Franske forbindelser

Mellem de to mænd udviklede sig hurtigt et venskab, der skulle blive af livslang varighed. Den begejstring, Bernstorff følte for fransk ånd og kultur, fik rig næring gennem samkvemmet med den underordnede, der i de ret få år, han havde levet i Paris, havde fået et intimt kendskab til fransk litteratur og kunst og til en kreds af fremtrædende kunstnere. Overalt hvor han færdedes, imponerede han med sin brændende kunstinteresse og beundredes for sin munterhed og sit vindende væsen. Også Bernstorff var kunstinteresseret, og de to, der i det daglige arbejdede fortrinligt sammen, har nydt at kunne færdes hjemmevant i kunstnerkredse og litterære saloner. Det har været dem en glæde at kunne opvarte så prominente damer som den senere Madame de Pompadour og modtage invitationer til den kendte kunstsamler og skønånd baron Thiers' sommerslot Tugny og andre adelsmænds landsteder. Det blev en meget bred kreds af personligheder, de på denne måde kom i kontakt med. Bernstorff havde bibliofile interesser, og også dem blev der lejlighed til at dyrke. Hans udsøgte bogsamling, der senere gik til Det kongelige Bibliotek, bærer præg heraf og viser, at han har haft forbindelse med tidens bedste franske bogbindere.

Wasserschiebe må med den virak, der ombølgede ham, have følt sig næsten som indfødt pariser, men helt glemte han dog ikke sin solide borgerlighed. En dansk rejsende har noteret i sin dagbog, at »de parisiske moder ej har fordærvet ham, hvilket er en stor merite«.

De to frankofile venner ville sikkert gerne være blevet i Paris til deres dages ende, men 1751 måtte Bernstorff forlade gesandtskabspalæet og begive sig hjem for at overtage udenrigsministerposten, og et års tid senere indvilgede også Wasserschiebe i at komme til København. Hjemkaldelsen var naturligvis foranlediget af Bernstorff, der til en begyndelse kunne tilbyde en sekretærpost i Tyske kancelli (udenrigsministeriet), men de følgende år lod ham stige til mere betroede embeder. Wasserschiebe blev Bernstorffs højre hånd på en række embedsområder vedrørende handel og søfart og fik derved en betydelig indflydelse på regeringens merkantilistiske industripolitik. Det er dog ikke som embedsmand, hvor fortrinlig hans indsats på dette område end måtte have været, at Wasserschiebe har indskrevet sit navn i dansk historie. Hans betydning ligger på det kunstneriske plan. Skønt ikke udøvende kunstner og med begrænset kendskab til kunsthistorie er det her, hans virksomhed har sat sig varige spor.

Hans dygtighed som samler kan ikke berømmes højt nok og anerkendes i fuldt mål af de mange, der i dag i Den kongelige Kobberstiksamling studerer fransk grafik. Men en helt særpræget og enestående indsats ydede han som formidler af kunstneriske forbindelser mellem Danmark og Frankrig. Begyndelsen blev gjort allerede i 1730'erne, hvor den unge Wasserschiebe var ansat ved gesandtskabet i Paris, men endnu ikke havde lært Bernstorff at kende (Fig. 2, Fig. 3).

Det var det kolossale Christiansborg, som Christian 6. lod opføre til erstatning for det gamle Københavns slot, og ønsket om at give det en udsmykning på højde med de nyeste kunstretninger, der satte Wasserschlebe i gang med det, som skulle vise sig at blive hans livsværk. I 1735, et par år efter at grundstenen til slottet var nedlagt, sendtes der bud til gesandtskabet i Paris om at engagere en dygtig billedhugger, der kunne bistå arkitekten med bygningens dekorative udsmykning. Der kan næppe være tvivl om, at det var Wasserschiebe med hans mange forbindelser, der fik overtalt den kendte franske kunstner L.-A. Le Clerc til at påtage sig opgaven. I hvert fald kom han til Danmark, hvor han dekorerede slottet udvendigt med sandstensportaler, figurer, indramninger med videre, mens han i det indre udførte kaminer, spejlrammer og den fornemme rokokoudsmykning af »den forgyldte spisesal«. Senere fik Wasserschiebe besked om at engagere franske malere til at udføre dørmalerier, kaminbilleder og meget andet til slottet. Der blev givet ham ret frie hænder, også hvad angår det økonomiske, men én indskrænkning var der: malerne, som blev antaget, måtte forpligte sig til ikke at levere kunst med nøgne figurer. Dog kunne nøgne børn accepteres af det snerpede danske hof.

