Fra helgengraven

Den forsigtige forfatter til ovenstående er arkitekten H.F.J. Estrup, som i juni 1890 forestod restaureringen af Seem kirke ved Ribe, hvor han gjorde det bemærkelsesværdige fund. Brevet var til Nationalmuseet, og derhen blev de to blygenstande senere sendt; de viste sig begge at være beholdere. Ved åbningen fandtes et antal småknogler, indpakket i tøjstumper og vedlagt pergamentstrimler med påskrevne navne: Johannes Døberen, Villibrod bisp, Pancratius martyr o.s.v.

Fundet blev efter endt undersøgelse sendt tilbage og anbragt under et glaslåg bagest på alterbordet. Arkitektens bange anelser gik desværre fuldt ud i opfyldelse. Da sagerne efteråret 1971 blev undersøgt påny, viste det sig, at de i høj grad havde lidt overlast. Blykapslerne var bøjet ud af form, og de små poser med relikvier rodet sammen. Den udhulede tufsten, som har udgjort »helgengraven«, var knækket i flere stykker. Hele fundet ligger nu igen på Nationalmuseet til en omfattende analyse og konservering.

En samling knogler af kristendommens store personligheder! Fundet virker mærkeligt, ja næsten lidt chokerende, men det er ikke enestående - hverken i Danmark eller i det øvrige Europa. I alterbordene fra den katolske tid er normalt nedlagt relikvier - ofte blot et par stykker, i enkelte tilfælde flere hundrede. Disse alterbeholdninger var fast udstyr, men kirken kunne have andet af samme slags anbragt uden for alteret, og når dertil lægges de privatejede relikvier, forstår man, at den samlede relikviemængde har været meget stor. Relikvie! Ja, hvad er det egentlig? Det er ben af hellige mænd og kvinder, tøj de har båret, støv fra deres grave, ting de har rørt ved - en broget samling af kraftfyldte genstande, der for de levende sikrede kontakten med de fromme afdøde, hvis hjælp man ofte havde brug for. Relikvietroen er altså en aflægger af helgenkulten, der spiller så stor en rolle i den katolske kirke. De to gik hånd i hånd, opstod i kristendommens allerældste tid, udvikledes eksplosionsagtigt til et umådeligt omfang og ophørte for Nordens vedkommende brat med reformationen.

Martyrerne - de mennesker, som i brydningstiden inden kristendommens endelige sejr måtte lade livet for deres tro - blev de første helgener, men legender opstod om andre fromme mænd og kvinder, som havde gjort undere eller blot levet et særligt helligt liv. Paver, ordensstiftere, biskopper blev gjort til helgener, ofte kort efter deres død. De lokale kirkelige myndigheder stod for godkendelsen, men udviklingen tog en sådan fart, at paven 1172 fandt det nødvendigt at udstede en lov om, at helgenkåring - kanonisering - skulle godkendes i Rom. Det førte til en strøm af ansøgninger - omfangsrige dokumenter med oplysninger om kandidatens vandel, om undere, han havde udført, og om jærtegn, som var sket ved graven; alt dette skulle nu vurderes af Vatikanet, som imidlertid ikke kunne overkomme ekspeditionen. Resultatet blev en lang række uofficielle helgener, som i hjemlandet - ofte langt fra Rom - kunne opnå en yndest helt på linje med de paveligt anerkendte. I Danmark fik blandt andre kong Knud i Odense, abbed Vilhelm i Æbelholt og Keld i Viborg pavens officielle stempel, men mange flere klarede sig fortræffeligt uden. Hellig Anders i Slagelse er et typisk eksempel på en sådan folkehelgen.

