch fra vejkorpset, og det siger sig selv, at den ikke blev udført på en måde, som honorerer nutidens krav. Der fandtes adskillige smågenstande, langt de fleste dog som ubetydelige brudstykker, samt en ca. to meter lang trækiste, der straks faldt fra hinanden. Endvidere en hestetand, men - til almindelig forbavselse - ingen menneskeben. Fyrre år senere, i 1861, blev Nordhøjens kammer genåbnet af Frederik 7. som en slags trøst efter en storslået, men resultatløs gravning i Sydhøjen, og denne gang var der erfarne arkæologer med. Man førte en tunnel ind til kammeret (som i øvrigt også Bloch havde gjort), men fandt det helt sammenstyrtet, så at det blev nødvendigt med en afdækning fra oven. Ved oprensningen fremkom endnu et antal stumper af det så sørgeligt medtagne gravudstyr samt »flere dyreben og knogler, hvori fandtes et blåt, fosforagtigt farvestof« og »et lille stykke af en hjerneskal(?)«. Efter undersøgelsen blev kammeret restaureret og gjort offentligt tilgængeligt - med det resultat, at det forfaldt og få år senere måtte lukkes. Ved et indsnit i højen, foretaget 1942 under ledelse af Ejnar Dyggve, blev en ende af graven frilagt. Kammeret var nu igen helt styrtet sammen.

Det er klart, at de sparsomme rester, der blev fundet ved udgravningerne, ikke kan være hele gravudstyret - hovedparten må være fjernet af de mennesker, som engang i fortiden brød ned i kammeret; når kisten blev efterladt, skyldes det vel, at den var for stor til at passere gennem de snævre loftsåbninger. Knogleresterne viser, at der har været et dyr med i graven - sikkert en hest, derpå tyder den fundne tand og et beslag, som må være fra seletøj. Det har været diskuteret, om det kunne være en kristen, der lå begravet i højen, men den teori kan i hvert fald opgives; dyreoffer er et udpræget hedensk anliggende. Hesteskeletter og hestetøj kendes naturligt nok mest fra mandsgrave, men kan også optræde hos fornemme kvinder; den norske »Osebergdronning« havde således ikke mindre end 15 heste med sig. Nogen kønsbestemmelse af gravboen giver dette fund altså ikke.

Mellem højene ligger Jelling kirke. I forbindelse med en restaurering af denne foranstaltede Nationalmuseet i årene 1976-79 en udgravning omfattende det meste af gulvarealet. Der fandtes spor af tre træbygninger, som har afløst hinanden på stedet, og som igen er afløst af den endnu stående stenkirke, opført omkring år 1100. Alle træhusene har, mener udgraveren Knud Krogh, været kirker - også den ældste, en bygning af ganske anselig størrelse. Ikke så mærkeligt, når man betænker, at den efter al sandsynlighed har hørt til en kongsgård (fig. 2).

Men udgravningen gav endnu et fund, og det er især om det, interessen i de forløbne år har samlet sig. Under kirketomterne lå, nedsænket i undergrunden, et gravkammer af vikingetidstype, og lagfølgen godtgjorde, at det må være anlagt, mens den ældste trækirke var under rejsning. Af selve trækonstruktionen fandtes kun svage rester, men de viste, at kammeret, skønt langt mindre end det i Nordhøjen, har været ganske stort, ca. 2 x 3,40 meter. På gravbundens planker, det lidt, der var tilbage af dem, lå et skelet, men ikke i anatomisk orden, tværtimod spredt og uden sammenhæng. Gravgodset var sparsomt, men til gengæld usædvanlig gedigent: to dyreornamenterede og forgyldte sølvstykker, som må have hørt til et bælte eller gehæng, og en mængde ganske fine guldtråde, uden tvivl fra guldindvirket tøj: også de lå spredt over hele gulvet. Den antropologiske undersøgelse fastslår, at den døde var en mand. Der er begyndende sammengroning af kraniesømmene, så alderen har været mellem 35 og 50 (fig. 3).