Wasserschiebe fik i høj grad brug for sine forbindelser til og venskab med fremtrædende franske kunstnere, både af den ældre og den yngre generation, og da slottet stod færdigt, kunne man glæde sig over ikke færre end 139 franske kunstværker udført af 35 forskellige mestre. Blandt dem var navne, som også i dag er berømte, for eksempel dyremaleren Oudry, slagmaleren Ch. Parrocel, malerne Nattier og Nattoire og frem for alt Fr. Boucher. De tilhørte alle den kreds af venner, Wasserschiebe omgikkes og mødtes med ved ugentlige middagsselskaber på små restauranter. De fornemste franske gobelinvævere var blandt leverandørerne, og han havde opnået - skønt det var forbudt franske vævere at forlade landet - at få den kendte Fr. Leger til Danmark og senere endda et par væversvende (Fig. 4).

Det var arkitekterne Laurids de Thurah og Nicolai Eigtved, der havde ansvaret for slottets indre, og selv om de naturligvis også anvendte danske kunstnere som Abildgaard, Mandelberg, Pilo og Wiedewelt, blev Christiansborg dog så præget af fornem fransk kunst, at der næppe andetsteds uden for Frankrig fandtes noget sidestykke. Det er i dag ikke muligt helt at forestille sig, hvordan det indre af pragtslottet tog sig ud i det kun halve århundrede, det eksisterede. Branden 1794 udslettede jo for bestandig en samling kunst og kunsthåndværk, som ikke lod sig erstatte.

At Wasserschiebe i 1752 forlod Paris, betød på ingen måde, at han mistede forbindelsen til Frankrig. De ca 1000 - desværre endnu ikke fuldt udforskede - breve, som han efterlod, og som nu findes i Det kongelige Bibliotek, fortæller om regelmæssig kontakt med gamle venner, der beretter nyheder om fransk kunst og af og til giver udtryk for, at man savner den muntre selskabsmand, som beklageligvis må leve i det danske »isklima«. Der trivedes han nu ganske godt. Hans venligtsindede foresatte gav ham mange opgaver af embedsmæssig karakter, men mere kærkomment var nok det hverv, han fik umiddelbart efter sin ankomst til København, nemlig at sørge for - uden hensyn til omkostningerne - at det store palæ, Bernstorff var i gang med at bygge i Norgesgade (nu Bredgade), blev udsmykket lige så fornemt og kostbart som de palæer, bygherren kendte fra parisertiden. Wasserschiebe løste opgaven eksemplarisk, han fik sine franske kunstnervenner til at yde deres ypperste - fra tapeter til spejle, fra kostbare kaminer til malerier og møbler - og de berømte Beauvais-væverier fik han til at fremstille prægtige gobeliner efter Fr. Bouchers forlæg. Til og med indkaldtes franske håndværkere for at lave stukarbejder, forgyldning og for at give hele interiøret afpudsning, så det kunne fremstå i al sin herlighed og imponere ikke mindst ejerens landsmænd, der ikke før havde set et sådant opbud af rigdom og skønhed.

