Fra min elskede Fritz

Citatet er fra grevinde Danners dagbog og vidner om de varme følelser mellem hende og Frederik 7. - Fritz, som hun yndede at kalde ham. Kongens ægteskab med en kvinde af ringe herkomst var dengang en kilde til forargelse, men eftertiden har på mange måder givet grevinden oprejsning. Et fund, som i efteråret 1973 blev fremdraget af en skrivepult i kælderen til en villa i Ryvangen, bringer den gamle kærlighedshistorie i erindring.

I pulten lå en lærredspose med tolv gamle mønter; de var nu lagt i små konvolutter, men har oprindelig været indpakket i sedler, som også fandtes i posen. På sedlerne er skrevet korte meddelelser om mønternes oprindelse, og en anden hånd har med rødt blæk tilføjet oplysninger om, hvem de skrivende var: grevinde Danner, Frederik 7., frk. Lytzen (grevindens selskabsdame). At identificeringen af personerne er rigtig, har kunnet bekræftes ved sammenlignende skriftstudier.

(Fig. 1). (Fig. 2).

Af notaterne fremgår det, at møntsamlingen har tilhørt grevinden, som har erhvervet den over en periode af 21 år. Det meste er gaver fra kongen og stammer fra udgravninger, som han har ladet foretage, og som hun kan have overværet.

Frederik 7. ville straks efter sin tronbestigelse i 1848 have ægtet Louise Rasmussen (som hun dengang hed), men partiet faldt ikke i ministeriets smag, og der gik et par år, før kongen fik sin vilje igennem. Fra denne periode stammer den første gave: tre mønter »udgravne ifølge kong Friederik d. 7. befalning« i kælderen under Frederiksborg slot. Sedlen er skrevet af Louise med tydelig ærbødighed for den nyudråbte monark, som endnu ikke var blevet hendes mand. Den modstand, som ægteskabsplanen havde vakt, var i øvrigt en medvirkende årsag til, at parret var flyttet fra hovedstaden til det nordsjællandske slot.

Den næste tilvækst til samlingen er en dansk toskilling fra 1655, som kongen selv meddeler, »er fundet af mig i mellem Ringsted og Nestved 1853«. Nærmere hvor og hvordan oplyses ikke, men at den skulle have ligget på landevejen i 200 år, forekommer ikke sandsynligt. En tilføjelse ved Louises hånd bekræfter, at mønten er »funden af HM Kong Frederik d. 7.«. Skønt nu kongens hustru og lensgrevinde af Danner bevarer hun den officielt underdanige form i omtalen af den »elskede Fritz«.

En fireskilling med årstallet 1645 finder det følgende år vej til grevindens lille samling fra Frederiksborg slots park, hvor kongen har ladet foretage undersøgelser omkring Christian 4.'s sten i Indelukket. Også ved det nyerhvervede Jægerspris må der have været gravet, måske i forbindelse med de ombygninger, der fulgte med overtagelsen. I hvert fald har grevinden til en sort og meget medtaget kobbersterling fra 1422 føjet denne oplysning: »En på Jægerspris funden og genfunden skilling, i august måned 1854«.

Erhvervelsen af Jægerspris betød ikke, at Frederiksborg trådte i baggrunden som kongelig residens. Tværtimod blev der udfoldet en kraftig aktivitet for at gøre det gamle slot beboeligt, og dette passede strålende med kongens interesse for historiske undersøgelser. En skilling fra 1719 har af grevinden fået følgende påtegning: »Ved undersøgelsen af røret til tridsestolen imellem kongens forgemak og Christian 4.'s bedestol i murgruset fandtes denne mynt den 14. december 1855«.