Det er Knud Kroghs opfattelse, at den ældste trækirke kan være opført af kong Harald, og det må vel også siges at være sandsynligt, eftersom det var ham, der indførte kristendommen i Danmark – det meddeler han selv på den store runesten, der står opstillet lige uden for kirkedøren. Men følgelig må det også være ham, der har ansvaret for graven med det splittede skelet. På dettes mærkelige tilstand har Krogh en, som man forstår, indiskutabel forklaring: det drejer sig om en person, der tidligere har været begravet andetsteds; de afpillede knogler er taget op af en ældre grav og flyttet til den nye. Men »hvem kan man i givet fald tænke sig, han (Harald) ville ofre en sådan omhu på? Det ligger snublende nær at tænke på faderen, kong Gorm«. Og hvor har denne Gorm så hvilet oprindeligt? I Nordhøjen efter Kroghs mening, den var jo opbrudt og uden menneskeligt skelet. Det er Harald, der efter sin overgang til den nye tro har ladet faderens ben overføre fra den hedenske høj til det kristne helligsted.

Teorien er fremsat med moderate forbehold, men i dagspressen er de for længst forsvundet, og selv fagfolk har i usædvanlig grad taget tanken til sig. Fascinerende er den da også - vi har jo alle i skolen lært om Gorm og ser os nu, undrende, konfronteret med hans jordiske rester – men det alene gør det jo ikke, der må også være hold i påstanden. Som så ofte inden for arkæologien er der flere muligheder, og den mest spændende behøver ikke nødvendigvis at være den rigtige. Lad os se nærmere på sagen og begynde med at stille et spørgsmål, som ligger »snublende nær« og sikkert brænder læserne på tungen: hvorfor kun Gorm, hvorfor ikke også Thyre? Begge er jo nævnt på Haralds runesten, og han har - i modsætning til os - vidst, hvor moderens grav var at finde. Hvorfor denne tilsidesættelse af dronning Thyre, Danmarks bod? (fig. 4).

Om det gribende øjeblik, hvor den gamle hedning føres til sit kristne hvilested, skriver Krogh, at »de enkelte skeletdele samles i tilfældig orden i en stor bunke, der anbringes på gulvet i gravkammeret«, men det stemmer i hvert fald dårligt med udgravningsbilledet, hvor knoglerne netop ikke danner bunke, men ligger spredt i vild forvirring ud over gulvet. Kan det virkelig tænkes, at et kongeligt skelet, der nænsomt og vel sagtens under et vist ceremoniel overføres til en ny grav, placeres så formløst i denne? Hvor menneskeknogler ellers ses flyttet, fornemmer man dog i reglen en slags plan: dynge med lemmeknogler for sig, de mindre knogler for sig; Jellingtilfældet ligner mere en normalbegravelse, der er rodet rundt i. Her falder blikket på en billedtekst i Kroghs artikel om fundet (Acta 1983): »Skeletdelene i det midterste af gravens nordende hviler direkte på resterne af kammerets trægulv, mens benene i vest- og syddelen af graven ligger på et tyndt lag fyld over gulvniveau. Forklaringen er måske, at disse knogler oprindelig har været i det nævnte område nordligt i graven, og at de senere er blevet omlejret, sandsynligvis da kammerloftet brød sammen«.

Det er jo en ganske vigtig oplysning: knoglerne har altså skiftet plads på et tidspunkt, efter at kammeret var lukket. Men udgraverens formodning om årsagen holder i hvert fald ikke stik. Ser man på de snittegninger, der ledsager Kroghs artikel, og hvoraf én er gengivet her, viser det sig, at resterne af loftet ligger 6 - 15 cm over gulvlaget. Mellem loft og gulv ses et lag, som lades uomtalt i beskrivelsen, men som vel ikke kan være andet end fyld, der er trængt ind i kammeret i perioden, fra graven blev anlagt, til den brød sammen; da skeletomlejringen skete, har denne fyldningsproces været i gang, men langt fra afsluttet. Loftets sammenbrud kan ikke have berørt knoglerne, de lå på det tidspunkt solidt indkapslet i fyldlaget. Men hvordan så forklare spredningen af benene? Har graven på et tidspunkt været åbnet, eller har dyr såsom mus og rotter aflagt besøg? Næppe nogen af delene, det havde kunnet ses. Der er en anden, mere nærliggende, mulighed (fig. 5).

