Flasken i kransen

Nogle steder sætter man normalt to-tre kranse vandret over hinanden. Andre steder bliver en enkelt krans hængt lodret i en galge, og atter andre kommer naboer og venner med kranse, der også som regel bliver hængt lodret op, en krans på hver sin stage eller flere ved siden af hinanden under en vandret lægte langs tagryggen. Det kan, hvis bygherren er vellidt, blive til mange, 10-20-30, ja i særlige tilfælde langt over 50.

Her drejer det sig om forskelle fra egn til egn, men der kan også være afvigende rejsegildeskikke i byen og på landet inden for samme område. En tømrer, Johannes Josephsen, der ligesom mange af sine kolleger har skrevet erindringer til Nationalmuseet, fortæller, hvordan rejsegilder, da han i 1890-erne var læredreng i Ålborg, blev fejret med øl, kager og cigarer på selve byggepladsen og siden på beværtninger, som der på den tid var mange af i Nordjyllands hovedstad. Det var en helt ny oplevelse for ham, da lockouten 1899 førte til, at han, som nu var blevet svend, fik arbejde ude på landet. Da nybygningen på gården var nået rejsehøjde, blev naboerne indbudt til at komme og hjælpe med rejsningen og til at deltage i rejsegildet bagefter. Det var en stor begivenhed, og forinden blev der slagtet og bagt, kærnet smør og brygget øl, mens gårdmanden tog til byen for at købe finere drikkevarer, og der blev fyldt brændevin på store stendunke. Alle, der havde hjulpet, deltog sammen med deres koner og børn i gildet, som varede hele natten. Det var noget andet end at gå på beværtning i Ålborg. Som bemærkelsesværdigt noteres, hvordan det gik til, da arbejdet med tømmerrejsningen var slut: »Da vi havde spærene rejst, blev der hejst flag og krans, og inden i kransen hang der en flaske i en snor. Når vi havde det hele i orden, stod vi nede på jorden og forsøgte at knuse flasken med sten. Den, der ramte, skulle drikke lige så meget brændevin, som der kunne være i bunden af den knuste flaske«.

Den skik, vi her møder et sted på landet uden for Ålborg, er blevet praktiseret lige til vore dage og har været almindelig over hele Nordjylland. Den forekommer i Vendsyssel, Himmerland, Thy og det nordlige Ringkøbing amt samt i enkelte tilfælde ned gennem halvøen. En anden af Nationalmuseets mange meddelere, gårdejer Jacob Bugge, har givet en levende beskrivelse fra Frederiks sogn mellem Viborg og Herning. Han var ude at tjene som hyrdedreng 1894, da han var elleve år gammel. Den sommer fik gårdmanden, han var hos, bygget en ny lade.

»Om formiddagen, dagen som laden skulle rejses, blev jeg sendt op til brugsen i Havredal med 1 krone og 25 øre i lommen, som jeg skulle købe bajere og en flaske brændevin for. Bajerne kostede 7 øre stykket og brændevinen 25 øre, så jeg havde et slæb med at få det transporteret til Årestrup. Om eftermiddagen begyndte rejsningen af laden. Da alle spær var sat på plads og afstivet, gik alle ned og betragtede rejsningen. Tømrermesteren gik langs laden: Jo, det var i orden«.

Så kom bygherrens kone med rejsekransen, som var meget fin, bundet om et tøndebånd med grankviste og lyng og pyntet med markblomster. Tømrermesteren lavede en galge, og der blev kransen anbragt med en tom flaske midt i. Nu gik mester til tops og fæstede galgen til det midterste spær i laden, hvorefter han tog sin hue af og svingede den til et trefoldigt hurraråb. Så var det højtidelige forbi.

»Nu kom det spændende. Nu skulle der kastes sten til flasken, og den, der slog den ned, havde vundet en flaske brændevin. Reglementet var således: Første sten skulle tømrermesteren kaste, dernæst murermesteren, så svendene og sidst læredrengene. Når det var overstået, og flasken stadig hang urørt, så var der frit kast, og så kan det nok være, der blev kastet sten. Og endelig knustes flasken med et knald: Hvem var det? Så viste det sig, at det var tømrermesterens læredreng. Der blev råbt et hurra for ham. Nu blev brændevinen og bajerne hentet frem. Bygherren afleverede brændevinsflasken til vinderen med den bemærkning: Hold nu hovedet klart og skænk med anstand! For meningen var jo, at brændevinen skulle drikkes i anledning af ladens rejsning, men vinderen var den glade giver og skulle takkes« (fig. 1).

