Fordrivelsen fra Salzburg

Da Luther 1517 offentliggjorde sine klagepunkter over Romerkirkens udskejelser, var han blot en af mange katolske gejstlige, der tænkte og handlede sådan. Herhjemme havde karmelitermunken Povl Helgesen på et endnu tidligere tidspunkt udtalt sig skarpt om bestemmelsen, at kun adelige kunne blive biskopper, thi »intet har bidraget mere til kirkens fald end visse adelsmænds forfængelighed og hovmod, der i den grad er slaver af livets lyst og tøjlesløshed, at de ikke blot udslukker livets uskyld og den kristelige religions fromhed, men endogså fuldstændig foragter den«. Det er en karakteristik, der ville kunne passe på Børglumbispen Stygge Krumpen.

Et forargelsens tegn var også den stadig mere omsiggribende handel med afladsbreve, der blev markedsført under devisen: »Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer«. I spidsen for fremstødet i Nordeuropa var sat en pavelig legat, Arcimboldus. Han fik læst og påskrevet af Povl Helgesen, der sagde om ham og hans hjælpere, at de »havde styrtet sig selv i forargelsens dyb ved deres overdådighed, pragtlyst, ærgerrighed, vellyst, vellevned og utallige andre laster. Deres brøde er skyld i, at den hellige Romerkirke nu må høre ilde blandt verdens folkeslag og kaldes det skamløse Babylon«.

Det var lige så stærke ord, som Luther kunne finde på at bruge, forskellen var blot, at Povl Helgesen ikke ville gå så vidt som den tyske reformator. Han ønskede intet brud med den katolske kirke og måtte derfor anse Luther og hans tilhængere som oprørere. Oprør og voldelige omvæltninger fulgte da også ret omgående, men ikke helt efter Luthers plan. Han havde prædiket frihed for det enkelte menneske, og dermed mente han trosfrihed, men af de undertrykte i samfundet kunne det let fortolkes som økonomisk og social frihed, og det var netop, hvad bønderne gjorde nogle få år senere, hvor tidligere spredte oprør samledes til den store bondekrig 1525-26. Den bredte sig som en steppebrand over store dele af Europa med blodsudgydelse og ødelæggelser til følge.

Mens denne overvejende verdslige opstand blev brutalt nedkæmpet af fyrsterne, lod den egentlige reformationsbevægelse sig ikke stoppe, den voksede og spredtes i løbet af 1500-årene med det resultat, at en række nordeuropæiske lande gjorde sig fri af pavevældet. Selv i de udpræget katolske lande, som forblev tro mod Rom, ulmede det gennem de følgende århundreder, og lejlighedsvis slog flammerne ud. Helt specielt forløb udviklingen i Frankrig, hvor de reformerte, huguenotterne, længe kunne hævde en stærk stilling over for centralmagten, selv efter den kraftige åreladning i Bartholomæusnatten, 24. august 1572, hvor op mod 10.000 af dem blev myrdet. Først i 1685, da Ludvig 14. havde ophævet deres tilkæmpede rettigheder, blev bevægelsen næsten udslettet. Massevis flygtede huguenotterne ud af Frankrig. Som bekendt kom også nogle af dem til Danmark, hvor de fandt et fristed i Fredericia.

Reformationens skæbne i Frankrig kan i nogen grad betragtes som et internt anliggende. Anderledes med det store opgør mellem de katolske og protestantiske stater, der går under navnet Trediveårskrigen (1618-48); det var en affære, der berørte næsten alle europæiske lande, vort eget indbefattet. De langvarige og ødelæggende krigshandlinger skal vi ikke interessere os for her, men blot mærke os den del af fredsslutningen, der skulle gøre det muligt for de stridende parter at indrette sig tåleligt i fremtiden. Det bestemtes nemlig, at fyrster og landsherrer ikke måtte forfølge deres undersåtter på grund af afvigende tro, og i givet fald skulle de tillade dem fri udvandring inden for en frist af tre år.

På denne baggrund skal vi nu se, hvordan forholdene artede sig i det katolske fyrstebispedømme Salzburg, hvor den i indledningen omtalte begivenhed fandt sted. Gennem flyveblade og tryk spredtes efterretningerne vidt ud over Europa, også til folk, der ikke fik nogen direkte berøring med det, som hændte (fig. 1).