Grundvandet står højt omkring Jellingkirken, hvad graveren på stedet kan tale med om. En af den langvarige udgravnings vintre var snerig, og da tøbruddet satte ind, steg vandet op i graven, som på det tidspunkt stod halvtømt. Det var uheldigt for udgravningen, men heldigt, fordi det viser, hvad der også må være sket i vikingetiden - og vel sagtens kraftigere dengang, fordi de omgivende jorder var udrænede. Der er trængt vand ind i kammeret - vel ikke hvert år og næppe altid i samme mængde, men under særlige omstændigheder sådan, at der har dannet sig en - måske ikke helt lavvandet - sø over gulvet. Knogler i åbent, luftfyldt rum er selv luftfyldte, så at de flyder op, dersom de lægges i vand. Efter nogen tid - kortere eller længere - synker de til bunds, men stadig med luftlommer i de indre hulheder, så at de ligger løst og let lader sig føre omkring af selv svage strømme. Sådanne har der givetvis været i kammeret, for vandet er jo trængt ind gennem revner og sprækker i træværket, og disse har været af forskellig størrelse. Om beskaffenheden af tøjet, som guldtrådene hørte til, ved vi intet, men det er nærliggende at tænke på silke eller uld - begge dele flyder på vand (fig. 6). Omlejringen kan være sket under et enkelt voldsomt tøbrud eller af flere gange, men forrådnelsen har i hvert fald været fuldbyrdet og tøjet mørnet til flager. Resten af året har kammeret ligget tørt og godt. Det var jo overdækket og derved beskyttet mod væde fra oven.

Hvis omlejringen er sket som her foreslået, er der intet, der taler for flytning. Den døde kan have ligget fuldstændig normalt iført sin guldindvirkede dragt med tilhørende bælte; det forklarer også kammerets størrelse, der forekommer helt unaturlig til en samling løse ben. At der ikke blev fundet andet udstyr, er rimeligt nok, sådant hører ikke hjemme i en kristen grav. Flyttede og derfor sammenbunkede skeletter kendes ganske vist, især fra middelalderen, men deres antal er forsvindende i det samlede materiale. Krogh finder det »næsten usandsynligt, at en person, der kan komme på tale til at få en så særpræget begravelse som den her beskrevne, dør netop i de dage, hvor man er ved at rejse stolpeskelettet til Jellings første kirkebygning«. Ja men en byggeplads er da ikke særlig egnet til begravelse. De fleste vil foretrække en færdig kirke, hvis valget er frit.

Vi vender blikket mod Nordhøjen med det gabende indbrudshul i toppen. Her er der, ifølge Krogh, flere ting, som bekræfter, at det drejer sig om en omsorgsfuld udtagning af den dødes knogler og ikke om simpelt gravrøveri. For det første selve det, at disse knogler mangler; de var jo uden værdi for skattejægere. Nu ved enhver arkæolog (og Skalks læsere fra talrige artikler), at skeletter i oldtidsgrave langt fra altid er velbevarede. De fleste befinder sig på forskellige stadier af opløsning, og mange er helt forsvundet. Småknoglerne går først til grunde, jo kraftigere benene er, jo bedre bevares de, så i en grav med menneske og hest vil det være sidstnævnte, som holder længst stand - det kan der ses mange eksempler på. Hestetanden i Jellinggraven var »næsten fortæret«, og de øvrige dyrerester indeholdt »et blåt, fosforagtigt farvestof«, karakteristisk for knogler i fremskreden opløsning. Som fundet blev gravet ud, er det fuldt forståeligt, at menneskeskelettet er blevet overset - bortset fra »et lille stykke af en hjerneskal(?)«. Dette sidste er desværre senere forsvundet, hvad man meget må beklage, da dets ægthed kunne have afgjort spørgsmålet: flytning eller ikke flytning. Man taber ikke stumper af et helt frisk kranium, det kræver betydelige kræfter at slå et sådant i stykker (fig. 7).

Mens der således intet kan sluttes af skelettets fravær, er der grund til at fæstne sig ved det manglende gravgods. Hvor er Gorms våben eller Thyres smykker (alt efter, hvem der nu lå i højen)? At en konge eller dronning skulle være begravet uden sådanne sager, forekommer utænkeligt. Kan man forestille sig, at Harald selv har tilegnet sig den afdødes skatte? Eller har han solgt dem, givet dem væk, ladet dem destruere? I sidstnævnte tilfælde: hvorfor så ikke efterlade dem i højen? Det manglende udstyr synes at tale stærkere for gravrøveri, end det manglende skelet taler imod.

