Foden på Trelleborg

Det, der skal beskæftige os i det følgende, er dog et andet aspekt af Trelleborg, en sag der ikke for alvor har været draget frem siden Poul Nørlund m.fl. i slutningen af fyrrerne fremlagde resultaterne af de mange års udgravning i en stor bog med tilhørende kort og grundplaner. Nørlund fremfører her, at anlægget må være udlagt med den romerske fod (29,33 cm) som grundenhed, men det vil vi nu tillade os at sætte et stort spørgsmålstegn ved. Hele sagen lyder ikke af ret meget, men har dog ganske vide perspektiver. De imponerende anlæg, som vikingerne har efterladt sig - og der er adskilligt flere end ringborgene - viser, at de havde dygtige bygmestre med kendskab til regning og matematik. Og de ikke så få store enkeltgenstande, skibe, køretøjer o. lign., som efterhånden er fremdraget, røber tilsvarende færdigheder. Det er grundlaget for denne kunnen, vi i det følgende skal beskæftige os med, og som vi vil prøve at placere i større sammenhæng.

Når Nørlund kastede sine øjne på romerfoden, har det naturligvis sine grunde, og man må indrømme ham, at den ikke passer dårligt til Trelleborg. Tillige har den den fordel at være litterært bevidnet inden for et større geografisk område, Romerriget, gennem mange hundrede år. Der skal altså ganske vægtige grunde til at vælte den omkuld, men det skal nu alligevel forsøges. Lad os først se, hvordan romerfoden egentlig vandt indpas på Trelleborg, og hvorfor den så fuldstændig besnærede undersøgerne.

Teorien om romerfoden opstod, endnu mens udgravningerne var i fuld gang og opfattelsen af anlægget under udvikling. Det ser man af de tidligst publicerede beretninger. Det var de seksten store karréhuse inden for ringvolden, som med deres ensartede længder på omkring 29,5 meter først inspirerede til tanken. Dette mål kunne passende sættes til 100 romerfod á 29,33 cm. Også andre længder i anlægget - akseafstande, volddimensioner, længden af forborgshusene m.m. - lod sig dividere med romerfoden til smukt afrundede tal. Meget andet i Trelleborg pegede efter udgravernes mening tilbage på romersk tradition, således opdelingen i fire karréer omkring vinkelrette aksegader, der har slående paralleller i romersk militærarkitektur. (Fig. 1). Bygmesteren kunne have fået inspirationen østfra (Byzans?) eller vestfra (England), områder hvor romersk tradition endnu levede, og som vikingerne havde rige kontakter med. Senere, i middelalderen, optræder fodmål med værdier, som ikke ligger langt fra romerfoden, og som nok kunne tænkes inspireret af den. Alt passede smukt og harmonisk.

Den første lille tvivl melder sig, når man kritisk vender blikket mod de distancer i anlægget, der ikke passer med romerfoden. Dem er der nemlig mange af, især i den korte afdeling. Her skulle man altså have arbejdet med mål lavet for tilfældet. En mærkelig inkonsekvens i det ellers så regulære og målsikre anlæg! Når man nu havde en målestok, hvorfor har man så ikke brugt den overalt, i småt som i stort? Mistanken er vakt, og den næres af den kendsgerning, at anlægget rummer mange detaljer, der klart står i forlængelse af nordisk tradition - ja at fremmed indflydelse ud over romerfoden og måske selve geometrien i anlægget i virkeligheden er temmelig vanskelig at påvise. Kunne et anlæg som Trelleborg iberegnet geometrien og måleenheden ikke være selvstændigt nordisk byggeri? I vikingetiden skabte dygtige kunsthåndværkere komplicerede geometriske ornamenter i fuldendt komposition. Vikingetidens købmænd havde faste værdier for ædelmetallernes vægt - man kunne både veje og tælle; er det sandsynligt, at man har hentet sin målestok udenlands? Kort sagt: Har man ikke tidligere været alt for tilbøjelig til at undervurdere vikingernes kulturelle niveau og f.eks. i tilfældet Trelleborg søgt forudsætninger, hvor disse næppe findes? Vi vover - foreløbig som et tankeeksperiment - at forkaste romerfoden.

