Fjordsejlads

Et af disse tørlagte områder er Lystrup Enge, ca 15 km nord for Århus. Her er nu marker (som i øvrigt er ved at blive inddraget til bebyggelse), men i jægerstenalderen var der en ca 5 km lang og 1 km bred, lavvandet fjord med munding ud i Århusbugten. Langs de gamle strandbredder er påvist mange og rige bopladser. En af dem, beliggende på en grusrevle langs fjordens nordkyst og dateret til Ertebølletiden, jægerstenalderens slutfase, har gennem adskillige år været under udgravning. Selve bopladsen, hvor folkene færdedes, er noget forstyrret af havet, som, efter at stedet var forladt, har lavet en del ravage, men ud for området, hvor der var rørskov på lavt vand, ligger lagene urørt med sager af flint, knogle og hjortetak - ja selv træ kan være bevaret. Et fund fremhæver sig særligt, men før det omtales, skal der gives en kort oversigt over, hvad bopladsen ellers havde at byde på.

Af beboerne selv er der kun få spor: spredte og knuste menneskeknogler - i ét tilfælde fundet sådan, at der kan være tale om en ødelagt grav. Våben og redskaber forekommer derimod talrigt, foruden naturligvis måltidsrester. Udstyret er det sædvanlige for den tids bopladser: slagstokke, hjortetaksøkser (en enkelt med fint indridsede mønstre), benspidser - og af flint: flækker, bor, pilespidser med tværæg og økser. Vi er så langt tilbage i Ertebølletiden, at de klumpede kerneøkser er helt dominerende; de bredæggede skiveøkser, fremstillet af et enkelt stort afslag, var endnu ikke kommet på mode. Af stenalderjægerens foretrukne våben, buen, er fundet et enkelt eksemplar.

I området ud for bopladsen, hvor der tidligere var vand, har stået hundredvis af tynde, tilspidsede hasselkæppe; de fleste var væltet omkuld af bølgeskvulp og isgang, men mange stod stadig, som de i sin tid var anbragt, nedstukket i havbunden, og afslørede sig som rester af fiskegårde. At fiskeriet har haft stor betydning for beboerne, viser tusindvis af fiskeknogler i affaldslaget. Den langt foretrukne fiskeart har været torsk, men også fladfisk og ål, sild, hornfisk, makrel, ulk og gedde er blevet nydt i stor stil. Som afrunding kan fortælles, at der er drevet jagt i baglandets skove; urokse, elg, vildsvin, kronhjort og rådyr er hjembragt foruden pelsdyrene odder og vildkat. Ude i fjorden er der lejlighedsvis jaget havpattedyr som øresvin og større hvaler.

Som det fremgår af ovenstående, har fjorden og dens dyreverden spillet en væsentlig rolle for den lille jægerkoloni, så det kan egentlig ikke undre, at der også blev fundet rester af en båd. Det er en stammebåd, og dem er der mange af såvel fra oldtiden som fra historisk tid, men jægerstenalderen har foreløbig kun bidraget med nogle få, og denne er ældre end de fleste - ca 1000 år ældre end to bemærkelsesværdige både fra Tybrind Vig, hvoraf den ene er omtalt Skalk 1982:4. Lystrupbåden var i flere stykker; en større del af styrbordssiden lå et par meter fra det øvrige, men tilsyneladende mangler kun agterskottet og noget af den ene ræling (Fig. 1). Det gør den ikke mindre interessant. Flertallet af de andre Ertebøllebåde er stærkt defekte, så det er vanskeligt at danne sig en forestilling om, hvordan de egentlig har set ud.

Båden var 6,5 m lang, 55-60 cm bred og ca 30 cm høj. Materialet har – lidt overraskende - vist sig at være bævreasp, ikke lind, som ellers er det almindelige, men begge træsorter har i øvrigt sejt og letspalteligt ved, som gør dem velegnede til formålet (Fig. 2, Fig. 3). Rundt om i den meget store stamme var en del knaster, hvis retning fortalte, at forstavnen er lagt i træets krone. Efter fældningen er barken blevet fjernet, men ellers er der ikke sket mere med ydersiden. Selve udhulingen er udført med økse - overalt i fartøjets indre sås tætte hugspor, hvis bredde og »skår« viste, at de er kerneøksens værk. Bådens sider var kun 1-2 cm tykke; dens bygmestre har været modige mænd - et enkelt fejlhug kunne have spoleret hele værket. Mens forstavnen smalnede jævnt til, var agterstavnen lige afskåret og åben - her har det før omtalte, nu forsvundne, skot været indsat. Det må have haft korte tappe langs kanten svarende til en række lave, ikke gennembrydende, huller, som sås på det tilsvarende sted indvendig i båden; for at få plads til dem er tykkelsen af sider og bund her forøget (Fig. 4, Fig. 5).

På bunden af båden, ca én meter fra agterenden, var, så mærkeligt det lyder, anlagt et ildsted: på et underlag af ler og sand fandtes trækul og i omegnen var bådens sider sortsvedne og forkullede. Måske har der været endnu et ildsted længst fremme i forstavnen - her fandtes ganske vist intet lerlag, men dog tydelige tegn på forkulning. Trods den risiko, der jo vitterligt er forbundet med brænding af bål i træbåde, synes det at have været almindeligt i jægerstenalderen og kendt i den efterfølgende bondestenalder. Der kan tænkes flere forklaringer; ildtransport, når man flyttede fra en boplads til en anden, eller - mere sandsynligt - åleblusning under aften- og nattefiskeri. Helt afvise, at der kan ligge noget rituelt bag, kan man dog vist ikke.

Da båden blev efterladt på fjordbredden, var den et gammelt udslidt vrag. To revner i bagbordssiden, en kortere og en længere, er søgt repareret ved sammensyning (klinkning om man vil); det fremgår af, at der langs begge sider af spalterne med ensartede mellemrum var boret små huller. Reparationerne viser, at man ikke uden videre kasserede et sådant fartøj. Med det arbejde, der var investeret, repræsenterede det en ikke ubetydelig værdi.

Det kulturlag, vraget lå i, er kulstof 14-dateret til 5200-5000 før Kristus, og da båden må være af samme alder, vil det sige, at den hører til de ældste fartøjer, som kendes, ikke blot fra Danmark, men fra hele Nordeuropa. Hvor længe denne førerstilling kan opretholdes, er dog et spørgsmål, for Ertebøllebådenes høje tekniske standard viser, at de må have haft talrige forgængere, og før eller senere må de dukke op. Det fremgår af de mange raffinerede detaljer, at vi ikke befinder os ved starten af en udvikling, men på dens højdepunkt, og det er i øvrigt interessant, at man ca 1000 år senere, da Tybrindbådene blev til, ikke var nået væsentligt videre. De yngre både er ganske vist længere, men ellers er alt ved det gamle lige til det løse agterskot, hvis isætningsmåde i alle enkeltheder svarer til, hvad vi kender fra Lystrupbåden. Selv reparationer er udført på samme måde. En klar forskel er der dog: hugsporene i Tybrindbådene er tre-fire gange så brede som Lystrupbådens og lige i »skåret«. I det lange tidsrum, der skiller de to fartøjer, har befolkningen ændret vaner. Skiveøksen med den brede, lige æg har afløst kerneøksen som det foretrukne arbejdsredskab. Det er karakteristisk for jægerstenalderens bopladser, at de ligger langs kysterne eller ved sø- og åbredder - meget naturligt, eftersom et af hovederhvervene var fiskeri. Her kom bådene til nytte, men størst betydning har de vel haft som transport- og samfærdselsmidler i det vejløse, urskovsdækkede land.