Skattegravning i høje er langt fra at være et ukendt fænomen; sådant har fundet sted fra oldtiden til op imod vore dage, og det er få af landets gravhøje, der helt er gået fri. Mange af indbruddene er naturligvis foretaget planløst, men andre til gengæld med en systematik, der vidner om virkelig fagkundskab. Der sigtes mod højmidten, hvor man af erfaring ved, chancerne er størst. Drejer det sig om en mindre høj, er sagen enkel, man graver et hul i toppen, men ved lidt større anlæg bliver det for højt at kaste jorden, så her arbejder man sig ind fra siden. Ved virkelige storhøje går man også ind udefra, dog ikke fra foden, men fra et sted, der ligger noget oppe ad skråningen. Herfra graver man sig ind til midten, og først der går man i dybden; højden, de gravende skal nå op til, er derved reduceret, og jorden kan forholdsvis let transporteres videre ud på højsiden (fig. 8). Man kan også føre den vandrette kanal helt igennem, så at højen bliver tvetoppet, derved får man to transportveje for jorden. Det er denne sidste metode, der er benyttet ved Nordhøjen, som det ses af gamle tegninger og planer. Fra det dybe hul i midten har der været udgange mod nord og syd. Selve fremgangsmåden ved højåbningen afveg altså ikke fra de metoder, gravrøvere benyttede (fig. 9).

De Jellingboer, som i 1820 gravede sig ned til kammeret, fandt to gennembrydninger af loftet, adskilt ved to intakte loftsbjælker (hvordan viser en tegning, som er blevet fremstillet, sikkert på Finn Magnusens tilskyndelse). En af de mænd, der havde været med ved damudgravningen, nemlig »den brave sognefoged Christen Sørensen«, har fortalt, at der over og under loftsbjælkerne var bræddelag, men hvordan de egentlig har fungeret, står meget uklart i Magnusens genfortælling. Krogh lægger imidlertid stor vægt på dette, han udtaler som sin opfattelse, at de første højbrydere, før de trak sig tilbage, har »lukket de to indgangshuller, de etablerede i gravkammerets loft, omhyggeligt efter sig med et plankedække« - hvad gravrøvere efter hans mening ikke ville have givet sig tid til. Det stemmer nu ikke helt med sognefogedens udsagn: »Da vi havde ophisset dem (de store sten i bunden af damhullet), erfarede vi, at de havde udfyldt et åbent hul, som var blevet hugget igennem et loft af svære egebjælker«; her ser det altså ud, som om hullet var lukket med (nedskredne?) sten (fig. 10). Nu kan en åbenbar dødsfælde midt i en landsby jo være lukket af hvem som helst, men kildematerialet er for plumret til, at man i det hele taget kan have en mening om sagen. Mere bemærkelsesværdigt forekommer det, at kong Haralds folk - hvis det altså var dem - ikke har givet sig tid til at fylde hullet op med jord og i det hele taget gengive Nordhøjen dens oprindelige form; i sin ødelagte tilstand måtte den jo virke som en skamstøtte over Gorm, og det kan hans søn da ikke have været interesseret i. Ville man i øvrigt ikke med fuld viden om kammerets beliggenhed i højen have kunnet skaffe sig adgang til det ad en nemmere vej? For vikingetidens dygtige ingeniører havde det næppe været noget større problem at føre en tunnel ind til gravstuen - ganske som man gjorde under udgravningen 1820 og igen i 1861 (fig. 11).

Dammen i højtoppen omtales første gang 1592, så indbruddet har altså fundet sted før den tid - vel sagtens engang i middelalderen, men så sent, at Gorm og Thyre var reduceret til navne og højen til noget hedensk, som ikke krævede respekt. Man er tilbøjelig til at opfatte højplyndring som mørkets gerning, noget der skulle overstås i en fart, men sådan har det givetvis ikke været - i hvert fald de store indgreb har umuligt kunnet ske i dølgsmål og er sikkert ofte udført af egnens egne folk. Når de ældste norske love omtaler gravrøveri, er det da heller ikke som noget ulovligt, men for at sikre en passende fordeling af de fundne værdier mellem finder, jordejer og konge. I Danmark var reglerne lidt anderledes, her tilfaldt sager af ædelmetal ubeskåret majestæten, men det synes nu ikke at have bremset aktiviteterne nævneværdigt. Derimod kan overtroen have haft en begrænsende effekt.