Det drejer sig om fordrivelsen af henved 30.000 protestanter med den hensigt at gøre endeligt slut på Luthers tilhængere i området. Salzburg, der nu er en del af Østrig, var dengang et selvstændigt land med skiftende katolske ærkebisper som landsherrer. Her havde Luthers lære tidligt vundet tilhængere, især fordi han krævede gudstjeneste på modersmålet og de hellige skrifter oversat til samme sprog; de var ellers på latin, som menigmand ikke forstod. Det var rimelige krav, syntes folk, men det var ikke altid, de kunne få deres egne præster til at medvirke. Heller ikke Salzburg gik fri af bondekrigen, der var lige ved at lykkes, idet bønderne havde indesluttet ærkebispen i fæstningen Hohe Salzburg. Først i sidste øjeblik blev bondehæren nedkæmpet af tropper fra Bayern, som var kaldt til hjælp.

De skiftende ærkebisper i Salzburg søgte at modarbejde protestanterne med større eller mindre strenghed og konsekvens alt efter temperament og tilbøjelighed. I selve byen Salzburg lykkedes det helt at udrydde protestantismen, men den holdt sig i afsides egne blandt bjergbønder, håndværkere og minearbejdere (bjergmænd), selv om regeringen pålagde de genstridige tvungen soldaterindkvartering og andre økonomiske byrder. Nogle udvandrede frivilligt, andre fængsledes, og enkelte henrettedes. Men slige ting skete mange steder i Europa på den tid, så det vakte ikke større opmærksomhed - ikke engang da 500 bjergbønder fra Tirol og et tilsvarende antal arbejdere ved saltminerne i Dürnberg blev udvist i 1680-erne. I forhold til de mange tusinde huguenotter, der ved samme tid flygtede fra Frankrig, var dette som en dråbe i havet (fig. 2).

Helt uden forbundsfæller var de salzburgske bjergboer dog ikke, for myndighedernes overgreb var på ingen måde i overensstemmelse med det, der var fastsat ved fredsslutningen 1648. Til at overvåge dens bestemmelser havde de protestantiske fyrster ved den tyske rigsdag i Regensburg sluttet sig sammen i en organisation, der kaldte sig Corpus Evangelicorum. Her deltog også Danmark, idet kongen i sin egenskab af holstensk hertug var medlem af rigsdagen og repræsenteret ved en fast udsending.

De udviste protestanter havde ikke blot fået deres ejendom beslaglagt, de var endog blevet frataget deres børn, der blev anbragt hos strengt katolske familier. Herover protesterede Corpus Evangelicorum hos ærkebispen i Salzburg med henvisning til de omtalte bestemmelser, men fik blot til svar, at det slet ikke drejede sig om protestantiske undersåtter, der var tale om sekterere og oprørere, der ikke omfattedes af fredsslutningstraktaten. Det samme argument blev brugt i 1731, da den virkelige krise indtraf.

Selv om henvendelsen fra Corpus Evangelicorum syntes frugtesløs, fik den dog en afgørende indflydelse blandt Luthers tilhængere i Salzburg. De opdagede, at de ikke stod alene, at der var trosfæller uden for grænserne, som i givet fald ville komme dem til undsætning ved at tale deres sag hos ærkebispen. Så på trods af regeringens skærpede holdning voksede protestanternes bevægelse i den følgende tid.

1727 fik Salzburg en ny ærkebisp, Firmian. Han var fra sin studietid i Rom nært knyttet til jesuitterne, og allerede året efter sin udnævnelse kaldte han dem ind i landet med den udtrykkelige opgave at opspore protestanter og vinde dem tilbage til den katolske kirke. Det førte imidlertid blot til, at de sluttede sig nærmere sammen. Som et ydre tegn på dette sammenhold aflagde man »salteden«, det vil sige, at man under bøn vædede højre hånds fingre, dyppede dem i et fad med salt og svor aldrig at ville svigte den evangeliske tro. Til slut slugte man saltet som en hostie. Forbilledet for dette var hentet i den hellige skrift, hvor der i Mosebøgerne og i Anden Krønikernes Bog tales om en saltpagt, det vil sige en urokkelig pagt mellem Gud Herren og hans udvalgte folk. For indbyggere i saltets land måtte den naturligvis være sagen (fig. 3).

Sammenholdet kom hurtigt på prøve. 1731 gik rygtet, at der skulle sendes en undersøgelseskommission til Tirols bjergegne, og det fik 150 repræsentanter for protestanterne til at samles i den lille by Schwarzach, hvor man enedes om at bekende sig åbent som evangeliske med anmodning om fri religionsudøvelse ved egne præster. Kunne dette ikke indrømmes, ønskede man fri udvandring efter salg af sine ejendomme. Det lykkedes forsamlingen at få sendt nogle folk til rigsdagen i Regensburg for at underrette medlemmerne af Corpus Evangelicorum om beslutningen og tilkendegive, at det drejede sig om en anselig menighed. Den danske repræsentant ved rigsdagen kunne meddele kongen, at udsendingene havde medbragt en fortegnelse over protestanterne i Salzburg, i alt 20.678 personer.