Pålideligheden af oplysningen kan i dette tilfælde kontrolleres. I hofjournalen er ganske vist kun noteret, at »Hans Majestæt kongen behagede idag at foretage udhugning af nogle mure i Rosen og ved kirkegangen til riddersalen. Taffel kl 5 ¾ 10 kouverts. Hendes Nåde grevinden tog til København« - men undersøgelsen af den gamle elevatorskakt er beskrevet i en selvstændig rapport, som ovenikøbet er udarbejdet, endnu mens arbejdet stod på. Forfatteren er kongen selv, som meddeler, at han den 14. december opdagede, at nogle fliser i riddersalens nordvestre hjørne var af træ, hvorfor han fik dem brækket op. Herved afdækkedes et rør, der gik ned gennem kirkens hvælvinger og endte i gangen mellem kongens forgemak og Christian 4.'s bedestol. (Fig. 3). Mønten fra 1719 omtales ikke, men må altså have ligget i røret som et minde fra en tid, da elevatoren endnu var i brug; den må i øvrigt være nedlagt ret snart efter, i hvert fald optræder den ikke på Thurahs plan fra 1746. Dagen efter fundet af røret undersøgtes væggen i riddersalen, og det viste sig, at skakten har gået fire alen op i muren, hvor elevatorstolens ophæng fandtes. Ved den videre undersøgelse opdagedes døre fra skakten ind til orglet og op til riddersalen. Alt dette er som sagt beskrevet af Frederik 7., der viser klog forsigtighed i sin konklusion, idet han fremhæver, at det er usikkert om elevatoren har gået helt op til riddersalen eller kun til rummet over hvælvingerne, som ved en trappe stod i forbindelse med salen. Kongen daterer hejseværket til Christian 4.'s tid, og muligvis har han ret. Den elevator, som i 1697, ifølge slotsregnskaberne, blev opstillet på dette sted, kan jo have haft en forgænger.

(Fig. 4).
(Fig. 5).

Om to penninge fra Valdemar den Stores tid og en lille østromersk bronzemønt fra 5-600-årene meddeles på den tilhørende udaterede seddel, at de »ere fundne ved en kirkes nedbrydelse på Gisselfeld«. Grevinden kalder dem »St. Knuds mønter«, men med helgenkongen har de intet at gøre, og heller ikke oplysningen om findestedet kan i dette tilfælde være helt korrekt, for ganske vist blev adskillige af de under Gisselfeld hørende kirker restaureret i 1850'erne, men ingen så drastisk, at man kan tale om nedrivning. Den sandsynligste mulighed er Fensmark kirke, som dog ikke hører under Gisselfeld, men under Holmegård. Her blev i 1858 koret nedbrudt, og der vides at være fundet penninge fra Valdemar den Stores og Knud den 6.'s tid, sandsynligvis en samlet nedlæggelse, et såkaldt byggeoffer. De i alt 18 mønter blev afleveret til Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, som dog kun beholdt de tolv, resten lod man gå tilbage, »da det meget ønskedes«. I det nye kor blev, fortæller sognepræsten hr. Gøtzsche, indmuret »en glaskrukke lukket med sleben prop« indeholdende blandt andet en skriftlig beretning og »nogle af hine gamle mønter«. Hvor mange, der efter dette blev tilbage, nævnes ikke, heller ikke, hvad der blev af dem, men det vides, at nogle relikvier, som ligeledes var fundet ved nedrivningen, blev »afgivne til Frederik den 7des private oldsagssamling«, så det er nærliggende, at mønterne kan være gået samme vej. (Fig. 6). Kirkens ejer, grev Danneskiold-Samsøe, var i 1848 blevet kongelig overskænk, så det er nok ham, der har formidlet gaven, som altså er vandret videre til grevinde Danner. De tre mønter er den lille samlings ældste stykker. Hvordan romermønten er kommet med i selskabet, er lidt af en gåde. Man kan vanskeligt forestille sig, at den kan have hørt til byggeofferet.

Der følger nu en lang pause, som dog næppe afspejler nogen kølning i forholdet mellem kongen og grevinden; de gaver, han fremdeles overøste hende med, var blot af en anden art. (Fig. 7). Udadtil var hendes stilling uforandret, de fine afskyede hende, men det jævne folk tog hende til sit hjerte, omend vel også der med nogen skumlen i krogene. November 1863 døde kongen på Glücksborg slot, kort efter brød krigen ud, og ikke mindst det var vel årsagen til, at grevinden påfaldende hurtigt gled ud i ubemærketheden. Hun fordrev tiden på lange rejser og levede i minderne.

»Den 7. august 1867 blev mig indbetalt nogle penge, deriblandt 1 speciedaler, den havde portraitet af min højtelskede afdøde gemal, at jeg netop på min bryllupsdag modtog den, var for mig som en hilsen« - står der på en seddel. Der er lang vej fra »HM Kong Frederik d. 7.« til »min højtelskede afdøde gemal«, og hele tekstens indhold gør, at man må stille sig tvivlende til den i nyere litteratur fremførte anskuelse, at »kongen måtte nøjes med den moderlige hengivenhed, den pligttro omsorg, der forlængede hans liv«.

