Fynsk guldalder

I dag kan vi give en noget mere fyldestgørende forklaring, der er nemlig sket en hel del på den arkæologiske front i årene, der er gået, siden Brøndsted skrev sin bog. For det første er der kommet mange flere guldfund - og sølvfund med for den sags skyld, de hører nemlig også med i billedet. Dernæst er der undersøgt tre betydningsfulde anlægsgrupper, nemlig en gravplads og to bopladser, alle af en størrelse langt ud over det almindelige. Flere institutioner, først og fremmest museerne i Odense og Svendborg samt Nationalmuseet, har gennem det sidste tiår i et stort anlagt samarbejde og med rundhåndet støtte fra en kendt skibsreder taget sig af disse anliggender. Det er baggrunden for det billede, vi nu ser os i stand til at opridse.

Allerede i yngre romersk jernalder (ca år 200-400) fornemmer man vågnende kræfter i det sydøstfynske. Det er dog ikke så meget ædelmetaller, der præger fundene fra den tid, mere de sjældne indførte brugsting, som det ikke var hver mands sag at få fingre i. De fortæller om udbredt velstand og danner en passende optakt til den »guldalder«, som snart efter indfinder sig. Der er ikke andetsteds i Skandinavien iagttaget en rigdom, kvantitativt som kvalitativt, i det arkæologiske materiale, der kan sidestilles med den, som rådede i Gudme herred inden for perioden 200-550. (Fig. 1)

Så tidligt som 1585 meldes der om et guldfund på Sydøstfyn, nemlig ved Lundeborg, men bedst kendt er Broholmskatten fra 1833: en samling hele og itubrudte smykker, ialt 4,5 kg guld, næst efter guldhornene den største samlede mængde af dette metal, som er fundet i Danmark. I de fleste skattefund er det smykkerne, der dominerer, men også andre pragtgenstande forekommer, foruden ædelmetal i barreform. Romerske mønter optræder i mængde, mest i sølv, nu og da også i guld. Nævnes må de små billedprydede »guldgubber« og »guldbrakteater« (se Skalk 1990:1 og 4), hvis brug og betydning ikke er helt klarlagt. En skat med 156 romerske sølvdenarer dukkede op så sent som nu i efteråret. (Fig. 2)

Af de tre menneskeskabte storanlæg inden for Gudmeområdet, var det gravpladsen, der først tiltrak sig opmærksomhed. Den ligger på lokaliteten Møllegårdsmarken, nær herregården Broholm, og det var dennes ejer, den kendte amatørarkæolog kammerherre F. Sehested, der omkring 1880 indledte udgravningerne her. Senere tog Erling Albrectsen fra museet i Odense opgaven op (se Skalk 1961:2), og efter ham er arbejdet blevet fortsat, så at det samlede antal undersøgte grave nu ligger et godt stykke over de 2000, et imponerende antal, der gør denne gravplads til den største, som kendes fra Danmarks oldtid - vel et udtryk for, at området har været mere end almindeligt tæt befolket. Gravlægningerne er begyndt omkring Kristi fødsel og fortsat gennem mere end 400 år, altså til begyndelsen af germansk jernalder, men tyngdepunktet falder i yngre romertid. Jordfæstegrave forekommer, men langt de fleste er brandgrave, og de er ikke, som det ellers ofte er tilfældet, udpræget fundfattige; faktisk er mange af dem forbavsende rige, også på indførte romerske luksusgenstande.

Det næste store fundkompleks og det, der blev nøglen til forståelsen af hele områdets egenart, fremkom 1986 ude ved Storebæltskysten, lidt nord for Lundeborg (se Skalk 1987:5 og 1990:1). Det er en boplads, men af en speciel art, der næppe har været befolket året rundt, formodentlig kun i sommersæsonen. Det næsten kilometerlange og meget fundrige kulturlag, som strækker sig langs stranden, afspejler mange slags virksomhed inden for yngre romertid/ældre germanertid, netop Gudmeområdets storhedsperiode. At der har arbejdet håndværkere på pladsen er sikkert; her findes både deres redskaber og rester af deres mere eller mindre vellykkede produkter. Tusindvis af klinknagler viser, at der har været repareret, ja måske ligefrem bygget, skibe på stedet. Om handel vidner vægtlodder, små afklippede guldstykker (sikkert anvendt til betaling), mængder af glasperler og skår af drikkeglas - de to sidstnævnte kategorier begge af romersk oprindelse. Lundeborgpladsen kan med betydelig sikkerhed tolkes som en handelsplads, et sted, hvor skibe fra nær og fjern lagde ind for at afsætte og/eller erhverve varer. Den er den ældste af sin art, som er påvist her i landet og giver forklaringen på Gudmeområdets helt usædvanlige rigdom.