I Regensburg gik man frem på sædvanlig vis med diplomatisk tovtrækkeri mellem den protestantiske organisation, ærkebispen i Salzburg og kejseren i Wien. Også den danske gesandt von Holtze deltog i dette spilfægteri og sendte fyldige rapporter herom til København. Lad os som eksempel tage den indberetning fra efteråret 1731, hvor han fortæller om afleveringen af en dansk protestnote til Salzburgs gesandt von Sillenberg. De to herrer forhandlede pro et contra et par timer uden at nå til enighed. Von Sillenberg hævdede, at det drejede sig om rebeller og oprørere, der ikke blot havde revet de biskoppelige patenter ned og trådt dem under fode, men hvad der var langt værre, de havde udstødt skrækkelige skældsord og trusler mod selve ærkebispen - ord af en sådan karakter, at han vægrede sig ved og skammede sig over at tage dem i sin mund. Det endte med, at von Holtze afleverede sine besværinger i et skriftligt pro memoria, hvorefter han begav sig hjem. Men halvanden time senere bankede von Sillenbergs kancellist på døren til von Holtzes lakajstue og tilbageleverede det danske aktstykke med den bemærkning, at von Sillenberg hverken ville sende det til sin ærkebiskop eller selv beholde det. Så var det von Holtzes tur, for protesten kunne naturligvis ikke affærdiges på den måde. Altså sendte han efter en halv times forløb sin egen kancellist af sted med skrivelsen og en mundtlig besked: Det forundrede von Holtze særdeles, at et pro memoria, som godvilligt var blevet modtaget, umiddelbart efter returneredes, så - værsågod - her var det igen.

Over for kancellisten måtte von Sillenberg beklage sin opførsel, men det var menneskeligt at fejle, og han havde først ved gennemlæsning af skrivelsen set, at dens slutning var anstødelig og ikke holdt sig til en sprogbrug, som var sædvanlig hos de tyske rigsstænder. Han kunne altså ikke modtage den, men ville næste dag opsøge von Holtze og forklare sagen. Ved mødet mellem de to herrer var von Sillenbergs argument af rent formel karakter. Salzburg anerkendte kun ét overhoved for det tyskromerske rige, nemlig kejseren, så den holstenske hertug kunne ikke befale Salzburgs ærkebiskop noget. Hertil svarede von Holtze, at hans herre ikke blot var hertug af Holsten, men suveræn konge af Danmark og som sådan havde helt frie hænder til sammen med andre fyrster af samme trosretning at antage sig de salzburgske protestanters sag. Hele denne diplomatiske menuet førte kun til at trække sagen i langdrag. Enhver blev ved sit, og det er højst usandsynligt, den danske protest nogen sinde nåede frem til ærkebispen.
Mere lige på og hårdt optrådte den preussiske konge Friedrich Wilhelm (fig. 4). I en skrivelse til Salzburgs repræsentant i Regensburg stillede han repressalier i udsigt mod sine katolske undersåtter, såfremt overgrebene mod protestanterne i Salzburg ikke hørte op. Den danske konge, der åbenbart var blevet ked af tovtrækkeriet, sluttede sig hertil, men lige meget hjalp det. Den 31. oktober 1731 underskrev ærkebisp Firmian det patent, der i realiteten var en udvisningsordre til mere end 30.000 af hans undersåtter (fig. 5).

Patentets bestemmelser var meget rigoristiske. Arbejdere, daglønnere og tjenestefolk skulle drage af inden otte dage, håndværkere og bønder med fast ejendom i løbet af en til tre måneder. Det var en helt anden snak end de tre år, der var garanteret ved freden efter Trediveårskrigen. Påbuddene bliver ekstra skrappe, når man betænker årstiden - alle veje og bjergpas var allerede dybt begravede i sne - så man forstår godt, at lokale øvrighedspersoner spurgte sig for i Salzburg, om det virkelig var meningen, udvisningsordren skulle følges i al dens strenghed. Det var det. De første emigranter måtte give sig på vej i løbet af november uden at ane, hvor de kunne finde nye hjem (fig. 6. fig. 7).