Den sidste mønt i samlingen stammer fra en af rejserne. Frk. Lytzen, grevindens selskabsdame og stadige ledsager, har denne gang ført pennen, men helt i sin frues ånd: »Den 20. maj 1869 på hjemrejse fra udlandet standsedes i Hamborg, og middagen blev tagen i Nienstad hos en restaurant Jacobs -. Hendes Nåde lensgrevinde Danner lod vexle penge, og blandt de mange courante penge, der blev givet, opdagede Hendes Nåde den elskede kong Frederik d. 7'des brystbillede, betragtede det som en hilsen fra de gamle uforglemmelige tider, hvor Hendes Nåde i disse egne havde færdedes og fulgt højsalig kongen -. Mønten opbevaredes omhyggelig og gemmes her«. De uforglemmelige tider, som altså henfører til de tidligere besøg i Holsten, kan dog næppe have været til idel fryd for grevinden, der blev udsat for mange fornærmelser fra det holstenske ridderskab og de stedlige embedsmænd.

(Fig. 8).
(Fig. 9).

Et spørgsmål, der naturligt trænger sig på, er, hvordan mønterne er havnet i kælderen under huset i Ryvangen. Den gamle skrivepult har tilhørt overretssagfører C. A. de Fine Skibsted, der døde 1902, men ingen af hans nulevende slægtninge synes at have kendt noget til lærredsposen og dens usædvanlige indhold. I opgørelsen over grevinde Danners bo omtales ingen mønter, og i kataloget fra den auktion, som i 1891 spredte den kongelige møntsamling for alle vinde, nævnes disse ikke.

I vor søgen falder blikket på frk. Lytzen, der stod grevinden meget nær og plejede hende på dødslejet i Genua 1874. Hvor inderligt, hun følte sig knyttet til sin frue, fremgår blandt andet af hendes testamente, som for en stor del er en lovprisning af grevinden, og som pålægger eksekutorerne »med pietet fremfor alt at mindes, at hvad der lægges i deres hånd, skylder jeg Hendes Nåde den afdøde lensgrevinde af Danners omsorgsfulde tanke for mig«. Baggrunden for denne udtalelse finder vi i et andet testamente, nemlig grevindens, der rigeligt betænker frk. Lytzen, således med en livrente på 2000 rigsdaler og frit ophold på Jægerspris samt en lang række mere personlige ydelser. Af særlig interesse er §4, hvis ordlyd er: »Strax efter mit testamentes åbning, og forinden videre foretages, pålægges det de herrer executorer at overgive til frøken Nathalia Lytzen en blikkasse, som vil findes blandt mine efterladenskaber -. Denne kasse, der altså er mit bo fuldkommen uvedkommende, må under ingensomhelst betingelse åbnes af andre end frk Lytzen, og indholdet må forblive ukendt af alle med undtagelse af hende -«. (Fig. 10). I en tilføjelse til testamentet bemærkes det, at §4 udgår, så man må gå ud fra, at kassen er blevet direkte overdraget til frk. Lytzen før afrejsen til Italien, med ordre til at tilintetgøre, hvad der måtte være af kompromitterende materiale ved grevindens død. At indholdet har været af særdeles privat natur, synes i hvert fald givet, og det forekommer naturligt, at den af sentimentale grunde anlagte møntsamling kan have befundet sig derimellem. Blandt de ting, som frk. Lytzen efterlod sig ved sin død i 1887, nævnes ni sølvmønter, hvilket kan henføre til samlingen, der ganske vist består af otte sølvmønter samt fire af kobber. Den lille unøjagtighed kan nok tilgives, når man tager boets omfang i betragtning.

Frk. Lytzens arvinger var hendes søskende, blandt disse præsteenken Maria Zøylner, hvis søn Johannes var ven med de Fine Skibsted. Sidstnævnte vides at have været møntinteresseret, så en gave af den art mellem de to skulle meget vel kunne tænkes. Hvordan begivenhederne har udviklet sig, ved vi ikke, men fru Zøylner døde 1891, så måske er det ved den lejlighed, lærredsposen med indhold har fundet sin plads i den gamle skrivepult.

(Fig. 11).

Lit: Robert Neiiendam: Grevinde Danner. Politikens forlag. 1970.