Og hermed står vi så på bar bund. At der har været et målegrundlag med en fast måleenhed, er jo hævet over enhver tvivl. Hvordan finder vi den?

En metode kan måske redde os. I sin bog opgiver Nørlund en række mål - huslængder, volddimensioner o. lign. Ved at måle på de publicerede grundplaner kan vi supplere dette materiale med yderligere et stort antal afstande, som er væsentlige i borgens konstruktion. Hvis disse distancer - eller blot flertallet af dem - er udmålt i hele enheder, vil de ved indbyrdes sammenligning røbe grundmålet. Nu må det rigtignok tilføjes, at ved arbejdet med uddragningen af målene melder der sig så store usikkerhedsmomenter, at man kan komme i tvivl, om det overhovedet kan lade sig gøre. De mål, der kommer på tale, er hovedsagelig afstande mellem stolpehuller - stolpehuller der måske ikke tegnede sig alt for tydeligt, da de blev udgravet, og hvis form måske derfor mere skyldes arkæologen end oldtidsmanden, der gravede. Hvor nøjagtigt blev der i øvrigt gravet i oldtiden og hvor nøjagtigt målte man? Opmålingen af udgravningen, foretaget af Poul Nørlund og hans hjælpere med assistance fra Geodætisk Institut, kan der næppe rettes indvendinger imod, men alligevel kommer der også her et usikkerhedsmoment ind.

Når man overhovedet kan anvende dette meget ufuldkomne materiale, skyldes det anlæggets størrelse og regelmæssige opbygning med stadig gentagelse af helt ensartede detaljer. Det samme mål - f.eks. gavlbredden i borghusene eller afstanden mellem palisaderne i hovedvolden - kan tages igen og igen. De tal, som indgår i en sådan målserie, viser nogen variation, men det er sandsynligt, at gennemsnittet ligger meget nær det mål, bygmesteren tilsigtede. Den tænksomme læser vil her stille spørgsmålet, hvordan man måler mellem stolper. Er det mellem midtpunkterne eller mellem punkter i pælenes periferi? Svaret må blive, at det i de fleste tilfælde giver sig selv. En dør - eller portåbning skal utvivlsomt måles indvendig, mens det ved en palisaderække er naturligt at måle fra stolpemidte til stolpemidte. Husene vil vi måle udvendig; de store tømmermængder, som indgik i en sådan konstruktion, må være udskåret på forhånd efter måleenheden.

(Fig. 2).

(Fig. 3).

Når tilstrækkelig mange og tilstrækkeligt velunderbyggede længder foreligger, kan man sammenstille dem og gøre sine iagttagelser; illustrationen på modstående side viser hvordan. Faktisk ser vi her, hvad vi i første omgang blot turde håbe på. Målene - især på de korte afstande - springer med påfaldende regelmæssighed. Vi har mål på ca. 50 cm, 75 cm, 100 cm, 125 cm osv. Forskellen ligger lige omkring 25 cm; med korrektion efter anlæggets længere mål kan vi sætte den til 24,7 cm - og her har vi da formodentlig Trelleborgs grundenhed. I den lave ende af skalaen er overensstemmelsen meget stor, noget nær fuldkommen. Længere fremme bliver usikkerheden lidt større, men meningen er stadig klar. Springene er her ofte på to enheder mellem lige tal; det kunne tyde på, at man også har arbejdet med en dobbeltenhed (49,4 = 2 x 24,7). Går vi til de store afstande (særskilt afbildet på skemaet herunder), bliver vi, trods stigende usikkerhed, opmærksom på en endnu større enhed: 12 x grundenheden, og den skal man lægge mærke til, da den sikkert har spillet hovedrollen ved Trelleborgs udmåling. Åbenbart har man, som senere i middelalderen, benyttet et tolvtalsystem. Man kan med de nyfundne mål bogstavelig talt rekonstruere en arbejdstegning for hele anlægget - om en sådan nogensinde måtte have eksisteret.