Kun fem kilometer vest for Lundeborg ligger landsbyen Gudme, som har givet navn til herredet, og som derfor må formodes engang at have været områdets hovedby. En undersøgelse, inspireret af spændende metalfund, blev iværksat og afslørede områdets tredje storanlæg, en boplads af helt usædvanlige dimensioner - så stor, at ordet landsby næppe slår til - og med en levetid, der ikke uventet spænder over yngre romertid/ældre germanertid. Pladsen, der ligger klos op ad nutidens Gudme, har naturligvis kun kunnet undersøges pletvis, men der er fundet tomter af flere gårde og usædvanlig mange metalsager af usædvanlig kvalitet. Dertil kommer et antal egentlige skattefund, værdidepoter nedgravet i eller ved husene, sikkert for senere at hentes frem igen, hvilket altså af en eller anden grund ikke er sket. Om den effektfulde afslutning på årets udgravning vil der kunne læses i efterfølgende artikel. (Fig. 3)

Den påfaldende sammenhobning af guldfund, som fremgik af Brøndsteds kort, har gennem påvisningen af de tre storanlæg fået sin forklaring. Handelspladsen ved Lundeborg skabte forbindelsen til den store verden - ikke blot nabolandene, men kulturrigerne sydpå. Derfra fik man sjældne varer, højt værdsatte her i det uciviliserede Norden, og dem har man handlet videre. Der kom velstand til egnen, befolkningstallet steg; det viser ikke blot Gudme-byens størrelse, men især den enorme gravplads, hvor man jordede sine døde. At guldstrømmen har medført en øget social lagdeling, er der ingen tvivl om. Ikke alle fik lige del i goderne.

Fænomenet Gudme er så interessant, at det bør ses i lidt større perspektiv. I løbet af jernalderen fik kontakten med landene mod syd stigende indflydelse på samfundets udvikling - navnlig påvirkninger fra Romerriget skabte forudsætningerne for den senere dannelse af en selvstændig dansk stat. Indtil det skete, må vi tænke os samfundet mere homogent i sin opbygning; der har været mindre forskel på høj og lav. Familien var det bærende element og nøgleordet selvforsyning. Ledere har dog naturligvis ikke manglet; de få luksusvarer, som allerede i ældre romertid nåede herop fra storriget i syd, er utvivlsomt havnet hos dem, men det var af mindre betydning. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6)

I yngre romertid ændredes situationen. Romerriget havde taget konsekvensen af fejlslagne erobringsforsøg, dets nordgrænse lå nu fast langs Rhinen-Donau, og det gav basis for et bedre forhold til germanerne. Disse, hvortil også sydskandinaverne regnedes, udgjorde ikke nogen samlet enhed, men var delt i en række selvstændige, til dels meget forskellige stammer; alle kunne de nu trække vejret lettere. Stridighederne var afløst af en forholdsvis fredelig sameksistens, som gav mulighed for vareudveksling og kulturpåvirkninger i begge retninger. Romerske produkter i betydelig mængde spredtes over det germanske område. I Danmark kommer dette til udtryk ved en markant stigning af fremmedvarer i det arkæologiske fundstof, især det fra gravene. Nu var det ikke blot eliten, der fik del i herlighederne. (Fig. 7, fig. 8, fig. 9)

Hvad romerne fik til gengæld, ved vi mindre om, men det har nok været sager af mere prosaisk karakter, ting der vanskeligt lader sig spore i dag. Produkter fra landbruget som huder og læder er en nærliggende mulighed, men også pelsværk og tekstiler, rav, beg og honning kan være gået sydpå, samt måske slaver. Som et kuriosum kan nævnes, at lyst kvindehår til parykker var eftertragtet af de romerske damer. Måske har nogle germanske kvinder ladet deres lokker falde - naturligvis mod en passende betaling.

