Fri os fra normannerne
I et berømt nordfransk manuskript fra sidste halvdel af 800-årene, kaldet »Karl den Skaldedes antifonale«, er der på et tomt ark af en anden skriver tilføjet en bøn om beskyttelse mod normannerne, det vil sige vikingerne, som på den tid hærgede slemt i Nordfrankrig. Det store og kostbare værk består af to dele med sangtekster til henholdsvis messen og tidebønnerne (de bønner, som i den katolske kirke bedes på bestemte tider af døgnet), og omtalte bøn hører til blandt de første; den var altså til brug ved messen. Mens hovedteksten er uden musikalske angivelser - det finder man sjældent i de ældste manuskripter - ses der ved enkelte tilføjelser noget, der ligner noder. Normannerbønnen er en af disse. (Fig. 1, fig. 2)
Af Leif V. S. Balthzersen
Fig. 1. Ingen billedtekst. Fig. 2. Normannerbønnen. - Manuskriptet findes på Bibliothéque Nationale i Paris.
Selve manuskriptet antages skrevet under frankerkongen Karl den Skaldede og er efter hans død 877 kommet til klosteret Saint-Corneille i Compiégne, der ligger ca 70 km nordøst for Paris. Det vestlige Frankerrige, der i det væsentlige svarer til nutidens Frankrig, blev i dette århundrede i stadig stigende grad udsat for voldsomme og ødelæggende angreb fra de skandinaviske folk, og gejstligheden har ganske naturligt lavet særlige bønner om beskyttelse, der kunne indgå i de gængse helgenbønner. Det er sådan en anråbelse, skriveren har tilføjet på en tom side i manuskriptet - formentlig allerede i slutningen af 800-årene (de øvrige tilføjelser er alle meget yngre). I bønnen bedes der tillige om »fred og samdrægtighed«, hvad man har tolket som en hentydning til den indre politiske uro i Frankerriget. Dette havde Karl den Skaldede og hans to brødre, Lothar og Ludvig den Tyske, arvet efter deres far Ludvig den Fromme ved hans død i 840 og delt imellem sig på langs.
Tekstligt og musikalsk drejer det sig om en »sekvens«, det vil sige en komposition, hvor teksten er fri, ikke hentet fra Biblen, og hvor linjerne (bortset fra begyndelsen og slutningen) danner par; det gælder både teksten og musikken. Linjerne er i de tidlige sekvenser ofte, som her, af forskellig længde og ender tit, som også her, på vokalen a. Det er syllabisk musik, det vil sige med én tone pr stavelse, i modsætning til de mere udarbejdede melismer med lange tonerækker over samme stavelse. Man har foreslået flere forskellige mulige placeringer af denne bøn i kirkeåret, men det mest sandsynlige er dog nok, at den har kunnet bruges en hvilken som helst dag. Sekvenserne blev en umådelig yndet musikalsk form i løbet af middelalderen, og vi står her med et af de tidligst overleverede eksemplarer.
Vi besidder i dag kun en del af normannerbønnen; de foregående ark med begyndelsen er gået tabt. Det kan dog tænkes, at det manglende ikke har været tilføjet musik, og at vi således kan betragte den rest, der er levnet os, som et selvstændigt stykke. Under alle omstændigheder er der på denne del, som man vil se på billedet, foretaget musikalsk notation over teksten. Der er ikke tale om nodeskrift i vor tids forstand, musik var på det tidspunkt stadig udelukkende mundtligt overleveret; de små vandrette strøg og nogle ganske få andre tegn har kun tjent til støtte for hukommelsen. Det er en meget tidlig nordfransk type af middelalderens nodeskrift; den angiver blot tonehøjden relativt, det vil sige, om melodien går op eller ned, men ikke hvor meget den går op eller ned. Linjesystemer var endnu ikke i brug, og det er således ikke muligt at læse melodien nøjagtigt ud fra dette manuskript. Heldigvis findes den gentaget i nogle meget senere håndskrifter, hvor tonehøjden er med, og herudfra har det ladet sig gøre - tilnærmelsesvis - at rekonstruere melodien i vort 800-tals manuskript. Resultatet vises her på siden, i nodesats ved Jesper Jacobsen. Teksten til bønnen lyder i Gert E. Skovs oversættelse:
Idet vi med den frommeste tak bevarer vore legemer med omhu.
Fri os fra de vilde normanner, som, o Gud, hærger vort rige,
myrder skarer af gamle og unge og også jomfruer og drenge.
Vi beder dig: Afvend alle ulykker fra os.
Vi bønfalder dig: Vend, o Herre, os mod dig, herlighedens konge, du som er sand fred, from frelse og sikker forhåbning.
Giv os fred og samdrægtighed.
Skænk os håb og en usvækket tro, tilstå os tillige sand uophørlig og fuldkommen kærlighed.
Måtte helgenernes bønner hjælpe os til at opnå dette,
de for hvis fordums herlige martyrdød vi takker.
Den allerstørste pris, fred og herlighed være Treenigheden til alle tider. Amen.
Melodien, hvis ældste form vi her må formodes at stå overfor, synes at have nydt stor yndest i middelalderens Europa. Den har været anvendt mindst tyve gange med varierende tekst til forskellige kirkelige formål. For eksempel viser nogle yngre manuskripter fra Reims bønnen, som den blev brugt ved festen for den hellige Nicasius, Reims’ lokalhelgen, og her er normannerne erstattet af vandaler, som man tilskrev mordet på Nicasius. Mindet om normannerne gled efterhånden i baggrunden, men engang var det bitter alvor. Bønnen er et enestående musikalsk vidne om vikingernes hærgen i Nordfrankrig. (Fig. 3)
Fig. 3. Ingen billedtekst.
Manuskriptet vil blive vist på udstillingen »Viking og Hvidekrist« i Paris, Berlin og København 1992-93. I den anledning har man opfordret professor Finn Mathiassen og denne artikels forfatter til at rekonstruere sekvensen, hvilket altså er sket. Den vil blive opført ved åbningen af udstillingen på Nationalmuseet og kan siden høres på bånd ved montren.