Den nye enhed må på det nærmeste være en kendsgerning. Den er kortere end romerfoden, men mon ikke, man kan gå ud fra, at den også har haft navnet »fod«? Dobbeltenheden kan så passende have heddet »alen«. En alen var i middelalderen og senere lig med to fod.

Skeptikere vil henvise til romerfodens fortræffelighed og kræve en forklaring på, at denne enhed går så godt op i en stor del af Trelleborg-længderne - tilmed ofte med tal, der ender på 0. Forklaringen ligger i det simple målforhold mellem de to fødder. Til tolv af den nyfundne fod svarer ti af romerfoden - dog med en lille variation, som kommer til udtryk på de længere strækninger. Nørlunds huslængder på 100 romerfod er midtpunktsmål, dvs. at endepunkterne ligger midt i gavlstolpehullerne. Vi måler mellem gavlenes ydersider og kommer på den måde til 120 - skal vi kalde det »Trelleborgfod«. At forlade det runde tal 100 til fordel for 120 kan virke som et tilbageskridt, men er det i virkeligheden ikke. Til et tolvtalsystem - og det kan næppe fejle, at det var det, vikingerne benyttede - er tallet 120 som skræddersyet. I middelalderlige kilder finder vi værdien 120 selvstændigt benævnt som »et storhundrede«. Endnu et lille bidrag til gunst for den nye enhed.

(Fig. 4).

Æren for at spillet går op, tilkommer først og fremmest Trelleborgbyggerne; deres målenøjagtighed har været rent ud forbløffende. Kontrollen ligger her i de serier af enkeltmål, som danner grundlaget for gennemsnitsmålene; selv ved de længste afstande inden for ringvolden har der ikke kunnet konstateres variationer større end ± 25 cm. Går vi til de allerstørste mål (der ikke er medtaget i skemaerne) øges usikkerheden, hvad man ikke kan undres over, når man betænker de tekniske vanskeligheder, der må have været ved måling på så lange stræk. Man kan forestille sig disse afstande afsat med lange målereb ud fra anlæggets geometriske centrum. Der skulle trækkes godt i tovene, som vel næppe var helt uelastiske. (Fig. 5). Selv om afstandene her kan variere omkring én meter, er det ikke vanskeligt at erkende de tilsigtede tal. De er alle produkter af tolvfodsenheden: indre voldradius således 23x12 fod, ydre voldradius 29x12 fod, radius til voldgravens inderkant 31x12 fod og til dens yderkant 37x12 fod. Tilsvarende konsekvente mål kan erkendes ved forvold og -grav.

Til de lange mål hører også bygningernes »radier«. De krumvæggede hustomter blev oprindelig regnet for ellipser, men har senere vist sig at være sammensat af cirkelbuer. Som radius i disse buer har man anvendt den dobbelte huslængde, dog således, at man ved forborgshusene har målt fra gavl til gavl, ved hovedborgshusene mellem gavlstolperækkerne. Begge afstande passer i målesystemet. Selv her, hvor vi ikke har kunnet tage afstandene direkte ud af planen, men har måttet konstruere os frem, lader den nye Trelleborgenhed sig altså erkende.

Påvisningen af Trelleborgfoden på 24,7 cm rejser visse spørgsmål. Har denne enhed været et lokalt anliggende? Hvis ikke, hvor længe og over hvilke områder har den da været brugt? Hvor kommer den fra, og hvor forsvinder den hen?

