Forgængeren

For en borg var dette sted velvalgt. De tre sider dækkedes af vandløbene, og kun den fjerde, landsiden, var det nødvendigt at afskærme med en voldgrav. Netop den slags lokaliteter har i høj grad tiltalt oldtidsfolkene (også mindre krigsmæssigt betonede bopladser blev helt fra stenalderens dage meget ofte anlagt i ågafler), og det er derfor ikke så mærkeligt, at der under Trelleborg blev fundet talrige levn fra ældre tid. Selve borgen er som bekendt opført omkring 980, men det er tydeligt, at vikingerne færdedes på pladsen længe før dette år. Tidligere i jernalderen, omkring 300 før Kristus, har der været en kortvarig, men ikke helt ubetydelig bebyggelse, og også bondestenalderen er rigt repræsenteret - så rigt, at stenalderforskeren Therkel Mathiassen, som behandlede materialet, kunne tale om »det største bopladsfund fra jættestuetiden, der kendes på Sjælland«. I virkeligheden drejer det sig om flere stenalderbosættelser fordelt over en længere periode. Det er en af disse, den ældste, vi her skal interessere os for.

Betragter man Trelleborgs udgravningsplan med alle gruber og stolpehuller indtegnet, og udskiller man deraf det, som efter fundene har med stenalderen at gøre, fremkommer den figur, der er gengivet nedenfor. Som man ser, er spredningen betydelig, men mod sydøst bliver gruberne større og med tilløb til rækkedannelse. Hvad kan det mon betyde?

I det halve århundrede, der er gået siden Trelleborgs udgravning, er der sket meget inden for stenalderforskningen, således har man fået kendskab til nogle store og meget mærkelige anlæg - sædvanligvis betegnet fæstninger, skønt ordet nok ikke helt dækker deres brug. Det første blev fundet ved Sarup på Fyn (se Skalk 1982:2), men flere er senere kommet til, således et ved Haderslev fjord (Skalk 1983:5). Beliggenheden kan i nogle tilfælde minde ret slående om Trelleborgs, også her har man foretrukket vandomflydte næs og sikkert af samme grund, som vikingerne gjorde det, nemlig af hensyn til forsvaret. Mod landsiden findes altid en spærregrav, men ikke en sammenhængende som dem, vi kender fra middelalderen, derimod et - ofte dobbelt - bælte af langstrakte gruber, som under fredelige forhold let har kunnet passeres ad de mellemliggende »jordbroer« (Fig. 2). Nogen særlig effektiv beskyttelse har en grav af denne art næppe kunnet give, men inden for den ses spor af et kraftigt palisadehegn, og det i hvert fald har ikke været så let at forcere. Foreløbig er kun Sarup-fæstningen totaludgravet. Inde på selve det afskærmede næs blev ikke, som ventet, fundet spor af samtidig bebyggelse, men talrige gruber, nogle med affald, andre med hele genstande, der må opfattes som offergaver. Det hele er ret gådefuldt. »Forsamlings- og ceremonipladser« er den tolkning, man foreløbig er blevet stående ved. Dateringsmæssigt falder anlæggene omkring midten af bondestenalder.

Alt det kendte man ikke noget til, da Trelleborg blev udgravet i 1930'erne, og sandt at sige fik stenalderfundene ikke helt den behandling, de fortjente; det var jo - forståeligt nok - vikingerne og deres storslåede anlæg, som optog sindene. Spørgsmålet er nu, om ikke de langstrakte gruber, som den gamle plan viser liggende på række, i virkeligheden er spærregraven til et anlæg af Sarup-type. Såvel størrelse som form passer meget godt, og jordbroerne mellem gruberne har den foreskrevne bredde. Også retningen er i orden - tænker man sig grubekæden fortsat ud mod åerne, vil den ramme disse nogenlunde vinkelret og skære en anselig bid af næsset. Sagen var værd at undersøge nærmere. Efter indhentet tilladelse fra Nationalmuseet og Fredningsstyrelsen gik Forhistorisk Museum i gang med fladeafdækninger inden for ringvolden.

I gruberækkens nordøstlige forlængelse var et mindre område, som den gamle gravning havde ladet uberørt; her skulle være en mulighed for at få teorien bekræftet. Det blev den, så godt det nu lod sig gøre: på rette sted fremkom en stor nedgravning af samme brede, fladbundede form, som vi kender fra Sarup-pladsen, i særdeleshed dens yngre fase. Et andet felt blev lagt inden i borgens sydøstlige karré og sådan, at det skar gennem det tidligere undersøgte grubebælte (Fig. 3). Atter fandtes tydelige lighedstræk med Sarup, og vi tør herefter regne stenaldergraven for en realitet. Den har utvivlsomt - som i det yngre Sarupanlæg - strakt sig i en let bue fra å til å.

På et punkt skuffede undersøgelsen. Der blev ikke, som vi havde håbet og ventet, fundet spor af et palisadehegn inden for gravlinjen. Det kan naturligvis skyldes, at der intet har været, men en anden mulighed foreligger. Ved anlæggelsen af vikingeborgen er terrænet givetvis blevet reguleret (Fig. 4). Herved gik måske de gamle stolpehuller tabt.

Udgravningen bragte ikke de store oldsagsmængder, kun nogle få skår, men nok til at give dateringen: ca 3000 før Kristi fødsel. De største gravkamre, vi kender, blev bygget dengang. Store ingeniørarbejder lå altså ikke datiden fjernt.

Trelleborgs udgravere var optaget af deres vikingeborg. At de samtidig afdækkede et langt ældre og på sin vis lige så epokegørende fæstningsanlæg, havde de ingen anelse om - og kunne ejheller have det, da de savnede vort erfaringsgrundlag. I 1948 udkom Poul Nørlunds værk om ringborgen. Her findes aftrykt den store plan, som blev nøglen til gådens løsning.

Lit: Poul Nørlund: Trelleborg. 1948. - Journal of Danish Archaeology, vol. 1. 1982.