Fortid og fordom

Når vi kan udtale os så forholdsvis sikkert om oldtidens hår- og skægmode, skyldes det viden hentet fra to kilder: de arkæologiske fund og samtidige litterære overleveringer, men hvad de sidste angår, må vi rigtignok holde os for øje, at de er skrevet i fjerne sydlige lande af folk, der måske kun i ringe grad kendte vore forfædre af selvsyn, og hvis opfattelse derfor også meget vel kan være farvet af fordomme. De arkæologiske vidnesbyrd tør vi uden videre stole på, og det er så heldigt, at vi netop fra denne tid råder over en fundgruppe, der bedre end nogen anden kan informere os om dagligdags ting som frisure, skægvækst etc. Det er de såkaldte moselig. Rundt om i de lande, der engang tilsammen udgjorde Germanien, altså Øst- og Vesttyskland, Danmark og Sydsverige, har moserne bevaret menneskekroppe og ofte tillige deres dragter. Hvordan disse mænd og kvinder er havnet i sumpene, behøver vi ikke at komme ind på her, men det bør nævnes, at moselig, omend de optræder talrigst og bedst dokumenteret i ældre jernalder og på germansk grund, dog på ingen måde er begrænset til denne tid og dette område. Endogså uden for Europa forekommer de.

Den romerske forfatter Tacitus har i sin bog Germania fra omkring 100 efter Kristus beskrevet hårmoden hos en af områdets folkestammer således: »Et særligt kendetegn for sveberne er, at de reder håret til siden og sætter det op i en knude (Fig. 1). Herved adskiller sveberne sig fra alle andre germanere, og de fribårne blandt sveberne fra slaverne«. Et flot eksempel på denne »sveberknude« har vi på et mandskranium fra Osterby i Sydslesvig - ja vi kan ligefrem se, hvordan den blev bundet. Knuden sidder på den forreste del af issen, men på et andet hoved fra Dätgen i samme område er den anbragt i nakken, og her kommer et pudsigt problem til: de lærde er tvivlende over for, om kraniet, hvis krop blev fundet få meter derfra, tilhører en kvinde eller en kastreret mand; det er med andre ord usikkert, om sveberknuden udelukkende blev båret af mænd. På de hjemlige strøg har vi to berømtheder med hver sin frisure: Tollund-manden, der er mærkværdig kortklippet, og Grauballe-manden med hår af mere »normal« længde og snit. Begge er iøvrigt skægløse. Når Tollund-manden fremviser daggamle skægstubbe, skyldes det formentlig, at han ikke har fået tid til - eller måske snarere ikke lov til - at barbere sig inden sin utvivlsomt bratte død.

En helt kortklippet frisure har vi et eksempel på hos et andet berømt moselig: den unge pige fra Windeby syd for Eckernförde. Hårarrangementet her var imidlertid meget mærkeligt, og man får en mistanke om, at der stikker noget under. Venstre side af hovedet var nylig blevet glatraget, kun et par millimeter af håret er vokset ud igen. På højre side er længden derimod omkring fem millimeter efter en meget ujævn klipning. Man mindes uvilkårligt krigstidens behandling af de såkaldte feltmadrasser, som af deres nationalt forargede landsmænd fik håret brutalt afklippet, helt eller på den ene side af hovedet. Flere andre moselig af begge køn har samme besynderlige frisure. For mændenes vedkommende kan delvis afragning af hovedhåret dog måske betragtes som noget normalt, en mode, der kan virke ret pudsig. For eksempel kunne man på et mandligt moselig fra Emsland, der var temmelig tyndhåret fortil, konstatere, at baghovedet jævnlig er blevet raget (Fig. 2). Til gengæld havde han et lille halvanden centimeter langt overskæg. I de tilfælde, hvor kvinderne er kommet i mosen med deres hårpragt ubeskåret, får man indtryk af, der blev gjort en del ud af pleje og frisure. Vævede hårbånd og kyselignende net hører med i billedet, eller de lange lokker var flettet sammen med snore og båret i rosenkrans.

Alt ialt må vi ud fra moseligene slutte, at vore nordiske forfædre ikke i århundrederne før og efter Kristi fødsel optrådte langskæggede eller med vildt flagrende hår. Men hvorfra har vi da vore forestillinger om de vilde og ubarberede germanere (Fig. 3)?

