Fynske dødehuse

Tre af de fynske anlæg viser tydelige fællestræk; findestederne er Bytoften syd for Langeskov, Køstrup på Nordvestfyn og Møllegårdsmarken ved Broholm. Hvert »hus« tegnes af otte stolpehuller, anbragt så at de danner en rektangulær figur. Bytoften-huset var godt tre meter langt og indeholdt to af ploven noget ødelagte urnegrave, den ene placeret lige i midten; datering: yngre romertid. Der var ingen andre grave i umiddelbar nærhed, men et stykke derfra er tidligere undersøgt en gravplads, som har været i funktion samtidig med dødehuset. Køstrup-anlægget, det næste i rækken, var af omtrent samme størrelse som det på Bytoften; der blev ikke fundet nogen grav, men en sådan kan være bortpløjet. I hvert fald lå hustomten i udkanten af en brandgravplads, og da de nærmest- stående urner i denne tilhørte yngre romertid, kan man med en vis sandsynlighed lade denne datering gælde også for huset. Det tredje dødehus - på Møllegårdsmarken - var noget større, godt fem meter langt, men i øvrigt helt som de andre. Her fandtes en grav, men denne gang uden urne, blot ligbålets rester skrabet sammen i en bunke ved hustomtens ene ende. Nogle få genstande - skår og en klump bronze fra en på bålet smeltet metalting - giver mulighed for en varsom datering: igen yngre romertid. Også dette anlæg befandt sig i udkanten af en gravplads, hvad vi straks skal vende tilbage til.

De jyske dødehuse fra romertid svarer i alt væsentligt til de fynske, det er rektangulære eller tilnærmet kvadratiske anlæg placeret i udkanten af gravpladsen. I et tilfælde er der dobbelt stolpeindramning og i et andet, huset i Dejbjerg (se Skalk 1991:3), en særlig opbygning omkring graven. Dejbjerghuset stammer fra tiden tæt omkring Kristi fødsel og hører altså til de ældste inden for denne gruppe. Dødehusene fra romersk jernalder og specielt de tre fynske er for nylig blevet skriftligt behandlet (Mogens Bo Henriksen i Fynske Minder 1991), men siden er der kommet endnu et fund, og da det adskiller sig en del fra de andre, kan der være grund til at se nærmere på det. Findestedet er også her Møllegårdsmarken.

Denne oldtidsgravplads er ikke blot stor, men simpelthen den største, der er undersøgt i Danmark. De første udgravninger her blev foretaget af godsejer N. F. B. Sehested til Broholm, en af dansk arkæologis pionerer, i årene 1875-81. Senere har Erling Albrectsen fra Fyns Stiftsmuseum fortsat arbejdet (se Skalk 1961:2 og 1962:3), og nu graves der igen af Odense-museet, denne gang med henblik på at gøre undersøgelsen færdig. Der er til dato fremdraget 2200 grave, overvejende fra romersk jernalder. De er med få undtagelser alle brandgrave. (Fig. 2)

Det er pladsens yderområder, som nu undersøges, det var her, det første dødehus dukkede op, og hvor det andet nu er fulgt efter. Det, der adskiller sidstnævnte fra de tidligere fundne, er formen: de ni stolpehuller, som tegnede grundplanen, var stillet i rundkreds. Dennes diameter var godt tre meter, så størrelsen afviger ikke meget fra de firkantede huses. Hullerne var ret dybe, de dybeste omkring én meter, oprindelig måske lidt mindre, da der muligvis er tilført muld. Der sås spor af selve stolperne, som synes at have været omkring 20 cm i tværmål og muligvis firkantet tilhugget.

Inden for stolpekredsen fandtes fire urner henstillet, men ploven havde - som sædvanlig, kan man næsten sige - skåret det øverste af karrene. En af urnerne stod for sig selv nogenlunde midt i stolpekredsen. Den indeholdt, foruden brændte ben, rester af forskellige ting, som har været med på ligbålet: stumper af en benkam, klumper af glas (sikkert fra et importeret romersk drikkebæger) og en synål. De tre andre urner stod lidt derfra og tæt sammen. De rummede alle brændte ben, men ikke særlig mange, så det er sandsynligt, at hele gruppen udgør én grav, hvad der så ellers kan være grunden til, at man har valgt at splitte personen. Der var ingen gravgaver, men lerkarrene selv kan ud fra deres ornamentik dateres til slutningen af romersk jernalder. Denne stolpesætning omfattede altså to grave, men om de er nedsat samtidig, og om hegnet er opsat samtidig hermed, kan ikke afgøres. Tidsforskellen kan dog af indlysende grunde ikke have været stor. (Fig. 3, fig. 4)

