Fra stemmearkivet

Vil man vide noget om, hvordan folk i ældre tid talte, må man lægge øret - eller rettere øjet - til det skrevne ord. Er det udtalen, man vil kende, kan man øse af forskellige sprogfolks og interesserede præsters (de er tit de samme) forsøg fra 1600- og navnlig 17-1800-årene på at lave en mere konsekvent retskrivning eller ligefrem en slags lydskrift.

Men vil man - som vi skal prøve i det følgende - aflæse, hvordan folk, og specielt bønder, i ældre tid føjede ordene sammen til almindelig tale, må man gå andre veje.

Skuespil er en af vejene. Holbergs samtidsstykker fra 1720-erne med Jeppe på Bjerget i centrum er jo stadig gangbar skuespilkunst, og man vil da gerne tro på Holbergs evne til at gengive og forme, hvad han kan have lyttet sig frem til blandt sjællandske bønder. Men det må stå helt klart, at stykkerne fra ende til anden er konstruerede. Fortsætter man denne linie bagud, støder man iøvrigt også snart på grund, for med »Grevens og friherrens komedie« fra 1670-erne er det ældste danske skuespil nået, hvor de agerendes replikker er formet i fri prosa. Hvad der findes af ældre danske stykker, er skrevet i bunden form, på vers, og det siger sig selv, at dette ikke på nogen måde kan være autentisk, selv om der er gjort nok så meget for at give teksten et let og mundret fremadskridende forløb.

Vil man lytte til disse røster i længst svunden tid, må man derfor søge til tekster, der er fremstillet med helt andre formål for øje, og her viser 1600-tallets tingbøger sig at være en guldgrube (Fig. 1). I det følgende skal der gives nogle prøver på, hvordan bønder - ifølge tingbogsreferaterne - kunne tale til og med hinanden. Replikkerne gengiver først og fremmest ordvekslinger i mere tilspidsede situationer, men også almindelige samtaler kan der findes eksempler på.

Først dog et par ord om tingbøger. De er retsprotokoller med referater af, hvad der forhandledes og dømtes ved de enkelte ting. For byerne kendes tingbøger spredt fra reformationstiden og i stigende antal fremover, mens landdistrikterne har enkelte fra slutningen af 1500-tallet og først i større mængder fra 1600-årene. De stammer både fra herredstingene og fra de såkaldte birketing, hvor en godsejer havde erhvervet ret til at holde eget ting for sine undergivne.

I tingbøgerne kan der være referater af breve, der har været fremlagt som dokumentation i retten, og her kommer bønderne til orde af og til, men det er dog først i sager, der er foregået for øjnene af tingskriveren, de virkelig begynder at få mæle. At lytte til det er imidlertid ikke uden problemer, for vel er landdistrikternes tingbøger overleveret fra slutningen af 1500-tallet, men de allerfleste er uudgivne og kræver store kundskaber i håndskriftlæsning og sproglig indlevelsesevne, foruden at man må ulejlige sig hen til det arkiv, hvor bogen nu befinder sig. Igennem de sidste 25 år er udgivelse dog påbegyndt, og der foreligger nu mulighed for på tryk at læse tingbøger fra Herlufsholm birk, Sokkelund herred, Åsum herred og Skast herred - alle dækkende kortere eller længere perioder af 1600-årene. Det er fra disse, vi vil hente vore eksempler. Teksten i de udgivne tingbøger er gengivet bogstavret, men citaterne i det følgende vil være nænsomt omsat til moderne dansk (Fig. 2).