Det sydligste eksempel, vi kender, på skikken, som den er beskrevet ovenfor, nemlig med brændevinen som belønning til den, der slår flasken ned, er fra Øster Lindet i Sønderjylland, og det er værd at bemærke, at stenkast til flaske her betegnes som »en gammel skik«, det vil sige noget, man har praktiseret forud for meddelerens egen tid, men som siden er ophørt. Det kunne tyde på, at den nu hovedsageligt nordjyske sædvane tidligere har haft en større udbredelse. Her nede i det sydlige har man ellers en anden tradition, der muligvis har afløst den ovennævnte, nemlig at anbringe - ikke en tom flaske, men en der er fyldt med brændevin i rejsekransen. Den kaster man naturligvis ikke sten efter, den er et bidrag til festen fra de naboer eller venner, som kommer med kransen, og bliver taget ud inden ophængningen eller simpelthen afleveret som et tilbehør. Brændevinen er normalt tiltænkt svendene, mens læredrengene må nøjes med en drikkeskilling, som også kan være gemt i kransen. Det er dog ikke så sjældent hændt, at pengene er gået i svendenes lommer.

Skikken med flasken i kransen har altså to forskellige hovedformer, i Nordjylland er det en tom flaske, i Sønderjylland en fuld, men resultatet bliver almindeligvis det samme, nemlig udskænkning af brændevin. Til den fulde flaske kunne undertiden være føjet nogle glas at drikke af, og det kan måske betragtes som overgangsleddet til en anden sønderjysk variant, nemlig den at hænge flere, vel som regel tomme, flasker i den opsatte krans, hvor vinden får dem til at klirre lystigt, hvilket formodentlig er formålet. Det kan ikke være det, man har stilet efter i en række tilfælde op langs den jyske vestkyst, hvor der blev hængt en enlig tom flaske i kransen, ganske som i Nordjylland, men blot ikke til at kaste sten efter, skønt man udmærket må have kendt denne skik, der blev praktiseret i nærmeste nabolag. I nogle af de vestjyske eksempler optræder flasken dog sammen med glas, hvilket peger i sønderjysk retning. To forskellige skikke med fælles udgangspunkt synes her at støde sammen. Flasken skal minde om, at ved rejsegilder skal der brændevin til, siger en meddeler, og sådan har den højst sandsynligt været opfattet. En anden meddeler fra disse kanter fortæller, at flaskeskikken er ophørt på grund af Indre Mission (fig. 2).

Holdningen til stærke drikke i visse befolkningslag var én af grundene til, at skikken i dens forskellige afskygninger efterhånden døde bort, men i Nordjylland holdt den sig længe - helt op til nutiden har der været kastet sten efter flasken i kransen med belønning til den, der ramte (fig. 3). I nogle tilfælde skulle den heldige straks drikke så megen brændevin, som der kunne være i flaskens største skår, andre steder fik han udleveret en flaske snaps som gevinst, og den er nok som regel blevet åbnet med det samme. I det mindste opnåede vinderen en ekstra dram - et sted anføres dobbelt så mange øller og snapse som de andre - og det har naturligvis ikke ladet ham upåvirket. Skulle der mon gøres lidt grin med denne »flaskekonge«, som en af meddelerne kalder ham? Det kan være det, der ligger bag, når det i en indberetning oplyses, at han skulle holde tale. De fleste steder fik han et hurra, nogle steder blev han særligt vartet op, fik det første glas, og det nævnes også, at han ved det efterfølgende festmåltid skulle indtage hæderspladsen ved siden af mester.

Det kunne i øvrigt godt tage nogen tid at få flasken smadret - ikke alene på grund af de snapse og kaffepunche, der på det stadium allerede kunne være budt, men simpelthen fordi det var svært at ramme det højthængende mål. Der skulle også en vis kraft i kastet, især hvis flasken var proppet til og fyldt med vand eller aske, hvilket hændte - når der i det foregående er talt om en tom flaske, skal det altså tages med lidt forbehold. Det måtte ikke gå for hurtigt, men hvis det på den anden side trak for længe ud, var der mulighed for at gribe til andre midler. Et sted sendte man en læredreng op med en hammer, og det er også sket, at man har hentet et jagtgevær og skudt flasken ned (fig. 4).

Ned skulle den, men først når den havde tjent sit formål som underholdende indslag i leg og konkurrence. Noget tyder på, at den også har haft en anden funktion. At man lod skårene ligge, hvor de faldt, virker måske ikke så påfaldende på en byggeplads med dens roderi, men det minder om den bevidste nedkastning af et drikkeglas for at tage varsel eller tvinge lykken - en skik, der kendes fra rejsegilder over hele landet. Det knuste glas og vel også den knuste flaske havde betydning for fremtiden. I Hørby ved Hobro siges det ligeud, at hvis flasken ikke slås ned, bliver der for lidt lykke i det nye hus.