Det nærmeste, vi kan komme, når vi skal drage vore sammenligninger, er middelalderens fod- og alenmål. Alenen synes at have ligget omkring eller lidt over 60 cm og foden altså på det halve, hvad der bringer den i betænkelig nærhed af Nørlunds romerfod. Om forholdene i middelalderens første århundreder, tiden lige efter vikingetid, ved vi dog meget lidt - i hvert fald for Danmarks vedkommende. I Norge og Island, hvor man er bedre underrettet, omtales et ældre, kortere mål, en alen under 50 cm. Den tilsvarende fod må have ligget meget nær Trelleborgfoden.

(Fig. 6).

Vil man vide de gamle måls oprindelige værdier, behøver man imidlertid ikke at ty til litterære hjælpemidler. De kan uden videre aflæses ved måling på ens egen krop efter navnenes anvisning. At ordet »fod« har forbindelse med legemsdelen af samme navn, forstås umiddelbart, og om »alen« oplyser ordbogen, at det har grundbetydningen »underarm« (jfr. »albue«). Også andre gamle måleenheder som favn, tomme og de i ældre tid hyppigt omtalte fingerbredder og håndbredder er jo kropsmål, som alene ved deres navne fortæller noget om, hvordan de er opstået. Oprindelig målte man med sig selv - med foden, med de udbredte arme, med fingrene eller med underarmen fra albuen til yderste fingerspids. Lægmærke til, at de omtalte legemsdele er de mest tilgængelige, dem man lettest kan komme til at måle med. Metoden havde mangler, især hvad præcisionen angik, men også fordele: man havde altid sin målestok ved hånden. - Men her kan vi altså efterprøve de gamle målværdier og overtyde os om, at middelalderens fod- og alenmål på omkring 30 og 60 cm ikke kan være de oprindelige. Så lange lemmer har kun kæmper.

Vor Trelleborgfod på 24,7 cm og den dertil svarende alen på 49,4 cm ligger snarest lidt i overkanten af det anatomisk sandsynlige; man må her huske, at datidens mennesker gennemsnitlig var en smule mindre end vi. Nu skal man ikke forestille sig Trelleborg udmålt med kroppen; det ville være alt for primitivt for så udviklet et byggeri. På det tidspunktvar kropsmålene for længst vandret over på målepinde, som var lettere at håndtere og sikrere i brug. Af danske oldtidsmålestokke har vi tre, den ældste fra bronzealder; de afsatte enheder svarer meget godt til forskellige former for legemsmål og kan udmærket være afsat direkte efter fremstillernes lemmer. (Fig. 7). Sådanne pinde må have eksisteret i mængde. Præcisionen var næppe udpræget, det samme mål kunne have vekslende værdier, men den kropslige justering bragte dog systemet under en vis kontrol.

På et tidspunkt må kontakten til anatomien være ophørt. Pindene blev kopiers kopier - ikke længere skåret efter kroppen, men efter hinanden. Det var vel i første omgang en fordel, men på længere sigt gav også det anledning til variation, nu af regional art. Betegnelser som »sjællandske alen«, »lybske alen« o. lign., der ofte optræder i middelalderlige kildeskrifter, viser hvordan udsvingene har grupperet sig landskabsvis. I offentlige bygninger såsom kirker kunne være indhugget målestokke til justering, men den måtte ifølge sagens natur blive udpræget lokal, og meget tyder på, at målene fortsat har levet et ret frit og utvungent liv. (Fig. 8). Hvornår den anatomiske kontrol ophørte, ved vi ikke, men det kan senest være sket i 11-1200-årene – omtrent på den tid må enhederne have taget det mærkelige spring opad, der gjorde dem til kropsmål alene af navn. Om årsagen til måludvidelsen kan vi kun gisne. Måske skal den søges uden for rigets grænser.