Også genbegravelse, overførelse af en afdøds knogler til en ny grav, er der eksempler på, både arkæologiske og litterære, men sammenlignet med højplyndringerne er de fåtallige, og langt de fleste stammer fra kristen tid. Flytningerne kan være fra én kirke til en anden eller fra en foreløbig til en endelig grav. En fremtrædende person, der var død i udlandet, kunne bringes hjem, skeletteret, for at stedes til hvile i fædrelandets jord - som Svend Tveskæg, der skal være blevet begravet i York, men senere flyttet til Roskilde. Skelettransport mellem grave af samme trostilhør (hedensk-hedensk, kristen-kristen) er imidlertid noget helt andet end flytning på tværs af religionsskellet. Der er, om man så må sige, en himmelvid forskel (fig. 12/fig. 13).

Harald Blåtand indførte kristendommen i Danmark, men denne havde på det tidspunkt allerede dybe rødder i landet. I mange byer har der været menigheder, og nogle steder (Hedeby, Ribe, måske Århus) har de fået lov at bygge kirker, om end vist ikke i selve staden. 948 udnævnte ærkebispen i Bremen, der styrede det danske missionsarbejde, bisper til en række byer, men det er muligt, at det nærmest har været et paradenummer. Selve den skelsættende begivenhed, kong Haralds omvendelse, må være indtruffet inden for perioden 958-65; herom fortæller to samtidige kilder, som er således forankrede, at tidsgrænserne næppe kan rokkes. De nye dendrodateringer fastlægger Gorms død til omtrent samme tid (en af højene må jo være bygget for ham), og det åbner interessante perspektiver. Var den gamle hedenske konge den hindring, som stod i vejen for kristendommens indførelse? Harald har vel for længst indset, hvad vej vinden blæste, men først ved faderens død kunne han træffe den afgørende beslutning.

For den menige dansker betød trosskiftet vel ikke den store omvæltning, der blev faret med lempe, men Harald selv har haft vanskeligheder - ældgamle traditioner skulle på én gang udskiftes med nye, totalt afvigende regler. Kompromiser har måttet indgås. Sydhøjen, hvilken rolle man nu foretrækker at tildele den, er i hele sit væsen et hedensk anlæg og skulle ikke kunne være opført af en kristen konge, men vi nødes til at indrømme, at den er - om ikke i sin helhed bygget, så dog færdiggjort efter trosskiftets indtræden. Det var vel heller ikke så let at tilsidesætte en afdød fars erklærede ønske - især ikke, når denne var konge og hans religiøse ståsted kendt af hvert barn i landet.

De indkaldte præster og deres foresatte i Bremen må have set skævt til dette, men Harald var en betydningsfuld forbundsfælle, og man har fundet sig i hans unoder. At han lagde sin kirke midt mellem de to høje, kan ligne en provokation, men behøver ikke nødvendigvis at have været det; paven selv har, om end under særlige omstændigheder, anbefalet inddragelse af hedenske anlæg i kristne helligdomme. Mange steder i landet ses da også kirker lagt tæt op ad gravhøje, ja der er eksempler på, at selve kirkebygningen er rejst oven på en udjævnet høj. Det er således tilfældet i Hørning ved Randers, og her lå graven med et fornemt kvindeligt udstyr fra sen vikingetid bevaret i jorden nedenunder (se Skalk 1960:4). Det kan ikke udelukkes, at de første kirkebyggere har vidst besked med dens eksistens, men der kan jo, som udgraverne har påpeget, være tale om en kristen kvinde, der af familien er begravet på hedensk vis, skønt hun hørte andetsteds hjemme.

For Bremerkirken har kong Haralds omvendelse været en stor triumf, og man var indstillet på at strække sig langt - men hvor langt? Kan man virkelig have accepteret, at en udøbt er begravet inde i kirken og tilmed på den højhellige plads foran alteret, som Knud Krogh forestiller sig, det er sket her? Og kunne, set fra kirkens synspunkt, en hedning reddes fra helvedes luer ved en sådan foranstaltning? På et lidt senere tidspunkt synes i hvert fald dåben at have været den absolutte betingelse for adgang til kristen gravplads. Efter kirkeretslige regler skulle liget af et barn, der ikke var døbt, men kun primsignet (indviet med korstegnet), begraves uden for kirkegården eller lige i skellet, der hvor indviet og uindviet jord stødte sammen.