I bunden af alle religioner, kristendommen ikke undtaget, lever primitive overtroiske forestillinger, således troen på amuletter. Forskellige arter af genstande - en nød, en fugleklo, en forsterling e. lign. - antages at indeholde mystiske kræfter, som beskytter bæreren eller forlener ham med særlige evner. (Fig. 2), (Fig. 3). Af denne urgamle berøringsmagi synes relikvietroen udsprunget, men sikkert helt ubevidst og ud fra de ædleste kristelige motiver. De ældste kirker byggedes, som naturligt er, på særligt hellige steder, hvortil regnedes martyrernes grave. Takket være helgenskarens hastige vækst kunne også senere kirker skaffe sig helgengrave; det blev noget væsentligt at eje de fromme hedengangne, men da antallet af kirker trods alt hurtigt oversteg antallet af helgener, opstod der alvorlige vanskeligheder med at dække behovet. Løsningen blev relikvier. Egentlig er det vel et udtryk for hjælpsomhed, at man begyndte at udstykke de kostelige levn, men skikken bredte sig og blev med tiden lagt i særdeles faste rammer. Det blev almindeligt, at kirken indviedes til den helgen, man havde relikvier af. Var der flere muligheder, valgtes naturligvis den vigtigste.

(Fig. 4), (Fig. 5). Kirkens relikvier blev anbragt i beskyttende gemmer; her lå de fredeligt århundrede efter århundrede, men var alligevel i stadig brug. Ved bøn til en helgen krævedes dennes »personlige« tilstedeværelse, enten i form af et billede, for eksempel et kalkmaleri, eller - bedre - i skikkelse af en relikvie; denne var jo ved hele sit væsen særlig egnet til at knytte kontakten. Man vovede sig ikke til Gud med sine daglige småbekymringer - åndelige som materielle - men bar dem hellere frem for helgenen, som kendte livets vilkår. For at lette betjeningen havde de forskellige helgener hver deres område at »bestyre«; Skt. Lukas var således malernes helgen, Skt. Klemens sømændenes og Skt. Crispinus skomagernes. Visse helgener beskyttede mod eller helbredte sygdomme - for eksempel Skt. Rochus, der hjalp mod pest - men i alle relikvier var der skærmende, ondt-afværgende kræfter, og her kommer forbindelsen med gammel berøringsmagi især til udtryk. Da man omkring år 1800 nedtog Køge kirkes tagrytter, fandt man i knoppen øverst en cylindrisk blybeholder indeholdende de traditionelle benstumper med vedlagt pergamentstrimmel, hvor indholdet var angivet: Skt. Gereonis, Herrens grav, »en os ubekendt jomfru«, Skt. Jakob patriark, Skt. Paulus og Herrens kors. Samlingen har sikkert skullet beskytte mod lynnedslag. Også privatfolk kunne gardere sig ved at bære relikvier som amuletter, men det krævede naturligvis, at man havde råd til at anskaffe de sjældne sager.

Relikvier kunne erhverves ved gave eller køb - eller ved ran og rov, som man også læser om i de middelalderlige beretninger. I det danske materiale finder vi hjemlige helgener repræsenteret, men det meste stammer sydfra og må være ført til landet af rejsende folk - en del måske af korsfarere, der jo i særlig grad kom i berøring med hellige egne. Den norske konge Sigurd Jorsalfarer bragte med sig fra Jerusalem en stump af Kristi kors, og om hans danske kollega Erik Ejegod ved vi, at han før sin død på Kypern 1103 nåede at hjemsende relikvier, som kejseren i Konstantinopel havde foræret ham; de gik til Lund, Roskilde og Slangerup, hvor Erik var født, og hvis kirke han havde ladet bygge. Centret for relikviedistributionen var iøvrigt Rom, der rådede over store mængder af kostelige helgenlevn. Herfra fik Roskilde-kirken sin enestående relikvie, den hellige Lucius' hovedskal, om hvis dramatiske hjemtransport legenden beretter, og 1364 skænkede pave Urban relikvier til borgkapellerne i Gurre, Søborg og Kalundborg. Ifølge de kirkelige retsregler var, det bisperne, som havde ansvaret for kirkernes indvielse og det dertil henhørende. »Relikvie skal biskoppen skaffe til veje på sin bekostning«, hedder det i Sjællandske kirkelov, givet af ærkebisp Absalon 1171. Næsten som en illustration til dette har vi fra alteret i Stokkemarke kirke på Lolland en lille relikviebeholder med en på siden indridset runetekst: ÆPISKOPUS GISIKO. Den omtalte Gisike var i slutningen af 1200-årene biskop over Odense stift, hvortil Lolland henhørte. (Fig. 6), (Fig. 7), (Fig. 8).