I 1636 oprulledes en drabssag ved Sokkelund herreds ting. Niels Skrædder var blevet dræbt i Nærums byvang onsdag aften d. 29. juni af Peder Andersen Hofskrædder; begge de implicerede var jyder, som havde forladt hjemstavnen og taget ophold i Nordsjælland (Fig. 3). Som så ofte starter begivenhederne, efter at viddet var gået ud og øllet ind, i dette tilfælde ca ni potter (liter). Begge har de udført lidt skrædderarbejde hos Christen Ibsen i Nærum og sidder nu - et par timer før solnedgang - sammen med Jakob Sliber og hans karl Peder fra Stampen mølle ved Mølleåen mellem Nærum og Hjortekær og nyder den omtalte drik i Christen Ibsens stue. Men Christen skal have betaling for øllet, og Jakob Sliber lægger en mark i småmønt på bordet. Niels Skrædder tager pengene til sig, men de andre siger, at han skal betale med dem, og han tager dem frem igen, det vil sige: der mangler en mønt. Så krænger Niels sin trøje af og rækker den over bordet med ordene »jeg har intet andet at betale med«. Men det er åbenbart for meget for Christen Ibsen, der nu siger: »Lad ham massere. I kan se, at han ikke har noget at betale med«. Sliberkarlen Peder og Peder Hofskrædder løber så ud efter Niels, de tilbageværende hører et skrig, og kort efter kommer Peder Sliber og Peder Hofskrædder tilbage igen. Den sidste med et ituslået alenmål i hånden. Det bliver ikke nådigt modtaget af Christen Ibsens kone, der siger: »Hvorfor har I slået min alen i stykker?« Hvortil Peder Hofskrædder replicerer: »Hvad Fanden skader det, mener I, jeg ikke er god for at betale en alen?«

Så forsvinder de to Peder'e udenfor igen, men Peder Sliber får åbenbart kolde fødder, han kommer nemlig tilbage og siger til Jakob Sliber: »Mester, kom lad os gå, Peder Skrædder har stukket den anden med en saks«. Det synes Jakob, er en god ide, og de forlader skuepladsen.

Næste morgen involveres flere af Nærums beboere i sagen. Niels når ved to kæppe frem til Morten Jensen, der i det samme åbner sin forstuedør. Niels siger da, som Holberg kunne sige det små hundrede år senere: »Min hjerte fader, giv mig noget at drikke« (Fig. 4). Morten, der bemærker, at Niels kommer med lungen hængende ud af kroppen, siger: »Hvorfor kommer I sådan?« Hvortil Niels svarer: »Peder Hofskrædder har slået mig med sin saks i rugvangen (!)«.

Så får Morten i en fart hentet Nærums egen skrædder - åbenbart ikke altid benyttet - samt flere andre naboer, og Nærumskrædderen Jakob siger til Niels: »Lad mig se. Hvem har gjort dig denne skade?« Niels svarer: »Det gjorde Peder Hofskrædder, han stak mig med sin saks«. Så besigtiger Jakob Skrædder den maltrakterede lunge, og Niels spørger: »Kan I hjælpe noget på mig?« Men Jakob siger nej, det kan han ikke, der er intet liv at forvente »tilmed er hullet så nær hjertet«.

Nu bliver Peder Hofskrædder hentet og konfronteret med den dødsmærkede Niels, og i adskillige Nærummænds påhør veksler de følgende ord.

Peder Hofskrædder til Niels: »Har jeg slået dig?«. Niels: »Nej, du stak mig med din saks«. Peder: »Jeg ved ikke, jeg har stukket dig«. Niels: »Så sandt som Gud skal hjælpe mig og min sjæl få nåde hos Gud som (!) I stak mig med Jeres saks«. Det er den sidste replik, vi hører fra Niels, der som ventet dør af det ham tilføjede sår.

Så vidt retsmødet d. 7. juli 1636. Torsdagen efter er sagen atter for på tinget. I centrum står nu sliberkarlen Peder, der nok kan have brug for at forklare sig nærmere. Gennem hans vidneaflæggelse belyses vigtige momenter i sagen. Først således betalingsspørgsmålet, hvor Jakob Sliber sigtende til den manglende mønt siger til Niels Skrædder: »Vil I gøre regnskab, da gør det med Jeres egne penge«, og Peder (vel gerningsmanden og ikke sliberkarlen) tilføjer: »Din skælm, du skal lægge det ud igen, eller der skal fare djævlen i dit hjerte«. Og samme Peder fortsætter, efter at Niels har sagt, at han ikke kan betale: »Træk din uldne skjorte af og betal øllet med, som du har drukket og pengene, du har stjålet«.

