Folkelig forlystelse

Hvor længe den makabre opstilling fik lov at blive stående, vides ikke, der kendes intet dokument, som beordrer nedtagning, men endnu i 1774 kunne en engelsk rejsebogsforfatter gyse over synet. Efterhånden må stejlerne dog være blæst om, og på et eller andet tidspunkt må man vel have taget sig sammen til at grave de afpillede knogler i jorden (Fig. 1). Senest kan det være sket i 1779, da retterstedets faste inventar, den murede galge, blev nedbrudt.

Det var i ældre tid ikke ualmindeligt, at lyssky personer foretog natlige togter til rettersteder for at stjæle knogler, som antoges at have magisk kraft. Også Struensee og Brandt blev bestjålet, dog var tyven ingen almindelig landstryger, men en medicinsk student, og motivet var næppe overtro, men lyst til at eje en danmarkshistorisk souvenir. Marcus Kall, som den unge mand hed, tilegnede sig to tænder, en fra hver af greverne. Han blev senere amts- og distriktslæge i Roskilde, hvor han døde 1817; ved den lejlighed skaffede familien sig af med de ulækre rariteter ved at forære dem til domprovst J. M. Hertz som tak for hans skønne ligprædiken. I Hertz' slægt overleveredes tænderne indtil begyndelsen af dette århundrede, hvor de indgik i overretssagfører Kuhns Struensee-samling for senere at vandre videre til Teatermuseet; dette har for nylig afgivet dem til Medicinsk-historisk Museum, hvor de vel også retteligere hører hjemme. Tænderne har på hele den lange vandring været ledsaget af en seddel, hvor Kall selv har gjort rede for deres oprindelse. Han var, ved vi, en højt begavet mand, der nød stor anseelse i sin samtid, og der er ingen grund til at drage hans ord i tvivl (Fig. 2).

I 1895 skulle der bygges et anneks til Folkets hus på Enghavevej, netop på stedet hvor Københavns gamle henrettelsesplads har ligget. Ved udgravningen blev der fundet skeletrester, tilsyneladende af to personer gravlagt sammen i ca en halv meters dybde. En tilkaldt læge erklærede, at knoglerne måtte have ligget i jorden godt hundrede år, og Københavnshistorikeren, pastor R. P. Rasmussen, mente på dette grundlag med ret stor sandsynlighed at kunne fastslå, at de fundne skeletdele havde tilhørt Struensee og Brandt. Benene blev lagt i en kasse og nedgravet på Vestre kirkegård, men nitten år senere fik oldermanden for Københavns blikkenslagerlaug den smukke tanke at ville skænke de henrettede grever en marmorsarkofag, idet han dog stillede den rimelige betingelse, at det skulle bevises, de fundne knogler virkelig var, hvad man udgav dem for. Benene blev så gravet op, en anatom tilkaldtes, men han erklærede, at der i knoglekassen var bentøj nok til syv forskellige mennesker, hvorefter oldermanden lod sagen falde; det var, som han sagde, Struensee og Brandt og ikke syv rovmordere, han ville give en sarkofag. I 1927 opstod ny interesse om fundet, det blev igen hentet frem til undersøgelse, og denne gang gik det bedre. Professor F. C. Hansen, datidens største autoritet på området, måtte ganske vist som forgængeren indrømme, at der var rigeligt med knogler i samlingen, men ud af virvaret fremdrog han ben af to personer, som efter hans mening meget vel kunne være greverne. Her kom nu tænderne til hjælp. Disse, der endnu på det tidspunkt befandt sig i overretssagfører Kuhns samling, blev under stor opmærksomhed fra pressens side prøvet i kæberne, hvor de befandtes at passe. Beviset var dermed ført. Skeletdelene kom ikke tilbage til Vestre kirkegård, men blev deponeret i Skt. Petri kirke.

Ak, sytten år senere slog en ny undersøgelse, ved professor P. O. Pedersen og dr. Kurt Brøste, hele spillet overende. Struensees tand stammer ikke, som F. C. Hansen troede, fra overmunden, men fra underkæben, og her er pladsen optaget. Brandts tand derimod lader sig anbringe, men den passer ikke i type til de andre tænder i kæben - som vist iøvrigt er af en kvinde.

Knoglerne i Petri kirke skulle hermed være ude af billedet, men mærkelig nok synes det ikke at være tilfældet; så sent som i februar sidste år kunne man i fjernsynet høre den F. C. Hansenske opfattelse fremført som det nyeste i sagen. I virkeligheden er sandsynligheden for, at de fundne knogler kunne være grevernes, så lille, at tanken næppe burde være opstået. Det lader sig ikke gøre alene ud fra bevaringstilstanden at datere jordfundne knogler med blot nogenlunde nøjagtighed, så enhver anden af de hundreder af forbrydere, som i tidens løb har sluttet deres bane på hovedstadens gamle henrettelsesplads, kunne med lige så stor ret komme på tale. Selve grundlaget for diskussionen var altså uholdbart, intet under derfor at den sluttede, som den gjorde (Fig. 3). Tilbage af de henrettede er da kun de to tænder, men er det egentlig ikke også tilstrækkeligt til at minde os om det uhyrlige barbari, som udspillede sig for kun to korte århundreder siden?