De middelalderlige kilder taler om »Gorm den Gamle«, og det passer jo ikke så godt med kirkeskelettets alder, der af antropologen blev sat til 35-50. Det skal man nu ikke lægge for megen vægt på - også Knud den Store har af nogle fået dette tilnavn hæftet på sig, skønt han kun blev omkring de 40. Alligevel er skelettets alder interessant, og der er grund til at overveje dens historiske perspektiver. Sætter vi med Knud Krogh, at den døde er Gorm, og at dødsfaldet indtraf i 958 (Nordhøjens datering), så betyder det, at han tidligst kan være født 908. Hvordan passer nu det med de oplysninger, vi fra anden side har om personen Gorm?

Disse er desværre af noget svingende kvalitet, men byder dog på visse holdepunkter. Adam af Bremen, der omkring 1070 skrev et stort kirkehistorisk værk, fortæller, at ærkebisp Unni kort før sin død i 936 foretog en rejse til Danmark, hvor »dengang den grusomme Worm (Gorm) regerede«. Han traf denne afskyelige kristenhader, men også hans søn Harald, der viste sig mere forstående og ydede ham hjælp. Omtalte Harald kan imidlertid, hvis dateringen af hans far holder stik, højst have været omkring en halv snes år og altså næppe beslutningsdygtig i religionsspørgsmål. Oplysningen anses almindeligvis for troværdig, da Adam må have haft adgang til Bremens bispearkiv, men det vækker en smule betænkelighed, at han i en forudgående omtale af Gorm tydeligvis forveksler ham med en anden konge, Gnupa. Hvis kilden har ret, hvis Harald virkelig har optrådt som beskrevet, udelukker det imidlertid, at skelettet under kirken kan være Gorm.

Mere vægt kan der antagelig lægges på den franske kannik Dudos omtale af Harald i hans historiske værk om Normandiet og de normanniske hertuger. En hær af - hovedsageligt danske - vikinger havde omkring år 900 bidt sig fast i Nordfrankrig og der skabt en blivende koloni, som efterhånden fik karakter af et hertugdømme under fransk overhøjhed. 942 blev hertug Vilhelm myrdet og efterfulgt af sin søn Rikard, men denne var kun en dreng, så den franske konge, Ludvig 4., så en mulighed for at stække de besværlige nordboer. Nu sendte, fortæller Dudo, de normanniske stormænd bud til den danske kong Harald med bøn om hjælp. Han indvilligede, ankom med en hær og besejrede Ludvig (se Skalk 1986:1). Det var i året 945.

Dudo begynder sit værk i 990-erne, tilskyndet af den selvsamme Rikard, som var impliceret i de ovennævnte begivenheder. Skriftet er tendentiøst, dets mål er hertugfamiliens forherligelse, og ikke alt kan tages for gode varer, men det forekommer utroligt, at historien om Harald skulle være pure opspind - den handler jo om begivenheder af vital betydning for hertugerne, og både de og mange andre må så kort efter have vidst fuld besked med, hvem der var deres hjælper i nødens stund. Når man alligevel har stillet sig skeptisk, skyldes det en anden historieskriver, Flodoard, der har skildret de samme begivenheder næsten samtidig med, at de fandt sted. Han nævner, under 944, »de normanner, som nylig var ankommet over havet«, og han omtaler Haralds felttog mod Ludvig, men siger intet om hans kongelige rang; han er blot »den normanner, der havde kommandoen i Bayeux«. Det har man med rette fundet mærkeligt, men med den nye viden om Gorms dødsår, som højenes datering giver os, stiller sagen sig straks lidt anderledes. Den hidtidige opfattelse, at Harald blev konge omkring 940, kan jo ikke være rigtig, snarere er Gorm kommet til magten ved den tid. Det var ikke ualmindeligt, at unge mænd af herskerslægter blev sendt til uddannelse i det fremmede, og den danske koloni i Nordfrankrig har været en oplagt mulighed; der har utvivlsomt bestået en vis forbindelse mellem den og moderlandet. Harald kan med andre ord godt have haft kommandoen i Bayeux år 945. Flodoard var måske slet ikke klar over Haralds kongelige herkomst, og han kunne i hvert fald ikke vide, hvad han senere ville blive til. Det vidste til gengæld Dudo, og han har grebet det med begærlighed som noget, der kastede glans over hertugerne. Der ses ingen grund til at kaste vrag på Dudos udsagn, som vi herefter kan veje mod den nye Jellingteori. Hvis Gorm er født 908, har han i 945 været 37 og kan ikke - eller i hvert fald meget vanskeligt - have haft en søn af en sådan alder og modenhed, at han var i stand til at påtage sig hærføreropgaver. Og sæt nu, at manden under kirken ikke døde i en alder af 50, men måske som 35-årig, hvilket er lige så sandsynligt. Og hvem tør garantere, at Gorm fik børn tidligt, eller at Harald var hans førstefødte?

