Fordi der liden fisk vanker

Udgravningen afslørede en snes hustomter og gav et meget rigt fundmateriale. Bladets allermest trofaste læsere vil kunne blade tilbage og i Skalk 1958:1 finde Hakon Bergs beretning om »en glemt fiskerby fra Kristian den Fjerdes tid«. Der er ingen grund til at gentage det dengang skrevne bortset fra selve konklusionen, der i korthed fastslår, at der på stranden i perioden ca 1550-1620 har ligget en landsby, hvis beboere ernærede sig ved fiskeri og rimeligvis lidt handel. Indbyggerne har været relativt velstående, at dømme efter fundene, hvoraf en del var luksusbetonede - vinglas, fajancer, stentøj, glaserede ovnkakler m.v. Når beboerne alligevel havde forladt pladsen, skyldtes det formentlig, at husene lå meget udsat ved højvande under forårs- og efterårsstorme, hvilket udgraverne selv fik lejlighed til at erfare. Så vidt arkæologien.

For et par år siden genoptog museet arbejdet med den glemte landsby. Mange spørgsmål var endnu ubesvarede. Ville en historisk efterforskning bringe nyt for dagen? Det gjorde den.

Før Danmark blev inddelt i amter, bestod landet af en række len, hvert med sin lensmand, der førte regnskab over kronens ejendom, sendte varer hen, hvor de behøvedes, og organiserede forsvaret i tilfælde af krig. Fra omkring 1600 er lenenes regnskaber bevaret i større udstrækning, og de udgør en fortræffelig lokalhistorisk kilde. For Tranekær len, som Langeland hørte til, er det første intakte regnskab fra 1587/88, og heri finder vi følgende bemærkning: »vintertold af dem, som er bosiddendes på Sandhagen« - hvorefter beboerne opregnes med navns nævnelse. Ligesom den nærliggende bebyggelse Bagenkop omtales Sandhagen som et fiskerleje, og regnskabet nævner kun disse to fiskerlejer på Langeland. Bagenkop ligger, hvor den altid har ligget. Sandhagen må derfor være identisk med den forsvundne landsby på sandtangen, hvis yderste del netop havde form som en hage på grund af strømaflejring ved indløbet til Magleby nor. Navnet kunne ikke passe bedre, og de i lensregnskabet opregnede personer kan altså - med en til vished grænsende sandsynlighed - regnes for beboere af de udgravede huse.

Der nævnes i alt 16 huslejebetalende mænd bosiddende på Sandhagen - det vil sige 16 husstande - og ved udgravningen blev afdækket 18 hustomter. Også det passer altså ganske godt. Hvad mere er, i de følgende års regnskaber kan vi genfinde fiskerlejet Sandhagen indtil året 1613, da stedet omtales for sidste gang. Herefter optræder kun Bagenkop. Sandhagen må, at dømme efter regnskaberne, være opgivet mellem 1613 og 1617. Udgraveren kunne ved hjælp af møntfund bestemme landsbyens nedlæggelse til omkring 1620. En bedre overensstemmelse kan næppe forlanges.

Hvem var beboerne på Sandhagen? Om Bagenkops oprindelse eksisterer forskellige beretninger, som alle lader lejet være grundlagt af fremmede fiskere, der slog sig ned på Langeland. Ifølge én kilde var det hollændere, mens en anden siger holstenere, og atter andre gør indvandrerne til alsinger. Lensregnskaberne bekræfter ikke disse overleveringer. Langt den overvejende del af de 32 mænd bosiddende i Bagenkop og Sandhagen 1587/88 har almindelige danske navne. Kun enkelte er af tysk oprindelse - Bendix Glaser, Jürgen Weffuer og Jürgen Smid. Måske er det mere end et tilfælde, at alle tre er håndværkernavne, et driftigt fiskerleje har sandsynligvis ligesom datidens købstæder haft indvandring af tyske håndværksfolk. Ser vi på navnestoffet som helhed - dansk så vel som fremmed - finder vi i det hele taget håndværkerne pænt repræsenteret i de langelandske fiskerbyer. Sandhagen havde to personer med tilnavnet væver, dertil en bager, en glaser, det vil sige glarmester, og en møller. I Bagenkop var der fire med tilnavnet smed, desuden en skrædder og en suder (skomager). Nu er det indlysende, at der i flere tilfælde er tale om et tilnavn, der er blevet slægtsnavn, Bagenkop har aldrig på samme tid haft hele fire smede i virksomhed. Alligevel er det sandsynligt, at alle de nævnte håndværk har været udøvet i fiskerlejerne. Ved udgravningen på sandtangen blev fundet påfaldende mange smedejernsbeslag, låse, søm, nagler, vinduesglas, sakse, fingerbøl og knappenåle. (Fig. 1).