Væsentligt for et målesystems anvendelighed er, at de forskellige kortere og længere enheder går op i hinanden, helst på en måde, der harmonerer med det anvendte talsystem. Det gør naturmålene kun ufuldkomment, så det kan måske også være en af grundene til, at man forlod dem. En fodlængde svarer nogenlunde til en halv underarmslængde, og selv lader den sig dele i tolv fingerbredder (tre håndbredder), hvilket skulle være i skønneste orden. Men favn og tomme volder vanskeligheder, så deres indpasning i systemet som henholdsvis tre alen og en tolvtedel fod må være en sen korrektion. De på Trelleborg påviste enheder går, som vi har set, smukt op i hinanden, men systemet er næppe fuldstændigt; vi gætter på, at det i hvert fald skal suppleres med en kort enhed, f.eks. en tolvtedel fod. At en sådan har været nødvendig ved sorteringen og behandlingen af de uhyre tømmermængder, har Trelleborgforskeren Johan Larsen overbevisende redegjort for.

Når Trelleborgfoden ikke er en vestsjællandsk specialitet, men en fra fortiden nedarvet måleenhed, må den kunne påvises andetsteds, og her er det naturligt først at tænke på de andre store vikingeborge, Fyrkat og Aggersborg. Begge er udgravet og deres lighed med Trelleborg indiskutabel, men trods alt er der store forskelle i detaljer. Fuldstændige publikationer foreligger endnu ikke, men oplysninger hentet fra foreløbige rapporter peger mod mål, som ligger tæt på Trelleborgs uden dog at være identiske med dem - hvad man jo efter det foreliggende heller ikke skulle vente. Med forsigtighed vil vi foreslå alenmål på 47,4 for Fyrkat og 46,4 for Aggersborg; det svarer, som man let kan udregne, til fodmål på 23,7 og 23,2. Også i andre af tidens store byggeforetagender, f.eks. Danevirke, finder vi velegnede grundmål i samme område.

(Fig. 9).

Man fristes til at gå videre - fortsætte studiet af oldtidens målemetodik, ikke blot inden for vikingetiden, men også i de tidligere perioder. Her støder vi imidlertid på en vanskelighed: Den præcision, der kendetegner vikingernes storanlæg, er langt fra at være et gennemgående træk. En skæv og uregelmæssig grundplan byder ikke de samme vilkår for målstudier som en klar og velproportioneret. Muligheden for fejlbedømmelse er her afskrækkende. Den fundgruppe, hvor undersøgelsen bedst lader sig videreføre, er derfor ikke bygningsværkerne, men de større, målpræcise genstande, som der trods alt er en del af fra forskellige afsnit af oldtiden. Lad os som eksempel tage den pragtfuldt bevarede vogn fra det norske Osebergfund. (Fig. 10). Det forekommer utænkeligt, at den skulle være fremstillet og dekoreret uden brug af målestok. Med rekonstruktionstegningen som grundlag vover vi at sætte dens måleenhed til 24-25 cm. Tydeligst træder den frem i hjulene, hvor såvel navtromle som fælg og eger helt er afstemt efter den, men også vognkassen harmonerer smukt. I andre af Osebergfundets pragtgenstande finder vi tilsvarende korte mål.

Vikingerne kunne læse og skrive, men næppe til overmål. Regnekunsten derimod har de mestret, solidt opbygget på gammel handels- og håndværkertradition. De nævnte eksempler - og flere kunne tilføjes - viser, at deres målesystem var, omend langtfra fuldkomment så dog højst anvendeligt. Senere, i middelalderen, blev forholdene nok lidt bedre, men kravene samtidig større; at målnøjagtigheden stadig lod meget tilbage at ønske, viser lovgivningsmagtens gentagne krav om justering. Virkeligt ordnede målforhold finder vi først langt op i nyere tid.

Nu har det fra Frankrig hidkomne metersystem slået de gamle naturmål ud. Dog ikke helt. Endnu bruges de af håndværkere inden for visse fag. Meterstokken vi køber hos isenkræmmeren har tommer på bagsiden. Her som så mange andre steder i hverdagen stikker fortiden hovedet frem.

Lit: Poul Nørlund: Trelleborg. Kbh. 1948. - Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1949 (Aggersborg).