I Norge sad på Gorms tid Erik med tilnavnet Blodøkse og hans dronning Gunhild, der skal have været datter af den danske konge. Erik døde i England 954, men straks efter dukkede sønnerne - og dem var der mange af - op på historiens scene, hvor de gjorde sig gældende indtil ca. 970. Gorm synes altså at have haft voksne børnebørn omkring 960 - igen vanskeligt at forlige med udgangsåret 908. Men var Gunhild virkelig datter af Jellingkongen? Det anses for sandsynligt og bestyrkes derved, at en af »Gunhildsønnerne« bar Gorms navn - og vel at mærke i dets danske form, som ellers ikke optræder i Norge på den tid.

Kilderne til 900-årenes historie lader meget tilbage at ønske, men skal man virkelig på flytningsteoriens alter ofre al skriftlig overlevering om Gormslægtens færden før 958? Hvis blot noget af den står til troende, så var Gorm ved sin død ældre end de 50 år, der maksimalt er tildelt kirkemanden og altså ikke identisk med denne.

Men hvem er så kirkegravens indehaver? En kristen i hvert fald og en fornem mand, måske en højtstående gejstlig, men vel snarere et medlem af kongefamilien, hvis persongalleri de sparsomme kilder kun lige lader os skimte. Hvor mangelfuldt, vi er underrettet, giver runestenen fra Sønder Vissing en anelse om. Den Tove, Harald Gormsøns kone, som her nævnes, ville være os aldeles ubekendt, om ikke det havde været for netop denne indskrift.

Som kronen på værket satte kong Harald den store runesten, hvor han mindes forældrene og opregner sine egne fortjenester, herunder kristendommens indførelse. Den synes efter de nyeste undersøgelser rejst, hvor den står nu, nemlig præcis midt mellem de to høje, og skal efter Knud Kroghs mening forene de forskellige anlæg, hedenske som kristne, i et stort samlet kompleks. Ja sådan forholder det sig sikkert, men det lyder ikke rimeligt, at Harald samtidig med eller straks efter, at han har fuldført dette kolossalanlæg, skulle forvandle en vigtig del af det, nemlig Nordhøjen, til en sørgelig ruin og ladet den ligge sådan til fremtidig beskuelse. Den kunne uden stort besvær være genskabt i sin gamle skikkelse som en værdig pendant til den af ham selv opførte Sydhøj.

Dristige tanker bør nøje overvejes og nyde al retfærdighed, men teorien om Gorms fjernelse fra Nordhøjen og kristne genbegravelse må uden tvivl forkastes; modstanden i selve stoffet er for stor. Krogh går imidlertid et skridt videre, han antyder, at noget lignende kan være sket ved de andre opbrudte vikingetidshøje som den i Ladby og de norske fra Gokstad, Tune og Oseberg - hvoraf i hvert fald den sidste er blevet til længe før kristendommens indførelse. Der skulle med andre ord i den sene vikingetid - og vel med kirkens velsignelse - være foregået en omfattende bagudkristning af afdøde hedninger, folk, som måske knap havde hørt om den nye lære, og dette ved en simpel omplantning af deres ben. Også denne ide har vundet tilhængere. En myte er under udvikling.

Men det er ikke arkæologiens opgave at skabe myter.