Ser vi på de øvrige tilnavne, fremgår det, at ikke så få af beboerne var tilflyttere, nemlig omkring en tredjedel. På Sandhagen findes en Peder Strynbo (Strynø), en Hans Skotte og en Rasmus Taasing, mens der i Bagenkop nævnes en Søren Jyde, en Laurits Skaubo (Skagen) og to personer med tilnavnet Hebo (fra Heden). Man fristes til at betvivle, at en skotte skulle have slået sig ned som fisker på Langeland, men de skriftlige kilder bekræfter netop skotsk tilstedeværelse på øen i disse år. 1584 fik lensmandens skriver lejdebrev; han var blevet fredløs, fordi han i Rudkøbing havde ihjelskudt en skotte, der gjorde haneben til hans kæreste. Samme år slog en skotte fra Rudkøbing en landsmand ihjel på Svendborg marked. Det var åbenbart temperamentsfulde folk.

Sammenlignet med befolkningen i de langelandske bondebyer var fiskerlejernes beboere en broget og bevægelig flok, men det stemmer godt med, hvad man ved fra anden side, at fiskerbefolkningen i renæssancetidens Danmark havde stor geografisk mobilitet. Således var af fiskerne i Gilleleje 1581 en hel del indvandrede personer eller sønner af sådanne. (Fig. 2).

Et af kardinalpunkterne i forskningen omkring vor tidlige fiskerbefolkning har været spørgsmålet om sæsonfiskeri kontra erhvervsfiskeri med tilhørende permanent bebyggelse. På Langeland var, som vi har set, erhvervsfiskeriet veletableret i 1580'erne - tilsammen mønstrede de to fiskerlejer 32 husstande - men den egentlige storhedstid falder uden tvivl tidligere. Der hørte meget lidt jord til lejerne. Beboerne havde slået sig ned på kongens strand, dér hvor ingen andre drømte om at bosætte sig. Den gode agerjord omkring noret var forlængst taget i drift af bønderne i Nordenbro og Søndenbro. Strandsidderne hentede hele deres næring på havet. Derfor betalte de deres husleje eller vintertold til kongens lensmand i fisk, en halv tønde torsk pr husstand. For agerbrugere var stranden et goldt og trøstesløst område, men for fiskerne lå den ideelt i forhold til de rige fangstpladser i Bæltet og Østersøen. På Sandhagen havde man tilmed noret, en fortræffelig naturhavn med fine besejlingsforhold.

Omstændighederne var gunstige for fiskeri midt i 1500-årene, fangsterne var gode og fisk en efterspurgt handelsvare, først og fremmest sild og torsk. Saltet og tørret torsk hørte til datidens skibskost, og store mængder gik om bord i kongens orlogsskibe. Det var i 1560'erne, kongens fiskeopkøbere begyndte at interessere sig for Langeland. Krigen mod Sverige gav forøget efterspørgsel, og øens lensmand Jørgen Marsvin fik derfor i lighed med flere andre lensmænd besked om, al alle de saltede torsk og kuller, der kunne fås, skulle føres til København, hvor rentemesteren eller slotsskriveren ville betale dem. I de følgende år blev der jævnligt opkøbt torsk på Langeland, omkring et hundrede tønder hver gang. løvrigt var det ikke blot fisk, kongen havde brug for. Fiskerne selv måtte holde for. Som bådsmænd, det vil sige matroser, måtte de gøre tjeneste om bord i orlogsfartøjerne. 1565 fik Langeland befaling til at stille 110 bådsmænd - det samme som København og Malmø, rigets to største købstæder.

Blandt de forhåndenværende fiskearter var torsken almindelig, og det var den, der først og fremmest blev fanget fra de to langelandske fiskerlejer. Det skete fra oktober til omkring nytår og igen fra februar-marts indtil Skt Hans. I renæssancen foregik dette fiskeri med krogredskaber, men af disse var der flere typer. På Vestkysten brugte man linefiskeri, og det samme var tilfældet på Skagen. Fangstredskabet består af en line, hvortil med passende mellemrum er fæstnet mindre snører, hver med en krog for enden. Når der skal fiskes, lægges den klargjorte line med madding op på et bakketrug - det kaldes af samme grund også for bakkefiskeri. På havet sættes linen med et stensynk i den ene ende og en vager i den anden, så man kan finde den igen. Et sammenrustet konglomerat af kroge fra udgravningen lader formode, at fiskerne på Sandhagen også har drevet bakkefiskeri. Disse fundne kroge er for de flestes vedkommende af jern, enkelte dog af messing, og har øje og modhage - altså samme type, der bruges den dag i dag. En ældre form, tværkrogen af ben, fandtes i nogle få eksemplarer. Fund af aflange blysynk viser, at også håndsnører har været i brug. Det er den enkleste form for krogfiskeri og har tidligere været meget udbredt. I de fiskerige farvande ved Island, Færøerne og Grønland har den holdt sig helt op til vore dage.

