Fromt bedrag?

Vi skal til det på bronzealderfund så rige Odsherred, hvor Trundholm mose - solvognens findested - ligger som et grønt smørhul omgivet af et venligt, småbakket morænelandskab, endnu kronet af et usædvanlig stort antal gravhøje. Det anlæg, som her skal omtales, og som hører under landsbyen Nyrup, udmærker sig nu ikke ved sin landskabelige fremtræden (fig. 1). Når det overhovedet blev bemærket, skyldes det en arkæologisk interesseret pilot, som fra sin himmel skuede ned på fødegårdens mark, hvor hans opmærksomhed fangedes af en rund aftegning nær den fredede jættestue Birkehøj ved kanten af den udtørrede Klintesø. Vel nedsteget til jorden foretog han en mindre udgravning og fandt frem til en sirligt anlagt stenrække, der dannede et bueslag. Fundet blev indberettet til Rigsantikvarens Fortidsmindeforvaltning, som derefter tog undersøgelsen i sin hånd.

Den omtalte stenbue må opfattes som den sidste rest af en stencirkel med en diameter på 21 meter; de fjernede sten sporedes hist og her som muldfyldte huller i undergrunden. Da der ved cirklens centrum blev fundet grave, synes væsentlige elementer til en gravhøj at være til stede, men hvor var højen? Til en diameter på omkring en snes meter skulle svare en højde på tre-fire meter. Naturligvis kunne anlægget være udpløjet, men så store jordmængder, som der her må være tale om, ville normalt kunne erkendes (fig. 2).

Forklaringen skal nok søges i, at højen - i modsætning til den nærliggende jættestuehøj - har været bygget af meget let sandmuld. Hvad det betyder erfaredes på blæsende dage, hvor nordenvinden, der havde frit spil over Klintesøs åbne flade, kunne rejse en så kraftig sandflugt, at arbejdet måtte indstilles. Når man efter en sådan storm så, hvor store mængder sand der var flyttet, forekom det troligt, at højen simpelthen er blæst væk.

Stencirkler om oldtidshøje er meget almindelige og har formodentlig haft den praktiske funktion at holde på højfylden, som, navnlig i den første tid efter opførelsen, var meget udsat for at skride ud. Vor stenkreds - så vidt den var bevaret - tegnede et særdeles præcist cirkelslag, dog med en lille uregelmæssighed nærmest jættestuehøjen. På dette sted var stenrækken over en strækning på tre-fire meter trukket noget tilbage, således at der dannedes en slags »niche«. Denne var mindre regelmæssig i sin opbygning end resten af kredsen: stenene bredte sig foran og bag hinanden, og én lå ti-tyve cm højere end de øvrige sammen med et par stenspor, som viste, at der har været flere i dette niveau. Den højtliggende sten var på ydersiden tydeligt mærket af ild, og da der ud for den, i samme højde, fandtes store trækulstykker, kan man gå ud fra, at der har brændt bål i nichen. Hvad hensigten hermed har været er ikke let at sige. Det ser ud til, at i hvert fald den nedre del af nichen er anlagt samtidig med fodkransen, og den må jo have tjent et formål, men bålbrændingen synes ikke at have fundet sted med det samme, snarere efter nogle års forløb. Tilsvarende nicher er påvist ved andre højudgravninger, men har aldrig været ofret særlig opmærksomhed.

De to grave, som blev fundet inden for stenkredsen, og som begge var nedgravet i oldtidens markflade, må være højens ældste gravanlæg; at der har været flere, fremgår af, at der i det nutidige pløjelag fandtes brudstykket af et sværd. Vestgraven rummede kun svage spor af den afdøde og ingen oldsager. Østgraven var mere oplysende: i en halv meter dyb, regelmæssig nedgravning iagttoges sikre rester af en to meter lang stammekiste, udvendig støttet med større og mindre marksten. Skelet i egentlig forstand fandtes ikke, derimod en dynge brændte knogler nedlagt i kistens vestdel sammen med forskelligt gravgods. At dette fund er fra bronzealderen, ses umiddelbart, men man kan komme spørgsmålet nærmere - og for en gangs skyld er det gravformen, ikke gravgaverne, der giver de mest præcise oplysninger. I ældre bronzealder blev som bekendt de døde gravlagt i mandslange kister, i yngre derimod i urner som følge af ligbrændingens indførelse. Vor grav repræsenterer en overgangsform, som må henføres til slutningen af ældre bronzealder. To-tre hundrede år efter solvognen, hvis man foretrækker den lokale målestok. Den store kiste virker helt barok til den lille knogledynge, men af gammel vane har man holdt fast ved den. Man fornemmer den tøvende overgang fra gammelt til nyt.