Bernstorffs brorsøn, Andreas Peter (kendt som Bernstorff den yngre), arvede palæet, og senere blev det beboet af arveprins Ferdinand og prinsesse Caroline. Omkring 1900 havde prins Carl, den senere kong Håkon af Norge, til huse her. Før første verdenskrig blev blandt andet de kostbare gobeliner desværre solgt til udlandet og inventaret spredt for alle vinde, så i dag er der kun svage spor af et af de skønneste klenodier i Danmark fra det galante 1700-tal. De må søges i forsikringsselskabet Balticas domicil.

Betegnende for rigdommen i Danmark i den florissante periode er det, at der på nabogrunden til Bernstorffs palæ i de samme år rejste sig et andet lignende, som måske overgik det bernstorffske i kostbarhed (Fig. 5). Bygherren her var A. G. Moltke og bygningen det første af de fire Amalienborgpalæer, det, som nu bærer Christian 7.s navn. Også i dette byggeri blev Wasserschiebe involveret. Han fik Boucher til at udføre dørstykker og malerier af »de syv frie kunster«, ligesom han formåede den ansete franske maler Louis Tocqué til at komme til København, hvor han i det halve års tid, han var her, udstyrede riddersalen med legemsstore billeder af majestæterne. Et maleri af Bernstorff blev der også tid til.

Mens der desværre ikke er mange minder om Bernstorffs palæ tilbage, er lykkeligvis Moltkes stolte bygning bevaret til vore dage med den originale udsmykning (Fig. 6). Ikke mindst den store riddersal kan måle sig med de fornemste rokokointeriører i hele Europa.

Endnu et stort byggeforetagende fik glæde af Wasserschlebes kunstkyndighed. Det var det landsted, Bernstorff i 1760'erne opførte på Fasangårdens jorder i Gentofte, og som han gav navn efter sig selv: Bernstorff slot. Wasserschiebe var rådgiver med hensyn til udsmykningen, men den største interesse viede han slottets haveanlæg. Han var en lidenskabelig blomsterelsker og fik skaffet frø af sjældne arter. I urtehaven dyrkede han eksotiske ting, man ikke før kendte i København, som meloner, figner, vindruer, nektariner, artiskokker og andre lækre sager, der kunne serveres for Bernstorffs mange gæster. Parken - naturligvis i fransk stil - blev forsynet med sjældne træer og andre vækster, som skaffedes fra udlandet. Helt igennem et anlæg, som sømmede sig en stormand. Også selve slottet blev selvsagt efter fransk forbillede, nemlig i den nye Louis Seize-stil, og arkitekten var ingen ringere end den berømte N.- H. Jardin. Han kom til Danmark med henblik på opførelsen af Marmorkirken, hvad jo desværre ikke lykkedes i hans tid, men der blev givet ham mange andre opgaver, og han fik som professor ved Kunstakademiet og leder af Det kongelige Bygningsvæsen stor indflydelse på den yngre generation af danske arkitekter, således Harsdorff. Det var Wasserschiebe, der etablerede kontakten til Jardin, som han kendte personligt fra pariserårene.

To år før Jardin kom til Danmark, havde en anden fransk kunstner af europæisk format gjort sin entre på den danske scene: billedhuggeren J. F. J. Saly. Baggrunden for hans kaldelse var Asiatisk Kompagnis ønske om at hædre Frederik 5. ved at rejse en statue af ham på Amalienborg slotsplads. Man mente ikke, nogen dansk kunstner kunne magte opgaven, hvorfor Wasserschiebe blev anmodet om at finde en dygtig fransk billedhugger (Fig. 7). Han henvendte sig først til den berømte Bouchardon, der dog ikke havde tid, men anbefalede den unge Saly, som Wasserschiebe ikke kendte, men som var en god bekendt af en af hans pariservenner. Saly arbejdede på statuen i flere år samtidig med, at han var direktør for og lærer ved det nyoprettede Kunstakademi, og 1771 kunne man afsløre et af verdenskunstens mesterværker.