Hvor mange relikvier, den danske kirke rådede over, da reformationen slog spillet overende, er ikke let at sige, men med det opsving, fænomenet tog i løbet af middelalderen, må det have været meget betydelige mængder. (Fig. 9), (Fig. 10). Lunds domkirke havde således 417 relikvier, men overstråledes på dette punkt af Roskilde gråbrødrekirke, der skal have ejet omkring 500 stykker, deriblandt hele tolv splinter af korset, fire stumper af den sten englene væltede fra graven og to totter af apostlen Peders skæg. Så store beholdninger må dog have hørt til undtagelserne. En bevaret fortegnelse over Viborg domkirkes relikvier lyder i al beskedenhed.

Noget af Vor Frues eller Jomfru Mariae hår.
Et stykke af de fem brød, hvormed Kristus bespiste de 5000 mænd.
Noget hår af Skt. Siegfreds skæg.
En del ben af Skt. Jørgen.
Et stykke af Kristi kors.
Et af Skt. Peders rygben.
Et ben af Skt. Villads.
Et stykke af den gyldne port i Rom.
En klud af Skt. Olufs skjorte.
Nogle ben af Skt. Barbara og Skt. Birgitte.
Et stykke af Skt. Stefans hovedpande.
Nogle af Skt. Kelds tænder.
Nogle ben af Skt. Lambert, Skt. Knud konge og Skt. Knud hertug.
Noget aske af de thebanske martyrer.
Et stykke af Kristi grav.
Nogle ben af Lazarus og hans søster Marta.
Nogle ben af Skt. Ansgar, Skt. Leone og Skt. Sebastian.
Et stykke af Skt. Villads' bukser.

Som det fremgår er knoglerelikvier langt det almindeligste. Man får det indtryk, at de fromme mennesker er blevet stykket ud i en uendelighed af små-portioner og må undrende spørge, hvordan det er foregået, og om der overhovedet er blevet noget tilbage i de oprindelige grave. Normalt blev en vordende helgen jordet på sædvanlig vis og ansøgning sendt til Vatikanet om kanonisering; det var en omstændelig sag, så alle i graven stedfindende processer var som regel overstået, når svaret forelå. (Fig. 11). Var det positivt, blev helgenens ben flyttet til et fornemmere og lettere tilgængeligt hvilested - det kaldes translation – og nu kunne udstykningen begynde. Her opstod et dilemma: på den ene side var man interesseret i at udnytte mulighederne til det yderste, men at eje en helgengrav var et væsentligt aktiv, så trods alt ønskede man at bevare broderparten for sig selv. Der var rift om helgener. Den hellige Frans blev, siges det, da han døende førtes mod sin hjemby Assisi eskorteret af væbnede mænd, som skulle sikre, at det afsjælede legeme ikke faldt i forkerte hænder.

En »helgenarkæologi« opstod omkring martyrernes grave. Disse stridsmænd fra kristendommens kampår hørte jo til helgenernes elite, de måtte altså fremskaffes. Det skete, men der var groet meget græs over deres mørnede benrade, og det må alvorligt betvivles, at det altid var de rette, man fandt frem til. Som eksempel kan nævnes fundet af de 11.000 jomfruer. Legenden om en engelsk kongedatter og hendes terner, som på en pilgrimsfærd blev dræbt af hunnerne i nærheden af Køln, havde i tidens løb udviklet sig, så at de oprindelig 11 kvinder var blevet til 11.000. I året 1106 fandt man under jordarbejde ved Kølns voldsystem en gravplads, som, skønt den utvivlsomt var af hedensk oprindelse, antoges for at være jomfruernes. Den opnåede kirkens blå stempel, og i årene fremover fremdroges ved systematiske udgravninger mængder af relikvier - et indbringende foretagende, som imidlertid omkring år 1400 blev standset af pave Bonifacius 9. på grund af sagens urimelige karakter. Fra vore hjemlige alterborde kendes adskillige rester af jomfruerne; de kan meget vel stamme fra gravpladsen i Køln.