De brændte ben har, viser den antropologiske undersøgelse, tilhørt en formentlig yngre mand. Gravgodset var beskedent, men langtfra uinteressant. En flintpilespids, en »ildsten« og en ravperle lå samlet i kanten af knogledyngen, og under den fandtes yderligere en bronzedolk og en rustfarvet substans, vistnok de omdannede rester af en klump svovlkis; ildsten og svovlkis, der revet mod hinanden giver gode gnister, har tilsammen udgjort fyrtøjet - et typisk mandsudstyr. Det var dog om dolken, interessen samlede sig. Den er fundets ejendommeligste stykke og giver muligvis et fingerpeg om den afdødes sociale status (fig. 3).

For udgravere er det en kendt sag, at den giftige kobberoxyd udskilt omkring jordgravet bronze kan have virket bevarende på nærliggende organisk materiale, f.eks. træ eller tøj, men det har næsten været et arkæologisk dogme, at det ikke lønner sig at hjembringe disse skrøbelige sager på grund af deres ofte dårlige bevaringstilstand (fig. 4). Det er imidlertid ikke særlig vanskeligt at optage og vende de sammenkittede klumper, så at undersiden, der erfaringsvis er den bedst bevarede, bliver tilgængelig for nøjere undersøgelse. I dette tilfælde bragte konservatorens tålmodige afdækning en hel serie af materialer for dagen: træ fra kisten, skind, der har været bredt over kistebunden, tøj, som antagelig har været svøbt om knoglerne, og endelig endnu et lag skind. Det sidste sad omkring selve dolken som en skede eller pose. Af træskede, som man kender fra andre bronzealderfund, var der ingen spor (fig. 5).

Et røntgenfotografi af dolken, der endnu, mens dette skrives, henligger i sit skindhylster, har vist, at den ikke er helt almindelig. Grebet mangler nemlig, kun den afbrækkede klinge er tilbage, i en længde af 18,5 cm. Omkring klingens øvre ende er læderbeklædningen noget fortykket, og der spores tværgående uregelmæssigheder. Antagelig betyder det, at man har givet denne del af bladet en bevikling, et slags primitivt håndtag, så at det ødelagte våben igen kunne anvendes efter sin hensigt.

Defekte gravgaver er, som allerede antydet, ikke ukendte i bronzealdergrave og opfattes almindeligvis som et vidnesbyrd om de efterlevendes - skal vi kalde det - praktiske sans. Man forestiller sig, at disse hædersmænd selv har beholdt de gode sager, mens de tålmodige afdøde har måttet nøjes med en symbolsk erstatning uden brugsværdi, ja rent ud sagt hentet i skrotbunken. Netop de fæsteløse sværd og dolke, som ikke er så helt ualmindelige, skulle være typiske udtryk for denne tankegang. Går man imidlertid fundene efter, finder man flere, hvor den afbrudte klinge i lighed med Nyrup-dolken synes at have haft en håndtagsbeklædning af træ eller skind, og man må, ihukommende de ofte dårlige bevaringsforhold, indrømme, at det ikke behøver at være undtagelserne, vi her står over for. Bronze var en kostbar vare, som ikke uden videre kasseredes. En knækket klinge kunne støbes om, men det var en besværligproces, der krævede specialhåndværkere, som næppe enhver landsby rådede over. Ikke så mærkeligt, om man undertiden greb til den udvej at give det brækkede våben et primitivt håndtag og i øvrigt beholdt det, som det var. Ideen, om man så må sige, kan man have taget i arv fra stenalderen: visse typer af flintdolke har skarpkantede fæster, som man ville have skåret sig på, om ikke de havde haft en beklædning af organisk materiale (fig. 6).

Teorien om »narregaverne« synes gennem dette at fortone sig. En afbrudt klinge i en bronzealdergrav behøver ikke at være udtryk for et fromt bedrag, den kan være afdødes legitime våben, som med fuld ret er givet med i graven. Spørg i øvrigt Deres skomager, om der er noget fordægtigt ved hans isolerbåndbeviklede kniv.