Opholdet mellem den første afbankning og det andet, dødbringende sammenstød belyses også nærmere. Peder Hofskrædder siger nemlig efter at være kommet ind første gang: »Nu ved jeg vist, at han fik en fandens færd«, hvorpå Christen Ibsens kone - stadig med tanke på sit knækkede alenmål - siger: »Gud give, det skulle ikke blive en ond alen. Han kan enten sætte ild på os eller også stjæle fra os, hvad fattighed vi har«. Hertil svarer Peder Hofskrædder næsten galant: »Inden jeg skilles fra ham, da skal jeg stække flyvetøjet på ham, så han skal hverken sætte ild på Jer eller på nogen ærlig mand«.

Her er det så, at sliberkarlen Peder og Peder Hofskrædder forsvinder udenfor igen, angiveligt for at tisse, hvad der ikke forekommer usandsynligt efter de ni potter øl. Niels Skrædder står da ude ved gærdet og giver ondt af sig, og Peder Hofskrædder råber: »Skal jeg over til dig, da skal du få en ulykke«.

Peder Hofskrædder sætter nu efter Niels og tilføjer ham det afgørende sår med saksen, mens Peder Sliber - lovlig passiv, synes man - ser til. Han siger: »Det skulle I ikke have gjort, det vil koste Jeres liv«, men Peder Hofskrædder replicerer: »Kom kun du og lad ham ligge. Ingen ved af ham at sige. Vær du mig kun tro«. Denne linie følger han siden op, for da slibemester og -karl lidt senere forlader Christen Ibsens hus klapper Peder Hofskrædder Peder Sliber på skulderen med ordene: »Vær du mig kun tro og vidn ikke mod mig. Der er ingen, der ved af den anden at sige«.

Næste tingdag, torsdag d. 21. juli, blev Peder Andersen Hofskrædder dømt til at miste sit liv.

Som sagen her er refereret, kan de anførte replikker uden særlig megen mellemliggende tekst bære begivenhedsforløbet frem, som det oprulles på tinget. I selve tingbogen er der betydeligt længere mellem replikkerne, og det kildne spørgsmål melder sig da. Er replikkerne først og fremmest et stilistisk virkemiddel til markering af højdepunkter, gengiver de i det hele taget noget, som det faktisk har været sagt?

Hvad siger tingbøgerne selv? Deres svar er naturligvis indirekte, men har den fordel, at de kan kontrolleres inden for kilden selv, fordi teksten er så kolossalt omfattende. Alene de udgivne tingbøger omfatter henved 3300 tryksider.

Først bemærker man, at direkte tale kun forekommer i bestemte typer sager. Fremlysning og efterlysning af kvæg og syn af bygninger, der er meget hyppige sager ved tingene, giver stort set aldrig anledning til replikker. Drabssager derimod har typisk bevæget sig frem gennem en mere og mere tilspidset konfrontation, og vil naturligvis have passeret en række markante ytringer fra parterne. Den slags vrimler det med i tingbøgerne, men også andre sager, der ikke har med drab at gøre, kan indeholde replikker, for eksempel sådanne, hvor det drejer sig om ærekrænkende udtalelser og trusler. Netop her er det naturligvis vigtigt for retten at få fastslået, hvad der faktisk faldt for ord. Replikker i den slags sager må følgelig tillægges en høj grad af autenticitet.

Tingets pertentlighed kommer tydeligt frem i en sag fra 1636 mellem Markus Sylvester, kongens foged på Ibstrup, det nuværende Jægersborg, og Laurits Pedersen fra Rødovre. Sidstnævnte har under arbejde med nogle gærder i Dyrehaven sagt til fogden, at han løj som en skalk. Eller har han? Det mener Gentofte-bonden Niels Markvardsen, der er indkaldt som vidne, men senere kommer han åbenbart i tvivl, for tingbogen skriver: »dog han (nemlig Niels Markvardsen) ikke til visse hørte, hvad enten han (Laurits Pedersen) sagde, han gjorde som en skælm eller løj som en skælm, men skælm nævnte han«. Derpå vidner endnu tre mænd fra Gentofte om, at de ikke hørte »hvad enten at Laurits sagde, han løj eller gjorde som en skælm«. Til slut vidner så Vagn Jensen fra Dyrehaven, at han hørte, Laurits Pedersen sagde til Markus Sylvester, »at han gjorde som en skalk og skælm«.