Ved siden af skeletrelikvierne står den anden gruppe, som byder på mange materialemæssige muligheder: træ, læder, tøj, hår, metal, sten o.s.v. - ja endogså jord (fra hellige steder) og vædske (Kristi blod, Jomfru Marias mælk, svedperler fra en helgens åsyn). Vigtigst af alt var splinter af Kristi kors. (Fig. 12), (Fig. 13). Dette sagdes at være genfundet i Jerusalem af en vis Helena, mor til den romerske kejser Konstantin den Store, på en rejse foretaget omkring år 320 netop med det fromme formål at opspore de i skriften omtalte ting og steder. Turen blev - ifølge legenden - overmåde vellykket, thi Helena fandt - ikke alene korset, men også tornekronen, Jesu kjortel og selve den hellige grav. Hvordan det nu end forholder sig, så er det givet, at der i 300-årene dukkede et kors op, som antoges at være Kristuskorset. En del af det blev bragt til Konstantinopel, men resten opbevaredes i Jerusalem, hvor det nogle århundreder senere blev erobret og fjernet af muhammedanerne. I 1200-årene fremkom imidlertid et nyt Kristuskors - denne gang i Ægypten; det førtes til Paris, hvor kongen, Ludvig den Hellige, i egen person bar den kostelige relikvie de sidste meter til domkirken. Af de mange korssplinter, som fandtes og endnu findes rundt om i kristenheden, må i hvert fald nogle stamme fra disse kors. De er altså af ret betænkelig oprindelse, og det samme gælder meget andet i denne gruppe, f. eks. stykker af Arons stav eller af Jakobs himmelstige. Derimod kunne sand fra Jordanfloden og lignende jo nok være ægte.

Det er nævnt, at korssplinter stod højt på relikviernes rangliste; det samme gjorde andre Kristusrelikvier og genstande med tilknytning til Jomfru Maria. Til de lavt noterede hørte de 10.000 soldater, de 6666 riddere og de ovennævnte 11.000 jomfruer; her måtte helligheden alene på grund af mængden forekomme lidt fortyndet. (Fig. 14). Særligt lykkelige var - som man vil have forstået - de kirker, der ejede en primær helgengrav; en sådan kunne være genstand for valfart, som var af stor økonomisk betydning. Tusinder af pilgrimme har gennemvandret Europa for at komme til Skt. Jakobs grav i Compostella, Spanien.

Den grav, som en helgen blev overflyttet til, når pavens godkendelse forelå, var et såkaldt helgenskrin, en ofte husformet kiste i prægtig udførelse, undertiden - som vore gyldne altre - beslået med forgyldte kobberplader. Størrelsen var noget mindre end en normal ligkiste; den døde var jo forlængst blevet til skelet og kunne altså sagtens være der. Af sådanne skrin, hvis plads sædvanligvis var på eller ved højalteret, er der kun bevaret få i Norden, men Skt. Knud i Odense hviler dog stadig i sit, med hovedet på en pude af byzantinsk silkestof. I Viborg domkirke brændte 1726 Skt. Kelds skrin, men vi har en beskrivelse af det: »Denne ark eller kiste var halvanden alen lang, gjort af træ på en underlig facon, den var smal til begge ender, ziret med adskillige udhugninger og i fugerne beslagne med messing stærkt forgyldt. På hver ende var desuden et hoved med en lang hals i ligning af et grifshoved, ligeledes af messing stærkt forgyldt«. Under restaureringen af kirken i 1863 fandt man et lille dragehoved af forgyldt messing. Det stammer rimeligvis fra Kelds skrin.