Foruden torsk blev der især fanget fladfisk og sild, viser regnskaberne. Det fremgår, at for hvert tusind flyndere, fiskerne udførte 1587/88, skulle de betale to skilling told, samt at sild undertiden blev brugt som betalingsmiddel i stedet for torsk, når der skulle erlægges husleje. Ål nævnes ikke, men har givetvis hørt til fiskernes fangster - et ålejern blev fundet på Sandhagen. Bundgarn er dokumenteret i brug i Storebælt på denne tid, ganske vist af en hollænder, der havde slået sig ned på Sprogø, men med fiskernes geografiske mobilitet in mente, kan man forvente, det ligeledes har været kendt på Langeland. Det er da også nævnt i lensregnskabet 1630/31, hvor det bemærkes »ingen bundgarn sild annamit«.

De skriftlige kilder har ikke stort at berette om fiskernes fartøjer, men tre »skuder« omtales dog som hjemmehørende i Bagenkop 1610-11. Skuderne var skarpt byggede, forsynet med en enkelt mast og råsejl eller sprydstagssejl; de brugtes såvel til Fiskeri som fragtfart. I øvrigt benyttede fiskerne både af den gamle nordiske skibsform: klinkbygget, dobbeltspidsende, med en enkelt smakkemast, der kunne lægges ned under fiskeriet.

Efter Hanseforbundets gradvise opløsning og Lübecks reducerede betydning som den vestlige Østersøs forretningsmæssige centrum blev handelen mellem de slesvig-holstenske byer og Danmark livligere. (Fig. 3). I Kiel, Eckernförde og Flensborg havde de langelandske fiskere gode afsætningsmuligheder for deres fisk, endda i fersk tilstand. Sejlede de hjemmefra om natten, kunne de næste morgen være på fiskemarkedet med frisk fangst. Med sig hjem kunne de så have salt, tjære og hamp, altsammen livsnødvendigt for erhvervet.

Og når man nu alligevel skulle foretage disse ture, hvorfor så ikke få det mest mulige ud af dem? Andre eksportvarer fra Sydlangeland fandt vej til lejerne og udførtes derfra: korn, svin, lam og ved. En medvirkende årsag til denne trafik var, at man forholdsvis let kunne undgå at betale told (tolderen sad i Rudkøbing 30 km borte). I et forsøg på at komme det omfattende smugleri til livs blev der ansat en havnefoged i Sandhagen; han skulle kontrollere udførslen og opkræve toldafgift, mens tolderen førte selve regnskabet. Disse regnskaber er desværre gået samme vej som den ældre del af lensregnskaberne. Dog er ved et tilfælde et enkelt bevaret, nemlig for året 1605/06. Det viser, at antallet af anløbende fremmede skibe ikke var stort: elleve stykker på et år. Størstedelen af den langelandske eksport må være sket på langelandsk køl. Fiskeriet var dårligt det år, lejernes samlede udførsel udgjorde kun 29 tønder, men dertil kom svin, indkøbt i oplandet og eksporteret i slagtet tilstand, samt mindre partier af korn og ærter. I beskeden målestok var fiskerne købmænd, men frem for alt dog skippere, som sejlede fragt for de større langelandske agerbrugere - især selvejere - der havde noget at sælge.

Selv om Sandhagens og Bagenkops eksport ikke var stor, målt i toldværdien, så var den alligevel en torn i øjet på borgerne i Rudkøbing. De søgte bestandig at få sat en stopper for denne, efter deres mening, ulovlige handel. Men fiskerne henviste til den langelandske almues gamle ret til at udføre egne produkter på egen køl.

Omkring 1580 ophørte de kongelige fiskeopkøb på Langeland, og i de følgende år gik befolkningstallet tilbage. Værst gik det ud over Sandhagen. Havnefogeden flyttede til Magleby, og kort efter brød de sidste familier op. Lejet var, som vi har hørt, forladt endnu før 1617, husene blev nedbrudt, og snart dækkede sandet fundamenterne.

Hvad var det, der gik galt? Lensskriveren giver forklaringen: »Er at agte«, siger han i en af jordebøgerne, »at mange af disse fornævnte huse, som er indskrevet for fiskerlejer, er øde og folkene afdragen, og en part af de, som endnu er, bruger ingen fiskeri for den årsag, der liden fisk vanker«. Altså svigtende fangster.

Den omtalte kombination af fiskeri, handel og søfart (men intet landbrug af betydning) har gjort beboerne i landsbyen ved Ågabet meget følsomme for konjunktursvingninger. (Fig. 4), (Fig. 5). Dårligt fiskeri og afsætningsvanskeligheder ramte omgående og hårdt. Det var en langvarig erhvervskrise og ikke frygten for oversvømmelser, som tvang fiskerbefolkningen bort. Bagenkop blev tilbage, men i reduceret tilstand; 1662 nævnes kun otte beboede huse. Fiskerne dér fik mulighed for at leje jord af grevskabet på Tranekær. De blev fiskerbønder.