Laurits Pedersens afgørende vredesudbrud diskuteres indgående, men retten er tydeligt utilfreds. Man er ikke nået frem til den helt klokkerene gengivelse af den fremførte påstand.

Man vil bemærke, at der i den netop omtalte sag ikke er tale om en direkte gengivelse af replikker, men om en refererende, af typen -- så sagde han, at --. Den er ganske almindelig i tingbøgerne, velegnet til hurtig fremstilling af et begivenhedsforløb, hvor det er meningen i ordvekslingen mere end selve ordvalget, der spiller den afgørende rolle. Lidt mere forpligtende er den dækkede indirekte tale, som også hyppigt forekommer. Her er formen nok refererende, men det faktiske udsagn ikke vanskeligt at genskabe. Følgende tingbogscitat (Sokkelund herred 1634) er belysende: »Da Laurits Lauritsen havde vasket sig, gik han ud og ville se, hvor Peder blev af, og da han kom ud, lå Peder Olsen i diget ved bageovnen, og de andre mænd stod omkring ham, men han så ingen slå Peder Olsen«. Da tingbøgerne naturligt nok ikke opererer med det litterære begreb »alvidende forfatter«, må den sidste sætning svare til et udsagn: »Jeg så ingen slå Peder Olsen«.

Tingbogen fortsætter: »Tidemand Olsen og Jens Pedersen tilspurgte førnævnte Laurits Lauritsen, om han ikke har hørt, at Peder Olsen har truet nogen. Dertil svarede Laurits Lauritsen, at da Peder Olsen forligte sig med ham, da sagde Peder, at Tidemand og Jens Pedersen de havde slået ham, men kommer han til dem på sin vej eller sti, da skal jeg betale dem for det, selv om han skulle beklæde ti stejler for det. Hertil svarede Peder Olsen, at ... «.

Som det ses, overholdes her hverken den indirekte tales krav om fortidsformer efter anførende udsagnsord i datid eller omsætning til tredie person. Men sætningen bryder ikke sammen af den grund. I to tempi glides der over i direkte tale, der formelt er dækket af indledningen med »at«. I første omgang skiftes der til nutid »kommer«, men »han« er bibeholdt. I næste omgang indføres imidlertid også »jeg«, og dermed er det mest direkte stade nået. Helsætningen afsluttes i korrekt indirekte tale med »han skulle«.

Tingbøgerne indeholder mange sætninger med den slags let slørede gengivelser af faktiske talesituationer. Velbevidnede og vigtige replikker er én ting. Mere uklart huskede og mindre væsentlige ytringer kan gives en lavere status i den stilistiske gengivelse.

Så omhyggelig, som retten var i processen mellem Laurits Pedersen fra Rødovre og Markus Sylvester, er den ikke altid. Mere typisk er denne situation fra en sag ved Skast herreds ting i 1637 om et skænderi mellem Jens Sørensen og Jens Jeppesen Stej fra Tjæreborg.

Først vidner to mænd, at de hørte Jens Sørensen sige til Jens Stej: »Vil I tyvte mig? Nej tag vare på Søren Stejs hjul, som sprang på bytoften«, hvorefter han tog sin hat af for Jens Stej med ordene: »Fromme herre, benåd mig« (Fig. 5). Den sidste replik gentages lidt senere i retsmødet under vidneansvar af Jens Stej selv som: »Nej, nådigste herre, benåd mig« (Fig. 6).

