Fra klosterets perifiri

Hvordan og hvornår klostret i Løgum er grundlagt, står ikke helt klart, men det synes, som om en gruppe munke fra cistercienserklostret Herridsvad i Skåne år 1173 har overtaget det tidligere benediktinerkloster i Seem ved Ribe, og at de ganske snart efter, senest 1175, er flyttet til Løgum. Bag grundlæggelsen stod tydeligvis bispesædet i Ribe. Herfra blev det nye munkesamfund støttet både åndeligt og praktisk, og gennem det første århundrede af stiftelsens historie valgte ikke mindre end fire Ribebisper klosterkirken i Løgum som sidste hvilested. Det økonomiske grundlag, som skulle sikre klostrets eksistens, sørgede bisperne for ved at skaffe det store jordbesiddelser - så store, at det allerede 20-30 år efter grundlæggelsen kunne komme på tale at opføre en kirke af »brændte sten«. Den blev dog først påbegyndt omkring 1225, og arbejdet strakte sig over fulde hundrede år, hvilket ikke var usædvanligt dengang. Bygningen eksisterer endnu, og det samme gælder hovedparten af klostrets østfløj, der er opført inden for samme tidsrum som kirken. Hvornår de senere nedrevne fløje i syd og vest blev til, vides ikke med sikkerhed.

Nogen klosterårbog eller - krønike er ikke bevaret, men i den såkaldte »Løgumbog« fra 1578 er vigtige juridiske dokumenter gengivet i afskrift, og gennem dem kan man nogenlunde følge klostrets økonomiske vækst middelalderen igennem. Man har beregnet, at det i tiden op mod reformationen ejede omkring 200 gårde, 4 sognekirker, 3 vandmøller, et antal rettigheder til fiskeri, jagt og skovbrug samt flere ejendomme i Ribe by. En af abbederne var i 1480 medlem af rigsrådet. (Fig. 1)

Efter reformationen kunne nye munke ikke optages, men klosterlivet fortsatte nogenlunde uændret en tid endnu, dog efterhånden underlagt verdslig forvaltning. 1552 nævnes endnu en prior, men enden må på det tidspunkt have været nær. Ca 15 år senere blev klostergodset omformet til Løgum Kloster Amt, og dette blev endnu lidt senere lagt under hertugerne af Gottorp. (Fig. 2) 1713 blev det inddraget under kronen. 1867 ophævedes det.

I hertug Johan Adolfs regeringstid (1590-1616) opførtes et stort og stilfuldt bygningsværk stødende op til klosterkirkens sydvesthjørne: det »såkaldte slot«. Gåseøjnene benyttes selv i den nyeste litteratur, fordi de historiske kilder fuldstændig tier om en slotsmæssig benyttelse af bygningen, der ydermere har henligget i forsømt tilstand langt ind i dette århundrede. Nu fremtræder nordfacaden smukt restaureret som en svag afglans af fordums herlighed.

Klostret har i erhvervsøkonomisk henseende fungeret som en stor herregård, hvor selvforsyning var tilstræbt på alle områder. Svarende hertil må der i rimelig nærhed af den centrale klosterfirkant have været et større antal bygninger som ramme om praktiske gøremål: stalde, lader, smedje, mølle osv. Ved udgravninger i 1913-14 af de forsvundne klosterlænger kom man også ind i området vest for vestfløjen, og her fandt man, ordnet omkring en selvstændig gårdsplads, hustomter, som mentes at være fra klostrets verdslige afdeling. Denne »økonomigård« (som udgraveren frejdigt kaldte det) er accepteret i al senere litteratur, men efter udgravningen i 70'erne må tanken opgives. De formodede økonomibygninger er efter al sandsynlighed efterreformatoriske. Ca. én meter under dem fandtes derimod mange rester af ægte middelalderhuse.

Tænker man sig de bevarede bygninger fra slot og kloster suppleret med husene omkring »økonomigården« og med klostrets sydfløj - men ikke vestfløjen, den har sikkert været nedrevet - får man et virkeligt slot. Nyt og gammelt danner rammen om en imponerende slotsplads, hvis udkørsel mod nord var flankeret af to trappetårne med teglhængt tag og jernspir med vindfløj. Slot og kirke tilsammen har - navnlig nordfra - udgjort et fornemt hele, hertugen værdigt. Johan Adolf af Gottorp var da heller ikke nogen hr hvem som helst. Hans gemalinde var ingen ringere end prinsesse Augusta, Christian 4.s søster. Han har indrettet slottet i Løgum, som det sømmede sig hans stand, selv om det ikke kan bevises, han nogen sinde har boet der.