(Fig. 15), (Fig. 16), (Fig. 17), (Fig. 18). Disse skrin, hvis knogleindhold dannede basis for udmøntningen til relikvier, var helgengrave i egentlig forstand, men ordet »helgengrav« bruges også i overført betydning, nemlig som betegnelse for det lille rum i alterbordet, hvor kirkens relikvier opbevaredes. Som oftest var det anbragt midt i bordets overside i form af en aftrappet fordybning med en stenflise som låg. (Fig. 19). Fra Nordjylland kendes en række prægtige alterborde, som artiklens titelbillede viser et eksempel på. Bordpladen, der hviler på lave stensøjler, består her af en eneste stor granitsten, som helgengraven er hugget ud i. I de murede altre, som er de almindeligste (ved midten af 1100-årene kom teglstenen jo på mode), finder man helgengraven udhulet i en mindre kvadersten indsat midt i bordfladen - hvis man da ikke, som det undertiden skete, har anbragt relikvierne helt skjult i bunden af alterblokken. De hellige sager blev ikke lagt løst i hulrummene, men emballeret i små blyæsker; såvel de som indholdet er dog ofte fjernet i efterreformatorisk tid.

En kirke kunne, som allerede bemærket, have andre relikvier end dem, der opbevaredes i altergraven, i så fald lå de ikke i simple blyæsker, men i pragtfulde hylstre bestemt til at ses. En almindelig form var relikvieskrinet, der i det ydre lignede helgenskrinet, men var betydeligt mindre. En fremragende samling af sådanne skrin findes på Nationalmuseet, overtaget fra det nedlagte Kunstkammer og desværre uden hjemstedsoplysninger bortset fra et enkelt, der angives at være fra Vatnås i Norge. En helt anden type af relikviegemmer er dem, der ved deres form røber indholdets art. Atter kan eksempel hentes på Nationalmuseet, nemlig den afbildede armformede beholder, der ifølge en vedhæftet seddel indeholder en arm af en af de 10.000 soldater. Her må dog foreligge en anthropologisk misforståelse. Det i silke indsvøbte ben er tydeligvis en lårknogle.

Privatejede relikvier, der skulle bæres som amuletter, blev indlagt i smykker; kors var her det almindelige - og atter svarer form til indhold, for genstanden i det indre hulrum var som regel en splint af korset. Et velkendt eksempel på denne type er det lille byzantinske guldkors, som angives fundet i dronning Dagmars grav, og som derfor går under navn af Dagmarkorset.

En pavelig forordning, som pålagde bisperne at føre tilsyn med relikvier, specielt hvad angår deres ægthed, blev i året 1215 udsendt over kristenheden; den synes også at være nået til Danmark, hvor Anders Sunesøn, Absalons efterfølger på ærkebispestolen, advarer mod falske helgenlevninger, som forhandles på torvet i Skanør. Man var altså opmærksom på problemet, men kunne have været det i endnu højere grad, for mange af de kendte relikvier var jo - det fremgår alene af deres art - helt åbenbart falsknerier. At der også forekommer ægte helgenlevn, er sikkert nok, og mange kan være forhandlet i god tro, men her var i hvert fald et område, hvor svindelen trivedes, ja fejrede uhørte triumfer. For de fleste af datidens mennesker var det uden betydning, den blinde tillid gav selv det værste humbug guddommelig kraft, men ikke alle havde troens nådegave. Det hele relikvievæsen blev med tiden drevet så langt ud i det parodiske, at det kom i miskredit, og det er vel en af grundene til, at katolicismen i Norden tog en ende med forskrækkelse.

Efter reformationen stod Europa delt. I Norden udfejedes med hård hånd den gamle læres vildfarelser, men sydpå blev alt, som det var, og hernede lever relikvietroen endnu, omend i meget modereret form. De danske relikvier gik det gennemgående ilde, men en del blev dog reddet og befinder sig idag i museernes sikre varetægt. Skt. Lucius' hovedskal, om hvis farefulde transport fra Rom til Roskilde vi har hørt, kom til Kunstkammeret og derfra til Nationalmuseet. 1908 blev den deponeret i Skt. Ansgarkirken, den katolske menigheds hovedkirke i København. (Fig. 20), (Fig. 21), (Fig. 22).