Forskerforeningen

Det var meningen, at Selskabet skulle kunne påtage sig større samfundsmæssige opgaver, og de meldte sig snart, men en af dem kom hurtigt til at overskygge alle de andre, nemlig arbejdet med landets kortlægning. De Danmarkskort, som forefandtes ved midten af 1700-tallet, var endnu ret unøjagtige og med stærke fortegninger, det skulle der rådes bod på. Ideen kom udefra: en ung kartograf, Peder Koefoed, henvendte sig 1757 til Selskabet med tilbud om at »gøre akkurate kort over Danmark«. Han mødte med fine anbefalinger fra den højt ansete bygmester Laurids Thura, så der var intet at betænke sig på. Det aftaltes, at Koefoed skulle udføre et-to kort årligt, men arbejdet afbrødes brat ved hans død blot tre år senere. Nu havde man imidlertid fået blod på tanden, så projektet fortsatte, men ingen havde dog vist forudset, at det skulle komme til at strække sig over 80 år. Ved kortlægningen benyttedes parallelmetoden: et målesystem bestående af parallelle, nord-sydgående linjer blev lagt ud over landskabet; hver linje blev omhyggeligt opmålt med stålkæder, og det blev ved stadige kontrolmål sikret, at den indbyrdes afstand mellem dem var ens overalt, nemlig 10.000 alen. Herudfra tegnedes så kortene. For at eliminere de fejl, som uundgåeligt måtte opstå, og som ellers ville brede sig hæmningsløst, anvendtes triangulering, en helt anden metode, hvis forudsætning er den geometriske lov, der siger, at hvis man kender længden af én side i en trekant og størrelsen af de tilstødende vinkler, kan man beregne længden af de to andre sider. Her var det ikke et parallelværk, men et trekantnet, der - åndelig talt - blev lagt ud over Danmark (se Skalk 1972:2). Man forstår, at kortlæggerne har gjort sig umage, for udvalgte punkter i de to systemer skulle jo falde sammen - hvad de da også i reglen gjorde. En prøve omfattende hele Sjælland viste således intet sted fejl større end én alen.

De færdigtegnede kort blev stukket i kobber og trykt - også en krævende opgave - og 1842 kunne Selskabet med god samvittighed lægge denne side af sin virksomhed på hylden. Der forelå nu gode og brugbare kort over hele det danske rige, men mange af de først udførte var ganske vist ved at være forældede. Det måtte andre om. Arbejdets videreførelse blev lagt i hænderne på generalstaben, der jo i den forbindelse havde særlige interesser at varetage. Det er senere overgået til Geodætisk Institut.

Kortlægningen er Selskabets største bedrift, men det har haft mange andre jern i ilden, ofte pålagt det af regenten, der under enevælden øvede afgørende indflydelse på dets virke. Det kunne være mindre opgaver som undersøgelser vedrørende brøndboring, bedømmelse af et nykonstrueret »søur« eller rådgivning i forbindelse med en ekspedition (Galathea 1845-47), men også store og skelsættende projekter. Meteorologien lå Selskabet meget på sinde, man indsamlede oplysninger om vejr og klima, ikke blot fra de hjemlige egne, men også fra fjernere steder som Island, Grønland og de Vestindiske Øer. Det var dog først efter 1820, denne virksomhed fik en mere systematisk karakter, og det gik som ved kortlægningen: man indså, at der var tale om en statsopgave, og i løbet af 1870’erne overgik arbejdet til det nyoprettede Meteorologisk Institut. En stor, længe savnet og hårdt tiltrængt ordbogsudgivelse gik det mindre heldigt med, første bind udkom 1793, men arbejdet var langt større, end man havde forestillet sig, og undervejs blev det ramt af uheld; ved Københavns bombardement 1807 brændte således hele materialet til bogstavet P. Da ottende og sidste bind forelå 1905, var værket forældet og af begrænset interesse.

Videnskabernes Selskab er ikke nogen folkelig institution og har aldrig været det: Et vagt forsøg på at nærme sig menigmand blev dog gjort 1760 gennem udgivelsen af en »Historisk almanak«. Den synes at være faldet i god jord, men åbenbart ikke hos udgiverne. Efter en snes år blev sagen opgivet.

Alt taget i betragtning er der god grund til at ønske Videnskabernes Selskab til lykke med fødselsdagen. Det har udført et stort og fortjenstfuldt arbejde, og man kan ikke bebrejde det, at det måske nu er noget tynget af alderen. Heldigvis har det fået afkom: et væld af lærde selskaber omfattende alle forskningsgrene. Videnskaben har jo udviklet sig en del siden Hans Grams tid.