Fyrstegrav

Man vover at anvende ordet på en grav fra romersk jernalder, som sidste efterår blev udgravet et halvt hundrede kilometer syd for den danske grænse, ved Bornstein nær Østersøbyen Eckernförde. Fundet blev gjort i en grusgrav, og at det blev reddet, skyldes en arkæologisk interesseret lastbilchauffør, Hans Heinrich Döse, hvis øje var skolet gennem hyppige besøg i landsdelens fremragende museum på Gottorp Slot. Han blev opmærksom på graven, anmeldte fundet og holdt endda nattevagt for at forhindre gravrøveri. Museumsfolkene, som kom til og overtog ansvaret, fik på den måde lejlighed til at undersøge et fremragende gravanlæg, men de måtte samtidig konstatere, at to andre grave, der muligt har været af samme kvalitet som den bevarede, allerede var ødelagt ved grusgravningen, så at kun nogle genstande var bevaret. De var til gengæld yderst værdifulde.

Den tilbageværende grav indfriede alle forventninger, skønt også den var berørt af grusgravningen; et hjørne var bortskåret, men skaden var forholdsvis ringe. Graven var anlagt i en firkantet grube, der var ca 5 x 5 meter foroven og nedgravet til en dybde af omkring 3 meter under nuværende markflade. På bunden af dette kolossale hul, hvis sider opefter var beklædt med sten, har man bygget et gravkammer af træ, ca 3 x 3 meter; det var naturligvis bortrådnet, men havde efterladt sig tydelige spor. Kammeret - eller huset, skal man måske snarere kalde det - har formodentlig haft sadeltag, i hvert fald var der spor af kraftige gavlstolper, som kan tænkes at have båret tagrygningen. Gulvet har været træbelagt, men under det, fra gavlstolpe til gavlstolpe, var gravet en trugformet grube, som åbenbart har indeholdt en trækiste. Af denne og af den døde, som har hvilet i kisten, var der dog ikke meget tilbage; men tabet opvejedes af et righoldigt gravudstyr - mange forskellige sager, som dels har været anbragt inde i kisten, dels på gulvet i kammeret, enkelte muligvis på kistelåget. Af den lange fundliste kan nævnes: En bronzespand og et stort bronzefad, hvori lå et glasbæger. To træspande med bronzebeslag. Et lerkar. En smykkenål (fibula). Hjørnebeslag, som åbenbart har hørt til et spillebræt; tæt ved lå 24 sorte og 18 hvide spillebrikker af glasflus. Endnu et par hjørnebeslag. En massiv guldhalsring og en lille spiralring af samme metal. Rester af guldbrokade. På gulvet i kammeret, tæt op mod den ene langside, lå skeletrester af dyr, vistnok ko og svin. Skønt graven åbenbart har rummet en mand, blev der ikke fundet våben, men deri ligner den mange andre mandsgrave fra denne tid.

Foruden de tre pragtgrave - den netop beskrevne og de to ødelagte - blev der fundet endnu to gravanlæg, begge med kvinder; de lå over den bevarede fyrstegrav, men deres forbindelse med denne er ikke ganske klarlagt. Den lille, men righoldige gravplads kan dateres til 3. århundrede efter Kristi fødsel, en periode med livlige sociale og økonomiske omvæltninger i Germaniens hovedområde, hvortil Jylland og Slesvig-Holsten hører. Sager fra romerriget fandt vej herop: kostbare glasvarer, hjelme, bordudstyr, våben og mønter, som fortæller om livlig vareudveksling og vel også om, at germanske officerer, som var gået i romersk krigstjeneste, ikke vendte tomhændede hjem. Den lighed blandt folkene inden for de germanske stammer, som romeren Tacitus et par århundreder tidligere havde lovprist, synes nu at være på retur. Fund fra bopladserne lader ane, at enkelte familier har opnået en lederposition, en rigdom og anseelse, som stillede dem langt over gennemsnittet; deres særstilling tillod dem at bygge imponerende haller med højsæde (forløberen for tronen). Med samfundsomlægningen fulgte organisation, hvad romerne fik at mærke.

Fyrstegraven fra Bornstein passer smukt ind i dette billede og fremhæver sig derved som andet og mere end et rigt oldtidsfund. Den afspejler verdenshistoriske processer, og da de foreløbig kun er dokumenteret ufuldkomment og i groveste omrids, må ethvert bidrag til belysning af dem modtages med taknemmelighed. Endnu er fundet ikke færdigbehandlet. Først når det er sket, og den endelige redegørelse foreligger, vil det fulde udbytte kunne høstes.

At anlægge en sådan grav - et i jorden helt nedgravet hus - er en arbejdskrævende opgave, hvis størrelse vel kan tages som mål for den magt, den gravlagte besad, mens han levede. Den har været betydelig. Da stormænd i denne klasse er fåtallige i forhold til folkets brede masser, er det klart, at deres grave også må være i mindretal, men det er et spørgsmål, om de til dato foreliggende gravfund afspejler det rigtige forhold. Jævne folk i datiden blev gravsat - for det meste brændt - i forholdsvis simple grave af ringe dybde; sådanne træffes let af ploven og kendes derfor i stort tal. Stormandsgravene var, som man vil have forstået, gravet dybt ned, og kan kun findes ved heldige tilfældigheder i forbindelse med dybtgående jordarbejde. Noget virkeligt udtryk for graden af deres sjældenhed har vi derfor ikke; måske er de mere almindelige, end vi tror. En systematisk eftersøgning - måske med geofysiske hjælpemidler - kunne muligvis bringe flere frem og udjævne misforholdet. Hvad der derigennem kan vindes, er en øget forståelse af forholdene i det germanske samfund i tiden umiddelbart før de store folkevandringer satte ind. Den udvikling, som da fandt sted, blev formgivende for det nutidige Europa.