Forhistorien
Året 1807 nedsattes »Commissionen til Oldsagers Opbevaring«, der blev grundlaget for Oldnordisk Museum, og dermed var den udvikling startet, der gjorde arkæologien til egentlig videnskab. At det var vor landsmand C. J. Thomsen, der fik den skelsættende ide at lade stenen, bronzen og jernet kendetegne oldtidens »aldre«, lades sjældent unævnt, når danske arkæologer dvæler ved dette tidsafsnit, men også mænd som Worsaae og Sophus Müller bidrog afgørende til at sætte tingene på plads. De lagde fundamentet, vi andre bygger videre på.
Af Redaktionen
Det var som sagt i forrige århundrede, arkæologien kom til skelsår og alder, men forinden havde den trådt sine børnesko, og det er en både spændende og på sin vis ganske rørende historie. Om fundenes indbyrdes tidsforhold vidste man meget lidt, om den faktiske alder slet intet, men interessen var vågnet, og der blev gravet og forsket efter bedste evne med konklusioner, der i vore øren kan forekomme humoristiske. Trods alt var også det en frugtbar tid, en nødvendig forudsætning for udviklingsepoken, og det er glædeligt at kunne fortælle, den nu har fået sin bog: Forhistoriens historie af Klaus Ebbesen og Ruth Tanderup. Blandt stoffet, de to arkæologer har fremdraget, er den ældste bevarede udgravningsberetning, som tillige er en af de bedste før Worsaae; den omhandler undersøgelser foretaget 1704 på Nordfyn af præsten Christian Bircherod. I det omfattende illustrationsmateriale er adskilligt, som ikke tidligere har været på tryk.
Ruth Tanderup og Klaus Ebbesens Forhistoriens historie, som i nær fremtid udsendes af Wormianum, bliver på ca 100 sider. Pris 78 kr. For abonnenter dog 66 kr.