Lidt lempedes vilkårene i den følgende tid. Fristen for de besiddendes udvandring blev ved forhandling mellem kejseren, ærkebispen og rigsdagen udskudt et par måneder, og spørgsmålet om emigranternes fremtidige opholdssted fandt også en løsning, idet den preussiske konge tilbød dem plads i sit rige, fortrinsvis i det tyndt befolkede Østpreussen, hvor de dygtige folk kunne gøre god fyldest. Samtidig opfordrede han alle fyrster og stænder i det tyskromerske rige til ikke blot at lade de bortdragende passere frit, men også at yde dem nødvendig hjælp undervejs (fig. 8).

De fordrevnes skarer vandrede nu ikke længere på må og få, men de havde unægtelig lang vej for sig, og der var mange problemer at overvinde, ikke blot for dem selv, men også for folkene, de kom i berøring med under deres vandring - det fremgår af de mange beretninger i skrift og billeder, som udkom på denne tid. Gennemgående blev emigranterne modtaget på det bedste og hjulpet med indkvartering, mad og penge, i alt fald i de protestantiske egne. 15-20.000 regnede man med at kunne få plads til i Østpreussen. De klarede ikke alle den lange og besværlige rejse, og da de kom frem sidst på året 1732, måtte de tilbringe vinteren i usle nødkvarterer. Permanente boliger for så mange mennesker kunne naturligvis ikke skaffes med kort varsel (fig. 9).

Der var stadig brug for bistand, og efter forslag fra England organiseredes en flygtningehjælp med indsamling af penge i de protestantiske lande. Det skete på sædvanlig vis ved kirkekollekter, en fremgangsmåde, som jo stadig kendes og bruges. I hertugdømmerne indkom en sum af 57.825 gylden, som kom emigranterne i Østpreussen til gode (fig. 10). Ved kirkerne i dobbeltmonarkiet Danmark-Norge blev der også anbragt indsamlingsbækkener til formålet, men der må på en eller anden måde være gået brok i foretagendet, for pengene kom aldrig ud af landet. I stedet anvendtes renterne af beløbet til aflønning af førstesekretæren ved det Generalkirkeinspektionskollegium, som Christian 6. fik oprettet 1737 for at føre tilsyn med den danske og norske gejstlighed, med menighederne i de to riger og med hele det religiøse liv. Kongen, der jo var stærkt optaget af kristendommens tarv, har vel beroliget sin samvittighed med, at pengene i alt fald kom religionen til gode, og han var i øvrigt ikke den eneste, der anvendte den indsamlede flygtningehjælp til andet formål. I kurfyrstendømmet Sachsen tilbageholdt den pragtelskende minister Brühl kollekten og lod den gå til opførelse af den evangeliske Frauenkirche i Dresden (fig. 11).

I Danmark har begivenheden utvivlsomt været almindeligt samtaleemne i vide kredse. Kongen og hans ministre blev, som vi har set, holdt nøje underrettet gennem von Holtzes rapporter, mens menigmand orienteredes ved hjælp af de mange stik og flyveblade, som skildrede udvandringen. Et af disse stik, udført i Augsburg 1732, har været inspirationen for det i indledningen omtalte vægtæppe, der ifølge sin broderede tekst er påbegyndt 1. marts 1732 og afsluttet 31. juli 1743 af M. Ph. Rönnauin; forlægget må altså meget hurtigt være kommet fremstilleren i hænde. At slutte efter navneendelsen er det en kvinde, der i løbet af et tiår har omsat det sort-hvide billede til broget broderi, men vi ved intet om hende og må nøjes med at fastslå, at hun har været en mester i sit fag. Heller ikke tæppets ældste historie er kendt, men det kan muligvis have tilhørt kongehuset, eftersom en justitsråd Bruun, der var dette tilknyttet, i 1752 beordrer det anbragt på Kunstkammeret. Siden kom det til Oldnordisk Museum for til slut at havne i Dansk Folkemuseum, hvor det er udstillet - hvis det altså ikke, som for tiden, er på rejse (fig. 12).

Historien om Salzburg-emigrationen rummer mange elementer, der forekommer bekendt: religiøs intolerance, magtmisbrug, offervilje og menneskelig hjælpsomhed, penge i forkerte lommer - alt sammen træk, man kan finde magen til i dagens avis. Det kvarte årtusinde, der er gået, har ændret verden totalt, men på visse punkter er den mærkværdigt uforandret (fig. 13).

Lit: Angelika Marsch: Die Salzburger Emigration in Bildern. Stuttgart 1977.