For sikkerheds skyld
Den lange landstrimmel, der buer sig nordvestligt om Limfjorden under navn af Thy og Vester Han herred, hører til de barskeste egne i kongeriget, men den var aldrig skyet af mennesker, hvad oldtidsmindernes mængde tilstrækkeligt beviser. Befolkningen tilpassede sig naturen, men prægedes af den til en stejlhed, som ikke uden videre lod sig prakke nye lærdomme på. Her havde, hvis man tør tro legenden, hedenskabet en af sine sidste bastioner, som ved midten af tusindårene bragtes til fald af missionæren Thøger, der derved vandt sig helgenglorien.
Af H. Godske Nielsen
Kristendommen sejrede altså omsider, men dybt i hjerterne levede gamle hedenske forestillinger - ja enkelte af dem lever vel endnu hist og her. 1865 - otte hundrede år efter Skt. Thøgers salige bortgang - byggedes i Kollerup ved Fjerritslev et hus, som eksisterer endnu, og som undertegnede er den lykkelige ejer af. Soklen er af kampesten, væggene af Bulbjerg-limsten og halvbrændt tegl, mens halm og rør fra vejlerne danner taget. En vis soliditet kan man ikke frakende bygningen - ellers havde den vel ikke holdt sig oprejst i over hundrede år - men hver vinter fryser en skal af facaden, og når foråret kommer må man igang med at spække, kline og hvidte. For et par år siden indtraf under dette arbejde et lille uheld, en blok af gavlmuren løsnede sig og faldt ud, hvorved afdækkedes en flintøkse, af primitiv form, men hel og ubeskadiget. At den skulle være kommet der tilfældigt, kan antagelig udelukkes, den må være forsætligt indmuret mellem stenene.
Skikken at indbygge stenøkser i huse er velkendt fra den folkloristiske litteratur, og man kan sikkert gå ud fra, at mange gamle huse indeholder sådanne sager, omend de sjældent kommer for dagen; som regel forsvinder de vel ubemærket, når husene rives ned. Økserne, som man samlede op på marken, hvor de for årtusinder siden var tabt af stenalderfolket, opfattedes - i hvert fald af mange - ikke som menneskeværk, men som guddommelige frembringelser, skabt i de højere luftlag og slynget ned til jorden med lynet, hvis voldsomme væsen man jo tit nok havde observeret. En heldig egenskab ved disse »tordensten« var, at de beskyttede mod sig selv. Derfor tog man dem med sig hjem, hvor de blev stukket op i stråtaget eller ligefrem indmuret i huset, som dermed var sikret mod lynnedslag og andet uheld.
Gammel visdom skal man ikke kaste vrag på, så jeg har genanbragt min økse på væggen, men nu synligt, bag glas. Skulle alligevel, mod forventning, noget jordisk tilstøde dette skrøbelige hus, så er det naturligvis forsikret.
Lit: Chr. Blinkenberg: Tordenvåbnet. Kbh. 1909. -Skalk 1963:2.