Der er ingen tvivl om, at romerne var interesserede i dette handelssamkvem. Langs nordgrænsen skulle den tusindtallige romerske armé have til dagen og vejen, og fabrikanterne i byerne langs Rhinen så vist gerne deres produkter afsat. Transporten nordpå er vel varetaget af germanske mellemmænd. De varer, der kom til Danmark var i første række glas- og bronzekar, men også den formpressede romerske figurkeramik (såkaldt Terra Sigillata) nåede herop omend kun i meget små mængder. Hverken for de germanske stammer tæt på grænsen eller for folkene i Sydskandinavien kan disse sager have haft nogen større praktisk betydning, så deres åbenbare popularitet skyldtes nok mest, at de var sjældne, fremmedartede og flotte. Kunne en dansk høvding sikre sig stabile forsyninger af sådanne varer, havde han gode muligheder for at opnå både rigdom og politisk magt. En sådan høvding - eller rettere: et sådant høvdingedynasti - må have virket i Gudme. Der har utvivlsomt været flere lignende centre rundt om i landet, men antallet har næppe været stort, og der synes ikke at være tvivl om Gudmebygdens dominans. Guld fra ældre germanertid er fundet overalt i Danmark, men mængden af det ædle metal, som er fremdraget i og om den syd-østfynske bygd - mere end 10 kg - overstiger betydeligt, hvad de andre landsdele, størrelsen taget i betragtning, har præsteret. (Fig. 10)

Måske var det dog ikke handelen alene, der betingede områdets succes, adskilligt tyder på, at der i og ved Gudme har ligget vigtige kultpladser, som folk søgte til, og den trafik kan have gået godt i spænd med det forretningsmæssige. Om den tro, som kristendommen afløste, ved vi en del gennem skriftlige kilder, men langt det meste stammer fra hedenskabets allersidste tid, og de religiøse forestillinger kan have ændret sig meget gennem århundrederne. At der skulle have fundet et egentligt trosskifte sted i løbet af jernalderen, er der intet, som tyder på, men man kan ikke uden videre gå ud fra, at de skrøner, vikingerne fortalte om Odin og Thor, Loke og hvad de nu hed alle sammen, havde gyldighed også i Gudmes storhedstid. Den romerske forfatter Tacitus, der omkring år 100 efter Kristus skrev et lille værk om germanerne, siger om disse, at de »anser det for uforeneligt med de himmelske magters storhed at slutte dem inde bag vægge og give dem menneskelige træk. De indvier lunde og skove til dem —«. Det sidste er formodentlig rigtigt, den hyppige omtale af offerlunde også i de sene kilder tyder i hvert fald på det. (Fig. 11)

Stednavnet Gudme skulle ifølge eksperterne betyde noget i retning af »bygden, der er helliget guderne«, og da Gudme synes opstået i romertid, må de guder, der er tale om, være dem, man dyrkede dengang. Kun et par kilometer fra Gudme finder man navnet Gudbjerg, som ikke behøver nærmere forklaring, og omtrent i samme afstand ligger Albjerg og Galdbjerg, der formodes at have med helligdom og ofring at gøre. Blandt fundene peger de bittesmå, firkantede guldgubber og de lidt større, medaljelignende guldbrakteater i samme retning; begge bærer billedmotiver, der bedst lader sig forklare som illustrationer til datidens mytologi. Af de første er der fundet mere end 100 i kulturlagene ved Lundeborg, af de sidste en samlet dynge med 11 stykker på selve Gudme-bopladsen samt flere spredte eksemplarer. Den magtposition, som Gudmebygden opnåede, og som næppe blev overgået andetsteds i datidens Danmark, skyldtes altså næppe alene ledernes praktiske dygtighed, den har haft et religiøst element, som måske ikke var det mindst betydningsfulde. Vi har fastlagt storhedsperioden til yngre romertid/ældre germanertid, men begyndelsen var gjort lidt tidligere, og først op mod vikingetiden var niveauet sunket til noget, der nærmer sig landsgennemsnittet. (Fig. 12)

Hvad var det, som slog Gudmebygden ud? Sikkert flere forskellige omstændigheder, men væsentligst var vel det romerske imperiums sammenbrud. Det indtraf etapevis: år 395 deltes riget i to, 407 faldt grænsen ved Rhinen, og 476 gik det vestromerske rige i opløsning. I Lundeborgpladsens kulturlag kan man ligefrem aflæse dette forløb, omkring 550 synes aktiviteten næsten halveret. Mærkeligt nok falder netop blomstringstiden i en for datidens Danmark temmelig urolig periode, der byggedes »folkevolde«, anlagdes skibsspærringer og udkæmpedes drabelige slag, som moseofferfundene fortæller om, men det mærker man intet til i Gudmebygden. Med sin rigdom, som sikkert var kendt viden om, burde den ellers have været et oplagt mål for fjendeflokke, men den synes på en eller anden måde at have klaret frisag. (Fig. 13)

Det var da handelsforbindelserne sydpå brød sammen, Gudmebygden mistede sin magtstilling. Velstanden svandt og med den områdets politiske dominans. Sådan forgår verdens herlighed.