Til et sådant slot fra renæssancen hørte helt naturligt en voldgrav, men intet spor i terrænet og ingen overlevering så meget som antyder, at den har været der. Det var derfor trods alt lidt af en overraskelse, da der ved udgravningen i 70'erne faktisk blev fundet rester af en slotsgrav. Den dukkede op 100 meter nord for kirken, ved en udgravning i Klostergade. Billedet var ganske kompliceret, men lader sig dog forstå set i sammenhæng med andre gravninger i området og i øvrigt med spredte iagttagelser gjort nu og da ved anlægsarbejder i byen. (Fig. 3)

Slotsgraven har være 6-10 meter bred (nærmere kan vi ikke komme på grund af en senere forstyrrelse), men kun ca én meter dyb, så den har ikke haft forsvarsmæssig betydning; det har været en »pyntegrav«, typisk for renæssancens slotte. Den omtalte forstyrrelse har ødelagt nordsiden, men sydkanten var bevaret og sås at have været forstærket med stablede lyngtorv, en sikring mod udskridning af det løse undergrundssand. Tørvebeskyttelsen viste tydeligt slid forårsaget af vand i bevægelse. Dette, at graven åbenbart har været vandfyldt, rejser et lille problem. Klostret er, som typisk for cistercienserne, lagt i et vandrigt område, grunden er til tre sider afgrænset af å- og bækløb, men selve det bebyggede areal er tørt; vore ret dybe udgravninger var kun i ringe grad generet af grundvand. For at få vand i slotsgraven må der altså være foretaget et eller andet arrangement, formodentlig en opstemning i engene sydvest for slottet. Om forløbet af graven, der er keramikdateret til første halvdel af 1600-årene, har vi endnu kun vage forestillinger, men den er i hvert fald påvist længere mod øst og sydpå ved Slotsbækken, begge steder kendelig ved sin karakteristiske tørveforstærkede kant.

Den flere gange nævnte nedgravning oven i slotsgraven må ofres nærmere omtale, den har nemlig også voldgravskarakter og tørveforstærkede sider med tegn på erosion forårsaget af rindende vand. Den var væsentlig smallere, men til gengæld noget dybere end forgængeren, og der blev fundet glas- og lerkarskår i fylden, som tyder på benyttelse i 1700-årene. Et så ungt anlæg burde der være overleveringer om, og det er muligvis tilfældet. På et prospekt af byen 1781 ses noget, der kunne ligne en gravet kanal med jordvolde langs siderne, og i et skøde fra 1835 tales om et hus beliggende »ved graven«. Hvad formålet kan have været, er umuligt at sige, et forsvarsværk af denne art i 1700-årene forekommer utænkeligt. For nu at fæste et navn på anlægget vil vi alligevel benævne det »byens grav«. Den er foreløbig kun påvist i Klostergade.

To voldgrave, hvoraf kun den ene kan forklares rimeligt, burde være mere end nok, men nej: snittene i Klostergade viste endnu to parallelt løbende grave, og det samme par blev genfundet vest for klostret, helt ude hvor Slotsbækken løber sammen med Brede å - vi vil benævne dem ydre og indre klostergrav. Efter al sandsynlighed er vi nemlig her tilbage i tiden før reformationen. Nogen helt præcis datering kan desværre ikke gives, men teglstensbrokker (såvel munkesten som tagsten af »bæverhale- typen«) peger i den retning, og det samme gør et antal jernslagger af middelalderlig form, som er fundet i den ydre grav. Man kan heller ikke helt se bort fra det negative bevis, som ligger i fraværet af fund fra eftermiddelalder.

