Fra hyrdernes og ostens tidsalder

I forbindelse med etruskerstudier på Elba plejede jeg hvert år at gøre en afstikker til Rom og derfra til Abruzzerne. Denne gang gik færden til Barrea, en lille by i udkanten af Parka Nationale. Det er en af Europas mest fortryllende nationalparker med et endnu levende landskab (bøgeskove op til 1800 meter over havet), små idylliske byer og brusende vandfald. Bondegårde nede i dalene, fæboder oppe i bjergene - hyrdernes vidtstrakte land.

(Fig. 1)

En dag tog vi tidligt af sted til M. Tronchillo, hvor hyrderne havde fortalt, at de små - ufarlige - brune bjørne plejede at vise sig i det tidligste gry. Jeg havde min kone og vore tre drenge med, og alle var nysgerrige efter at se bjørnene og måske endda finde spor af ulv - for de findes også heroppe. Vi fik ingen bjørne at se denne gang, men noget for mig langt interessantere.

Klokken var fem, og fæboden var ved at vågne. Hundene knurrede, og et par mænd kom ud af huset og begyndte at tænde ild under en gryde. På et træstativ hang en stor kedel. Så kom pigerne og gik med hver sin træbøtte til foldene, hvor dyrene havde opholdt sig om natten, både får og geder. To mand tager sig af malkningen; den ene slæber dyrene frem og holder dem, mens den anden malker - det hele går i en vældig fart. Mælken hældes over i en større bøtte, hvis indhold siden tømmes i den store gryde, som nu stikkes af ilden. Pigen lægger løbe i mælken, som forsigtigt omrøres og snart begynder at klumpe. Endnu nogle tag med skeen og klumperne tages op og trykkes ned i en åben kurv, mens vallen løber fra og de altid sultne hunde får nogle mundfulde af det, der bliver tilovers. Ostene trykkes til for efterhånden i fastere form at lægges til tørre på en hylde i gavlen. Dér ligger allerede en lang række til modning. Når denne del af morgensyslerne er overstået, åbnes folden, og dyrene strømmer ud i hælene på hverandre fulgt af hunde og leende hyrdedrenge. Snart hører vi hundenes glammen og drengenes fløjter oppe i bjergene. Og fårenes bjælder klemter over de fløjlsgrønne enge.

Under ture i Abruzzerne støder man på adskillige sådanne fæboder, som regel oven for bøgeskovsregionen, der har sin egen dyreverden: rådyr, hjorte, vildsvin, ulve, ørne... Oven for skoven begynder højfjeldet og græsgangene, hvortil man om sommeren sender kvæget fra dalene og sletterne. Fra maj til oktober strejfer hyrder og dyr omkring heroppe. Man bor i primitive hytter af sten eller ler, mens maden laves på et åbent ildsted i det fri eller under et særskilt tag. Rundt om husene er der et helt system af stenmure, kreaturstier og indhegninger til dyrene, folde til malkning, til diende lam, til syge dyr, til klipning.

Også på Campagnen kan man opleve hyrdelivet. Græsningen finder sted på samme tid som oppe i bjergene, og en hyrdefamilie kan forpagte et areal på tusinder af tønder land, hvor hvedemarkerne ligger som små pletter i det store gråbrune græsland. Syv hundrede får og en snes geder ejede en af disse nomadiserende familier, der boede ligeså primitivt og forhistorisk som hyrderne i bjergene.

Synet af disse bjerghyrder og besøget hos deres naboer på sletten har rørt ved noget i hukommelsen. Man genkendte det jo. Hvor er det, man har oplevet disse ældgamle bopladser og mennesker? Er det i en drøm? Eller har man læst om dem? Som drevet af et mystisk instinkt trækker man det slidte eksemplar af Odysséen frem af reolen. Rigtigt! Her står det jo i niende sang, besøget i kyklopens grotte. For næsten tre tusind år siden er skildret den scene, der nys udspillede sig i Tronchillo: kurvene stod fyldt med ost, lam og kid trængtes i båsene, karrene løb over med valle, baljer og bøtter stod klar til malkningen. Og så kom kyklopen med hjorden, tungt belæsset med en favnfuld tørt brænde. Mens væddere og bukke stod tilbage i indhegningerne, malkede han i tur og orden får og geder og slap lammene ind for at die. Halvdelen af mælken behandledes med løbe til ost, som han samlede og lagde i flettede kurve. Den anden halvdel blev tilbage i bøtterne til aftensmaden og til en tår for tørsten. Og så tændte han op... Gennem årtusinder har samme scene udspillet sig hos hyrdefolket.