Et særligt led i Wasserschlebes utrættelige bestræbelser for at udbygge den danskfranske kunstalliance var hans omhu for, at danske kunstnere fik mulighed for at komme til Frankrig og dygtiggøre sig hos kendte fagfæller. Folk som Wiedewelt, Preisler, Mandelberg, Cornelius Høyer og flere andre fik udbytte af den anbefalingsskrivelse, de fik med i lommen; den åbnede mange døre og gav mange muligheder for at arbejde i franske værksteder side om side med store kunstnere. Selv holdt Wasserschiebe sig i baggrunden. Han giftede sig aldrig, men beboede en lille lejlighed i det bernstorffske palæ og fulgte med familien, når den flyttede på landet. Skønt ikke adelig og heller ikke særligt velhavende deltog han på lige fod - og meget afholdt - i den omfattende selskabelighed, som samlede tidens indflydelsesrige mænd og kulturpersonligheder fra ind- og udland. Den tyske digter Klopstock boede således i flere perioder på slottet.

Frederik 5.s regeringsår var på mange måder en guldalder for de dansk-franske kulturforbindelser. Efter hans død i 1766 sporedes en efterhånden mere og mere tydelig reaktion mod den udenlandske indflydelse og de store udgifter til kunstneriske formål. Wasserschiebe har sikkert under disse omstændigheder ved siden af embedspligterne dyrket sine haveinteresser og ligesom Bernstorff nydt opholdet på slottet som et fristed »helliget fortjent hvile mellem arbejdsstunder«.

1770 blev et skæbneår for de to venner. Den nye magthaver, Struensee, fyrede straks Bernstorff, som flyttede til sit gods Wotersen i Holsten. Også Wasserschiebe blev afskediget, men først noget senere; han blev boende i København, enten i palæet eller på slottet, hvorfra han løbende sendte breve til vennen med beretninger om de uhyggelige tilstande i hovedstaden. Han har uden tvivl gjort alt for omgående at give meddelelse om Struensees arrestation den 17. januar 1772, og man må håbe, budskabet er nået frem, inden Bernstorff en måned senere afgik ved døden.

Joachim Wasserschlebes sidste år blev ikke lyse. 1778 forlod han hovedstaden for at komme sin syge søster til hjælp. Den yngre Bernstorff, der havde arvet onklens ejendomme, og som trofast havde ladet Wasserschiebe beholde sin familiære stilling, skriver herom: »Den gode Wasserschlebe har forladt mig i dag. Jeg er ganske bedrøvet —. Der er sjældent grund til at glæde sig over i 70-årsalderen at skulle skifte levevis og nu først lære den nød at kende, som har været fremmed for ham størsteparten af livet«. Søsteren døde kort efter ankomsten til Flensborg, men der var stadig en flok mindreårige slægtninge at tage sig af.

Til trods for sin høje alder måtte han søge at skabe sig en ny tilværelse. Ved formuende venners hjælp købte han et gunstigt beliggende areal ved Flensborg fjord få kilometer fra Kruså, og der byggede han - uden tvivl med det bernstorffske landsted i tankerne - et enkelt, men smukt hus, som han efter vennens eksempel navngav efter sig selv, og gik i gang med at anlægge have og en lille park. Huset Wasserschiebe er lykkeligt bevaret til vore dage, og dets nuværende ejere værner pietetsfuldt om det. Det har givet navn til et helt bysamfund, der i de senere år har udviklet sig til et meget yndet feriested. Tusindvis af tyskere og en del danskere besøger nu stedet, men næppe mange ved, hvilken menneskeskæbne, der skjuler sig bag dets navn.

