Førsteudgave

Det drejer sig om to bøger, en gudelig og en verdslig, og selv om kun den sidste er dateret, kan man gå ud fra, de er blevet til samtidig. Den lærde verden var på den tid stærkt domineret af gejstligheden, og det er uden tvivl den, der har haft bud efter Snell. Breviarium Ottoniense - den odenseanske bønnebog - er på ca tusind sider og var til brug ved gudstjenesterne i hele Fyns stift. De håndskrevne eksemplarer, man hidtil havde betjent sig af, var afskrifters afskrifter og derfor uundgåeligt behæftet med fejl og indbyrdes afvigelser, men netop i 1400-årene blev der herhjemme udfoldet store anstrengelser for at få rettet disse mangler, og her kom den nye kunst belejligt. Om det var stiftets meget rejsende biskop Karl Rønnow eller domprovsten Hans Urne, der stod for indkaldelsen af Snell, er uvist, men sidstnævnte var i hvert fald bogligt interesseret og ejede et efter tidens forhold anseligt bibliotek. Projektet blev heldigt gennemført, den fynske bønnebog er et nydeligt tryk i kvartformat og med adskillige initialer håndkoloreret i rødt og blåt. Kun et eneste eksemplar er bevaret, på Det kongelige Bibliotek, men desværre ufuldstændigt, idet begyndelsen og slutningen mangler. Oplysninger om trykkested og tid er således ikke med, men kan udledes på anden vis, som vi straks skal se.

Det andet Odensetryk er Guillaume Caoursins Descriptio obsidionis urbis Rhodie, en beretning om tyrkernes belejring 1480 af Rhodos, byen på øen af samme navn. De vantros fremmarch i Europa blev på den tid betragtet med stor alvor af hele den vestlige verden, og rygterne løb om deres angreb på den lille Middelhavsø, der beherskedes af Johanniterordenen og dermed var at betragte som en kristen bastion. (Fig. 1). Skriftet bringer det glade budskab, at tyrkerne omsider har hævet belejringen - skræmt af et tegn på himlen, hedder det, i virkeligheden dog vistnok, fordi pashaen havde befalet, at hele det forventede bytte skulle tilfalde sultanen, hvad de menige soldater naturligvis ikke var tilfreds med. Skriftets forfatter, der var vicekansler for de indesluttede Johanniterriddere, har i ordenens rådsprotokol noteret, at der efter »sejren« er udgivet en beretning, »som ved bogtrykkernes kunst er blevet udsendt til alverden«. Det er lige ved at være sandt. Hans øjenvidneskildring blev trykt i mange udgaver, oftest - som i Danmark - på latin, men også på engelsk, tysk og italiensk.

Rhodosbogen, der er på 14 blade i kvartformat, er rimelig godt trykt. Ligesom i bønnebogen er der sat plads af til initialer, men de er i de to eksisterende eksemplarer (på Det kongelige Bibliotek og i Uppsala) aldrig blevet indmalet. (Fig. 2). Derimod forefindes »kolofon« med oplysninger om værkets tilblivelse. I dansk oversættelse: »Her slutter beskrivelsen af byen Rhodos' belejring. Den er trykt i Odense det Herrens år 1482 af den ærværdige mand Johan Snell, mester udi bogtrykkerkunsten«.

De to Odensebøger på Det kongelige Bibliotek har netop gennemgået en omhyggelig undersøgelse og grundig restaurering, arbejdet er knap nok afsluttet, men konservator Per Laursen har undervejs gjort interessante iagttagelser. Ved hjælp af såkaldt beta-grafi (en slags røntgenundersøgelse af bogsiderne) er der fundet en lang række vandmærker. Det viser sig, at der er overensstemmelse mellem mærkerne på visse sider i bønnebogen og dem i Rhodosbogen. Det kunne tyde på, at bønnebogen er påbegyndt først, Rhodosbogen skudt ind imellem og afsluttet før det store kirkelige værk. Hvilken, der er ældst, kan altså diskuteres, men Rhodosbogen er i hvert fald den første dansktrykte bog, vi med fuld sikkerhed kan tidsfæste.

En anden rekord knytter sig til Snells arbejde: Nordens første korrekturark. Det drejer sig om nogle tryksider fra bønnebogen med rettelser i rødt blæk, fundet i Sverige som fyld i et gammelt bogbind. Pap til bind blev fremstillet af papir, men det var dyrt, så der blev i stor udstrækning brugt affald. (Fig. 3). Snell har taget sin makulatur med til Stockholm, da han 1483 rejste videre for at indføre bogtrykkerkunsten i vort naboland.

Om den rejsende bogtrykker Johan Snell har vi kun få oplysninger. Vi ved hverken, hvornår han fødtes eller døde, men i forbindelse med hans immatrikulation ved Rostock Universitet 1481 oplyses, at han stammer fra byen Einbeck i Hannover. Af et tilfældigt notat fremgår, at en student skyldte ham et beløb for lærebøger, så han må have forhandlet sådanne. Det var næppe nogen guldgrube. I Lübecks skattelister fra perioden 1480-1519 står han pålignet beløb, der svinger fra 4 til 7 skilling, men selv så ringe summer synes han at have haft vanskeligt ved at udrede, i hvert fald ved vi, at han, året før han tog til Odense, blev pantet af myndighederne. Måske har han lavet bøger for egen regning og derved haft penge bundet. I Odense må bønnebogen være blevet betalt af den gejstlige arbejdsgiver, mens Rhodosbogen kan have været et privatforetagende; med sit aktuelle indhold har den sikkert let kunnet afsættes.

Interessen for Rhodos holdt sig længe, 1508 - knap en generation senere - kom et dansk resumé af beretningen, denne gang trykt hos den hollandsk fødte bogtrykker Gotfred af Ghemen, der da for længst var etableret i Danmark. Om de to trykkere har haft forbindelse, måske endda har virket her samtidig, er usikkert. Snells ophold var kun kort, men få gæstearbejdere har ydet en større indsats for værtslandet.

1910 udsendtes i København en faksimileudgave af Rhodosbogen, og nu, i jubilæumsåret, kommer Odense med en ny, denne gang i farver og med tilføjet oversættelse af den gamle tekst. Danmarks ældste trykte bog er stadig læseværdig med sin spændende blanding af reportage og propaganda. (Fig. 4).