Det vidtstrakte område, som Møllegårdspladsen dækker, er nu jævn mark, men den har været dyrket gennem umindelige tider, så man kan ikke udelukke, at der oprindelig over gravene har været tuer eller småhøje, som nu er helt udjævnede; muldlaget er gennemgående tykt, hvilket kunne tyde på det. Imod taler, at gravene sine steder ligger ret tæt, så tæt, at der ikke synes at være plads til højene, medmindre man da forestiller sig hver af dem dækkende over flere grave, hvilket vel ret beset ikke er utænkeligt; dødsfald var sikkert ikke sjældne begivenheder. En overjordisk markering af en eller anden art må der have været, for af de godt 2000 grave, som er undersøgt, er der stort set ingen, som griber ind i hinanden, og da pladsen har været i brug gennem mere end 400 år - som fra Frederik 2.s tid til i dag - har man ikke kunnet forlade sig alene på hukommelsen. En kunstig jordhøjning er en mulighed, men en sten eller stolpe kunne også gøre det, og et hus, selv et lille et, var i hvert fald ikke til at overse. En af dødehusenes opgaver kan således godt have været at tjene som gravstedsmarkering, men det er klart, at de ikke er bygget alene af den grund.

Vi kommer nu til spørgsmålet om, hvordan husene har set ud, og om det virkelig er huse i vor forstand - det er slet ikke så let at afgøre; vi har jo kun grundplanerne at holde os til, og de siger ikke meget om det, som har ligget over jorden. For de firkantede anlægs vedkommende peger dog selve formen mod en bygning af lighed med den, de levende boede i. Stolpehullerne er ofte dybe, og der kan være spor af kraftigt træværk, så kraftigt, at det skulle være i stand til at bære vægten af et tag. Hvordan væggene har set ud, eller om der overhovedet har været nogen, er umuligt at afgøre, og om dørene kan man kun sige, at der har været udmærket plads til dem, men at de ikke til dato er påvist. Er rekonstruktionen af firkanthusene således usikker, gælder det samme i ikke mindre grad deres brug. Mest nærliggende forekommer det, at de kan have spillet en rolle for det ceremoniel, der har udfoldet sig under eller efter begravelsen, men vi ved for lidt om datidens religion til at kunne danne os en forestilling om handlingsgangen.

Om vort runde anlæg helt kan sidestilles med det firkantede, er et spørgsmål, som kun kommende udgravninger kan besvare. Ganske vist var stolperne - også her - kraftige og dybt nedgravede, men deraf følger jo ikke uden videre, at de har været tagbærende. At tagdække et rundhus er vanskeligere, og hvorfor skulle man vælge den svære form, når den lette var kendt og lige for hånden. Den mulighed, at pælene kan have stået skråt, indadhæIdende, så at de mødtes midt over graven dannende en slags telt, har været overvejet, men må afvises; nogle af hullerne er nemlig ikke blot dybe, men også snævre, så at stolpen nødvendigvis må have stået lodret. Om »husets« højde kan man måske gøre sig en forestilling: der er en tommelfingerregel, som siger, at en fritstående, rejst stolpe for at stå fast skal have en tredjedel af sin længde under markoverfladen. Jordflytning kan have ændret overfladeniveauet, men stolpehullerne kan, da de var nygravede, næppe have været under 0,75 meter dybe, hvilket giver en højde over jorden på 1,50 meter. (Fig. 5, fig. 6)

De ni stolper har stået ret tæt, de har dannet en sluttet ring, og måske var det alt, hvad man i dette tilfælde behøvede. Det sandsynligste er dog nok at mellemrummene på en eller anden måde har været udfyldt, for eksempel med risfletning eller med vandretliggende brædder. Rummet inden for stolpekredsen kunne da - forudsat anbringelsen af en dør - benyttes på ganske samme måde som rummet i de firkantede huse. En anden og måske ikke helt usandsynlig mulighed er, at det indre rum har været fyldt med jord; stolper og vægge har dog i så fald nok været noget lavere. Hvis det er tilfældet, er anlægget at betragte som en kunstfærdig form for gravhøj og har intet med dødehus at gøre.

Pælekredsen er som sagt et unikum for denne del af oldtiden, og dens problemer må stå åbne, men vi kan med tilfredshed notere os de firkantede dødehuses fremmarch. At de foreløbig kun kendes fra Fyn og Sydjylland, skal man næppe lægge for meget i.