Allerede i den konstatering, at udtrykket vild og ubarberet sikkert er overtaget fra latin, ligger en antydning af, at det trods alt er romerne, vi skylder den fejlagtige opfattelse. Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning, at romerske relieffer med historiske motiver (her tænkes fortrinsvis på Trajan- og Marc Aurel-søjlerne i Rom) gerne lader barbaren fremtræde ret ensartet og stereotyp: langhåret og langskægget og som regel iført lange bukser. Selvfølgelig kan man finde enkelte lidt mere individuelle fremstillinger, men det er indlysende, at netop dette konventionelle billede af barbaren, germaner som kelter, rummede visse fordele. Den romer, der har betragtet disse relieffer, har umiddelbart kunnet opfatte de forskellige typers »nationalitet« og rolle.

Nu ringeagtede antikkens mennesker ikke, almindeligvis da, andre folkeslag på grundlag af det, vi lidt svævende kalder »race«. Deres diskrimination angik først og fremmest den ydre fremtoning, altså klædedragten, frisuren og lignende. For en kortklippet, togaklædt romer har langt hår og skæg virket uciviliseret, og det at bære bukser må have forekommet ligeså latterligt, som det for ikke så mange år siden var at optræde i skotsk kilt i Danmark (Fig. 4, Fig. 5). Buksedragten var noget, man i høj grad lagde mærke til. Tacitus fortæller, at de mandlige germanere bar den, og han har en interessant tilføjelse, nemlig at kvinderne gik klædt på samme måde som mændene! Hvad det første angår, synes arkæologiske fund at bekræfte rigtigheden. Det sidste derimod, den omtalte unisex mode hos de gamle germanere, har endnu ikke kunnet verificeres og vil næppe heller nogen sinde blive det, hvis jeg ikke tager meget fejl (Fig. 6). Unisex er for Tacitus blot et ydre symbol på mandens og kvindens ligestilling i det gamle germanske samfund. Han er her helt i overensstemmelse med antikkens fordomme om ur-samfundets sociale struktur.

De primitive folkeslag var i antik opfattelse et direkte levn efter ur-mennesket, og på ur-stadiet, antog man, var der lighed og fællesskab i alle henseender. Og Tacitus går videre endnu, han beskriver, rent biologisk, den germanske kvinde som værende af samme højde og drøjde som manden: »De unge mænd har først sent et kærlighedsliv. Derfor er deres manddomskraft usvækket. Heller ikke de unge piger har man travlt med at bortgifte. De besidder den samme ungdommelige styrke som de unge mænd og har lige så høje og ranke skikkelser. Jævnbyrdige og lige i styrke forener de sig, og børnene arver forældrenes råstyrke«. Det er altså ikke kun socialt og kulturelt, at Tacitus mener, der er lighed mellem mand og kvinde i det gamle Germanien, men også rent kropsligt. Den kønsbestemte forskel i højde og drøjde mellem mand og kvinde eksisterede ikke efter hans opfattelse. Her tager han naturligvis fejl. Hvis mand og kvinde hos germanerne virkelig var lige store, ville der være tale om intet mindre end en sensation inden for pattedyrenes art. Virkeligheden svarer altså ikke helt til hans idealverden, og de arkæologiske fund, moselig som almindelige gravfund, hjælper os atter til et mere sandfærdigt og nuanceret billede. Mændene var gennemgående små ti centimeter højere end kvinderne.

Også oplysningerne om de indfødte germaneres kønsroller, hvor ønskværdig en ligestilling mellem kønnene end kan forekomme os nutidsmennesker, må siges at være uden bund i faktiske forhold. Tacitus hævder, at germanerne som næsten de eneste af alle jordens barbarfolk er monogame, men er her i stærk modsætning til - ikke blot eftertidens, men også datidens etnografer, der hæfter sig ved naturfolkenes promiskuitet. Om ægteskabet siger han, at det indtræder sent, fordi det kolde klima bevirker en sen kønsmodning, men det harmonerer ikke så godt med en oplysning, han andetsteds bringer, nemlig at germanerne er overordentlig talrige. Her må vi imidlertid tage de stedlige forhold i betragtning. Når han siger, at de gifter sig sent, mener han naturligvis sent set med romerske øjne, hvor gennemsnittet for piger var ca 13 og for mænd omkring 23 år. Særlig sent kan det nu ikke have været hverken på romersk eller dansk, det tillod tiden simpelthen ikke. Man har på arkæologisk grundlag beregnet den gennemsnitlige levealder til 18-25 år, lavest for kvinderne. Tallene skal ganske vist ses i lyset af en børnedødelighed på godt 60 procent, men alligevel må vi regne med tidlige giftermål, ellers havde det næppe været muligt at fortsætte slægten inden for ægteskabets rammer.