Begge grave kunne i Klostergade-felterne følges over en længere strækning, 14- 16 meter. Den ydre, der var stærkt forstyrret derved, at slotsgraven og byens grav var anlagt oven i den, har været omkring 8 meter bred og 2 1/2 meter dyb, med afrundet bund. (Fig. 4) Indergraven var kun halvt så bred, noget mindre dyb og nærmest spidsbundet. Begge har været tørgrave, bortset fra lidt overfladevand nu og da; i indergraven sås spor af kraftig vegetation, formodentlig lyng. I området mod vest, ved vandløbene, var dimensionerne noget mindre, men det skyldes sikkert en stor terrænregulering, som for nogle år siden blev foretaget her, samt erosion fra åerne, der indtil dette århundrede stadig har skiftet leje.

Indergraven er, antager vi, den ældste af de to. Den var nemlig delvis opfyldt med grus materiale, som efter al sandsynlighed er tilkommet ved anlæggelsen af ydergraven, der med sin større dybde nåede gennem det stenfrie undergrundssand, ned i et gruslag. Det synes altså, som om det ydre anlæg har afløst det indre. Vi har omtalt de to grave som voldgrave, men kan det virkelig være muligt, at klostret har været befæstet? Lad os gemme spørgsmålet lidt og nøjes med den enkle konstatering, at klostret har været omgivet med en grav, som på et tidspunkt er blevet fyldt op og erstattet med en ny lidt længere ude. Om de har fortsat øst for komplekset, kan vi ikke vide, men det er nok tænkeligt.

Den omløbende mur, som efter al sandsynlighed hørte til ethvert veletableret kloster, har vi formodentlig også fundet rester af, omend lidt usædvanlige. De fremkom i Klostergade-felterne, umiddelbart inden for den indre grav: en grøft af ca. én meters bredde og godt en halv meters dybde; den blev fulgt over en strækning af 7 meter i et snorlige forløb parallelt med voldgravene. De vandrette sandlag, som nu fyldte renden, er antagelig opstået ved formuldning af engtørv. Vi mener at stå over for klostermurens syld, i hvert fald minder anlægget meget om de tørvefundamenter, som flere af de nedrevne klosterbygninger har hvilet på, og som den dag i dag bærer kirkens sideskibe. Deres grøfter er ganske vist dybere, men en hegnsmur vejer jo også mindre end et hus. Vi kan ikke datere tørvefundamentet, men har dog en formodning om, at det er lagt, efter at indergraven var opfyldt, og har været i brug samtidig med ydergraven. Muren har vel omsluttet klostret, men hvordan den i øvrigt er forløbet, om den nøje har fulgt gravene eller gået sine egne veje, må foreløbig stå hen. (Fig. 5) (Fig. 6) En murrest, som ved udgravningen i 1913-14 blev påvist syd for de bevarede bygninger og dengang antaget for klostermuren, har nok snarere hørt til slottet. (Fig. 7) Det samme gælder spredte fund af pæle og faskiner langs det vandrige engdrag omkring Slotsbækken.

Det vanskelige spørgsmål, om klostret har været befæstet, kan ikke længere udskydes - navnlig den store ydergrav kalder højt på en forklaring. Fra Estland og Spanien kendes cistercienserklostre med regulære forsvarsværker, men her er vi i kristendommens grænseområder. Danmark lå mindre udsat, og selv om middelalderen var en urolig tid, hvor selv klostre kunne blive udsat for voldelige overfald, er det alligevel svært at forestille sig disse fredens boliger som borge. En borg kræver krigstrænet mandskab, og det havde de danske klostre ikke. Ingen historisk overlevering lader i hvert fald ane noget sådant.

Klostermuren var kun lidt bevendt i en virkelig nødsituation, den har ikke kunnet holde fjender ude, men måske nok tyve og røvere. Den var en markering af klosterområdet, et »hertil og ikke længere«, og graven kan måske - i mangel af bedre forklaring - opfattes som en ekstra understregning. Omfattende kanalanlæg ved andre cistercienserklostre - Øm og Sorø - viser, at munkene forstod at håndtere store jordmængder. Nu er det, som betonet i indledningen, meget lidt vi ved om klostrenes yderområder. Løgumklostrets grave må da stå som noget nyt og mærkeligt, der venter på nærmere belysning gennem fremtidige fund.

Lit: Løgumkloster Studier I, 2 og 3 (1978, -80 og -81). - Antikvariske Studier 1, 1977.