Jens Sørensen får også lejlighed til at komme med sin egen version og hævder ligeledes under vidneansvar, at han til Jens Stej sagde: »Vil I tyvte mig? Nej, røgt om Søren Stejs hjul, som sprang på bytoften«. Og tingbogen fortsætter umiddelbart: Ikke heller han sagde nådigste herre, men fromme herre, benåd mig.

Det sidste er ikke mindst vigtigt, for det ville ikke være så heldigt for Jens Sørensen at have styrket ironien i sin afsluttende replik med den normale tiltaleform til sin overherre godsejeren, ja til den nådigste herre i hele riget, kongen.

Mange er de tilfælde i tingbøgerne, hvor replikkerne ikke kan kontrolleres, og deres ægthed derfor må stå til troende. I den forbindelse er det værd at minde om den måde, tingbøgerne skulle føres på.

Forskrifter, der indskærpes 1551 og fremover, pålægger tingskriveren at føre tingbogen umiddelbart under retsmødet, og han må ikke siden ændre, slette eller tilføje. Sådan er det ikke altid gået for sig. Tingbøgerne kan både indeholde stykker med forskelligt blæk henført til samme tingdag, og der kan være passager med mere sammentrængt skrift, hvilket må betyde, at tingskriveren har ladet plads stå åben for senere at føre bestemte sager ind.

I alt væsentligt må sagerne dog være indført i tingbogen med det samme. Alene praktiske hensyn forbyder, at tingskriveren har gemt indføringen til senere. løvrigt betyder det mindre for vort formål, om de overleverede replikker er nedskrevet på selve tingdagen, eller efter et par dages lejring i tingskriverens hoved. Under alle omstændigheder gengiver de, hvad der i samtiden uden videre refleksioner er bønders tale i de sammenhænge, hvor de optræder. I forvejen er der jo i næsten alle tilfælde, også på tingdagen, tale om »gamle« replikker.

Ytringer på selve tinget er meget sjældne i tingbøgerne. Et af de få tilfælde forekommer i en sag ved Skast herreds ting 1639 (Fig. 7). Indholdet er det gammelkendte: ydelse i forhold til betaling. Har den ene snydt den anden? Her spørger nu Hans Madsen sin modpart, om han vil benægte, at han har givet hans kvæg foder, og denne svarer - på selve tinget: »Vil du ikke også benægte, at jeg har betalt dig?«. Sagen kører senere op i en spids og ender ved landstinget i Viborg, hvortil vi dog ikke skal følge den.

Som det er mænd, der dominerer alle ældre kilder, således er det også den voksne mandlige befolkning på landet, der har ytret, spurgt, sagt og svaret langt det meste af, hvad tingbøgerne indeholder af direkte tale. Det hænder dog, at kvinder får ordet, som i den refererede drabssag fra Nærum, hvor konen varetager rollen som vogter af hus og hjem - og alenmål. Det gør hun også i den følgende sag, hvis emne er et af tingbøgernes klassiske: uberettiget optagelse og bemægtigelse af husdyr.

Peder Kok i Næstved - og han er jo ikke nogen rigtig landmand - har sat et svin på fodring hos Søren Brygger i Ladby lidt nordvest for byen, men uheldigvis bliver det væk. Nu har Søren Brygger kort forinden ladet dyret mærke, og det bliver sagens vigtigste bevis, for hos Ladby-bonden Søren Andersen, der er under mistanke for at have optaget svinet, findes netop ét, hvis øremærke er friskt og endnu afgiver blod.

Ifølge sagens første retsmøde ved Herlufsholm birketing januar 1631 har Søren Andersen selv oplyst til Søren Brygger, at han har et svin, som muligvis er Peder Koks og i al fald ikke hans eget. Men Søren Brygger mener ikke at kunne kendes ved det pågældende svin. For en sikkerheds skyld bliver Peder Kok dog kaldt til Ladby og begiver sig sammen med et par andre mænd til Søren Andersens gård. Det er konen, der tager imod og åbner stalddøren. Peder Kok jager med en kæp det omtvistede svin op og siger: »Ligger du her. Det sidste jeg så dig førend nu, da var du min«. Han beder så de andre se, om svinet er mærket, for »Jeg havde ingen mærke på det«. Her har Søren Brygger dog informeret sin arbejdsgiver dårligt, og de andre konstaterer som nævnt frisk mærkning. Derpå forlader de gården, mens Søren Andersens kone, hændervridende må man forestille sig, siger: »Vi har mistet tre svin i år, vi får at have et igen«. De næste par retsmøder fyger det med påstande og kendelser, men sagen ender dog med forlig. Forligsmændene idømmer dem hver en fjerding øl til besegling af enigheden.