Talstærke, som Tacitus siger, kan de germanske folkestammer under ingen omstændigheder have været, men antallet af børnefødsler var formentlig stort i et samfund, hvor kun de færreste børn har haft mulighed for at lære bedsteforældrene at kende. Fem, seks eller flere har næppe været ualmindeligt. Den idealiserende Tacitus hævder, at børneudsætning - modsat Rom - ikke fandt sted i Germanien, men det har givet været tilfældet; ellers skulle spædbørnedødeligheden ud fra begravelsespladserne at dømme have været mindre end i langt senere tid. Der er således næppe grund til megen sentimentalitet, når vi ser tilbage på livet og eksistensens reelle og barske vilkår i det gamle Germanien. Billedet af folkets ubekymrede og oprindelige livsform har i alt for høj grad været præget af de antikke skribenters fordomme.

Lighedsbegrebet og fællesskabet måtte naturligvis gælde for al ejendom, ifølge de gamle forfattere. Igen siger arkæologien noget andet. Jernaldermarker, som netop i Danmark er særlig grundigt efterforsket, har været omgivet med jorddiger, der næppe kan opfattes som andet end skelvolde. Bonden har kunnet trække sit oksespand ud til marken uden at betræde naboens grund, og han har kunnet vende sin plov (arden) på egen jord. Når en sådan indhegnet mark undertiden ses opdelt med tværvolde i to, tre eller fire lige store stykker, kan det bedst tolkes som arvedeling af jordlodden. Den private ejendomsret eksisterede uden al tvivl, trods romernes formodning om det modsatte.

Det er som en forlængelse af denne tanke, man i antikken mente, at germanerne ikke forstod og ikke kendte værdien af guld, sølv og andre sjældne naturprodukter. Tacitus siger det rent ud: »Jeg ved ikke rigtig, om det er i nåde eller vrede, at guderne har nægtet dem guld og sølv. Hermed være ikke sagt, at der ikke findes nogen guld- eller sølvførende åre i Germanien - for hvem har søgt efter den?« Om en enkelt stamme, æstierne kaldet, hedder det således: »De er næsten de eneste germanere, der samler rav - selv kalder de det glesum - I lavvandede områder og på selve kysten (Fig. 7). Men uciviliserede som de er, har de hverken undersøgt eller fundet ud af, hvad rav består af, eller hvorledes det bliver til. Ja, længe fik det endog lov at ligge upåagtet hen blandt alt det andet, havet skyller op, indtil vor trang til luksus bragte rav til ære og værdighed. Selv anvender de det ikke. Råt indsamles det, uforarbejdet afhændes det, og undrende modtager de deres betaling«. Vi ser for os og genkender uvilkårligt billedet af den primitive indfødte, der tager imod glasperler til gengæld for sit guld. Det var altså ikke velstand i almindelig betydning, der kendetegnede samfundets ypperste. Cæsar, for eksempel, skildrer germanerne som besiddelsesløse. Herfra og til forestillinger om social og politisk lighed er ikke langt.