Hus og haveanlæg blev en så stor økonomisk belastning for bygherren, at han 1781 måtte tage det skridt at sælge sit kæreste eje, den store samling kobberstik og tegninger, han havde lagt grunden til allerede i de første pariserår og, så vidt hans økonomi tillod det, udvidet frem gennem tiden, blandt andet med hjælp fra venner blandt parisiske kobberstikkere. Wasserschiebe mente, at kongens bibliotek måtte være interesseret i at erhverve samlingen, og hans salgstilbud blev da også positivt modtaget. Stikkene befandt sig stadig i det bernstorffske palæ, så det var let for bibliotekets leder at få foretaget den sagkyndige vurdering, han naturligt nok fandt ønskelig. Den faldt meget rosende ud. Vurderingsmanden gør opmærksom på, at samlingen ud over det franske også rummer værdifulde italienske og tyske blade. Han er især imponeret over den fine tilstand, de franske stik er i, og han finder, »at den hele samling er så smuk og rar som nogen af den slags i et cabinet eller bibliotek er at Finde«. Handelen gik da også i orden, men salgssummen blev kun på 2000 rigsdaler, hvor sælgeren havde regnet med 5000. En lille del beholdt han dog selv; den blev efter hans død i 1787 købt af biblioteket sammen med hans for kunsthistorien meget værdifulde brev- og manuskriptsamling.

For Det kongelige Bibliotek gav indlemmelsen af samlingen anledning til en systematisk registrering af de mange kobberstik, man havde erhvervet i de mere end hundrede år, biblioteket havde været i virksomhed, men som der ikke var nogen særlig orden på (Fig. 8). Arbejdet blev udført af en lille kommission med billedhuggeren Wiedewelt som formand, og i 1788 kunne man aflevere en velordnet samling og dertil hørende systematiske og godt udarbejdede kataloger. Man havde opdelt bestanden af kobberstik i en ældre og en nyere samling. Den sidste var på omkring 30.000 blade, hvoraf ca 10.000 - en meget værdifuld tredjedel - var erhvervet gennem Wasserschiebe.

Med den nyordnede kobberstiksamling havde København fået en seværdighed, som blev alment tilgængelig, da Det kongelige Bibliotek 1793 åbnedes for offentligheden. Også udlændinge beundrede den, således baron Carl Fr. von Rumohr, en fremtrædende holstensk kunstsamler og gastronomisk forfatter, der i 1826 var i København. Han blev begejstret for samlingen, som han gennemgik i flere dage, og da han var ven med prins Christian (den senere Christian 8.), forelagde han ham tanken om at udskille kobberstikkene som en selvstændig institution, et kobberstikkabinet, som man havde det andre steder i Europa. (Han håbede vistnok på selv at blive direktør). Tanken var sådan set ikke ny - i nogle år havde man drøftet planer om en nyordning af det københavnske museumsvæsen, og også kobberstiksamlingens fremtid havde været under overvejelse. Det var foreslået at overføre den til Kunstakademiet, men den mægtige museumsmand Christian Jürgensen Thomsen mente, at samlingen var så stor og værdifuld, at den burde være en selvstændig institution. Helt tilfreds med dens kvalitet var han dog ikke - i sit memorandum beklager han, at den wasserschlebeske del er blevet samlet i Paris »af en mand, der har ladet sig henrive af sin tid, der var den for kunsten mest fordærvelige og fordærvede, nemlig Ludvig 15.s, og i samlingen findes desværre flere tusinde blade Boucher og andre manierister af hans med rette foragtede skole«. - Man tør sige, at vurderingen af det galante århundredes franske kunst har ændret sig siden Thomsens tid!

Hvorom alting er, så udskiltes kobberstiksamlingen 1835 fra biblioteket med Thorvaldsen-forskeren Just Mathias Thiele som direktør. Rent fysisk forblev den dog i biblioteket til 1851, da den flyttedes til Prinsens palæ for 1896 at få til huse i Statens Museum for Kunst.

I mange lande har museer og biblioteker gennem årene glædet sig over at kunne indlemme værdifulde, større eller mindre, samlinger skabt af engagerede og ofte meget kyndige privatpersoner. En sådan samler var Joachim Wasserschiebe, hvorfor han fortjener at blive mindet. Men hans betydning rækker langt videre end som så. Hans utrættelige bestræbelser for at skabe en nær gensidig forbindelse mellem dansk og fransk kunst er næppe kendt af mange, og det er rimeligt at drage den frem.