Det er vel ingen tilfældighed, at kvinderne i tingbøgerne ofte kommer til at virke som statister i bondesamfundet. I al fald er følgende sag, der i moderne terminologi handler om vold med døden til følge, typisk for kvindens barske lod i hverdagen.

Ved sagens begyndelse på Sokkelund herreds ting november 1631 er Oluf Sørensen fra Lundtofte fængslet i Blåtårn anklaget for at være skyld i sin højgravide kone, Anne Clemensdatters død. Til retssagen er indkaldt en mængde mennesker: alle mænd og kvinder i Lundtofte, seks mænd fra Virum og jordemoderen Karen Christoffers fra Stokkerup, en landsby, der senere kom til at ligge i vejen for Eremitageslottet.

Karen Christoffers er sagens første vidne. Hun blev på ulykkesdagen hentet i marken af Oluf Sørensen, der bad hende se til konen. Ved ankomsten til Lundtofte vil Anne gerne have Karen til at bade sig, men Karen svarer: »Jeg bader Jer ikke, før jeg får gået her i byen og forhørt mig med andre kvinder, som er ældre end jeg, om de har set sådan skrøbelighed tilforn«. Karen forhører sig så hos Anne Brydes i Lundtofte, der svarer: »Nej, bad hende ikke. De siger, at hendes mand Oluf Sørensen har slået hende«. Karen forelægger så dette for Anne med ordene: »De siger, at Oluf har slået Jer. Jeg bader Jer ikke«. Hertil svarer så Anne: »Nej, har han ikke, men han tog mig med sig af marken. Jeg ville binde noget, da kunne jeg ikke, for jeg kunne ikke tåle at køre for min skrøbelighed«. På hendes bøn om ikke at køre så hurtigt skal manden have svaret: »Jeg (?Ja), men Fanden er i dig«. Hvorefter han stødte hende med sin albue, så hun ikke siden fik sit foster.

Der føres de følgende tingdage flere vidner, som samstemmende oplyser, at Oluf var en omsorgsfuld ægtemand, og at Anne var skrøbelig i forvejen. Vi får også gennem Lundtofte-kvinden Margretes vidneforklaring oplyst, at Anne under hjemturen sagde til Oluf: »Kære, kør ikke så hurtigt«. Altså udsagn til gunst for anklagede.

Sagen afgøres ikke ved Sokkelund herreds ting, da Anne Clemensdatters far og brødre ikke vil forfølge den videre, men henskyder den til øvrighedens afgørelse. Oluf Sørensen har her klaret i al fald delvis frisag, for nogle år senere optræder han atter, og endda så rehabiliteret, at han er tingmand for Lundtofte.

Får kvinderne relativt sjældent mæle i tingbøgerne, hører det til de virkelige sjældenheder, at børn kommer til orde - ja kun et enkelt barn er påtruffet i de til nu udgivne tingbøger.

Den fynske Ørbæk-dreng kan da passende stå i centrum ved den afsluttende prøve på bondebefolkningens talevis i 1600-tallet. Scenen, der oprulles, kaster samtidig et strejflys ind over et af de klassiske temaer i dansk landbohistorie: forholdet mellem fæstebonden og hans nærmeste foresatte.

Sagen behandles ved tinget i Asum herred, fordi et af vidnerne kommer herfra, nemlig fra Lumby i Nørre Lyndelse sogn. løvrigt hører personer og sag hjemme i naboherredet Vindinge (Fig. 8).