Knap så uberørte af civilisationen og knap så uskyldige tager arkæologiens germanere sig ud. Fundene fortæller med al ønskelig tydelighed om sociale forskelle og om en udtalt interesse for værdimetallerne. Der kendes grave så rige, at de med en vis ret er betegnet »fyrstegrave«, og selv om man ikke vil svinge sig så højt op, kan ingen dog tvivle om, at de må tilhøre folk, som økonomisk har hævet sig over gennemsnittet. Herhjemme har vi Hoby-graven med de berømte sølvkar, Himlingøje-gravene med deres overdådige udstyr samt en række andre tilsvarende fund (Fig. 8). Om de gravlagte er fyrster eller storbønder, skal vi ikke tage stilling til her, ejheller om kostbarhederne er erhvervet som gave, krigsbytte eller rent forretningsmæssigt, men det er iøjnefaldende, at de i stor udstrækning stammer fra det romerske imperium. Hele denne fundgruppe diskuteres i disse år indgående blandt fagfolk, men heller ikke dette vil vi komme ind på. Blot fastslå, at også det germanske samfund har haft sin sociale pyramide, og at guld, sølv og glas(!) i høj grad har været regnet for værdifuldt. Ellers er det ikke logisk, at disse sager kun forekommer i få grave, som også i andre henseender er typiske ved deres rige præg (Fig. 9). Det har altså intet, absolut intet, på sig, at germanerne ikke kendte forskel på lertøj og sølvtøj som påstået af Tacitus: »Man kan hos germanerne opleve, at sølvkar, som deres udsendinge eller høvdinge har modtaget som gave, står i samme ringe kurs som lerkar«.

Fordomme er sejlivede. Et tusinde år efter Tacitus beretter en anden etnograf, Adam af Bremen, om Skandinaviens folkeslag. Han boede nærmere sit studieobjekt, kendte til forholdene af selvsyn og havde i det hele taget langt bedre forudsætninger end forgængeren, hvilket naturligvis mærkes, og alligevel finder vi adskillige af de gamle travere i skildringen af Nordens barbarfolk. Vi hører stadig om »ædle vilde«, der lever i overensstemmelse med naturen, ufordærvede og uspolerede af civilisationens unødige luksus. Specielt om sveonerne (svenskerne) hedder det: »Det frugtbareste område i Norden er Sverige, som er rigt på korn og honning, og hvis kvæghold slår alle andre landes. Der er en mængde nyttige floder og skove, og hver del af landet flyder med fremmede handelsvarer. Man kan altså ikke sige, at sveerne egentlig savner noget, det skulle da lige være hovmod, som vi jo elsker eller rettere beundrer. For alt det, der tjener den tomme forfængelighed, altså guld, sølv, ædle gangere, bæver- og mårskind, regner de for intet. Kun i forholdet til kvinder kender de ikke til mådehold. Hver mand har i forhold til sin økonomiske formåen to, tre eller flere koner på samme tid. De rige og de fornemme har utallige«.

Om befolkningen på Island beretter Adam følgende, der er en sær og overraskende blanding af antikke fordomme og kristen ønsketænkning: »Øen er så stor, at den kan rumme mange indbyggere. Disse lever udelukkende af kvægavl og er iklædt pelsværk. Der findes ingen korn deroppe og kun meget lidt tømmer. Derfor lever de i underjordiske huler, men deler gerne deres bolig, levevis og leje med deres kvæg. Således lever de i en hellig enfold. Men da de ikke begærer mere end det, naturen af sig selv tilstår dem, kan de glade med apostlen sige: »Når blot vi har føde og klæder, må vi være tilfredse dermed«. Bjergene er deres bolig og kilderne deres glæde. De er, siger jeg, et lykkeligt folk, hvem ingen misunder deres fattigdom. Og de er så meget des lykkeligere, som de nu alle har antaget kristendommen. Deres karakter indeholder mange fortræffelige sider, især deres næstekærlighed, hvorfor de er fælles om alt, og det gælder for fremmede som for de indfødte«.

Fire hundrede år senere noterer Columbus helt i samme ånd følgende interessante bemærkning ved sit møde med Amerikas indianere: »Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af, om de indfødte har privat ejendomsret eller ej (Fig. 10). Men jeg så faktisk, at en af dem delte, hvad han havde, med de andre«. Fælleseje med andre ord! Det var i hvert fald delvis rigtigt. Det forholdt sig sådan, at begrebet privat ejendomsret til jorden var ukendt hos de indfødte. Det var derfor, de intetanende »solgte ud« af deres land til den hvide mand og blev hjemløse.

Der er vist ingen tvivl om, at Columbus og hans samtidige ureflekteret har overtaget antikkens syn på de primitive naturfolk, som besiddelsesløse, og i dette tilfælde fik de altså ret. Fordomme tager nemlig ikke altid fejl, somme tider træffer de det rigtige.