Flådens fremtid
I begyndelsen af september 1807 angreb englænderne København. »Nu vågner ulykken«, råbte en kone, da bombardementet satte ind, og det kan nok være, hun fik ret: tre nætter i træk lod fjenden sine ødelæggelsesmidler regne ned over byen, mange blev dræbt, og brandene flammede. Befolkningen tog situationen med fatning, men det er forståeligt, at nogle efterhånden mistede modet. Det samme gjorde forsvarets ledere, som sluttelig gav op og kapitulerede. Englændernes betingelser var hårde: hele den danske flåde skulle udleveres.
Af T. B. W.
Uden sine krigsskibe var Danmark stækket militært, og det var netop, hvad angriberen tilsigtede. Europa var i krig. England havde to år tidligere tilintetgjort den franske flåde ved Trafalgar, hvorved den danske sømagt brat var avanceret til en af de stærkeste på fastlandssiden og dermed af interesse for begge de krigsførende parter. Den danske regering havde tøvet med at vælge side, men englænderne følte – og vel ikke helt med urette - at vægten let kunne synke til fordel for Napoleon. Denne havde 1806 proklameret en fastlandsspærring, hvis formål var at afskære England fra resten af Europa, og dansk deltagelse ville gøre denne pinligt effektiv. Derfor havde man grebet til den barske og for et neutralt land klart uacceptable udvej at forlange Danmarks orlogsflåde udleveret og stillet under engelsk kommando. Kravet blev naturligvis pure afvist af den danske regering, men et afslag var under disse omstændigheder nærmest at regne for en krigserklæring. Følgen blev det omtalte angreb på København og flådens fjernelse med magt. En plan om at sænke skibene, før de faldt i fjendehånd, blev ved et uheld aldrig sat i værk. Det var en national katastrofe, københavnerne blev vidne til 20. oktober 1807, da 17 fuldt udrustede linjeskibe, 15 fregatter samt et stort antal mindre fartøjer forlod Flådens Leje ved Holmen. Alt tog erobrerne med sig. Nogle skibe under bygning blev ødelagt på værftet.
Ekstra alvorligt blev tabet, fordi det ikke umiddelbart lod sig erstatte. At bygge nye skibe i et sådant omfang, var uhyre bekosteligt, men det værste var, at tømmer i tilstrækkelig mængde slet ikke lod sig fremskaffe. Et skøn over træforbruget ved skibsbyggeri viser, at de mistede linjeskibe og fregatter repræsenterede omkring 45.000 fuldvoksne egetræer. De øvrige fartøjer og danske handelsskibe beslaglagt i engelske havne (englænderne nægtede sig intet) bringer tabet op på det dobbelte. Hugsten til fornyelse og vedligeholdelse af orlogsflåden havde før krigen andraget omkring 5000 egetræer årligt, men selv denne mere beskedne mængde var det ikke altid let at fremskaffe. Velvoksne egetræer var for længst en mangelvare i de danske skove.
Under 1600-årenes svenskekrige var landet flere gange besat af fremmede tropper, hvad skovene led en del under (måske ødelagde fjenden ligefrem egetræerne forsætligt for at svække den danske flåde). Under alle omstændigheder var krigshugsterne baggrunden for den første »skovordinance« fra 1670; den skulle sikre, at »hovedtræerne, og især de som til skibsbygning befindes, vorder forskånet«. Senere bestemmelser havde samme sigte, men alligevel tæredes der kraftigt på ressourcerne. Også den hastigt voksende handelsflåde slugte efterhånden betydelige mængder egetræ. Samtidig søgte man dog ved nyplantninger at tilgodese det fremtidige behov, og her blev der for en gangs skyld tænkt langsigtet. Først efter 150 år var træerne store nok til at levere passende stykker skibstømmer. (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. »Englændernes sidste skændselsdåd« (ødelæggelsen af skibene på værftet). Tegning af C. W. Eckersberg. Fig. 2. I alle større træbyggede fartøjer indgik krumtømmer, blandt andet til spanter, og her var det selvgroede at foretrække, da det gav den stærkeste konstruktion. A t skaffe tilstrækkeligt af den vare, var ikke let, men man kunne give naturen en håndsrækning ved at kappe toppen af det unge egetræ. En kraftig sidegren ville da bøje sig op og danne ny top. Billedet viser et nyere forsøg i den retning. - Jagt- og Skovbrugsmuseet.
Efter begivenhederne 1807 stod man næsten på bar bund. Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at man kunne komme ud for at skulle skaffe træ til en hel krigsflåde på én gang. Men myndighederne reagerede hurtigt, kun få dage efter flåderovet blev der indført forbud mod ethvert salg af »noget til skibstømmer tjenligt egetræ, hvad enten samme står på roden eller er skovet«. Endog ligkister blev ramt af forbuddet; de måtte ikke fremstilles af eg, »til hvilket lig, det end måtte være«.
Formålet med bestemmelserne var jo at sikre admiralitetet retten til alt brugeligt træ, og snart var man landet over i gang med at mærke såkaldte marineege, træer som allerede på roden forbeholdtes flåden. Begivenhederne i 1807 havde skabt en national stemning i befolkningen, og den kom også skovene til gode; interessen for egedyrkning steg mærkbart, og det førte til anlæggelse af »flådeskove«, som skulle forsyne orlogsværftet med skibstræ. Alene i Nordsjælland blev der i årene efter Englandskrigen plantet så mange ege, at de - når de engang havde vokset sig store og tjenlige - kunne dække behovet i tilfælde af et nyt flåderan.
Manglen på fuldvoksne ege betød, at andre træsorter vandt indpas i skibsbyggeriet. Hvor skroget tidligere havde været helt af eg, blev det almindeligt, at man til køl og yderbeklædning under vandlinjen anvendte bøg, der er lige så holdbar, når blot den til stadighed holdes fugtig. Til dæksplanker kunne fyr bruges, mens lærk egnede sig til mastetræ. I en afhandling fra 1811 anbefales lærken varmt, den sidestilles næsten med egen; ovenikøbet har den det fortrin, at den ikke »splintrer nær så meget for kuglerne som eg«. Da lærken tilmed vokser langt hurtigere end eg, blev der i de første tiår af 1800-tallet plantet mange af disse træer med henblik på fremtidigt skibsbyggeri, men omkring 1830 hærgedes landet af lærkesyge, som ødelagde træerne i stort tal. Egen var og blev nummer et.
Bygningen af en ny flåde til erstatning for den tabte kom til at tage lang tid, træmangel og statsbankerot gjorde deres. Først efter tredive år var det forønskede antal skibe nået; det var noget mindre end før Englandskrigen, men passende til landets behov. Danmarks rolle som betydningsfuld sømagt var der sat en stopper for.
De titusinder af ege, der plantedes efter 1807-katastrofen, blev aldrig til tømmer i danske krigsskibe. Udviklingen indhentede de langsomtvoksende træer; efter 1860 begyndte fartøjer af jern at dukke op. Da egene omkring midten af vort århundrede nåede den rette alder, var træskibenes epoke for længst udrundet. Af disse store gamle træer står endnu en del i vore skove som minde om fortidig krigsførelse, men de fleste er dog nu forsvundet, anvendt til fredelige formål.
Lit: Handels- og Søfartsmuseets årbog I960 (P. Chr. Nielsen: Skibets krav til skoven).
Fig. 3. Ingen billedtekst.