For fiskerne på Langeland var dette et klart økonomisk tilbageskridt. Tidligere havde deres profession, sammen med handel og smugleri, givet en levestandard over den, man fandt i bondebyerne. Skatteteknisk rangerede de på linje med øens husmænd og landhåndværkere, men forbrugsmønsteret, som udgravningen giver et indtryk af, var mere byens end landets. Husene - i bindingsværk - kunne have stue, køkken og kammer. Der var vinduer med blyindfattede ruder, og til opvarmning havde man kakkelovne, dels en type med kakkelpotter, dels finere ovne med grønglaserede reliefkakler. Husgerådet var rigeligt. På arnen blev først og fremmest brugt stjertpotter og -pander, men også jerngryder. Og på bordet: fade, skåle og tallerkener af lertøj foruden fajancer, stentøj og glas samt smukke bronzeskeer - fine importerede sager. Man havde tydeligt sans for andet end den grå hverdag. Der var fade med ophængningshuller, beregnet til pynt. Låse beskyttede den private ejendom. Knive og korte landsknægtesværd havde fiskerne sikkert brug for under deres færden i det fremmede. Blandt fundene er en mundgige, benterning og mange ølhaner.

Sandhagen er som udgravet fiskerleje fra renæssancen ganske enestående, men i virkeligheden vil der kunne gøres lignende fund mange steder i landet. (Fig. 6), (Fig. 7). Under de gode konjunkturer for handel og søfart og med rige fiskeforekomster i de indre danske farvande opstod i perioden 1550-1580 mange små fiskerlejer og ladepladser, hvor den søvante del af landbefolkningen, fiskere, småskippere, handlende, håndværkere og tvivlsomme eksistenser løb sammen. Lensmændene havde ondt ved at kontrollere disse pladser, og kongen måtte gang på gang forlange ordnede forhold, det vil sige tolden erlagt og lov og orden overholdt. (Fig. 8), (Fig. 9), (Fig. 10). Værst gik det til på Anholt, hvor fiskerne røvede fra hinanden, plyndrede vrag og forurettede skibbrudne og tilrejsende.

Uvist af hvilken grund forsvandt de rige fiskeforekomster mod slutningen af 1500- årene, og da handelskonjunkturerne for alvor vendte i begyndelsen af 1600-tallet, blev fiskerne kastet ud i en langvarig erhvervskrise. Mange steder blev fiskeriet og handelen helt opgivet og lejet forladt. Sådan gik det Sandhagen på Langeland, Villingebæk og Krogskilde ved Gilleleje, Egebæk ved Espergærde, Brøndehøje på Møn, Mulbjerge og Dokkedal ved Lille Vildmose og en halv snes andre pladser. Selv de store gamle fiskerlejer blev truet på deres eksistens. Skagboerne havde så ringe et udkomme, at Kristian 4. alvorligt søgte at overtale dem til at drage med Jens Munk på hans store ekspedition mod vest. Det blev der nu ikke noget af, men mange skagboer forlod deres huse, og befolkningstallet dalede. (Fig. 11), (Fig. 12), (Fig. 13). Bedre gik det ikke for de store vestjyske fiskerlejer Nyminde, Sønderside, Vesterside, hvor sandtolden (den afgift i fisk, man betalte for ret til at fiske fra stranden) havde skæppet godt i kongens kasse. De sygnede langsomt hen. Samme vej gik Nibe, Albuen på Lolland, Falsterbo, Dragør og Gilleleje. Erhvervsfiskeriet fik et knæk, som det ikke forvandt med det første. Mange måtte søge deres næring andetsteds, og de tilbageværende blev fiskerbønder. Ikke før slutningen af 1800-tallet fik fiskeriet samme økonomiske og beskæftigelsesmæssige betydning som i renæssancen, og det siger en del. Til billedet af renæssancens højkonjunktur hører studehandel og korneksport, men fiskeri og søfart bidrog nok så meget til den økonomiske og sociale opgangstid.

De forladte fiskerlejer ligger ofte let tilgængelige for større udgravningsarbejde, og holder erfaringerne fra Sandhagen, vil der være mange gode fund at lægge oven i de skriftlige efterretninger om dem. Renæssancens almuesøfart og fiskeri er et spændende nyt kapitel i Danmarkshistorien. Nok lidt umage værd. (Fig. 14).

Lit: H. Berg, L. Bender Jørgensen, O. Mortensøn: Sandhagen. Rudkøbing 1981. - S. Frandsen (red.): Gilleleje Museum 1929-1979.