Mads Knudsen i Lumby vidner for retten juli 1641, at »da han kom ind i Just Andersens gård i Ørbæk med tre af velbyrdige Jesper Friis' mænd, nemlig Hans Kraft (øjensynlig forvalteren på Ørbæklunde), Niels Markvardsen og Rasmus Madsen, da spurgte Hans Kraft den nævnte Just Andersens søn, som da stod i porten, hvor hans farbror var henne. Da svarede Just Andersens søn ham: »Han sidder på vort loft. Han skal hænges for to heste, han har stjålet, og min far og mor bar mad op til ham i dag«.

Mads Knudsen vidnede videre, at samtidig kom Just Andersen kørende ind i gården og sprang af vognen og sagde til Hans Kraft: »Der skal fare en djævel i Jer. I kan lokke ud af et barn, hvad I vil«. Og han truede og undsagde ham og hans medfølgere og sagde, at de skulle få en ulykke fra hans gård. De havde intet i hans gård at ransage efter«.

Sagen får naturligt nok ikke sin afgørelse ved Åsum-tinget. Den egentlige sag må som nævnt have verseret ved Vindinge herredsting, men dets tingbøger er ikke bevaret for disse år, og vi må nøjes med at gætte på, at det er gået Just Andersens bror, som det gik Peder Hofskrædder: at han er blevet dømt fra livet.

Men det gør mindre til vort ærinde, hvordan sagen er faldet ud. Vi har hørt en lille dreng, født skal vi sige 1632, tale, og for den, der vil lægge øret, øjet og den sproglige vilje til, er der megen menneskenær snak at hente i de gamle tingbøger, hvoraf en lillebitte del nu er tilgængelige i trykte udgaver.

Hvor virkelighedsnære er så de samtaler og replikker, tingbøgerne gengiver? Ja, som vi har set, anvender tingskriveren en del omhu på at få det rigtige ordvalg på papiret. Det garanterer naturligvis, at et vist personligt særpræg er gengivet. På den anden side er sproget i de fleste tingbøger præget af skriverens store rutine, og også replikkerne er indarbejdet i den skriftsprogstradition, som den enkelte skriver er opdraget i.

I de udgivne tingbøger er det derfor lighederne, den faste og ensartede, man kunne næsten sige rigssprogsagtige norm, som falder i øjnene. Naturligvis er der også forskelle, i detaljen endda en del, men holder vi os til det talte ord i tingbøgerne, må vi for eksempel savne så vigtige vestjyske dialekttræk som »a« i stedet for jeg og den foransatte artikel (æ hus = huset).

Hvad talesproget angår, må vi altså stadig nøjes med Louise Phister og alle de mange, kendte og efterhånden også ukendte, hvis stemmer er bevaret i egentlige optagelser. Måske havde det også knebet med forståelsen, hvis vi virkelig havde haft 1600-tallets bønder på bånd og plade. Skældsordene, som er mange og saftige i tingbøgerne, er ganske vist stort set de samme som nu, og en væsentlig del af ordforrådet i øvrigt er da også ens i 1600-tallet og vor tid. Men mange bøjningsformer er gået tabt siden da, ordstillingen er i visse tilfælde ændret, og adskillige ord er forsvundet ud af sproget. Og så er dette for intet at regne mod vanskelighederne ved at trænge om bag den dialektale iklædning og ved at forstå det kulturelle niveau. Tingbøgernes omsætning af talen til det skrevne ord bringer takket være det danske skriftsprogs utrolige konservatisme indholdet på langt nærmere hold af nutiden.

Friskheden og det autentiske i øjeblikket bliver naturligvis forringet, men hos den dygtige tingbogsskriver er det alligevel muligt at lytte sig til lidt af det, bønder har sagt for henved 400 år siden.

Lit: De i artiklen omtalte tingbøger er alle udgivet af Landbohistorisk Selskab. Kbh. 1954-80. - Se endvidere: Fortid og Nutid, bd XV, 1943-44 (med liste over bevarede tingbøger). - Bol og By, bd 4, 1963. - Fra Himmerland og Kjær herred 1979.