I Odysséen havde jeg altså læst om det. Men hvor har jeg set det? Omsider vågner erkendelsen, og jeg mener at have gjort lidt af en arkæologisk opdagelse. Blandt de talrige levn af huse og gårde, vi har fundet på Gotland (ca 1.500 fra omkring år 200 før Kristus til 550 efter), har troligt nok de større grupper med ti til tyve tomter været bondegårde, hvor hver gård i »landsbyen« har haft sin indhegnede, dyrkede mark, men hvor kvægavl og græsning har været det vigtigste. De mindre grupper på de magre strækninger har været fæboder med et par beboelseshuse, stalde, forrådshuse og folde. (Fig. 2)

Da vi for mange år siden gik og kikkede på disse tusindårige fortidsminder på de gotlandske marker, sagde landmåleren, den kloge Sigurd Campbell, engang: »Jo mere jeg ser på disse rester af huse og gårde, jo stærkere bliver indtrykket af, at det er hyrder, som har boet her«. Og nu tror jeg ham. I Höglundar, hvor jeg gravede i trediverne, var der et helt system af indhegninger og folde, som sikkert har med dyrenes pasning at gøre. Man har formodentlig også haft kvæg, men talrige knogler af får og ged tyder på omfattende fåreavl. Fårene har strejfet frit omkring på de tørre græsningsarealer, og omkring husene har man holdt dem i folde til malkning, klipning, tæmning. Husgrunde, stenrækker, indhegninger giver omridsene af et hyrdefolks opholdssteder, mens småfund fra undersøgelserne udfylder billedet med karle og piger, der har malket, lavet ost af mælken, spundet og vævet ulden, mens hjorden har græsset. Når græsningen slap op, flyttede man til en ny plads.

(Fig. 3)

Fund fra husgrundene understreger forskellen mellem de større gårde, hvor man har boet hele året, og hyrdernes mere tilfældige boliger på hedestrækningerne og mellem bjergene. Mens bosteder som Stavgard og Vallhagar har et rigt varieret fundmateriale, finder man simplere ting og kun ubetydelige kulturlag i »fæboderne«, for eksempel Höglundar. Til gengæld er der rigeligt med knogler af får og ged.

Blandt fundene fra disse mælkehusholdninger er der nogle ejendommelige perforerede lerkar. Ikke bare bunden, men store dele af karsiden er gennemhullet som en si. Kogekar kan det ikke være, og de er da heller aldrig sværtede af ild. Da lignende kar forekommer på vidt adskilte tider og steder, kan der være grund til at fundere lidt over deres brug. Schliemann fandt for eksempel tilsvarende i Troja og mente, de havde været anvendt til slyngning af honning. Et andet forslag går ud på, at sien har været omsluttet af en større krukke og har fungeret som et dørslag, hvorigennem man pressede saft af skovbær, som man i princippet har gjort det også i nutiden. Jernalderens nordiske husholdninger kan have fået ideen fra de romerske vinsier, som der er fundet adskillige af både i Danmark og på Gotland. Imidlertid har disse kar, der kendes tilsvarende fra danske jernalderfund, nok først og fremmest været anvendt til ostefremstilling, det har ganske enkelt været osteforme, hvori man har trykket ostemassen sammen, mens vallen er løbet ud gennem hullerne. De små, nærmest firkantede huse blandt fæboderne har været mælkeboder, hvor man har lavet ost. (Fig. 4)

Gotland har mere end tusindårige traditioner for fåreavl. Endnu i 1800-tallet, inden agerbruget rationaliseredes, var det ikke usædvanligt, at en storbonde havde mindst tusind får - idag er der kun en enkelt flok af den størrelse - og det skete heller ikke sjældent, at piger og drenge havde deres eget fårehold på 50-60 stykker, som de selv passede. Lignende forhold har vel rådet i forhistorisk tid, men tillige har håndværk været en del af erhvervet. Man har fremstillet ting til tuskhandel og undertiden til eksport. For en menneskealder siden var det sådan, at fæboderne i Dalarne ikke bare lavede ost og smør, men også producerede ure (Dala-ure) og udvandt jern af moserne. Måske har noget tilsvarende fundet sted på Gotland; i hvert fald ved vi, at der allerede i romertiden udsmeltedes jern. Og mon ikke ost har været en handelsvare?

Skal vi tro Cæsar, så levede germanerne for godt to tusind år siden hovedsageligt af mælk, ost og kød. Halvandet hundrede år senere understreger Tacitus mælkehusholdningens store rolle hos de nordiske folk og det ringe værd, man lagde på den dyrkede jord.

Trods de vigtige fund af oldtidsagre, hvis alder ofte kan være vanskelig at fastslå, har jordbrug således næppe i forhistorisk tid og en stor del af middelalderen været af større betydning i sammenligning med kvægavl. Fund i Mälardalen fra de seneste års undersøgelser synes at bekræfte såvel dette som handelens og håndværkets ikke ubetydelige rolle. Gotland og Sydsverige var næppe noget kornmagasin, men snarere et mælkekammer, og det er vel troligt, at noget lignende gælder for Danmark.

(Fig. 5)

Lit: J. Nihlén och G. Boëthius: Gotlandska gårdar och byar under äldre järnåldern. Stockholm 1933.